[1] KÅRENE I FANGSTDISTRIKTERNE Af fhv. landsfoged for Nordgrønland, kontorchef Ph. Rosendahl II Sødyrbestandens størrelse. JL/er tales meget om, at fangsten i Vestgrønland er gået så meget tilbage under klimaændringen, at dette erhverv efterhånden spiller en mindre og mindre rolle for landet. Fra stedkendte folk lyder nu tværtimod udtalelser om, at fangsten at- ter bliver bedre. Undersøgelser, der foretages i ministeriet af de i Grønland førte fangstlister for det sidste femår sammenlignet med det foregående femår, be- kræfter dette. For den sidste menneskealder findes for Vestgrønland følgende gennemsnitlige ældre tal for den årlige fangst af sødyr: Sæler Sæler Sæler 1910-20 1930-35 1948-51 Sydgrønland 30.104 stk. 16.364 stk. 10.364 stk. Nordgrønland 67.508 stk. 49.017 stk. 33.028 stk. Hvid- og narhvaler Hvid- og narhvaler 1910-20 1948-51 429 stk. 7 stk. 893 stk. 475 stk. Marsvin Marsvin Marsvin 1910-20 1930-35 1948-51 484 stk. 687 stk. 294 stk. 68 stk. 1 1 o stk. 97 stk. Hvalrosser har siden 1945 varieret mellem 120 og 300 dyr. Men disse tal er ikke særlig oplysende for frem- eller tilbagegang i selve den sidste lo-årige periode, der som nævnt er af særlig interesse. I den tidligere artikel er redegjort for den naturalproduktion og pengeindkomst, der i fangstdistrikterne haves pr. familie ved de forskellige bosteder, og det viste sig, at naturalproduktionen er ganske antagelig. Der spørges så, hvorfor lever da mange fangerfamilier vitterligt i ringe kår. Et forsøg skal gøres her på at belyse grundene. 99 [2] Priserne på fangernes produkter. Den kongelige grønlandske Handel er opmærksom på, at priserne på produk- terne i nogen grad må reguleres, da verdensmarkedet for ræveskind i de senere år har været meget vanskeligt og derfor har medført meget små priser, medens til gengæld sælskindene opnår hidtil usete høje priser. Man overvejer derfor at sætte ræveskindspriserne noget ned. Denne nedgang i ræveskindspriserne vil ikke blive særlig følelig, da rævejagten sydpå kun er et bierhverv for en befolkning, der har gode indtægter af deres hovederhverv, fiskeriet, og nordpå er rævejagt uden videre udbytte, da bestanden dér er så ringe. Anderledes forholder det sig med forhøjelse af sælskindspriserne, thi nordpå er sælfangsten hovederhvervet, og det vil derfor fa stor betydning for fangerne, at sælskindene gives højere priser. Konjunkturudligningsfonden vil da få noget mindre i indtægt på sælskindene end for tiden, men herimod kan dog næppe indvendes noget fra de andre erhvervs- grupper, da fangernes indkomst er langt ringere end fiskernes, de lejedes og de fastansattes, og disse vil sikkert derfor finde en sådan nyordning rimelig. Her må nemlig også huskes, at de skind, fangerne sydpå producerer (kun ca. 10.000 stk. p. a.), og som de selv kun har brug for en del af, let lader sig afsætte underhånden (til Handelen ses de nemlig kun at sælge ca. 700-800 stk. p. a.) til priser, der mindst ligger på takstens zft/handlingspris, medens fangerne i de egent- lige fangstdistrikter ikke har tilsvarende mulighed med de mange skind, som de producerer (ca. 33.000 stk. p. a.), og derfor kun kan regne med takstens /w/hand- lingspris, også ved underhåndssalg. Nok far fangerne en lidt højere pris for spæk, end dette produkt kan bære, men dette kommer i hvert fald ikke et fangstdistrikt som Angmagssalik tilgode, hvor spækindhandlingen har været begrænset, ej heller afsides bopladser, der har så langt til handelssted, at fangerne ikke kan bringe spækket frem i frisk tilstand. En del fangere søger derfor ind til byerne, hvor de har mulighed for at opnå større pengeindkomst som daglejere for Teknisk Organisation og Handelen eller som vandbærere m. m. for institutionerne. Men i kommissionsbetænkningen hed- der det om Øst- og Nordgrønland: „En forudsætning for, at det skal lykkes at øge produktionen dér, må være, at pris- og lønpolitik tilrettelægges således, at udsigterne til fortjeneste i de produk- tive erhverv i alt fald ikke er ringere end mulighederne for at tjene penge ved lønnet arbejde. Der må derfor drages omsorg for, at indhandlingspriserne og