[1] TANKER VED ET „VIFTESTED" Af forfatteren Jens Rosing v^inganguaq-fjeldet - den lille højderyg - ligger som en ø midt i et stort fjeld- hav. Nord- og østsiden falder stejlt ned, mens vest- og sydsiden smelter jævnt ned i en bred, frodig dal. Fjeldet danner to pukler, den sydlige ca. 700 meter over havet; nordpuklen kommer op i ca. 1000 meters højde over havet. På nordsiden af førstnævnte puk- kel ligger et stort vardesystem for vildrenjagt, ligesom der på nordsiden af puklen på 1000 meter niveauet står 60 varder langs en hængejøkel. For begge systemers vedkommende består varderne af fire hovedtyper, nemlig: 1. Menneskevarde - inugssuk - flere, i reglen 3-5 sten oven på hinanden, stundom med arme og hoved markerede. 2. Søjlevarde - napassoq - en søjleformet sten, anbragt opret på en fast sten eller klippe. 3. Hovedvarde - niaqussaq - en enkelt, mere eller mindre rund sten, anbragt på en større fast sten eller klippe. 3. Skrabebrædtsvarde - qapiarfiussaq, en i reglen flad aflang sten, oprejst, støttet til en eller to mindre sten, så formen minder om et skrabebrædt, som bruges under bortskrabning af sælspæk fra skindet. (Varde-betegnelserne nykon- struerede). Højden af varderne i 700 meter niveauet varierer fra 43-96 cm, det hyppigste er dog 70-72 cm. Ved 1000 meter niveauet er højden 35-90 cm, den mest gængse højde er her 60-80 cm. Om foden af varderne i førstnævnte system ligger dynger af firkantlyng og tørv, mens der ved 1000 meter systemet lå gråmos. Dette giver et udmærket indtryk af, hvilke planter der dominerer i de to forskellige højder. Det lavest liggende system er vanskeligt at identificere, idet mange af varderne er styrtet ned i uren, hvorom de og en skydepost delvis slår krans. Systemet må- ler fra yderpunkt til yderpunkt 330 meter, og består af 33 sikre varder med in- tervaller fra 3 meter helt op til 60 meter. Trods systemets ufuldkommenhed giver helhedsindtrykket dog en „fold", hvis åbning vender syd-sydvest. Det er derfor 385 [2] nærliggende at tænke sig, at driverne har skræmt renerne ind i folden, hvor de arme dyr pludselig befandt sig stængt inde i uren. At det har været et „benbræk- ker '-system ligger uden for al tvivl. Højdepunktet nåede man da, når renerne i panik styrtede rundt på uren og brækkede benene; man fornemmer det vældige drama, når folk rykkede ind på dyrene og med store sten knuste skallerne på de i forvejen lemlæstede dyr. Vardesystemet på 1000 meter niveauet lader sig derimod med fuld sikkerhed identificere, idet det var intakt, og hele jagtens forløb lader sig rekonstruere (se tegningerne). Qinganguaq må med sine to systemer ses som et hele, idet jagtsystemerne stod i gensidigt forsikringsforhold til hinanden. Svigtede det ene, var der håb om, at det andet gav bonus. Det hændte vel også, at de blev benyttet samtidig, en etape-jagt. Før vi giver los for intuitionen, ser vi lidt nærmere på selve systemet (1000 meter over havet) og de vage mundtlige overleveringer, der knytter sig til varde- jagten. Varderækken danner en vinkel, hvis længste ben - med retning øst-vest - måler 82,05 meter og udgøres af 44 varder. Det korte ben har retning syd-nord og består af 16 varder, længden er 29,95 meter. 12 meter fra den nordligste varde (nr. 60) ligger et ildsted bestående af håndstore sten, 48X41 cm. Hvor terrænet giver de bedste udspringsmuligheder for rener, står varderne anbragt i en slags forskudt dobbeltrække eller zig-zag system. Hensigten hermed er indlysende: tættere spærring på de sårbare steder. Vardesystemets 112 meter danner en halvramme om en slisk, der skråner fra vest mod øst, og som løber ned i en hængejøkel, der dækker fjeldskråningen mod øst. Denne jøkel har i sin tid været langt større, end den er i dag. Særlig de sidste somre har issmeltningen været mærkbar. Ca. 75-100 meter under systemet sortner et uhyggeligt gab af stenrovser, der dækker foden af Qinganguaqs stejle fald. Som før nævnt lå der under hver varde store dynger af gråmos. Det var så friskt, som var det få dage siden, det var blevet rykket op. Det lod sig også gøre at finde de steder, hvorfra materialet til de mange varder var blevet taget op. Ild- stedet bar stadig tegn af sod. Klimaet i denne højde er knastørt, og det er mær- keligt i dette ords rette forstand, at stå ansigt til ansigt med den indtørrede fortid. De tre typer varder, menneske-, søjle- og skrabebrædtsvarde har tydeligt været indpakket i mos og forsynet med en tørveklump i toppen for at illudere pels- klædte mennesker, der spejdende stikker op over klippen. Hovedvarderne så ikke ud til at have været pakket ind, kun en enkelt tot mos har været anbragt oveni. Skulle systemet virke efter hensigten, må der have været lugt ved det, og 386 [3] Pisigsarfikfj. Itivnera f IA A Qinganguaqs 4 vardetyper. Godthåb-halvøen, Qorqut nundt. det er derfor nærliggende