[1]
KULTUR OG UDVIKLING
Af førstepræst Mads Lidegaard, Godthåb
JVJ.an må være sekretær, cand. jur. Per Bryld taknemlig for, at han i aprilnum-
meret (1958, side 154) satte et problem til debat, som længe har trængt dertil:
Forholdet mellem den kulturelle og materielle udvikling på Grønland. Det var
ingen taknemlig opgave, for P. B. har evindelig ret i, at problemet er temmelig
uhåndgribeligt og at nogen klar stillingtagen som følge heraf næppe vil være
mulig. Vidt forskellige synspunkter er da også i de sidste år blevet fremsat, hvor
man har svunget lige fra en total fordanskning til en fanatisk opretholdelse af så
meget af den gamle fangerkultur som muligt.
Som P. B. rigtigt fremhæver, er en nøjere definition af begreberne i høj grad
ønskelig, hvis debatten skal kunne nå et resultat, men desværre forekommer det
mig, at P. B.s artikel ikke skabte den ønskede klarhed, - ja, at den endog på flere
punkter blot var med til at øge forvirringen. Før der gås ind på artiklens syns-
punkter, skal da også her forsøges en definition - i fuld bevidsthed om en sådans
angribelighed og mangler.
Kultur er jo i virkeligheden et begreb, som dækker over en mangfoldighed af
fænomener - heraf vel uklarheden. Den første opgave må blive at udskille disse
forskellige bestanddele, så vi kan få lidt mere hold på dette åleglatte ord: kul-
tur. Og uden at være fagmand tør man vel nok som en første grov sortering
skelne mellem de elementer i kulturen, som bunder fortrinsvis i folkets medfødte
anlæg og evner - altså mere biologisk betonede foreteelser, - og de elementer, som
er resultater af længere eller kortere tilvænnings- og tillæringsprocesser. De
første, de medfødte, kunne man så igen dele i to: Sindelag og evner.
a) Sindelag. Rent psykisk har hvert folk og folkegruppe vel nok sit eget sær-
præg, som i mindre grad er resultat af milieuets påvirkning end af arvelige egen-
skaber. Når nært beslægtede europæiske folk under omtrent samme livsvilkår og
samme tekniske kultur alligevel udviser så tydelige forskelle som f. eks. mellem
dansk og tysk folkesind, kan det næppe forklares på anden måde. Selv inden for
landets grænser møder vi det i forskellen på f. eks. jysk og fynsk lynne. Hvor
meget større må man så ikke på forhånd vente den tilsvarende forskel mellem
345
[2]
grønlandsk og dansk. Dette sindelag - eller som Grundtvig ville kalde det: Folke-
ånden - lever tilsyneladende videre., uanfægtet af det store kulturskifte, Danmark
og Europa har været igennem i det sidste sekel, og må altså også på Grønland
forventes at kunne fortsætte på trods af den tekniske revolution. Som det mest
direkte udtryk for dette folke-lynne har vi digtningen og - måske med nogen
modifikation - sproget.
b)  Evner. Det er almindeligt anerkendt, at nogle folk er mere musikalske end
andre, nogle har større kunstneriske anlæg, andre mere udpræget håndelag o. s. v.
Sligt kan man sikkert heller ikke forandre. Kun kan betingelserne for disse evners
udfoldelse være til stede i større eller mindre grad.
Derefter kommer vi til de kulturelementer, som skyldes en udvikling, en påvirk-
ning, og dem kan vi igen dele i tre hovedgrupper: Livssynet eller moralen, den
reelle oplysnings stade og den rent faglige dygtighed.
c)  Livssyn. Som et produkt af mange forskelligartede faktorer, natur, erhverv,
historie, påvirkninger udefra samt naturligvis folkets eget sindelag opbygger en-
hver folkegruppe i tidens løb et ganske bestemt livssyn, en bestemt religion med
en ganske bestemt moral svarende dertil samt et ganske bestemt sæt af skikke og
livsvaner. I denne moral og disse skikke finder hver enkelt en ledesnor for sit liv
og sine handlinger, opbygget på generationers erfaringer om livets vilkår. Moralen
hænger i reglen nøje sammen med de ydre kultur- og samfundsforhold, og den vil
da også være følsom overfor enhver forandring i disse forhold. Vi i Europa kan
bedst tale med om, hvad f. eks. den tekniske kulturs sejr kan indebære for netop
folkets livsindstilling i retning af forandring eller opløsning, og vi må naturligvis
veiite det samme alle vegne, hvor teknikken får indpas, også på Grønland.
