[1]
LIDT OM UDVIKLINGEN I ANGMAGSSALIK
Af læge Rigmor Rørdam Holm
„Jopeter" ankom til Angmagssalik den 19. oktober 1951. Alt var isbelagt efter
en piterak dagen før. Længe stirrede jeg mod land for at blive klar over, at der
fandtes huse på land, at her virkelig lå en koloni, kolonien Angmagssalik.
De første indtryk var overvældende. Fjeldene, sneen, isen i voldsomme dimen-
sioner, og befolkningen med den særprægede mimik og raceprægede udseende,
de tillukkede ansigter, der forskende iagttager dig for at fornemme og gennemskue
med en sjette sans, hvordan du er. I begyndelsen virkede de alle ens, sort hår og
sorte øjne, og jeg tænkte på kineseren, der engang spurgte, hvordan finder dan-
skeren sin cykle i cyklestativet, der står i tusindvis, og de ligner alle hinanden,
men alligevel har jo hver sit karakteristiske kendetegn.
Og sygehuset. Dengang den tidligere bestyrerbolig fra Johan Petersens tid. Det
bestod af to små sygestuer, en elevstue, et lille konsultationsværelse, et vaskehus
og et køkken. Vandet drev ned ad væggene og hen ad gulvet, det sneede ind i
sengene, en lille dreng med tuberkulose sad nederst i en etageseng og så aldrig
dagens lys, det elektriske lys måtte brænde om dagen i mange måneder. På loftet
lå vattet og forbindinger og andre depotting klods op ad skorstenen, og alt bunket
sammen, så intet var til at finde.
Foruden sygehuset var et lille etværelses-hus inddraget til tuberkuloseafdeling
for smittefarlige. Her var tæt belagt, potterne stod frit fremme under hver seng,
der fandtes ikke en stol eller andet inventar udover seng og natbord. Man var af
den opfattelse, at gæsterne hjemme ikke havde stole og derfor godt kunne sidde
på gulvet, når de kom på besøg. I køkkenet var anbragt en seng med en dødssyg
lungetuberkulosepatient, en ung kvinde, der frit hostede tuberkelbaciller ud over
mad og kogegrejer. Hun formåede dog at sætte sit hår fint hver dag, at sidde op
i sengen i ny, fin, blomstret natkjole og læse i salmebogen. En nat døde hun,
hun lå ganske stille og med et af sine sidste åndedrag sagde hun til sygeplejersken:
„Tak, at I danske er her og kan hjælpe os."
188                                    i
[2]
Parti af Angmagssalik set f rå ha<vnen 1956.
Foto: Erik Langgaard
Der blev straks sendt en stafet ud med bud til familien, og til præsten om at
komme og bede en bøn. Familien kastede sig grædende over den døde, hulkede
højt og hjerteskærende. Præsten kom med en tør bemærkning om, at det havde
været bedre at besøge den syge, medens hun levede, men det forstod jeg ikke.
Manden havde siddet der hver dag, og familien havde mødt hver dag med børnene
og holdt dem op udenfor vinduet, så hun kunne se dem. Det var en meget primitiv
gråd, men hvorfor beherske sig, det er sikkert meget sundere at få udløsning end
at bide tænderne sammen og være bleg og fattet. Men i kirken til begravelsen
græd jeg. Det var så fattigt, så bart, så barsk, den umalede trækiste med en krans
af papirsroser vaklende på 2 stole af forskellig højde. Men senere lærte jeg at for-
stå det, hvorfor gøre sig så megen ulejlighed med de ydre ting, hun var jo død,
og intet mere kunne vi gøre for at glæde hende eller hjælpe hende. Men mange
af de nyfødte i nærmeste fremtid ville komme til at bære hendes navn.
Dr. Mogens Ellermann skriver om nogle amerikanske begravelser, hvordan man
balsamerer de døde for at bevare dem, hvorledes bisættelsen foregår i et lokale
lejet efter de pårørendes pengeformåen - sandsynligvis for at befri sig selv for
189
[3]

de ubehagelige tanker og følelser, trods al civilisation må mennesket foretage
ritualer for at afreagere sorgen. Freud skriver forresten et sted, at hver sorg, der
varer udover i måned, er patologisk. Men grønlænderen kan sørge meget dybt.
