[1]
HVAD BLIVER DER GJORT FOR
SLÆDEHUNDENE?
Af dyrlæge, dr. med. vet. Kjeld Wamberg
ia foranledning af Grønlands landsråd modtog jeg i foråret 1957 opfordring til at
rejse til Nordvestgrønland for på bredest mulig basis at foretage en undersøgelse
af de problemer, der knytter sig til slædehundeholdet først og fremmest af syg-
domsmæssig art, men også med henblik på dyreværnsmæssige og retslige forhold.
På rejsen blev samtlige byer fra Holsteinsborg til og med Upernavik samt et
stort antal bopladser og udsteder besøgt.
Overalt konstaterede jeg en levende interesse for og tilfredshed med, at der nu
syntes at blive mulighed for at få løst nogle af de problemer, der knytter sig til
det store antal slædehunde, der findes overalt, hvor der bor mennesker i disse om-
råder. Slædehundene er jo i virkeligheden de fleste steder en livsbetingelse for
befolkningen, men i takt med den udvikling, der efter krigen har fundet sted i
retning af at samle befolkningen i større bysamfund, er de problemer, der knytter
sig til det store hundehold blevet stadig mere iøjnefaldende. Sygdomme blandt
hundene breder sig lettere, hvor mange hunde er samlede på relativt snævre
områder, slagsmål blandt de enkelte hundespand bliver hyppigere og overfaldene
på mennesker er steget påviseligt i de senere år.
Der er således sket afgørende ændringer i de forhold, hvorunder slædehundene
og befolkningen lever, siden dyrlæge Hjortlund i 1905-06 opholdt sig i slæde-
hundedistrikterne for at undersøge de sygdomsudbrud blandt hundene, der allerede
den gang kunne true befolkningens eksistens.
Dyrlæge Hjortlund skrev i 1907 en pjece om nogle af de vigtigste hundesyg-
domme og omtalte heri navnlig hundesyge (flodsyge), hundegalskab og skab, og
gav anvisning på de sikkerhedsforanstaltninger, der burde træffes for at hindre
smittespredning og redegjorde for de dengang anvendte behandlingsmetoder.
De forordninger, dyrlæge Hjortlund i sin tid fik gennemført til bekæmpelse af
de forannævnte sygdomme, har stort set stadig gyldighed i Grønland, og man må
tilskrive dyrlæge Hjortlunds arbejde, at hundegalskab ikke længere kan betragtes
som stationær i Grønland.
130

[2]
For- og hjørnetænder på en 6 år gi. slædehund. Hjørnetanderne er klippet, og fortænderne er stærkt slidt.
Ikke desto mindre var denne hund fortsat i stand til ubesværet at ha?<vde sin stilling som bas.
Blandt ejere af slædehunde er der imidlertid et berettiget og naturligt ønske om,
at Hjortlunds pjece bliver omarbejdet, således at dels nyere og bedre behandlings-
metoder bliver medtaget for de sygdomme, Hjortlund beskæftigede sig med, dels at
den bliver udvidet til også at omfatte andre sygdomme af betydning for slædehundene.
Hensigten med den pjece, landsrådet har ønsket udarbejdet og udsendt til befolk-
ningen, er således dels af oplysende art, dels af vejledende art. Oplysende i den
henseende at gøre befolkningen bekendt med karakteristiske symptomer ved de
hyppigst forekommende sygdomme hos slædehundene, vejledende på den måde,
at befolkningen får anvisning på, hvad den enkelte hundeejer selv kan foretage
sig dels med selve det eller de syge dyr, dels for f. eks. at formindske faren for
smitte til raske hunde.
[3]
Forudsætningen for udsendelsen af en sådan pjece må imidlertid være, at der
samtidig kan gives slædehundeejerne anvisning på, hvor de skal henvende sig,
hvis hundene får sygdomme, der kræver speciel behandling.
