[1] GLETSCHERÆNDRINGER I GRØNLAND OG EUROPA I HISTORISK TID Af geolog, cand. mag. Anker Weidick INæppe mange rejsende i Grønland har undgået at stifte bekendtskab med eet af de mest storslåede naturfænomener i dette land: gletscherne, hvad enten dette sker ved en af de utallige lokale smågletschere på bjergtoppene eller ved et afløb fra selve indlandsisen, der dækker 4A> af Grønlands areal. Har man haft lejlighed til at besøge en og samme gletscher med års mellemrum, bemærkes ofte, at der gen- nem en sådan årrække er tydelige ændringer at spore i gletscherens udseende, og det vil derfor være naturligt at undersøge, om der er nogen overensstemmelse mellem de enkelte gletscheres ændringer inden for et område (f. eks. Grønland) eller eventuelt mellem vidt adskilte områder (f. eks. Grønland og Europa). Før vi ser på selve ændringerne, er det praktisk at vide, hvilke faktorer der spiller en rolle for ændringerne, og hvordan de indvirker på gletscheren. Næsten enhver gletscher kan uanset størrelse og form, deles i et akkumulationsområde (firnområde), hvor snemasserne leverer materiale til gletscheren, og et ablations- område, hvor gletscheren tæres af smeltning og fordampning. Grænsen mellem de to områder er snegrænsen, eller som den hedder på gletschere: firngrænsen. Firn- eller snegrænsen er den nederste grænse for de områder på gletschere, i fjeld og højland, hvor sneen bliver liggende selv i den varmeste sommertid. Grænse er iøvrigt ingen god betegnelse, da der bortset fra enkelte steder i troperne næppe nogetsteds kan siges at være en bestemt højdegrænse for sneen, men snarere en zone, der er indtil et par hundrede meter høj, og gennem hvilken sneen i sommer- tiden, når man passerer opad, dækker større og større arealer. Ved en årrække med varmere vejr flyttes snegrænsen højere op, hvilket vil sige, at gletscherens firnområde bliver mindre, og ablationsområdet, hvor tæringen af gletscheren foregår, breder sig på firnområdets bekostning: Afsmeltningen tager derfor overhånd. Dette giver sig udtryk i, at gletscherens overflade sænkes, stær- kest naturligvis i dens nedre dele, hvor omgivelserne er varmest. Samtidig vil gletscherenden (gletscherfronten) synke mere eller mindre sammen og oftest smelte tilbage. [2] Bror snegrænsen skærer gletscherorer- fladen ar grænsen melle« akkumulati- ons onraade og ablationsoraraade. Ablations omraa- det Snegrænse A Gletscher!*«? Ikknttulatiomomraade j (Firnen) Snegrænse B Snegræme l Fig. i. Lodret snit gennem en glet- scher på en fjældside. A.: Gletscheren i fremskudt stilling. Snegrænsen er lav, akkumulations- områdetstort: stor tilførsel af mate- riale fra gletscherens øvre til de nedre dele, hvor afsmeltningen fore- går. De punkterede linier i glet- scheren angiver enkelte isdeles vej under gletscherens bevægelse. Man bemærker, at jo højere oppe på glet- scheren man vil afsætte et mærke, jo længere vil transporten foregå, før det atter smelter frem i gletsche- rens ablationsområde. B.: Snegrænsen hæves i forhold til A. Akkumulationsområdet bliver mindre; mindre materiale kander- for transporteres til gletscherens nedre dele (ablationsområdet), hvor afsmeltningen samtidigt er blevet større. Gletscheren synker derfor sammen og smelter tilbage. Ved en temperatursænkning over længere tid vil den modsatte proces indtræffe, og gletscheren trænger længere frem. I stedet for en temperaturændring kan også en ændring i nedbørsforholdene gøre sig gældende, navnlig i områder med ud- præget kystklima, således at år med meget store snefald vil vise sig i fremstød af gletscheren, altså egentlig tiltagen i gletscherens volumen (se fig. i). For de fleste gletschere er det dog temperaturændringen, der spiller størst rolle, og under- søgelser for et antal gletschere viser, at der for at modvirke en ringe temperatur- ændring skal ske en meget stor nedbørsændring. Efter dette skulle man derfor kunne opstille den regel, at gletschernes varie- rende udbredelse gennem tiderne afspejler klimaændringerne. Man må dog regne med, at der er en forsinkelse mellem en klimaændring og en ændring af giet- I38 [3] A. B. Fig 2. Gletscher i bunden af Arsuk fjord, Frederiks/lab distrikt. Gletscheren er set fra lokaliteten Fox Havn. A. Gletscheren fotograferet 1871, da den endnu havde maksimal udbredelse. B. Gletscheren fotograferet 1945. Den ses ikke fra helt samme sted som på billedet fra 1871, men fra et punkt noget længere fra fjorden. Æn- dringen