Ivan havde mistet mange sønner på forskellig vis, tilsidst var der kun to tilbage,
han selv var nu en gammel mand. En vinter blev den næstsidste søn ude efter en
fangsttur. Han var omkommet. Måske havde han fået for stor en sæl på harpunen
og var blevet trukket ned, inden han havde fået kappet linen, måske var handsken
filtret ind, eller en af de store sæler var gået til angreb og havde slået kajakken
itu, den anden kajakmand, der var med, var også forsvundet, de havde vel for-
søgt at hjælpe hinanden. Men Ivan blev syg af sorg. Hele vinteren var han
som fra forstanden og syg i maven, først til foråret blev det bedre. Da den sid-
ste søn blev syg af influenza-lungebetændelse, sad han som forstenet, og ingen
sendte bud til sygehuset, skønt de lå i telt lige i nærheden. Ved et tilfælde gik
vi ind i teltet og fik den unge mand reddet gennem lungebetændelsen ved hjælp
af streptomycin og penicillin. Siden sendte de bud mange gange, når børne-
børnene var syge.                        ~" ~~"
Kirkegården i Angmagssalik ligger lige ved sygehusvejen, nu omgivet af huse
på alle sider. I mange år har man drøftet hvem, hvordan og hvilke formaliteter
der skulle til for at få rejst et hegn rundt om gravstederne.
Da øllet var udsolgt i butikken, lånte jeg en kasse i håndværkerkantinen. De
to håndværkere, der løb op med kassen, opdagede pludselig på vejen, at de stod
midt på kirkegården mellem kors og grave. Nu blev de meget forskrækkede og
var i tvivl, om de skulle gå tilbage eller fortsætte fremad, ihvertfald var det givet,
at det måtte være blasfemi at bære øl hen over gravene. Men alligevel kunne jeg
godt se, at hegn omkring gravene ikke var det vigtigste, der var mange meget
mere nødvendige ting at få udført først.
Ved kaptajn Ejnar Mikkelsens initiativ fik vi stillet en bedre bolig til rådighed
som sygehus et halvt år senere. Man Jmvde fortalt mig, at grønlænderne ikke ville
finde sig i nogen forandring og kun kom de steder, de plejede. Men det viste sig at
være anderledes. Så snart det nye hus var indrettet og flyttedagen var bestemt,
sad de syge parat kl. 7 om morgenen hver med alle deres ejendele pakket i en
lille tøjbylt. Og de takkede og var lykkelige over det nye hus. Om eftermiddagen
var den ene kone ved at blive kvalt, fordi hun ikke turde spytte, hun troede,
sygehuset var for fint til det. Og i det hus var vi så i fem år, indtil det nye, rigtige
sygehus var færdigt. Men den flytning gav mig det første indblik i, hvor villige
østgrønlænderne var til noget nyt. Der blev ikke noget med potter udover trappe-
stakittet, som man havde spået, alle benyttede elsanet, alle elskede vand, sæbe og
renlighed. Det kneb naturligvis, når vandet skulle hentes i spande i elven, og
190
[4]
Bentestue på det nye sygehus i Angmagssalik. To børn må ofte dele een seng.
Foto: Rørdam Holm
storvasken var vanskelig at få tør på grund af manglende tørrerum o. s. v., men
vi fik spisebord og stole, mange skabe og utallige forbedringer blev indført.
Når man har læst Gustav Holms konebådsekspedition, pastor Rutteis „10 år
blandt Østgrønlands hedninger" og Ujuats dagbøger og tænker på, at det første
møde mellem østgrønlændere og den europæiske verden fandt sted for kun 74 år
siden, så spørger man uvilkårligt, hvordan er østgrønlænderen af i dag? Adskillige
gange er jeg blevet spurgt, hvordan er østgrønlænderne? Det er et vanskeligt
spørgsmål at besvare med få ord. Hvad ville man svare, hvis der blev spurgt,
hvordan er jyderne eller sjællænderne eller de rigsdanske under et. Det kunne
blive en doktorafhandling at forklare, hvordan og hvorfor der er forskel på folk.
[5]

En læge opdager hurtigt, at den menneskelige natur er den samme overalt i alle
menneskeracer, men begreberne og logikken i tankegang er forskellige. Det er dog
ikke så vanskeligt at sætte sig ind i en moders ængstelse for et sygt barn, en
drengs forsøg på ikke at græde, når han har brækket benet, barnets skrigen, når
lægen kommer med vaccinationssprøjte eller lignende, skrigenes styrke er som
andre steder afhængig af, hvor forkælet barnet er eller hvilke erfaringer det har
fra tidligere lægebesøg.
Skulle man karakterisere østgrønlænderen, kunne man begynde med legems-
bygningen, de rent fysiske egenskaber eller fysiologiske egenskaber og de psyki-
ske, herunder intelligens og karakteren.