at antage, at hovedvarderne har ligget som tyngsel over gamle skindpjalter, hvoraf der dog desværre ikke fandtes rester. Forklaringen herpå må ligge i, at man fjernede skræmmemidlerne efter jagtens ophør. De mundtlige traditioner har ikke levnet stort til forståelse af jagten. Kun for- tælles det, at vardesystemerne blev kaldt for „aulatsivit" (oplyst af overkateket Julius Olsen, Godthåb) - viftestederne, en kort og klar rapport om, at jagten fore- gik ved drivere,*) der ved forskellige manøvrer, viftende med fuglevinger og skindpjalter løb renerne fast mod de lodne varder, imellem hvilke i forvejen de bedste bueskytter lå skudklar og mødte dyrene med en regn af pile. Efterhånden som drivskaren rykkede ind og slog kreds om jagtsystemet, blev panikken fuld- kommen, og de mange dyr begyndte - som rener har for skik - at kværne rundt *) Hans Egede har beskrevet jagten med drivere. Se „Grønland", 1955, side 81: Nellemann: Træk af renjagtens historie. 387 [4] mod solens bane. Dyrene trængtes ud overjøklens glatte skulder, mange styrtede i dybet og lemlæstedes eller dræbtes i stenrovsens grådige tænder. Her fandtes få stærkt forvitrede dyreknogler, ligesom der også fandtes knogler, smeltetud af jøklen. Ved de store fælles drivjagter, hvor mange familier deltog, har der hersket et afgjort „høvdingevælde", hvor enkelte mænd har været organisatorer. Efterhån- den, som jeg har vandret rundt på fjeldene og fået lidt kendskab til renens liv og vandringer, bliver min beundring større og større for disse personers store or- ganisationsevner og tilbundsgående kendskab til dyrenes sæder og skikke. Og ikke mindre imponerende er deres kartografiske overblik over det virvar af fjelde - gennemskåret af vandløb, søer og dale, som for mig, selv efter flere års færden på fjeldene, stadig giver overraskende detailler fra sig. Vage overleveringer fremhæver stadig mænd, der har organiseret drivjagter. Der er f. eks. Asivåq, en mand, der synes at have levet i pilens sidste dage ved flintbøssens allerførste indtrængen. Asivåq var en stor og smuk mand, et hoved højere end sine kammerater. Han spændte en bue hårdere end andre, og hans pile gennemborede dyrene; når de faldt, var det, som var de spiddet tit bakken. Han organiserede og ledede drivjagter. Som nygift med den ligeledes smukke Piåq drog de alene ud for at skaffe sig et briksetæppe. Piåq løb en stor buk inden for sin mands pilehold ved et varde- system, og bukken sank om, gennemboret af Asivåqs pil. Da kastede den sved- dryppende pige sig over bukken, gravede hænderne i dens pels og lo vildt og ubehersket over deres store lykke. Da bukken var blevet flået, bredte Piåq den store hud ud over en jævn klippe og hoppede over den på langs og på tværs. Og så stillede hun sig op og impro- viserede: . „På det briksetæppe skal vi to ligge i hinandens arme varmt og blødt. På det briksetæppe skal vi i vinterens favntag " drømme om det skønne indland, hvor du pileskød den prægtige renbuk. En vild skønhed var der over optrinet. Der stod Piåq, stor, stærk og smuk. Så- ledes jog et romantisk nygift eskimopar vildren i pilens dage. (Fortalt i brudstyk- ker af Antoenete Thomsen, Kapisigdlit). Det synes, som drivjagterne har fortsat langt op i flintbøssens dage. Således lever i Godthåbsfjorden mindet om Anne Johanne, en storløber til pige, som mænd kappedes om at have til driver. STcjult ved pas og vandreveje skød de rener, som 388 [5] Varder Ildsted Jøkel Højdedrag Bratvæg Drivere m/Hund Mulig driv retning ? Skitsens øverste del 'viser jagten, den nederste del Qinganguaqs profil f rå øst. Anne Johanne skræmte og drev op til dem, thi flintbøsserne var så dårlige (hvad Glahn bl. a. også klagede over), at de ikke var stort mere bevendt end bue og pil. Skulle en flintbøsse indskydes, rykkede man først et dun ud af sin fugleskinds- trøje og lod det gå for at vejre vindretningen. Kun hvis dunet svejede lige ned, var man sikker på, at indskydningen kunne lønne sig. Ellers blev kuglerne, som man sagde, blæst væk af vinden. Sammen med to venner sad jeg en augustdag ved nordenden af Qinganguaq. Varderne tegnede deres silhouetter mod den lyse himmel. Hver af os sad med sine tanker, og for mit vedkommende dukkede en bunke optrin fra mit liv mellem rener frem. Jeg så for mig en flok kværne rundt, til der sluttelig gik panik i dyrene. De store, blanke øjne, der som ingen andre indenfor den dyreverden, jeg kender, kan genspejle angst, slog gnister, og ud af den mægtige larm, som mine øren anede, tog drivjagten form, det mest dramatiske skuespil, jeg nogensinde havde overværet. Imellem de mospakkede varder lå skytterne og lyttede. Endelig hørtes dumpe drøn fra en renflok, der blev skræmt op syd fra i dalen mellem Qinganguaq og 389 [6] En sokketoarde fra Qirigan'guaqs r°E° : 700 m system, „ Lille kælling med hangebukser kaldte