[1] EN MODERNE SLÆDEREJSE Af civilingeniør Aksel Mikkelsen .Foråret 1957 bragte en fornyelse ind i det efterhånden traditionelle rejseliv i Nordøstgrønland, idet ca. 70 tons gods blev fragtet 150 km over snedækket fjordis og land på store slæder, der blev trukket af de for det nye Grønland ef- terhånden uundværlige bulldozere. Nordisk Mineselskab ønskede med henblik på sommerens prospekteringsarbejde at bringe mandskab og boremateriel frem til et område i Schuchert-dalen, ca. 100 km sydvest for minebyen i Mesters Vig. På omtalte sted skulle der tillige oprettes en mindre landingsbane, dersom forholdene tillod det. Det havde tilsyneladende måske været det nemmeste at basere hele transporten på helicoptere, idet disse jo faktisk skulle være en slags universel transportmiddel under arktiske forhold, men om de to typer, vi foreløbig har afprøvet i Nordøst- grønland, må det. siges, at de ikke helt var kommet udover det eksperimentelle stadium endnu; de var såvel lidt for usikre som for dyre til, at vi turde basere vor transport på dem. Med helicopter havde vi året før været derinde og blandt andet undersøgt de forskellige veje, der kunne lede fra minebyen ind til stedet, hvor der skulle arbej- des. Såvel den korteste vej over gletscherne som den længere vej ud igennem Pingo- og Ørsteddal viste sig at være ufremkommelige selv med larvefodsmateriel, hvis man da ikke ville nedlægge et meget stort arbejde i at etablere en vej derind. Kort over området fandtes ikke, men vi rådede over en fortræffelig samling luft- fotografier, hvilket var en stor hjælp. Vi besluttede ud fra disse foreløbige rekognosceringer at udføre transporterne af materiel i forårstiden med slædetog og derefter forsøge at etablere en mindre landingsbane for en landflyvemaskine, således at persontransport, transport af manglende reservedele og frisk proviant kunne foregå med flyvemaskine i den korte sommertid. 146 [2] Udsigt over minebyen ved Mesters Vig, I vinterens løb udarbejdede vi i København detaljerede lister over det nødven- dige materiel, forbrugsgods, brændstof og proviant, der skulle være nødvendigt for sommerens arbejde. Vi havde anset slutningen af april, begyndelsen af maj som den bedste tid for vore slædetransporter, og det første slædetog stod da også færdig til afgang den 15. april, men samtidig fik vi en forrygende snestorm, der ikke lovede godt for slædeføret, der før, under en rekognosceringstur på fjordisen med en hundeslæde, havde været ideelt. 147 [3] Vi havde iøvrigt tænkt os, at omtalte hundeslæde skulle køre forrest for at finde vej, måle istykkelser m. v., derefter skulle der køre en weasel for at trampe et lettere spor - så en bulldozer forsynet med et par specielle i Mesters Vig kon- struerede brede sne-larvebånd, trækkende to kraftige slæder efter sig med hver fem tons last, og endelig en almindelig bulldozer med to tilsvarende slæder samt som rosinen i pølseenden en særlig slæde, hvorpå der var monteret et lille hus. Dette slædehus med det velklingende navn „Gøglervognen" var slædetogets hoved- kvarter og blev blandt meget andet anvendt som værksted, køkken og spisestue, radiostation, sovekabine, oplagsplads for et omfattende nødudstyr o. s. v., og i overensstemmelse med disse mange funktioner var den udstyret med elektricitet, flaskegas, skruestik, værktøj, proviantlager, soveposer, tøj, medicinkasse m. v. og altsammen indenfor et rum, der var mindre end 6 kvadratmeter. Når der så lejlighedsvis var fem mand derinde samtidig for at spise, kunne der næsten opstå trængsel, men „Gøglervognen" var nu meget nyttig og behagelig, især når man lå underdrejet på grund af snestorm^ hvad der unægtelig hændte os et par gange. Og radioen var faktisk også en betryggelse for os at have med, så kunne vi med regelmæssige mellemrum høre, at de havde det godt i minebyen, hvilket natur- ligvis altid var meget rart, og de kunne følge med på vor færd, men de kunne ikke på nogen måde gribe ind med praktisk hjælp i påkommende tilfælde, da vi havde alt det rullende materiel med, så derfor var vi overladt til os selv, og hver mand var da også udstyret med praktisk tøj, støvler, rygsæk, ski, og desuden lagde vi langs vor rute for hver 30-40 km et depot af brændstof til bulldozerne, proviant, telte, soveposer og lidt ekstra tøj, således at vi under alle forhold skulle kunne komme hjem langs denne rute. Vi fik dog heldigvis ikke brug for disse depoter. Vi var som nævnt udstyret med praktisk tøj - blandt andet prøvede vi noget nyt canadisk nylontøj, der var meget anvendeligt, når man sad stille på en bull- dozer. Man blev varm på forsiden fra motoren, kold på bagsiden, og så blev man våd af den fygende sne, der smeltede; men skulle man ud på ski, var nylontøjet for tæt. At vi var sådan nogenlunde ens udstyrede, kunne man nu heller ikke se umiddelbart; jeg tror ikke, det er sket, at to mand samtidig har været ens på- klædt. Særlig fodtøjet var der daglige diskussioner om; jeg selv opfandt alle tiders patent, et par gode skistøvler med en sejldugskamik trukket udenpå. Det tog blot ca. en halv time at få dem rigtigt halet på, og de kunne overhovedet ikke komme af uden en anden kraftig mands medvirken. løvrigt er beklædning og udstyr nu ikke så stort et problem på en tur som denne, hvor der fandtes såvel gode muligheder for at medbringe rigelig udrust- ning som at fa det tørret undervejs. 148 [4] - -.....-;.-:. - - ----- - . -.-,. - « o ... ^ , *~ . j f rr c< Foto: Aage Rasmussen Bulldozertoget på isen t kong Oscards Fjord udfor Kap Syomte. 6 Til venstre den „bredbenede" med „Gøglervognen", til højre en normal D6'er med