Det er på dette område vanskelighederne ligger, idet der som bekendt ikke
findes dyrlæger i Grønland, og det bør straks slås fast, at der ikke er økonomisk
basis for ansættelse af dyrlæger i slædehundedistrikterne, og at der i virkelig-
heden heller ikke er noget behov for i hvert fald foreløbig at have faste dyrlæger
i disse områder.
Forudsætningen for bedømmelsen af dette spørgsmål er, at man har et lokalt
kendskab til de specielle forhold i Grønland. Enhver vil imidlertid sikkert kunne
forstå, at min bedømmelse er rigtig, når jeg nævner, at f. eks. Upernavik kommune
med ikke engang 2000 indbyggere og et tilsvarende antal slædehunde har en ud-
strækning af ca. 400 km, hvorover befolkningen lever spredt på ca. 20 forskellige
steder. Forbindelsen mellem hovedparten af disse bopladser og udsteder kan om
sommeren kun opretholdes ved hjælp af kajak eller båd, om vinteren kun ved
hjælp af hundeslæder, og året rundt kun når vejrforholdene tillader det.
Under sådanne betingelser er det begrænset, hvor hurtigt og effektivt, der kan
ydes hjælp til et dyr, der angribes af et akut sygdomstilfælde, og regelen er da
også, at en hund, der bliver alvorligt syg, hurtigt aflives.
Beslutningen om aflivning falder iøvrigt i almindelighed grønlændere langt lettere
end den samme beslutning for hundeejere i den øvrige del af Danmark, da hundene
i Grønland holdes i flokke på op til 20-30 stk. og benyttes som udprægede brugs-
dyr. Dette medfører, at hundene overfor ejeren og hans familie normalt indtager
samme plads, som heste før i tiden indtog på landbrugsejendomme i den øvrige
del af Danmark.
Selvom der naturligvis ofte består et nært tilknytningsforhold mellem f. eks.
een eller flere hunde i en hundeflok og de respektive ejere, så må man stadig
erindre, at slædehundene først og fremmest bedømmes af ejerne på grundlag af
deres trækevne og evt. jagtegenskaber, samt at hundene yderligere udnyttes på den
måde, at skindene anvendes til f. eks. beklædningsgenstande, og kødet yder et
værdifuldt bidrag til grønlænderfamiliens ernæring.
Uanset disse kendsgerninger er der naturligvis som allerede nævnt et uomtviste-
ligt behov for en veterinær indsats, men den enkelte hund kan under disse forhold
ikke for grønlænderne få samme betydning, som den hund har, der i det øvrige
land, nærmest betragtes som et medlem af familien.
Endelig betyder endnu et vigtigt forhold, at det daglige behov for en dyrlæge er
mindre i Grønland end 5 det øvrige land. Sundhedstilstanden blandt slædehundene
ligger i forhold til resten af Danmark meget højt, først og fremmest fordi gennem-
132

[4]
God f angst betyder også ekstra foder til hundene,
så fangeren modtages <ved hjemkomsten med lige stor interesse af to- som Jirbenede.
snitslevealderen blandt hundene er lav, 4-5 år, men også fordi slædehundene på
Grønland i særlig høj grad lever så nær de naturlige vilkår for en hund, som man
vel overhovedet kan tænke sig.
Hidtil har en del læger lejlighedsvis søgt at yde hjælp til syge hunde, og har
i mange tilfælde haft held til at redde syge dyr. Det er imidlertid naturligt, at læger
er ret tilbageholdende overfor behandling af sygdomme hos hunde, ikke mindst
fordi der hidtil ikke for lægerne - om emner af denne art - har stået andet end
Hjortlunds pjece fra 1907 til rådighed. Efter at alle de læger, jeg har haft for-
bindelse med i Grønland, havde indvilliget i at påtage sig behandlinger af hundene
såvel af beskyttende art f. eks. vaccinationer, som behandlinger i direkte kurativt
øjemed, under forudsætning af, at de til enhver tid kunne søge oplysninger og råd
hos en veterinærsagkyndig, så var grundlaget skabt for, på en forsvarlig måde at
stille et konkret økonomisk overkommeligt forslag til ministeriet, vedr. løsningen af
disse for såvel slædehundene som den grønlandske befolkning så vigtige spørgsmål.
