[1]
NOGLE BETRAGTNINGER OVER
JAKOBSHAVNS-FIS1CERNES ØKONOMISKE
OG ERHVERVSMÆSSIGE VILKÅR
°                       •^^     rTr^"T   ~^^~- ~':                          j~s^~; T*:X~-..:; ;,. >a,-.-~7"'
Af kolonibestyrer Hans Jacobi
.L/a jeg i sin tid med megen interesse læste fuldmægtig, cand. polit. Brandt
Jensens artikler i „Grønland" 1957 (side 142) om planøkonomi, greb den tanke
mig, om man ikke allerede - i alle tilfælde her på disse breddegrader - var kommet
ud af den økonomiske ligevægt, og jeg har lige siden puslet med tanken om, på
en eller anden måde at fa lejlighed til talmæssigt nærmere at belyse dette forhold.
Ved vinterfiskeriets begyndelse omkring i. november 1957 har vi endelig af almen
interesse haft lejlighed til at registrere de enkelte fiskeres fortjeneste, og hermed
er samtidig grundlaget lagt for at foretage en analyse, der desværre bekræfter,
at der er en katastrofal uligevægt mellem fortjenstmulighederne i den primære
produktion, der alene skaffer landet dets økonomiske udkomme, og lønniveauet
ved de sekundære arbejdsområder, der, lidt hårdt trukket op, meget ofte kun er
en kunstig opretholdt beskæftigelse. En bekræftelse på den frygt som forfatteren i
ovennævnte artikel giver udtryk for med følgende:
„Omvendt vil en for stærk udvikling af den mere sekundært betonede del af
samfundsproduktet og en for kraftig højnelse af leveniveauet for den befolknings-
gruppe, der er beskæftiget herved, indebære en fare for, at den primære produktion
af grønlandske produkter far et for ringe omfang til at kunne sikre det økonomiske
grundlag for samfundets trivsel.*
Man må dog gøre sig klart, at de i det følgende nævnte forhold kun gælder for
Jakobshavn, hvor hellefiskefiskeriet er den alt dominerende erhvervsindtægt (og
muligt også for de øvrige distrikter nord for Egedesminde). Disse specielle forhold
tåler således ingen sammenligning med fiskerierhvervet i de sydlige distrikter,
hvor de drives ud fra helt andre forudsætninger, og samtidig må det siges, at det
anvendte materiale er så nyt og strækker sig over ca. 5 måneder. På den anden
side må det pointeres, at opgørelserne stammer fra en periode, hvor fiskeriet har
været drevet så effektivt som overhovedet muligt, ligesom indhandlingen i dette
368
[2]
Fiskeri <ved Jakobshavn kræver, at hver enkelt fisker
har et stærkt og <velfodret hundespand, for vejen til f skepladsen er lang og streng.
Her ses grønlandske fiskere på vej over isfjorden til fiskepladsen.
Foto: Erik Jørgensen
tidsrum har nået sin hidtidige rekord, langt over hvad der er præsteret de
tidligere vintre.
Det oparbejdede talmateriale giver følgende oplysninger:
I tiden fra primo november 1957 til 5. april 1958 efter hvilken dato stærke
storme ødelagde isen og derved umuliggjorde fiskeriet i en længere periode, har
man opgjort fiskernes indtægter, hvoraf fremgår, at de seks dygtigste fiskere har
haft følgende bruttoindtægter:
Otto Fly
Johs. Lundblad
Edv. Fly
Otto Fisker
kr. 3.114,95
kr. 2.759,00
kr. 2.581,34
kr. 2.064,70
Gedion Frederiksen kr. 1.896,20
Jens Andreasen         kr. 1.868,25
herefter daler indtægterne jævnt, således at nr. 15 eksempelvis har 1.461,35 kr.
En lejet arbejder, der i samme tidsrum har arbejdet konstant i fiskeriet og så-
ledes deltaget i overarbejde i travle perioder, har incl. feriepenge haft en indtægt
369
[3]
på kr. 2.161,19, og en arbejder, der har deltaget i akkord ved fiskerensning med
en gennemsnitlig arbejdsuge på 32 timer også incl. feriepenge kr. 2.136,69.