Rent fysisk er grønlænderen bygget til sit klima, og i Angmagssalik er mange
ublandede af race. I begyndelsen tænkte jeg „er alle knive her i huset sløve",
men det var grønlændernes hud, der var som læder. Første gang jeg åbnede en
bughule, troede jeg, der var en svulst i bugvæggen, men fandt hurtigt ud af, at
det var et mægtigt lag muskulatur hos manden, aldeles imponerende. Her er ikke
noget med åreknuder eller åreforkalkning, forhøjet blodtryk, nyresten eller galde-
sten eller sukkersyge, men kræft Forekommer og medfødte misdannelser; her
findes en del dværge.
Østgrønlændernes åndelige kapacitet og intelligens er i orden, naturligvis med
de sædvanlige variationer indenfor en menneskegruppe, men i det åndelige inventar
mangler en bestemt faktor, og det er skolekundskaberne. At de i det hele taget
kan klare sig så godt, som tilfældet er, skyldes deres glimrende iagttagelsesevne.
Alt for få unge mennesker sendes ud i lære fra Angmagssalik, hvor almindelig
lærlingeuddannnelse, med teoretisk uddannelse samtidig, ikke kan fås. Hvordan
skal man få begreb om motorer og radio, når man aldrig har lært fysik, hvordan
lære at handle, inden man kender tingenes pengemæssige værdi? Der er ingen
tvivl om den grønlandske radios store betydning for oplysning blandt østgrøn-
lænderne, men de mangler ofte baggrunden til at kapere det, der bliver hørt. Men
videbegæret er der, og man anskaffer sig ofte en radio før andet inventar.
Vi havde engang lejet en motorbåd til transport. Det er sådan, at lejer man en
motorbåd, skal ejeren have betaling for to mands besætning. Men Barselej for-
langte betaling for tre mand. For han var nemlig nødt til at være tre, forklarede
han, der skulle en til at øse hele vejen. Selvfølgelig, men havde vi vidst, at båden
var så dårlig, havde vi ikke lejet den. Og den gamle historie med ankeret. Dan-
skeren siger til grønlænderen - de er ude i båd sammen - hiv ankeret ud - og der
lyder et plask. Ankeret blev kastet ud, men det viser sig, at der var hverken kæde
eller tov i det. Så for danskeren op, og så blev grønlænderen fornærmet - jamen
du sagde jo, det skulle hives ud. Tankegangen er logisk, men lidt anderledes end
192
[6]
Piteraq o-ver Angmagssalik.
Foto: Rørdam Holm
vor med et andet udgangspunkt, og de går ud fra, at man kender tingen og det,
det drejer sig om. Det er ikke alene sproget, der volder vanskeligheder, også
begreberne. Men menneskene, ja, her findes kloge og dumme, flittige og dovne,
ærlige og fidusmagere, kærlige og egoistiske. Karakteren viser alle karaktertræk,
men reaktionsmåden er noget anderledes. Måske mere umiddelbar, mere voldsom,
ikke så camoufleret, og som overkateket Henrik Abeisen engang sagde til mig:
Vi grønlændere forstiller os ikke, det er forskellen mellem jer og os.
Tager du til Sermiligak, skal du nok få at vide, at Grønland tilhører grønlæn-
derne, men at du er velkommen alligevel, som alle der kommer fra Danmark, og
at man gerne vil tage imod den hjælp, der tilbydes, ikke sagt med direkte ord
naturligvis. Her er man flittige og dygtige, og man kender sig eget værd. En far
og hans søn har skudt 9 bjørne, men vil ikke indhandle skindene. Man har over
Godthåb radio hørt, at et bjørneskind ved auktion har indbragt 4000 kr., og at
andre har indbragt 1200 kr. Ved indhandling gives 155 kr., end ikke så meget,
at der kan købes en cottoncoat for et bjørneskind. Storfangeren føler, at der er
noget forkert, som den dygtigste i sit fag har han ikke penge til at købe træ til
sit hus, men skal optage lån eller få tildelinger.
193
[7]
Men alt i Angmagssalik er under omvæltning, og det kan være vanskeligt at
fa det hele gennemført på een gang. Fatalismen og passiviteten er ved at forsvinde,
angmagssalikkerne er parat til at arbejde, når de får noget ud af det, og de kræver
ind. Men der må hjælp udefra. Med sit ukendskab til forholdene udenfor Grøn-
land kan han ikke administrere selv, ikke organisere noget i større stil, kender
ikke omkostningerne ved det hele. Ophjælpning af erhvervet og omsætningen er
den eneste vej, for at det hele ikke skal blive en stor fattiggård. Levestandarden
har sine steder været så lav, at det har været vanskeligt at yde sygehjælp og
socialhjælp i noget effektivt omfang, efter princippet, at den syge ikke skal være
bedre stillet end den flittige, energiske fanger.