Det forslag jeg har stillet ministeriet er ganske kort følgende: De grønlandske
læger påtager sig at udføre det veterinære arbejde.Til brug for lægerne udarbejdes
[5]
en pjece, der omfatter en beskrivelse af de hidtil kendte - hos slædehundene -
forekommende sygdomme, og der bliver redegjort for de behandlingsmetoder, der
må anses for bedst egnede under de specielle grønlandske forhold. Lægerne skal
til enhver tid kunne sætte sig i forbindelse med en veterinær sagkyndig, og der
få vejledning hvis uforudsete tilfælde skulle indtræffe.
Selvom der endnu skal løses visse praktiske spørgsmål i forbindelse med en sådan
ordning, søger Ministeriet for Grønland nu at få en sådan gennemført foreløbig for
eri periode af 3 år. Samtidig er det hensigten - for at modvirke det stigende antal
hundeoverfald på mennesker - på frivillig basis - at gennemføre kastration af han-
hundene og klipning af hjørnetænder.
Om mine overvejelser vedr. disse forholdsregeler skal jeg her blot henvise evt.
interesserede til min artikkel i Grønlandsposten, nr. 23, 1957.
Hvordan er nu det dyreværnsmæsslge stade i Grønland i relation til slædehun-
dene? Det er vanskeligt at give en fuldstændig retfærdig besvarelse af dette spørgs-
mål, for forholdene varierer i virkeligheden ret stærkt fra by til by og afhænger
for en stor del af fangstmulighederne de forskellige steder.
Der har i de senere år dels i dagspressen dels i den yderliggående dyreværns-
foreningspresse været bragt nogle rystende beskrivelser af, hvorledes slædehun-
dene bliver misrøgtede og mishandlede. For en stor del stammer disse beretninger
fra hjemvendte danskere, der kun har opholdt sig kort tid i Grønland, og som
kun har noget kendskab til forholdene et enkelt sted. I andre tilfælde har kilderne
været danske, der ikke har evnet at indleve sig i de specielle grønlandske sam-
fundsforhold, og som så på denne måde har givet udtryk for deres skuffelse.
Hvad disse enkeltberetninger angår, må det fastslås, at der i dag findes et vel-
ordnet politi også i slædehundedistrikterne; politiet tager sig med iver og interesse
af enhver begrundet anmeldelse af dyrplageri, og hvor enkeltperson overfor mig
har berettet om misrøgt eller anden form for dyrplageri, har jeg forelagt de kon-
krete tilfælde for de stedlige overbetjente, og det har da vist sig, at anmeldelse
i nogle tilfælde ikke var indgivet, i andre havde vist sig ubegrundet, og at resten
af tilfældene enten var under behandling ved de grønlandske retter eller allerede
var afsluttet med straf for den ansvarlige - ikke ualmindeligt endda en straf, der
var forholdsvis hårdrere end for tilsvarende forseelser i den øvrige del af Danmark.
At det imidlertid kan og oftest tager meget lang tid, før de enkelte sager kan
afsluttes, står i forbindelse med politiets mangel på mandskab og de meget store
distrikter, hver enkelt har under sig.
Siden Hjortlund i 1907 skrev om dyrplageriet i Grønland, er der imidlertid
sket kolossale fremskridt, og det arbejde, der bl. a. på foranledning af foreningen
til dyrenes beskyttelse er gjort i retning af at få opført tørrestativer rundt på ud-
134
[6]
Hundene sarger i udstrakt grad for renovationen. Dette forhold vækker ofte forargelse
og opfattes af mange danske som et udtryk for, at hundene sulter. Ved en objektiv bedømmelse må det imidlertid -
hvor udelikat det end er - antages, at hundene selv betragter dette tilskud til foderet som en delikatesse.
steder og bopladser, oplysningsarbejde via skoler og præster, udsendelse at tavler
og illustrerede tryksager alt med den hensigt, at der vises tilbørligt hensyn til dyr,
har i udstrakt grad båret frugt.
