[1] GRØNLÆNDERE I TRE TUSINDE ÅR Af magister Jørgen Meldgaard I H/skimoernes forhistorie er som en slæderejse i den arktiske vinternat, en lang rejse mod solen, før lyset breder sig over landet og bopladserne. Det er en rejse med uvist udgangspunkt; fra lejre, der blev brudt op i mørke, og hvis beliggen- hed vi kun kan ane fra retningen af slædesporene, da de første gang skimtes i den svage dæmring. På færden videre frem ser og opfatter vi blot hovedlinierne i landskabet. Det er de markante næs og fjeldtinder mod den lysere horisont, der er vore landmærker; og der er langt imellem dem - som der er langt mellem de strejflys, der røber betydningen af de få og spredte stenredskaber, som danner optakten til eskimokulturen. Men rejsen går mod lyset, og snart passerer vi bopladser, hvor vi ser redskaber og jagtvåben og aner omridset af menneskeskikkelser. Skikkene og skikkelserne skifter fra boplads til boplads, dog fornemmer vi stadig slægtskabet. På et sidespor mod syd fejer pludselig de første solstrejf over landet, for første gang ser vi livet udfolde sig; nordboerne skrev det ned. Men eskimoen selv ud- taler sig ikke endnu, og videre en tid lang går sporene i tusmørket, før solen for alvor viser sig. I begyndelsen lyser den pletvis, rammer først de isfri kyster mod syd, og sidst og sent røber den renjægerne på tundraen og fangerne yderst ved polhavet. Nu taler eskimoen, og omsider får vi hans eget syn på den arktiske tilværelse. Det skrev etnograferne ned. I dag ved vi, at rejsen har været lang. Måleapparatet i Kulstof-i4 Laboratoriet har tikket sig 3-4000 år tilbage, når det har fået de ældste spor fra Grønland og Canada at tygge på. Og de redskaber og jagtvåben, vi på dette tidlige tidspunkt skimtede omridsene af, fortæller arkæologen, at de, der havde dem i hånden, levede som eskimoer. Eskimokulturens forhistorie er blevet længere, end nogen havde tænkt sig for blot få år siden. To af Nationalmuseets undersøgelser vil i denne og en følgende artikel blive draget frem som eksempler på arkæologens arbejde. To trin mod erkendelsen af 121 [2] Gnmdstedte isfjælde i mundingen af Jakobshavn Isfjord, set fra den gamle boplads Sermermiut. eskimoernes lange vej til Hans Egede, til flyvebaser og til en tid, da Nordpolen endog set fra Tommerup er ved at blive jordens navle. Det ene er hentet fra Vest- grønland, det andet fra arktisk Canada; tilsammen giver de et kapitel af grønlæn- dernes ældste historie: den palæo-eskimoiske tid. Eskimo-arkæologiens arbejdsmark blev åbnet på Knud Rasmussens 5. Thule- ekspedition til arktisk Canada i 1921-25. Kaj Birket-Smith påviste som etnograf en række forhold, der viste hen til en fortid, som kunne lagdeles i tre trin; proto-, palæo- og neo-eskimoer, der tidsmæssigt lå forud for de nulevende eskimoers kul- tur i disse egne. Arkæologen var Therkel Mathiassen. Han sporede eskimoernes historie 7-800 år tilbage ved at fremdrage det neo-eskimoiske kulturtrin, en ud- præget hvalfangstkultur kaldet Thule-kulturen, som havde sat sine spor bl. a. i form af solide jord-sten vinterhuse på bopladser overalt langs kysterne. Oprindel- sen til denne Thule-kultur blev senere sporet vestpå i Alaska, og den dukkede frem langs Grønlands kyster, da arkæologens spade kom i sving der også. 122 [3] Dalstrøget med det frodige gra-stteppe, der gemte sporene af Sermermiuts eskimoiske bebyggelser tilbage gennem tiderne. Pilen 'viser udgravningen i 1953- Men jævnsides med fundene fra Thule-kulturen viste der sig efterhånden antyd- ninger af en endnu ældre kultur i arktisk Canada og Grønland. Sporene var fa og spredte. Men dog nok til at vise et fangst-folk, som med