[1] BEVÆGELSEN AF VESTGRØNLAND Af afdelingsgeodæt, mag. scient. og cand. mag. Svend Saxov _L/a K. J. V. Steenstrup i i 879-80 lod udføre en række målinger af højden af ring- bolte eller andre karakteristiske punkter i området fra Upernavik distrikt til Diskobugten, var det allerede kendt, gennem iagttagelser fra tidligere eller nu- værende bopladser, at der foregik en sænkning af Vestgrønland. Således havde allerede C. Pingel ved de skandinaviske naturforskeres andet møde i 1840 givet en redegørelse om sænkningen af Grønlands vestkyst. I det store jubilæumsbind, som blev udgivet i anledning af tohundredåret for Hans Egedes landing, anføres forskellige steder, at en sænkning finder sted. Således skriver O. B. Bøggild på side 34: „I de sidste Aarhundreder er det igen i en langsom sænkning, hvad man kan se af, at der talrige Steder findes Bygningsrester fra tidligere Tid, der nu ligger under Havets Overflade." M. P. Porsild omtaler fænomenet flere steder, på siderne 158, 282, 350 og 441. For Umanak distrikt - på side 350 - skriver han således: „For Tiden synker Kysten her overalt som andre Steder i Vestgrønland, og Sænkningen er saa stor, at den lokalt direkte kan iagttages paa Husruiner, Ring- bolte og lignende". Ved de målinger, som Steenstrup og Hammer udførte, blev højden af de ind- målte punkter angivet i forhold til vandlinien, som f. eks. almindeligt højvande, højeste højvande eller middelvande. I 1897 S0gte F. Froda at genmåle de Steenstrupske punkter. Da det imidlertid viste sig meget vanskeligt at udføre en højdebestemmelse af ringboltene og de øvrige punkter, da højvandet er meget variabelt, og det ikke var muligt at få op- givet en højvandslinie, foretrak Froda at bestemme højdeforskellen udfra balan- randen, og ved et nyt besøg i 1923 gentog han målingen på nogle af stationerne. Balanus eller Rurer, som oftest er den danske benævnelse, hører til krebsdyrene. Rurerne sætter sig fast på klipperne og danner omkring sig et panser af tykke hvide kalkskaller. De findes i stort antal på klippekyster, og den balantype, som 361 [2] er benyttet ved højdeangivelserne i Grønland, lever i tidevandszonen. Foruden balanranden blev tangran- den også benyttet ved enkelte målinger. Steenstrup havde i 1905 foretaget en undersøgelse af tangrandens egnethed til bestemmelse af forandringer i vand- standen, og selvom hans undersøgelser ikke blev fulgt op i de følgende år, er det værd at nævne, at tangranden er ble- vet benyttet som referenslinie ved de højdebestemmelser, som udføres i til- slutning til tyngdemålinger. Sidst har afdelingsgeodæt E. Kejlsø påvist ved en række målinger i Godhavn, Egedesmin- de, Holsteinsborg, Godthåb, Ivigtut og Julianehåb, at tangranden holder sig i en højde af ca. 0,7 m over middel- vandstanden. Desværre har udbygningen i Grøn- land forårsaget, at adskillige af de gamle punkter er forsvundet. Af Steenstrups 21 lokaliteter med ialt 25 punkter er j. kun et fåtal tilbage. Bedre er det ikke gået med Frodas mærker; her er der i dag kun a punkter igen, nemlig et i God- havn og et i Egedesminde. I de senere år har Geodætisk Institut derfor etableret et par yderligere punkter, og i den udstrækning, det har kunnet tilpasses det øvrige opmålingsarbejde, er der udført målinger på punkterne. På figur 2 er afbildet aflæsningerne for Godhavn for perioden 1897-1957. Froda fandt i 1897, at mærket var 0,94 m over balanstriberne, medens højde- forskellen i 1923 kun var 0,79 m'; landet var med andre ord sænket o, 15 m på 26 år eller ca. 6 mm om året. Ved Geodætisk Instituts foranstaltning blev punktet besøgt igen i 1946, 1948, 1950 og 1957. Endnu i 1946 angiver resultatet, at sænkning stadig finder sted. Nu er der ganske vist ingen bestemmelser mellem I923 °g X946 til afgørelse af, på hvilket tidspunkt kurven vender fra nedadgå- ende til opadgående; men sammeriholdes med måleresultaterne fra Egedesminde 1523/1957, bliver 1940 det sandsynlige år. I Egedesminde er målinger foretaget i 1923, 1946, 1948, 1950, 19"55""6"g 1957. Endvidere er der i de af Geodætisk 362 Figur i. Frodas sten