[1] JULIANEHÅB KIRKE I FORTID OG NUTID I ANLEDNING AF KIRKENS I25-ÅRS JUBILÆUM Af lektor, provst Aage Bugge II JTlvis man gennemgår udviklingen og hovedbegivenhederne i den grønlandske missions- og kirkehistorie, kan det undertiden slå en, hvor påfaldende sjældent det ellers så overordentlig vigtige og folkerige Julianehåb distrikt omtales i for- hold til andre egne af landet. I ældre tid synes de bedst kendte missionærnavne at fordele sig fra Frederikshåb over Godthåb og nordpå, mens Julianehåb i lang tid står ligesom i skygge. Desuden har storisforhold m. m. givet distriktet en vis isolation, ligesom det jo også i nutiden gennem fåreavlen har en række helt sær- lige erhvervsproblemer. Isolationen bidrog også til, at en række kirkelige rørelser i Midtgrønland og Diskobugten, f. eks. efter 1900 den kirkelige samfundsbevæ- gelse, peKatigingniat, aldrig slog særlig stærkt rod i de sydligste egne. Derimod kan det siges, at befolkningen modtog et pietistisk islæt gennem brødremenig- hedens stærke udbredelse syd for Julianehåb, indtil disse forlod landet i 1900. Det mærkes undertiden endnu og giver også en vis efterklang i et par af Henrik Lunds salmer. Da det i i 845 ved Godthåb nyoprettede seminarium havde lidt småt med elever, flyttede dets forstander C. E. Janssen til Julianehåb som præst 1851-53, også for at virke for tilgang af seminarieelever. Lidt senere tegner der sig før og efter århundredskiftet en række for denne generation velkendte navne på danske og indfødte præster og overkateketer. Før 1900 træffer man ved Julianehåb præstenavne som Skaarup, oversætteren af Hanséraks dagbog (se Thalbitzers udg. i Grønlands Selskabs publikationer) - E. Lutzen, der i samarbejde med overkateket Dahl udgav det første grønlandske kirkelige tidsskrift „EKersautigssiat", - Frantzen - fra 1900 bl. a. Vibæk, der udgav de kendte „100 timer i grønlandsk", samt navne som Frederik Balle, C.Wagner, E.Jespersen o. a. Det var Frederik Balle, der kort forinden havde undervist og døbt de sidste til Kap Farvel distriktet indvandrede østgrønlændere. Samtidig virkede 5 en årrække den kendte indfødte præst Jens Chemnitz (senior) i syddistriktet, hvor han også blev pioner for fåreavlens indførelse i Grønland. 93 [2] Disse egne har ligeledes udvist en række særprægede overkateketer, af hvilke flere i bedste forstand var et hoved højere end alt folket. Der går her en linie fra Hansérak, styrmand og tolk for Gustav Holm på østkystekspeditionen i iSSo'erne, og til nutiden. Omkring 1900 bør nævnes Isak Lund ved Nanortalik, og ved Frederiksdal gjorde atter senere o vejr kateket Josva Kleist en særdeles mærkbar indsats. Isak Lunds søn, digterpræsten Henrik Lund, og den i sommer ordine- rede Isak Lund (ikke at forveksle med digterpræstens fader) indtog begge i en lang årrække en udpræget førerstilling blandt distriktets overkateketer, før de blev ordinerede honoris causa på deres ældre dage. Henrik Lunds stærke per- sonlighed har i forbindelse med hans digtning været med til at præge syddistriktet og bidraget betydeligt til, at det, også kirkeligt, fik sit eget ansigt; men samtidig er digterpræstens indsats et af de mest afgørende bidrag, som syddistriktet i nyere tid har givet til grønlændernes samlede åndelige udvikling. Befolkningen ved Julianehåb er naturligt nok i besiddelse af en vis lokal- patriotisme, der også kirkeligt kom til orde under bispebesøget i 1953, idet hidtil kun Godthåb i 19 21 havde haft bispebesøg. Ligeledes havde de tidligere i Grøn- land stedfundne præsteordinationer forhen været fordelt på de kirkehistoriske hovedcentrer Godthåb og Jakobshavn, hvorfor befolkningen da også i 1957 gav udtryk for deres glæde over, at der nu for første gang blev holdt præsteordination ved stedet. Det blev imidlertid til to,kirkelige festdage i træk, idet ordinationen fandt sted dagen før Julianehåb kirkes 125-års jubilæum. Vi er hermed atter til- bage ved distriktets hovedkirke, hvis forhistorie har været omtalt i forrige artikel. Af kirkens senere data skal her kortelig nævnes: 1872. Endnu så sent som omkrinjg zoo-års jubilæet i 1932 havde daværende præst ved Julianehåb, Nicolai Balle, lejlighed til at høre et par personlige beret- ninger fra 5o-års festen, som denne endnu erindredes af et par af byens aller- ældste. Det lidet, der blev berettet, var dog ensidig praktisk betonet og drejede sig udelukkende om provianteringen af de i dagens anledning mange tilrejsende. For at holde folk mætte og glade skulle der endnu den gang godt med sælkød til. Det magtede man jo også. Det var „den gang, da der endnu kogtes hele sæler i store gryder", og som et led i festforanstaltningerne var hver fanger blevet ind- trængende opfordret til at levere et solidt bidrag af sælkød. 1911 og nogle år fremefter blev kirken underkastet en grundig restaurering og gennemgik ret betydelige ændringer, der ikke alle kan nævnes eller her tidsfæstes lige nøjagtigt. „Grønland", 1921 II, beskriver kirken og nogle af de stedfundne ændringer som følger: „Kirke (opf. 1832), 14x11x3,601 indvendig, af Bindingsværk og Bræder, rød- malet med grønt Tag og forsynet med et lille ottekantet Klokketaarn. Kirken har 94 [3] Under festgudstjenesterne