Men mange ting kan man misunde grønlænderne. Her findes faktisk ikke et
eneste ensomt menneske, familierne holder troligt sammen, og har man ingen
familie, bliver man optaget i en. Her findes ingen virkelig udstødt. Måske man
er den, der spiser sidst, er dårligst klædt, sover på et loft, må springe for de
andre, men ingen findes uden tilholdssted.
Her findes intet politi, og man holder selv orden. Ja, man kan blive idømt bøder
og strafarbejde eller forvist til andre bopladser, men det er i reglen kun unge
mennesker på 15-20 år, der har en voldsom periode.
194
[8]
og1 £/«* i Angmagssalik.
Foto: ErikLanggaard
En dag udbryder en plejerske, at det er rædsomt, som tyverierne breder sig.
Det viser sig, at hun har fået stjålet et par strømper, som hun havde hængt til
tørre i venteværelset (så fik hun på hovedet for det), det andet var, at en hånd-
værker var blevet bestjålet for et spil kort og en fiskekrog. Tyven blev hurtigt
fundet, han kom tilbage med kortene, men sagde, de skulle betales med i 2 kr.,
for det havde de forlangt at få tilbage, der hvor han havde solgt dem. Ja, der kan
være slagsmål og jalousidramaer og skænderier mellem ægtefæller, men den gamle
skik med at stikke en kniv i låret på konen, når hun ikke makker ret, praktiseres
ikke mere. Mand og kone er på lige fod og knyttet sammen af bånd, der rækker
langt ud over eventuelle seksuelle udskejelser, i fælles kamp om hus og børn.
Et problem på Østgrønland er den store fødselshyppighed og faldet i spæd-
barnsdødelighed. Med de store familier er det vanskeligt for fangerne at samle
vinterforråd af proviant til hele vinteren, og kravet til butikskost må vokse. De
fleste er dog lykkelige for børnene, og vist kun ugifte begår fosterfordrivelse,
som er kendt fra gammel tid, ved at trykke med en stok mod underlivet, når liv-
195
[9]

moderen har nået en vis størrrelse, sidde med fødderne i koldt vand i elven og
andre ting, som dog ikke altid lykkes.
Omkring halvdelen af befolkningen er under 14 år.
Der er behov for et mægtigt oplysningsarbejde, gående ud fra det stade, hvor
man nu befinder sig. Den nye skole, oplysningsarbejdet gennem radioen, det nye
sygehus og børnesanatoriet som foregangssted for den daglige livsførelse, igang-
sætning af erhvervet og boligbyggeriet vil forhåbentlig få det gamle Angmagssalik
med jordhytter og fattige mennesker til at forsvinde, men den vitale livsglæde, den
humoristiske sans, de primitive instinkter og den fysiske kraft og den fantastiske
iagttagelsesevne må man håbe vil blive bevaret.
Til slut en lille historie for at vise^ at man aldrig skal skue hunden på hårene.
En islandsk catalina med turister lander i Angmagssalik. Turisterne drager rundt
i byen, ser grønlænderne i deres anorakker, kamikker og brogede uensartede
påklædninger - stil jer op, gør de tegn og begynder at fotografere. Lidt efter
trækker en grønlænder ganske roligt sit leica op af kamikken og begynder at foto-
grafere turisterne.
Det viste sig, at befolkningen skønner på det nye sygehus. Alle patienterne
opførte sig som grever og baroner, spiste med kniv og gaffel, gik rundt i de nye
badekåber, passede på det nye sygehus. En stor attraktion var toilettet i vente-
værelset med træk og slip. Man valfartede dertil. Efter et halvt års tid kiggede jeg
derind og så, at intet var beskadiget.
I besøgstid strømmer de pårørende ind. Jeg fanger en i farten, han kommer med
en plastikpose, og den indeholder nyfanget tang med snegle, muslinger og ulkeæg,
som han lige har fisket til sin kone. Så karakteristisk for angmagssalikkeren, han
tager det han har brug for af det nye og holder alligevel fast ved det gode gamle.
Da jeg rejste fra Angmagssalik, var jeg ikke i tvivl om, at Angmagssalik ligger
der, synes nærmest den er verdens centrum og fremtidens land, og jeg bliver kysset
og omfavnet, og min tanke er, at den fredelige østgrønlænder og den fredelige
dansker passer godt sammen.
196[10]