Jeg udtalte efter min hjemkomst fra Grønland, at efter mit bedste skøn er der
ingen grønlændere, der af ond vilje sulter deres hunde. Det er fortsat min opfat-
telse, men dermed er naturligvis ikke sagt, at hunde i Grønland ikke f. eks. i perio-
der med dårlig fangst, eller hvor vinterfoderet slipper op kan komme til at sulte,
men så er befolkningen selv samtidig på sultekost.
Videre er det blevet kritiseret, at hunde nogle steder om sommeren er blevet
sat ud på øer, og der har måttet klare sig selv sommeren igennem. Det er imidlertid
en fremgangsmåde, som man nu de fleste steder har forladt. Hvor den endnu be-
nyttes, bliver hundene imidlertid, så vidt jeg har kunnet få oplyst, fodret regel-
[7]
mæssigt og kan derfor ikke siges at lide nogen nød. Imidlertid viser det sig, at
selve den isolerede tilværelse på en ø uden omgang med mennesker i høj grad kan
indvirke uheldigt på sådanne hundes psyke. Ligesom det f. eks. ofte sker her-
hjemme, at kvier eller køer, der en sommer har gået i løsdrift, når de skal ind-
fanges viser sig at være blevet uvane og evt. må skydes, så har det ofte i Grøn-
land vist sig, at hunde, der har tilbragt længere tid i ensomhed på en ø, viser sig
særlig farlige og aggressive overfor mennesker, når de hentes tilbage til byen eller
udstedet. Som følge af den kendsgerning, at hunde, der har været på et sådant
øophold, har overfaldet og dræbt eller lemlæstet mennesker, så bør udsætning af
hunde på øer - i hvert fald i længere perioder - generelt forbydes.
Endnu mange forhold i forbindelse med det store antal hunde i slædehunde-
distrikterne kunne nævnes, men det må på nuværende tidspunkt være tilstræk-
keligt at anføre, at for megen af den hidtil fremførte kritik af forholdene har været
berettiget. Man må ved bedømmelse af forholdene tage i betragtning, at der er
forløbet 50 år siden, der sidst blev gjort noget for slædehundene i Grønland.
Mange af de forordninger, der i dag gælder for hundehold i Grønland, bærer præg
af, at veterinær sagkundskab ikke har haft indflydelse på deres udformning. Ikke
mindst den rivende udvikling, der siden 1945 er foregået og stadig fortsætter i
Grønland, har gjort det nødvendigt, at også de veterinære problemer i vort nye
amt bliver løst. Dette har Grønlands Landsråd imidlertid forlængst erkendt, og
det må tilskrives landsrådet, at disse opgaver nu er blevet taget op.
Ministeriet for Grønland har straks støttet disse ønsker fra landsrådet, og for-
handlingerne om i hvilken rækkefølge og efter hvilke retningslinier, opgaverne
skal søges løst, er allerede vidt fremskredne.
Den forståelse og velvilje, de grønlandske læger med landslægen i spidsen har
vist ved straks at erklære sig rede til samarbejde om en løsning af de veterinære
opgaver, bør fremhæves og er som nævnt en forudsætning for, at en løsning af
opgaverne overhovedet bliver økonomisk mulig.
Når dette er nævnt, bør imidlertid også den interesse, hurtighed og beslutsom-
hed, hvormed ministeriets embedsmænd med departementschef Eske Brun i spidsen
hidtil har behandlet denne sag, fremhæves, og er naturligvis det, der i sidste instans
bliver afgørende for, om de opgaver, der blev stillet mig, også bliver løst på en
måde, der kan blive til gavn, først og fremmest for slædehundene, men også for
denjjrønlandske befolkning.[8]