løn- ningsniveauet afbalanceres på en sådan måde, at man ikke fremmer tendensen til at ernære sig ved lønnet arbejde, men snarere søger at gøre de produktive erhverv mere tillokkende. Det, der i denne forbindelse navnlig vil være af betydning, vil IOO [3] Fig. i. Stillads til tørring af hundefoder til winterbrug. Stilladset er beregnet til at bære 2.000 kg og til at stå ubelastet eller belastet for store stormstyrker, selvom det opsættes på bar klippe. være en forhøjelse af indhandlingspriserne på sælskindene, som er meget lave sammenlignet med videresalgsprisen." En mærkbar forhøjelse af sælskindspriserne vil medføre, at mange fangere vil bringe sælerne hjem for at opnå den forhøjede pris på skindet, og - ikke som nu i den rige fangsttid - ikke giver sig tid til at aftage skindet, men bugserer sælen til nærmeste sted og lægger hele dyret i kødgrav til senere hjemkørsel. Skindet er da rådnet, og kødet er uegnet til menneskeføde og har ikke længere samme værdi som hundefoder. Handelen vil tjene derved, og familien vil få mere kød til disposition. Når reformerne i denne retning er gennemført, vil meget være vundet for fanger- standen, men de må da også omfatte fangstdistrikterne i Vestgrønland. I betænkningen hedder det: „I kommissionens betænkning vedrørende forsyningstjenesten for Vestgrønland tilstræbes en ordning, hvorefter udhandlingspriserne afpasses efter omkostningerne ved varens levering. Det må imidlertid fremhæves, at forholdene på østkysten ikke tillader at sætte sig et sådant mål. Ved regulering af indhandlingspriserne og løn- IOI [4] ninger på den ene side og udhandlingspriserne på den anden side må hensynet til etablering af en rimelig levestandard være afgørende, hvilket selvfølgelig ikke hindrer, at man ved ikke at lade prisstigninger og prisfald ramme forskellige vare- sorter ens, søger at tilskynde befolkningen til køb af varegrupper, der må anses for værdifulde. Forholdene i Thule distrikt er på dette område ganske parallel med det tilsvarende for Østgrønlands vedkommende." Ved en sådan ordning, hvor udhandlingspriserne lempes for livsnødvendige varer til erhverv og i husholdning m. m., men sættes op for luksusvarer, kan der måske i disse tre inspektorater også opnås noget til gavn for levestandarden og til spore i erhvervet. Næringsmidler. Som det nu er godtgjort, synes det kød, der er til disposition pr. individ pr. dag, at ligge meget højt, men når det alligevel ikke slår til året igennem, skyldes det, at menneskene deler det med hundene. Men er dette da ikke nødvendigt? Nej, det er det ikke? Der er i alle slædehundedistrikterne så store forekomster af havkai (der fanges i Umanak og Upernavik distrikter årligt ca. 70.000 stk.) og i Vestgrønland tillige af havkat og undermålstorsk, at der er mere end rigeligt deraf til hundene, så sødyrkødet godt kan reserveres menneskene helt og holdent. Forsøg har vist, at man kan holde et spand i udmærket ydedygtig stand med veltørret haj kød og anden tørret fisk - kun til bjørnejagt er kød et nødvendigt tilskud. - Når leveren er udtaget af hajen, bugserer eller kører ingen mere hajkød hjem, end han har plads til at ophænge til tørring, og hertil har han kun et skrøbeligt stillads, der næsten intet kan bære, i forhold til hvad spandet kan fortære vinteren igennem. Utørret haj kød og utørret torsk er derimod et slet hundefoder i den årstid, hvor hundene bruges. Man er derfor nu inde på den tanke, at man, samtidig med at der bygges hus til en fanger, også rejser ham et fagmæssigt opsat bærekraftigt tørrestillads (et spand på 6 hunde vil i vinterhalvåret have brug for ca. 1000 kg tørret hajkød. Frisk hajkød svinder ca. 90 %, hvorfor stilladset skal kunne bære 2000 kg, så der kan blive plads til det friskfangede voluminøse og tunge kød, efterhånden som det fanges), og at dette gives ham eventuelt på byggetilskudsvilkår sammen med huset. Har nemlig en fanger utilstrækkeligt hundefoder, må han slå en del af sit spand ned og står da med ringe spand, når utokfangsten sætter ind, thi denne meget vigtige fangstform kræver ydedygtige spand, da den forudsætter kørsel viden om. IO2 [5] Fig. 2. Hus af