Disse tal behøver næppe yderligere at kommenteres for at vise, at der er op-
stået en skævhed mellem indtjeningsmulighederne ved denne direkte produktion
og fortjenstmulighederne ved lønnet arbejde, idet de opgjorte lejetlønninger
absolut ikke er noget specielt for fiskeriet, men angiver det almindeligste lønnings-
niveau kun afhængig af mulighed for overarbejde. En opgørelse over udbetalt
arbejdslønning ved andet arbejde end lige netop fiskebehandlingen i samme tids-
rum er meget vanskeligt at fremskaffe, idet anvendelse af lejet arbejdskraft i
vintermånederne herudover indskrænker sig til et absolut minimum, såsom karle-
arbejde og vandkørsel, hvilket sidstnævnte endog praktisk talt vil forsvinde om
et par år, når der er blevet etableret helårsvandværk, vandkørerne, beskæftiget af
Grønlands tekniske Organisation i samme tidsrum, har under alle omstændigheder
en fortjeneste på ikke under 4000 kr.
Men dermed er også sagt, at alle, der overhovedet er i stand til skaffe sig midler
til hundespand, slæde og langliner m. m. må tage på fiskeri, hvis de ikke fore-
trækker at hutle sig igennem med jagt og fiskeri til husbehov spædet op med til-
fældigt arbejde i ny og næ eller som sidste udvej at leve af kommunehjælp.
•• Om sommeren derimod er arbejdsudbudet næsten ubegrænset, og dermed bliver
faren for, at den direkte produktion bliver væsentlig nedsat også mange gange
større, hvilket vi senere i artiklen vil vende tilbage til. Først vil vi dog se nær-
mere'på de forhold, under hvilke vinterfiskeriet på isfjorden foregår, og hvilke
vilkår fiskerne frister i månederne november-maj for at opnå den anførte fortjeneste.
Den første betingelse for at kunne drive dette fiskeri effektivt er, at man er i
besiddelse af et førsteklasses hundespand helst ikke under i 2 velfodrede og vel-
trænede hunde, dette kræver endvidere seletøj og skagler, der til stadighed må
fornyes og holdes i upåklagelig stand. Fiskeren må selv være forsynet med skind-
tøj, der også kræver jævnlig vedligeholdelse, for at manden kan udholde den
strenge kulde og blæst. Endelig må han anskaffe sig liner, kroge og øvrigt fiske-
grej, der gang på gang må fornyes, Idet fiskepladsen i isfjorden er i mere eller
mindre bevægelse og linerne derfor ofte mistes under isdrift.
For overhovedet at komme op på en så stor fortjeneste, at fiskeren kan klare
•udgifterne til ovennævnte udrustning og samtidig skaffe familien en blot tålelig
tilværelse, er det nødvendigt, at han tilbringer så godt som alle dage og nætter
på fiskepladsen „nunartarssuak" eller undervejs på den lange og meget anstren-
gende slædevej, som går over et uhyre uvejsomt terræn med stigninger op til
400 meters højde. På fiskepladsen blæser der næsten konstant en isnende østen-
vind, der gennemtrænger alt, idet temperaturen ofte falder til under minus 40°.
37°
[4]
Hellefisken gennemgår mange processer.                               Foto: Erik Jørgensen
Her bliver de færdige fileter sorteret og vejet omhyggeligt. Billedet er f rå Christians/mb.
Under disse forhold røgtes her tusinde af meter langliner med håndkraft i meget
strømfyldt farvand, ved midtvinter tilmed i døgnlangt mørke; dertil kommer over-
natning i yderst primitive sammenstillinger af slæder overtrukket med tyndt sejl-
dug, nødtørftigt opvarmet af en osende primus. Her får fiskerne nogle få tilmålte
timers søvn til akkompagnement af den hylende storm, det hvirvlende snefog og
bulderet fra kalvende isfjælde og bræens udskydning, parat til med sekunders
371
[5]

varsel at springe for livet over skruende isskodser og kogende malmstrømme efter-
ladende hunde, slæde, fangst og fiskegrej til en uvis skæbne på de itugående isskod-
ser under hurtig drift ud af fjorden mod åbent vand. Det er ikke en tilværelse
for svage sjæle, men kræver en enestående fysik og udholdenhed, egenskaber som
vi, der daglig er vidner til dette hårde liv, nærer den største beundring for.