en meget afvigende kultur havde været udbredt fra Newfoundland i syd til Peary Land i nord, og fra den centrale del af arktisk Canada til Syd- og Østgrønland. Eftet det første finde- sted ved Cape Dorset på Baffin Island blev den benævnt Dorset-kulturen. Endelig i 1952 begyndte man at ane konturerne af en endnu tidligere befolk- ning i Vestgrønland. Stensager fra udstedet Sarqaq, stedet på „solsiden", gav da navn til Sarqaq-kulturen. På Nordgrønlands vestkyst skyder Jakobshavn Isfjord sine imponerende ismasser i en stor vifte ud over Disko Bugten. Nær mundingen holder en lille lavvandet vig de største af bjergene fra bræ-isen på tilpas afstand af strandbredden foran en græsklædt dal, som skærer sig et stykke vej op i landet. Dette er Sermer- 123 [4] miut, „bræfolkets boplads". Stedet er nu forladt, de sidste beboere drog bort i begyndelsen af forrige århundrede, og det grønne tæppe har bredt sig over ruiner og møddinger. Sermermiut er en af Grønlands kendteste gamle ruinpladser, og antagelig den største. Da Poul Egede for godt 200 år siden for første gang besøgte bopladsen, beskrev han den som „en hel bondeby" med flere rækker huse. Beboerne selv var klar over, at det var et sted af betydning: „Så du nogensinde så mange mennesker samlet på eet sted?" spurgte de ham. Siden har oldsagssamlere haft en frugtbar arbejdsmark her, og store indsamlinger er havnet i Nationalmuseet; navnlig old- sager af sten kom i slutningen af forrige århundrede i stort tal til museet. Med den øgede interesse for de ældste eskimokulturer, som Dorset og Sar- qaq, kom Sermermiut igen i søgelyset, og i 1953 foretog Nationalmuseets] grøn- landsundersøgelse en systematisk udgravning på bopladsen. Målet var at søge klarlagt Dorset-kulturens tidsmæssige stilling i forhold til den bekendte Thule- kultur, som danner grundlaget for de nuværende grønlænderes kultur. Desuden havde vi et håb om, at også Sarqaq-kulturens stenredskaber, der synes at have mange træk fælles med oldsagsformer fundne så langt borte som i Alaska og det nordlige Sibirien, ville dukke op under en udgravning ved Sermermiut og røbe mere om deres alder og herkomst. Havet havde taget en god bid af djn gamle boplads ved Sermermiut i det sidste århundrede. Det grønne tæppe, moder natur havde lagt hen over sporene af ruiner og møddingslag, stod flosset i kanten ud mod bugten, og ved udgravningens be- gyndelse gabte en høj, sort, eroderet skrænt os i møde. Med spader og graveskeer blev denne skrænt glattet af, og vi fortsatte med at grave dybere, indtil den oprin- delige, grusede jordoverflade viste sig, i tidens løb dækket af mere end 2 meter tykke aflejringer. Et nærmere studium af denne afskrabede væg gav os mulighed for at opmåle en profil, hvis vekslende, lag åbenbarede de hidtil ældste kapitler i vestgrønlæn- dernes historie. Dybest begravet var det ældste. Over selve grusbunden tegnede der sig i profilen en tynd, muldlignende stribe, hvis indhold af spredte stenred- skaber kunne bestemmes som tilhørende den kultur, vi i forvejen kun svagt anede konturerne af: Sarqaq-kulturen. Over dette såkaldte kulturlag hvilede et fundløst tørvelag og en sandstribe. Overfladen af denne sandstribe gav arkæologerne den næste behagelige overraskelse, her lå sporene af bosættelse nr. 2, og de mange fint forarbejdede flint- og kalcedonredskaber røbede straks afstamningen: på dette niveau slog Dorset-kulturens folk sig ned. Atter bredte tørvelag uden menneske- spor sig over Sermermiut. Først tæt ved een meter over undergrunden skar en sammenpresset horisont af græs og strå gennem profilen, og nye redskaber duk- 124 [5] Tværsnit gennem aflejringerne