[1] GRØNLANDS KATOLSKE MIDDELALDER SET GENNEM VATIKANETS ARKIVER Af frater Finn Lynge OMI a reformationen blev indført i Danmark i 1536, brast dermed for hele Skan- dinavien de bånd, der i mere end et halvt årtusind havde knyttet nordisk kultur til Rom og de derfra udgående åndelige og kulturelle strømninger. Og ikke blot den skandinaviske halvø, også de gamle nordiske øbesiddelser i havet vesterpå fulgte med i den kirkelige omvæltning - dog på een undtagelse nær; man gjorde intet for at fa reformationen indført på Grønland. Næsten to århundreder skulle gå hen, før man i 1721 fik sendt en missionær af sted til den fjerne og svært tilgænge- lige ø med det formål at bringe lutherdommen til de nordboer, som man formodede endnu levede der i „papismens mørke" ligesom deres forfædre. Hans Egede, som missionæren hed, blev dog skuffet; han fandt hverken katolicisme eller nordboer, men kun hedenske eskimoer, i hvis omvendelse til kristendommen han da så sit livs opgave. Men man troede altså dengang, at der stadig levede kristne, omend katolske, nordboer på Grønland. Hvorpå begrundedes nu en sådan formodning - eller et sådant håb? Den grundede sig på mindet om den efter tidens forhold ret tætte forbindelse, man gennem 4 århundreder havde haft med den norsk-islandske koloni deroppe, en koloni, der var ret anselig og spredt over et stort landområde, og som siden 1126 havde %ræret et selvstændigt bispedømme - det såkaldte Gardar- bispedømme. Dette var religiøst set så livskraftigt, at det havde kunnet oprette hele to klostre på trods af, at man her mindre end noget andet sted kunne tillade sig at ødsle med erhvervskræfterne - det drejede sig om et kloster for benedik- tinerinder og et for regelbundne augustinerkanniker. Som enhver anden katolsk biskop havde også bispen af Gardar en såvidt mulig regelmæssig korrespondance med sin ærkebiskop og med Rom. Og eftersom pave- stolen tidligt gjorde det til sit princip omhyggeligt at tage vare på alle de doku- menter, der indløb fra hele verden, kunne man forvente i Vatikanets samlinger at finde en række dokumenter også fra det halvfemte århundrede, hvor Grønland var katolsk. Givetvis ligger der her mange interessante manuskripter og venter på at komme frem i dagens lys. Det er imidlertid et overmenneskeligt arbejde at 41 [2] foretage en minutiøs undersøgelse af de enorme kirkehistoriske dokumentsam- linger, som på Vatikanerarkivets reolhylder optager en plads af i 2 til 14 km, og der er endnu her materiale til generationers historiske forskning. At man langtfra kender hele materialet skyldes, at det først var under Leo XIII, henimod slut- ningen af forrige århundrede, at historieforskerne fik fri adgang til disse samlinger. Indtil videre har vi kun kendskab til ialt 7 dokumenter, i hvilke spørgsmål ved- rørende Grønland behandles - et beskedent antal, sammenlignet f. eks. med doku- menterne vedrørende Danmark, som når et antal af ca. 6000. Alle manuskripterne, som er sirligt prentede med en svært læselig håndskrift på gulnet pergament, er affkttede på latin - dog ikke det klassiske litterære latin, men et latin, der i høj grad er tilpasset omstændighederne, som når der f. eks. skal behandles spørgsmål vedrørende sælskind og hvalbarder, som vi skal se det. Den første pavelige skrivelse, i hvilken vi finder Grønland nævnt, er Gregor IV's bulle „Omnium fidelium" fra år 835, i hvilken han giver sin apostoliske til- slutning til oprettelsen af et ærkebispesæde i Hamborg og udnævner Ansgar til at beklæde dette høje embede og til at være pavelig legat for „alle omkringlig- gende, nordlige og østlige lande", blandt hvilke nævnes Danmark, Sverige, Norge, Færøerne, Grønland, Helsingeland, Island og Slavernes land. Grønland og Island må dog her være senere indskud af en kopist. Ganske vist er der teoretisk en lille mulighed for, at man allerede i midten af det 9. århundrede har hørt tale om Grøn- land gennem de irske munke af St. Columbas orden, der kom til Island omkring år 800 og derfra som de første opdagede landet, men selve navnet „Gronlan- dan", som det står i manuskriptet, er først kommet i brug efter Erik den Rjades kolonisation i slutningen af det 10. århundrede. Det må altså være en indføjelse, sandsynligvis med det formål at fastslå ærkebiskoppen af Hamborg-Bremens over- højhed også over Grønland, da der var kommet en stabil kolonisation i gang der; efter at der var blevet oprettet et specielt