[1]


NORDBOMINDER FRA ANGMAGSSALIK
Af forfatteren Jens Rosing
I Ujuåts Dagbøger, side 105 og 106 under året 1909, citeres en gammel
kones beretning om nordboer: „For mange, mange vintre siden havde der
været et hus ved bopladsen Kulusuk, som var beboet af qavdlunakker, og de
vare omkommet ved, at de gamle eskimoer havde brændt huset af." Ved at
udspørge konen nærmere, fortalte hun: „at der længere inde i Angmagssalik
fjorden, ved et sted ved navn Kungmiut, ligeledes havde været et qavdlunåkhus,
som også var blevet ødelagt af de gamle eskimoer, og der kunne man endnu
ved at grave ned mellem ruinerne finde forkullede træstykker med mere."
Oom barn ved Angmagssalik hørte jeg mange sagn, blandt andet husker jeg dun-
kelt beretninger om nordboer. Dengang var min sagnlytning ved sengestolpen et
middel til at falde i søvn på. Gamle koner og mænd, der om aftenen besøgte os,
gjorde en god indsats ved at lette vore forældre for det stræb, det er, at få en
stor og urolig børneflok til at slumre ind. Rigtignok var mange af sagnene kryd-
rede, og i barnehjernen forvandledes hovedpersonerne ofte til skræmmende ånder.
Vi joges op af vor søde søvn, omgivet af alskens troldtøj. Ildfolk, indlandsvan-
drere, og hvad de nu var, trådte frem af nattens mørke, og i det optog sås også
manden med strudhætten.
Engang boede der nogle nordboer ved Kungmiut. Hvor mange, der var, huskes
ikke, men der var flere end tre. Dengang var der frodigt ved Kungmiut, langt
frodigere, end der er nu. Krattet stod højt.
Nordboerne havde et eskimopar som tjenere, men sultne på kvinder som de var,
raaede de tjenerens kone fra ham og tog hende til „fælleshustru". Derover græm-
medes befolkningen, og man satte fyr på nordbohuset. Til optænding brugte man
et par udslidte, forheksede husbukser af kvinde, nåtsikajin, og ilden var derfor ikke
til at slukke. Ud af det brændende hus sprang nordboerne, og deres klæder stod i
flammer. To undslap og flygtede ud mellem fjeldene. Resten blev ildens bytte.
En variant til ovennævnte sagn siger: „Når vinden stod fra land, drev nord-
boernes ildrøg til søs og skræmte fangstdyrene bort. Derfor udryddede man dem
ved at brænde dem inde.cc
438
[2]
Hvor mange nordboer, der har boet ved Kulusuk (Kap Dan), huskes ikke. De
blev ryddet af vejen, fordi man ikke kunne have sit vinterforråd i fred for dem.
Da nordboernes tyverier på hengemt forråd udartede til at blive mere, end man
kunne finde sig i, brændte man deres hus og dermed nordboerne. Ingen undslap.
Til begge sagnene kommenteres iøvrigt: „Såvel ved Kulusuk som ved Kung-
miut, særligt det sidste sted, støder man på trækul og ildbid, når man graver
grund for at bygge hus." Kan det mon tænkes at afbrændingen af nordbohusene
forårsagede landbrand ?
Følgende arvesang, pise, huskes og synges om nordboerne:
„Ersilarånga pavdunånigde tusarångama.
sunavfa-måkiva qaqertuinain,
nakalingnajan uvinepångitsin."
„Jeg gribes af angst, hver gang jeg hører om nordboer,
tænk, at de skulle være farveløse, hvide,
folk uden kød på lægstykkerne."
Disse sagn er blevet fortalt min far, Otto Rosing (præst i Angmagssalik 1934-40)
af åndemaneren Maratsis svigerdatter Guldborg. Guldborg var dengang (1936)
ca. 56 år gammel. Guldborgs mand var Maratsis ældste søn, Ikimaleq, Flammen.
439[3]