[1] DET PROBLEMATISKE ORD QAVDLUNÅQ Af Robert Petersen Al vad skulle egentlig være problematisk ved ordet „qavdlunåq"? I Grønland betyder det „dansker", i Canada „hvid mand", uden hensyn til nationalitet. Men der har vi gåden. Vel ved vi, hvad vi bruger ordet om, men vi ved ikke, hvad ordet egentlig siger. Der er ingen, der ved, hvorfor vi bruger betegnelsen, og alligevel er den så udbredt, uden at vi kan se, hvordan det kan være sket efter at „qavdlunåt" begyndte at vise sig i eskimoernes egne. I hele den østlige eskimo- verden bruges forskellige varianter af ordet. Vest for Hudson Bay, der, hvor dialekterne må siges at være „gammeldags", siger man „qablunåq", på Sydbaffmland siger man „qadlunåq", og i Grønland har man engang i gamle dage sagt „qavdlunåq", og sådan skriver vi det altså i dag. Af de tre nævnte former er „qablunåq" den mest oprindelige. Jeg kan ikke gennemgå alle de forklaringsforsøg, kun dem, der synes at have noget på sig. Der er jo forskellige mennesker, der har skrevet om emnet, både på grønlandsk og dansk. „Qavdlunåq" skulle stamme fra „qava" og skulle betyde „de sydfrakommende". Det lyder egentlig meget fornuftigt. Men de såkaldte verdenshjørner er hos eski- moerne afhængige af kystens retning. Den nævnte forklaring er fra Vestgrønland, og i Vestgrønland betyder „qava" netop „syd". Men hvis vi kommer til østkyst- eskimoer, vil den forklaring komme til at betyde „de nordfrakommende", og det ville være en betænkelig forklaring. Rent sprogligt er det også ganske usandsyn- ligt, at man kan aflede „qablunåq" af „qava". Selve formen „qablunåq" har jo også været brugt i Grønland. Efter en regel om konsonantsammensætninger i eski- moisk er omlyden fra „qaÆlunåq" til „qa-udlunåq" ganske naturlig, d. v. s. fra b til v, den omvendte har vi ingen eksempler på, idet den første af to konsonanter altid svækkes. En anden formodning er den, at ordet har noget at gøre med „qai;dlo" (øjen- bryn). Kleinschmidt, Schultz-Lorentzen og Jonathan Petersen har ganske vist i deres ordbøger skrevet „øjenbryn" som „qagdlo". Men både Poul Egede og Otho Fabricius skrev det „Kablo", og de canadiske eskimoer siger „qablo". Jeg tror nu, jeg kan sige, at den voldsomme beundring af Kleinschmidt har ført til, at III [2] både Fabricius og Egede blev miskendte, men ved sådanne spørgsmål er det dog sikrere at rådføre sig med Egede og Fabricius, før man afgør, om man kan stole på Kleinschmidt. Det er den lydlige lighed (som jo også i andre tilfælde), der blev til forklarin- gerne. Men man har fået ganske modstridende meninger ud af den lighed. En -har påstået, at ordets oprindelse var „qavdlo'nauk?" („hvor er øjenbrynene?"). Den nærmere forklaring skulle være, at de hvides (vel skandinavers) øjenbryn skulle være så lyse, at eskimoerne ikke kunne finde dem. Jeg vil dertil kun sige, at det ikke var skandinaver, de nuværende canadaeskimoers forfædre mødte som „de hvide", og ellers lade den næste forklaring besvare det. Den anden side af sagen, selve lydene, gør denne forklaring uantagelig. De gamle grønlændere såvel som de vestlige hudsonbayeskimoer vogtede og vogter vokallydene i den grad, at de ikke vil lave „nauk" om til „nåq". Med „de gamle grønlændere" mener jeg grønlændere før Kleinschmidt. Når man spørger en canadaeskimo: „Hvorfor kalder I de „hvide" for „qablu- nåtK?", er det første svar, man som oftest får: „Det ved jeg ikke, men jeg tror..." Nogle tror, at det er, fordi de hvides øjenbryn står tættere ved øjnene, mens an- dre tror, at grunden snarere er, at de hvide har kraftigere øjenbryn end eskimoerne. Begge disse oplysninger om øjenbrynene er rigtige, og missionær Thibert har ogsi i sin eskimo-engelske ordbog taget den forklaring med det kraftige øjenbryn. Endelsen ,,-nåq" har vi i alt fald ikke i dag i den betydning, men måske - med megen betænkelighed - har vi det i enkelte faste forbindelser: „iluanåq", „ajunåq", d. v. s. „heldig", „uheldig", hvis vi forklarer dem som en, der har held eller uheld. Den vej kan vi altså ikke komme det nærmere. Jeg er dog tilbøjelig til at tro, at de canadiske eskimoers forklaringer med øjen- brynene skyldes, at de ikke kender ordets oprindelse, og den næste forklaring, jeg kommer med. Det er, om jeg så må sige, et glemt ord. Jeg har selv aldrig hørt det brugt, og mange grønlændere kender det måske ikke engang. Engang, mens vi snakkede om emnet, fandt min bror det som den nærmeste forklaring. Det var oprindeligt „qablunårp-". Om ordet kan oplyses, at det er grønlandsk (d. v. s. kendes ikke i Canada), og at det kan findes i Fabricius' og Jonathan Petersens ordbøger. Det har to betydninger: i) „øjet svier p. gr. af stænk af gammel urin," men den for- klaring har ikke noget med danskerne at gøre. Det er den anden betydning: 2) „rød tang blegner ved fordærvelse i ferskt