[1] EN GAMMEL NORDBO-BRØND Af havebrugskonsulent Hans Mosegaard IVJLan har fortalt mig, at Upernaviarssuk betyder forårsstedet, og foråret var da også så småt ved at holde sit indtog den dag, da gartner P. E. Kjul Larsen og jeg kom til stedet efter en ganske eventyrlig skøn rejse over Island og Bluie W. I. Forårsfornemmelserne blev dog holdt i skak af de store ismasser, som fjord- vinden pressede ind mod vore kyster. Sejladsen blev vanskeliggjort i den grad, at vi en tid var i tvivl om, hvorvidt et natligt bål på Torskeøen var en bøn om hjælp eller blot et led i kogekunstens tjeneste. Anden pinsedag forcerede vi farvandet til bunden af Kirkefjorden, hvor Han- ning Høegh var i fuld gang med det mere havebrugsmæssige omkring den flotte fareavlsbedrift, som der end ikke var optræk til, da jeg besøgte stedet for i o år siden. Jeg var straks klar over, at vor vært ved det hyggelige kaffebord havde forstand på andet end fåreavl, hvorfor jeg benyttede lejligheden til at få klarhed over for- skelligt. Da jeg i forbindelse med omtale af Sarqaq-kulturen og dens eventuelle slægtskab med Ipiutak spurgte ham, hvad sidstnævte ord kunne oversættes til, var han der øjeblikkelig med papir og blyant: en „o" med en smal landforbindelse, det smalle sted er Ipiutaken. Og da vi så var inde på den slags, forfægtede han med stor styrke, at det rigtige Upernaviarssuk ligger på den modsatte side af farvandet, medens det sted, hvor planteavlsstationen er beliggende, egentlig skal hedde Upernaviarssusuak - men det er betydeligt lettere at skrive Upv., hvad den altid travle fareavisbestyrer Louis Jensen forlængst har fundet ud af. Men det var som gartnere - som havefolk - vi var kommet derop, og der var nok at tage fat på. Selvom skovmanden Poul Bjerge allerede havde sørget for, at der var god gang i radiserne i mange af bænkevinduerne, så var det blot om at fa fat i kultivator og rive for at berede jord til mere frø. Allerede i det første vindue fangedes blikket af en stump forarbejdet vegsten og flere fulgte hurtigt efter: vævevægtsten af vegsten og skår af kar i mange dimensioner. Nå, det var ikke så mærkeligt, fordi hele stationens område jo er spækket med ruiner af gamle nordbobygninger og vel også rene eskimobebyg- 415 [2] „, „_ gelser nede ved stranden, men mag. Vebæk har lovet at kigge på de ting, ligesom han formentlig vil tage livet af min teori om, at en lille, men meget smukt belig- gende ruin skulle være det til stedet hørende kapel. Når ellers den lange og meget interimistiske vandledning fra elven var i orden, var der vand nok såvel til de hundreder af bænkevinduer som til det håndværker- hold, der i hastigt tempo tog fat på at bygge stationens egentlige hovedbygning; men når sommervandet hører op, så Ttan det knibe bl. a. fordi elven kan fryse til. En dag fortalte Poul Bjerge, at sagnet ville vide noget om, at der skulle befinde sig en gammel nordbobrønd under en lodret klippevæg. Vegetationen på stedet tydede ganske vist på fugtighed og den lille vandpyt indbød til nærmere studier med spade og andet grej. Jeg måtte Imidlertid ret langt ned, inden jeg fandt den lille vandstråle, der kom direkte ud af en sprække i fjeldet. Ved oprensningen af bassinet foran kilden kom der en stor flad sten til syne, så ganske åbenbart den, hvorpå man i sin tid havde stået, når der skulle øses vand. Når afløbet var renset op, stod vandet ca. 5 cm under stenens overflade. Der blev fundet ikke grønlandsk træ samt et enkelt stykke vegsten, og yderligere oprensning vil sikkert bringe mere for dagen. Det var dog de ikke særlig talrige, heller ikke særlig fede regnorme, som lod sig pille ud af mudderet, der vakte vild rædsel, idet man antog dem for giftige. At jeg omhyggeligt samlede dem op og bar dem over i den karm, hvor der lige var plantet musevikker, fandt man aldeles uforståeligt. Måske regnormene er af samme nordiske afstamning som musevikkerne, hvis besætning af kromosomer peger mere mod Norden end landets øvrige bevoksning, ja det er måske den ene- ste ^plante, der har holdt sig i live siden nordbotiden. Den dag, da vi hentede vikkerne næsten ovre ved Sermilikfjorden, lå der helt oven på jorden ved siden af en højtbeliggende nordboruin i nærheden af Kags- siarssuk en nydelig udformet vævevægtsten, og „kamikposten" bragte en tilsva- rende fra den modsatte side af fjorden endda forsynet med runeagtige tegn. Overalt, hvor jeg kom frem, blev der råbt: uvkusigssaq, fordi man allerede havde erfaret, at jeg var ude efter denne stenart, som der forresten nok er muligheder i også i dag, hvor hobbyfolk sikkert vil kaste sig over den, såfremt den blot bliver tilbudt hernede i passende blokke. Selvom sporene fra Marmorilik skræmmer, vil jeg tro, at en mere husflidsbetonet „eksport af vegsten vil kunne betale sig. Julianehåb har ingen andre muligheder for at lade sig høre i æteren end det, den lokale station kan præstere; men ad underlige veje fik Louis Jensen fremskaffet såvel båndoptager som speaker med det formål dels at optage en rundbordssamtale mellem os havefolk om landets muligheder for at blive mere selvforsynende med 416 [3] Artiklens forfatter fotograferet