ærkebispesæde for Skandinavien, prø- vede ærkebisperne af Hamborg-Bremen nemlig flere gange at tilbagevinde deres jurisdiktion over Norden. Det næste dokument i rækken er næsten 400 år yngre - en bulle, udstedt den 13. februar 1206, med bekræftelsen af oprettelsen af ærkebispesædet Nidaros, det nuværende Trondhjem, som administrationscentrum for 9 bispedømmer, hvoraf 4 i Norge selv og 5 i kolonierne vestpå; blandt disse sidste er også Gardar nævnt. Ærkesædet i Nidaros blev oprettet på foranledning af den engelske kardinal Ni- cholas Brakespear, der senere blev pave under navnet Hadrian IV. Han var som speciel legat blevet sendt til Norge i 1152 for at undersøge de kirkelige forhold og indføre forskellige forbedringer, hvilken opgave han kom så godt fra, at nord- mændene gav ham tilnavnet „den gode". Til gengæld for, at han skaffede nordmæn- 42 [3] Kirkeruinen på Brattahlid. Foto: Nationalmuseet dene deres egen ærkebiskop, fik han løfte om regelmæssig kirkeskat, de såkaldte peterspenge, fra alle de norske bispedømmer. Også Gardar regnedes herindunder. De følgende tre dokumenter i rækken, fra 1276, 1279 °g 1282, omhandler alle problemer vedrørende Grønlands tilskud til det norske ærkebispedømmes kors- togsskat. I 1274 bestemtes det nemlig på et koncilium i Lyon, at alle gejstlige i seks år skulle betale tiende til bedste for tilbageerobringen af Palæstina, som var i saracenernes hænder. I bestemmelserne vedrørende denne korstogsskat hed det, 43 [4] at hver ærkebiskop personligt skulle rejse rundt i sine bispedømmer og se til, at tienden blev behørigt indbetalt. Dette var imidlertid en tung byrde for den norske ærkebiskop på grund af de store afstande, og han skrev derfor til paven og bad om lov til at lade en udsending foretage kollekten i sit sted. I pave Johannes XXI's svar, som er afsendt fra Viterbo i Italien den 4. december i 2.76, hedder det bl. a.: „. . . I siger, at det volder store vanskeligheder at foretage en personlig rund- rejse, da bispedømmet Gardar, som hører ind under Eders provins og ledelse, er så fjernt beliggende fra ærkebispesædet, at, bl. a. på grund af havets vildskab, fem år næppe vil være nok til en visitats . . ." Dette, der først kan synes overdrevet, bliver mere sandsynligt, når man tager i betragtning, at man normalt brugte en sommer til etapen Norge-Island, en anden sommer til etapen Island-Grønland, og en sommer til at besøge alle bopladserne i Østerbygd og Vesterbygd, som de beboede distrikter på Grønland kaldtes. Således kunne der let for en kongelig eller gejstlig udsending hengå fem år mellem ud- rejse og hjemkomst. 1.1279, den 31. januar, afsendte pave Nikolaj III en skrivelse til ærkebispen af Nidaros, i hvilken han billigede dennes meddelelse om, at han havde givet ud- sendingen til Grønland fuldmagt, ikke blot til at indkræve korstogsskatten, men også til på grund af de mange specielle omstændigheder og under forudsætning af pavelig godkendelse at løse alle grønlandske gejstlige fra den bod, de måtte være skyldige ved eventuelle overtrædelser af kirkeloven; paven tilstedte dette, ikke blot for Grønland og ikke blot for den aktuelle situation, men for alle de norske øbesiddelser i Atlanterhavet for al fremtid. Ærkebiskoppens udsending må være taget af sted til Grønland i 1277 straks efter det føromtalte bekræftende svar fra Johannes XXI, for i 1282 er han atter tilbage i Norge, og paven, der nu hedder Martin IV, modtager en skrivelse, hvori der tales om vanskelighederne ved at opkræve tiende på Grønland, da folkene der ingen penge har. Det hedder bl. a.: „. . . Den grønlandske tiende kan kun betales i huder af okse* og sæl samt hvalrpstænder og hvalbarder, hvilket næppe kan sælges til nogen høj pris." Ærkebispen stiller derpå spørgsmålet, hvordan disse fjerntliggende og fattige bispedømmer skal forholde sig, da deres tilskud til de svimlende korstogsudgifter jo ikke repræsenterer nogen reel pekuniær værdi. -1 Martin IV's svar, dateret 4. marts 1282, hedder det, at de bør give deres tiende i landets naturalier, og at disse så i Norge må omsættes i penge og gå ind i den norske korstogsskat. I det samme dokument opfordrer paven iøvrigt den norske konge til ikke at røre ved disse møjsommeligt indsamlede beløb. Ofte beslag- lagde kongerne nemlig en god portion af kirkeskatten, og når det, der blev tilbage, * Det er uvist, om bowina i den latinske original skal tydes som „okse" eller „rensdyr". 44 [5] H