Det er sjældent, at een linesætning giver tilstrækkelig fangst til en slædelast,
der normalt ligger mellem 100 kg og 200 kg, (dog skal til orientering oplyses,
at 300 kg er den absolutte maksimumlast en slæde kan medtage), men fiskeren
må gentagne gange hale linen op i dens kilometer-længde og agne påny, før han
har tilstrækkelig fisk til, at de fire-fem timers slid med at bringe fangsten hjem
kan betale sig. På hjemturen skal han op gennem en slugt - autuartup majoqa -
på over 400 meters højde, hvor vejen er så stejl, at halvdelen af fangsten må efter-
lades ved foden af opstigningen. Når han så møjsommeligt får slidt sig til tops,
hvilket ofte tager over een time, eller i perioder med tungt føre og dyb sne op
til flere timer, losser han slæden og maa da tilbage og gøre hele arbejdet om igen.
Kommer han så endelig hjem ofte i mørke, snestorm og tungt føre, bliver der
ikke tid og råd til at hvile ud ved den hjemlige arne, nej, når fangsten er indvejet,
de surt erhvervede penge, minus diverse afdrag, udbetalt og afleveret hjemme til
familiens underhold, går turen atter med ny forsyning petroleum, evt. nyt linegods
og lidt varmt tøj på kroppen tilbage til fiskepladsen - tid til at overnatte hjemme
hos familien må i reglen vente til lørdag-søndag.
Kun under heldige perioder med streng frost og stabile vejrforhold er der
chancer for at fiske ved de nærliggende fiskepladser - Autdlainiarfik og Navdluars-
suk. Da vejen hertil er betydelig kortere og mindre anstrengende, er her lejlighed
til fiskeri for de yngre, fysisk og materielt dårligere udrustede fiskere. Til gengæld
er risikoen for, at fiskepladsen på få øjeblikke forsvinder i et brølende inferno af
isskruninger og dermed hunde, grej og fangst for ikke at sige menneskeliv også
betydelig større. Det sker desværre meget ofte, at der hurtigt må sættes rednings-
aktioner ind for at bjerge mennesker og hunde i land fra drivende flager, eller at
fiskerne ved utrolig snarrådighed og behændighed har reddet sig selv i land ved
at springe fra flage til flage, medens hundene er efterladt til druknedøden.
Under længere føhnperioder, der forårsager, at isfjorden bryder op, hænder det,
at hvidfiskeflokke trænger ind og raserer fiskebankerne, hvorefter der kan gå lange
perioder, hvor hellefisken er fuldstændig forsvundet og fiskerne vender tom-
hændede hjem.
Af ovenstående skulle det med al ønskelig tydelighed fremgå, at der ikke alene
er et foruroligende misforhold mellem den fortjeneste, den lejede arbejder kan er-
holde ved fiskebehandlingen, et arbejde, der udføres om end ikke under de mest
372
[6]
Kort over Jakobsha<vns Isbræ-området. Det kraftigt skraverede felt i den fastisdcekkede Sikuijuitsoq Fjord
er den permanente 'vinterfiskeplads „Nunatarssuaq".  Det lodret skraverede felt i Jakotshavns Isfjord er de mere
ustabile fiskeområder, der kun benyttes under meget gunstige forhold. De stiplede linier angiver slædevejene.
ideelle forhold, så dog i opvarmede og godt oplyste lokaler, og den som fiskeren
for at kunne klare sine forpligtelser må skaffe sig ved opbydelse af sine yderste
kræfter og under beundringsværdig slid, men han har tillige meget store udgifter
forbundet med sit erhverv og må dertil i perioder endog sætte liv og førlighed
ind i kampen for tilværelsen.
Hellefisken er nemlig betydelig dyrere at trække op af havet end torsk, havkat
og andre fisk, der kan fiskes med pilk og snøre. Fiskebankerne ligger som allerede
nævnt for vinterfiskeriets vedkommende i bunden af isfjorden i en dybde af ca.
1000 meter medens sommerfiskeriet hovedsagelig drives ud for Jakobshavn på
400-600 meters dybde, og hver gang et isfjæld fra isfjorden, der med Grønlands
mest aktive bræ producerer indtil 20 millioner tons i døgnet, er så uheldig at pas-
sere hen over en linesætning mistes linerne totalt, hvilket gør farvandet højst risi-
kabelt for fiskeri. Mange både ligger derfor desværre forladte, forsømte og synke-
373
[7]
HtUeJiskin renses og tildannes,
et arbejde for h<vilket grenlcenderinderne har stort håndelag.