træ. Indvendigt 6 X p alen. Omgivet på 3 sider af svær mur af græstarv og sten i skiftende lag, vendt mod stedets fremherskende vinterstormretninger. En ting, der nordpå måske også trykker fangernes økonomi, er den måde pri- serne fastsættes på for kød og skind, som fangerne sælger underhånden til fast- ansatte eller daglejede landsmænd og til danske. Disse priser fastsættes ved for- handling mellem parterne, og dér er vist fangerne de svageste i forhandlingen, idet de næppe er tilstrækkeligt organisererede, og den pris, de kan få ved salg af skind underhånden, trykkes tillige af generaltakstens lave udhandlingspriser. Priserne synes derfor ikke altid at stå i forhold til det, som kødet betyder for sundheden, og skindet betyder for klæder egnet til klimaet, sammenlignet med hvad der tilsvarende kan købes henholdsvis af urtekram- og manufakturvarer. Det projekterede kystruteskib og dets kølerum vil skaffe fangerne afsætningsmu- ligheder sydover. Boligstøttelovgivning og evakuering. Da boligstøtteloven trådte i kraft, stod man overfor den vanskelighed, at en landsplanlægning ikke forelå, og at man derfor havde svært ved at afgøre, hvilke beboede steder der kunne udbygges, og hvilke steder der ikke burde videre ud- bygges eller eventuelt helt burde evakueres. 103 [6] Dette spillede ikke så stor rolle i fiskeriområderne, da fisk forekommer så rigeligt alle steder ved kysten, at overfiskning ikke kommer på tale, medens der- imod en koncentrering ville muliggøre en mekanisering af fiskerianlæggene, hvil- ket både ville gavne fiskerne og mindske Handelens driftsudgifter. Derfor er mange bopladser i de sydlige distrikter nedlagte, og de fraflyttede har fået bedre erhvervsmuligheder ved store steder. Anderledes forholder det sig i fangstdistrikter. I gamle dage var fangerne gan- ske vist nomadiserende, men da var sødyrbestanden i fjordene langt rigeligere, og stedet var da tildels ret ligegyldigt. Anderledes er det i vore dage, hvor sødyrene er færre, og hvor det nøjeste kendskab til fangstområdets terræn-, vejr-, vind-, strøm- og dybdeforhold til alle årets forskellige tider er en absolut nødvendighed for livets opretholdelse ved fangst. Det er således en kendsgerning, at flytter en fanger til et nyt distrikt, står han langt tilbage i fangst for stedets egne, og det varer år, før han kommer op på siden af disse - om nogensinde. Heri ligger vist også den dybere årsag til den for grønlændere særegne umåde- lige hjemstavnsfølelse, der kommer til orde i det gribende sagn om den gamle fanger, der endnu engang ønskede at se sin barndoms og manddoms boplads. Han var for gammel til at gå dertil i kajak, han slæbte sig over fjeldene, og da han endelig kom over den sidste fjeldkam og så solen stå op og kaste sit skær over sin gamle fangstegn, blev han så bevæget af erindringer og lykkelige minder, at han sank døende om. - Man havde ved boligstøttelovens ikrafttræden ikke de til denne artikel hørende diagrammer om de enkelte steders erKvervsturnus og kødproduktion, hvorfor man for en række af bopladser så sig nødsaget til at meddele disses beboere, at de ikke kunne opnå lån til husbygning eller lån til husreparation, før stedets fremtid var blevet klarlagt. Dette bevirkede, at fangere, som ellers nødig ville forlade det fangstområde, i hvis forhold de var hjemme, ikke så anden udvej end at evakuere. Dette er grunden til, at man nylig har opgivet at nedlægge bopladser, indtil til- strækkeligt talmateriale for natural- og pengeindkomst og andre oplysninger foreligger for bopladser i fangstdistrikter. En del bopladser, særlig i Upernavik kommune, er nedlagt, idet man fandt dem for små. Tal er ikke opgjort for disse nedlagte steder, undtagen for Igdlulik, der da har vist sig at have den bedste kødproduktion (3,8 kg kød pr. individ pr. dag, se diagram 4) i kommunen. Det vil derfor betyde en støtte for det nu oprettede landsplanlægningskontor og for boligstøtteudvalget, naar arbejdet med denne talmæssige undersøgelse føres videre sydover, således at der også i denne henseende kan gås frem efter klare tal. 104 [7] Fig. j. Princippet for murens opførelse. Taget