i gletscheren er dog tydelig ved sammenligning mellem de to billeder. Gletscheren er 1945 sunket stærkt sammen og har trukket sig ca. 2 km tilbage. Dens tidligere udbredelse spores i en lys vegetationsfri zone på bjergsiderne omkring gletscheren. scherne. Mens nogle gletschere (oftest de mindre) hurtigt indstiller sig efter klima- ændring, går det langsomt med andre, navnlig de større gletschere, der har mere sne på lager i firnområdet. Der er derfor forskel på tidspunktet for de enkelte gletscheres reaktioner overfor klimaændringer. En tilbagesmeltning ytrer sig oftest ved, at gletscheren synker mere og mere sammen, efterhånden som tilførslen af is fra akkumulationsområdet bliver mindre og mindre. Samtidig med sammensynk- ningen vil sten, grus og sand, som gletscheren har slæbt med sig under bevægelsen nedover, smelte frem og lægge sig som et mørkt lag oven på gletscheren. Dette vil i mange tilfælde blive så tykt, at det beskytter den underliggende gletscheris mod fortsat smeltning. Desuden bliver gletscheren ofte så tynd, at den ikke mere kan deltage i bevægelsen fremefter, men bliver liggende som „dødis". Denne dødis kan ved et senere fremstød af gletscheren virke som en solid dæmning, som den nye gletschertunge må skyde sig opover. Et fremstød begynder med en stigende mængde sne i firnområdet, der tid efter anden hobes op, til det tilsidst overvinder gletscherens stivhed. Samtidig forvandles sneen under tryk og vekslende smelt- ning, frysning, fordampning og fortætning til is. Under påvirkning af tyngden glider overskuddet ned gennem gletscheren som en bølge, der undertiden er år I39 [4] om at vise sig i form af et fremstød af selve gletscherfronten: En enkelt gletscher kan således godt på samme tid i sine nedre dele være under afsmeltning, medens den i sine øvre dele er ved at svulme op og samle kræfter til et nyt fremstød. Ved indgående undersøgelser af gletschere er man i stand til at konstatere » TJ>- ændringer i klima. I praksis er man dog nødt til at måle et stort antal gletschere i et område for at få et billede af temperaturændringerne på stedet. De fleste lande, hvor der findes gletschere, foretager da også regelmæssige målinger af gletschernes ændringer, i reglen ændringerne i gletschernes længde. Disse målinger er foruden et supplement til, hvad der ellers vides om klimaet, en oversigt over, hvilke gletschere der har en „standard"-opførsel og hvilke der ikke har det. Man kan så seriere gennem en større og mere bekostelig undersøgelse udrede de enkelte faktorer, der betinger en enkelt gletschers omsætning. Endelig er disse ændringer en af vore fa forbindelser tilbage i tiden: Medens fortløbende målinger over temperatur og nedbør hurtigt holder op, blot vi går tilbage til det 19. århundredes første halvdel, foreligger der om gletschernes ændringer historiske beretninger tilbage til ca. 1750 i Grønland og i Europa tilbage til middelalderen. Går vi endnu længere tilbage i tid, udover hvad de skrevne kilder kan fortælle os, bliver planteresterne i mo- serne, dyrelevningerne i havaflejringerne samt udbredelsen af de grus- og sten- dynger, gletscherne har dannet, og som markerer deres tidligere udbredelse, morænerne, de spor, der kan give os oplysning om klimaet i fortiden. Een af geologiens mange opgaver er at stykke udsagnene fra disse kilder sammen til et helhedsbillede af ændringerne gennem tiderne. Der skal i denne artikel ikke gøres rede for de ældre eller forhistoriske ændrin- ger i klima og gletschere. At der i Grønland såvel som i Nordamerika og Europa findes spor efter flere ophold (stadier) i isens tilbagerykning til sin nuværende grænse siden istiden er utvivlsomt, men iagttagelserne herover og undersøgelserne heraf er endnu så spredte, at en samlet oversigt mangler. Ved undersøgelserne af gletschernes ændringer jorden over i nyeste tid har det vist sig, at disse foregår på omtrent samme tid og på samme måde, hvilket viser, at istiderne også må være indtruffet samtidig på den nordlige og sydlige halvkugle. De historiske undersøgelser angiver, at mens der indtil ca. 1500 rådede et varmt klima, sker fra dette tidspunkt en afkøling, der resulterer i en fremrykning af gletscherne, begyndende o. 1600. Gletschernes fremrykning kulminerer o. 1750. Under denne fremrykning foreligger fra Europa beretninger om skader på miner, gårde og landbrugsarealer. Således fra Alperne, hvor bl. a. en guldmine i Hohe Fig. j. Kiagtut sermia