Foto: Erik Jørgensen
færdige i havnen hele sommeren, og der bliver intet ofret på at få dem sejlklare,
ligesom de få motorbådsejere har meget store vanskeligheder med at få lånraterne
og assurancen rettidigt indbetalt, idet alt hvad der bliver tilovers må gå til fornyelse
af langliner, og gang på gang trues ejerne med konfiskation af bådene. Et ønske
om at få endog ret driftige fiskere til at skifte over fra dory eller fiskepram til
motorbåd kan derfor kun gennemføres i ganske få tilfælde, og medens som nævnt
en stor procent af fiskerne tager arbejde i land, hvor opbudet er stort sommeren
igennem, foretrækker motorbådsejeren, der af hensyn til de truende afdrag er nød-
saget til at drive fiskeri, at tage til Egedesminde distrikt for at fiske torsk, der
kan give en større fortjeneste uden samme risiko for at miste liner ved dette fiskeri.
Ved opførelse af en hermetikfabrik med tilhørende fryseanlæg i Jakobshavn må
man tage de ovenfor nævnte kalamiteter i betragtning, og der må da først og
fremmest skabes et sundt forhold mellem erhvervsfiskernes indtjeningsmuligheder
og de i fabriken og andre virksomheder iøvrigt beskæftigede lejede.
Da der gennem lynfrysningen oparbejdes et betydeligt bedre og lettere afsætte-
ligt produkt, og da en fra starten gennemført rationalisering af virksomhedens
374

[8]
Hellefisk utider behandling på filetfabrikken i Christianshåb,               Foto: Erik Jor«ensen
som uden for rejesæsonen modtager betydelige kvanta hellefisk til Jiletering og nedfrysning.
drift vil formindske udgifterne til arbejdskraften, vil disse forhold kunne få ind-
flydelse på en højere indhandlingspris.
Bliver de nævnte forhold løst på en tilfredsstillende måde, vil det forhåbentlig
have til følge, at størstedelen af den mandlige befolkning, i stedet for at ernære
sig ved tilfældigt arbejde, med fordel kan gå over til fiskerierhvervet, ligesom de
fiskere, der nu frister en kummerlig tilværelse med ganske små til formålet uegnede
pramme, med de forventede større indtægter i udsigt vil kunne skifte over til
mindre motorbåde, hvad der iøvrigt må være en betingelse for at kunne skaffe
tilstrækkelig råfisk til en rentabel drift af virksomheden. Her skal bemærkes, at
det ikke absolut er nødvendigt at anskaffe større hel - eller halvdæksbåde, selv
mindre motorbåde har gode betingelser for at klare de krav, der vil blive stillet,
idet fiskeriet foregår meget nær land i et forholdsvis roligt område.
Endelig vil det være af uvurderlig betydning, såfremt man med disse forbed-
ringer i vente kan formå erhververne fra de dårligt stillede udsteder til at flytte
til Jakobshavn, hvor de foruden chancen for at kunne eksistere uden kommune-
hjælp vil kunne drage fuld nytte af de til stedet hørende kulturelle, sociale og
375
[9]
øvrige et moderne samfund tilknyttede installationer. Kan man med tiden nedlægge
et par af de i stærkt forfald værende udsteder, hvor en klat mennesker fører en
hensygnende tilværelse udelukkende holdt oppe ved understøttelser, vil der kunne
spares samfundet betydelige beløb.
Som det måske kan ses af ovenstående redegørelse, er der intet reelt forhold
mellem de lejedes og fiskernes levefod. Når man her ved stedet har et gennem-
snitssalg af luksusbetonede varer som øl, vin, spiritus og tobak på små 500 kroner
pr. individ om året, så er det næppe den mand, der udelukkende må ernære sig
af fiskeri, der sætter salget af disse varer så højt.
Forholdet bliver om endnu mere grelt for fiskeren, når der netop på den tid om
foråret, hvor fiskerichancerne forringes, fordi isen mørnes og sneen smelter, men
hvor han alligevel må ase videre for at holde skindet på næsen, her udbetales ca.
50.000 kroner til de daglejede arbejdere i feriepenge efter den danske ferie-
ordning, som ikke har undergået noget ændring for afpasning til de specielle
grønlandske forhold.
Arbejderne stiller stadig krav om højere løn som motivering for en hævelse af
levefoden, men den ønskede forbedring af levefoden bør først og fremmest opnåes
ved en fornuftigere anvendelse af den allerede opnåede løn, idet en yderligere
hævelse af lønnen som nævnt vil have en katastrofal indflydelse på det bærende
erhverv, ligesom den efter de erfaringer man har gjort hovedsagelig vil spores i
øget luksusforbrug frem for mere fornuftsprægede indkøb og investeringer.
376
^•&s*i-*~*3?m£~,[10]