d)  Oplysning. Dette tidens store slagord dækker over den reelle viden på alle
livets forskellige områder. Det er uden videre klart, at behovet for en sådan viden
skifter meget stærkt med udviklingen af nye erhverv og samfundsformer, og at
viden om eet erhverv kan være ganske nytteløs under et andet erhverv og i et
som følge heraf forskelligt samfund.
e)  Faglig dygtighed. Dette kulturelement er måske i princippet meget beslægtet
med d) oplysningen, men i kraft af sin absolut udvortes karakter må det sikkert
alligevel udskilles som noget særligt. En befolkning kan således godt være i be-
siddelse af en vis teknisk dygtighed og alligevel mangle den oplysnings-ballast,
som virkelig kan gøre en sådan dygtighed frugtbar.
f)  Sproget. Som et ganske særpræget fænomen må vi nævne sproget, som i defi-
nitionsmæssig henseende volder visse vanskeligheder. Vi har nævnt, at det er
udtryk for folkesindet, men samtidig er det jo også stærkt præget af ydre forhold
som erhverv, samfund samt påvirkninger udefra. Der ingen tvivl om, at et sprog,
346
[3]
Linoleutnssnit af den grønlandske kunstner, kaniner Kåle Rosing.
som i harmoni med folkesind og livsforhold slutter som en handske om en fast og
venlig hånd, under forandrede livsforhold kan blive en anakronisme og en hemsko
for udviklingen, hvis ikke sproget selv er i stand til og virkelig gennemgår en
tilsvarende udvikling. Vi kan blot tænke på, hvordan de europæiske folkesprog
har måttet gennemgå en omfattende latinisering, før de kunne tilpasses den mo-
derne kultur. Omvendt vil folkesprogets forsvinden kunne betyde forkrøblede
udviklingsbetingelser for det dybere folkelige særpræg, vi har omtalt under a) og
347
[4]
b)j så sandt som et helt fremmed sprog, skabt af et fremmed folkesind, let vil
blive som en habit, hvor ikke eet mål passer til figuren. Modersmål er vort hjerte-
sprog - helt løgn er det nu ikke ...
Efter at vi nu forsøgsvis har defineret kulturens forskellige elementer, kommer
vi til næste spørgsmål: Hvilke mål må en kulturel påvirkning stille sig? Eller i
den aktuelle situation: Hvilke mål må den kulturelle oplysningsvirksomhed på
Grønland stille sig i disse år i forhold til den materielle udvikling? Det vil nok
væte praktisk at tage punkterne eet for eet igen:
a) og b) - de medfødte anlæg: Det må især være dem, man søger at værne om og
skafFe gunstige udviklingsbetingelser, når man taler om at bevare den gamle grøn-
landske kultur - eller det bedste i den. Omvendt vil man ikke kunne gøre dem til
genstand for påvirkning eller forandring undtagen gennem vidtgående blodblan-
ding, hvilket heller ikke skulle være ønskeligt, set fra noget synspunkt. Det er
vel også f. eks. i Danmark det eneste, som vi kan forvente at bevare uantastet i
fremtiden, hvor så mange andre kulturforskelle mellem landene må forventes
at blive udjævnet.
c) - livssynet: Dette er sikkert det mest problematiske punkt af alle. Erfaringen
har vist og man må se i øjnene, at det gamle livssyn med dets tilbehør af moral
og livsvaner ikke uden videre kan bevares under de nye forhold. Eller for at sige
det mere direkte: Hvis der på noget tidspunkt skal opnås harmoni mellem folkets
ydre livsbetingelser og dets indre livssyn, da må dette sidste forandres meget.
Ellers vil grønlænderne simpelthen ikke kunne udnytte det nye samfunds mulig-
heder i en sådan grad, at de vil kunne klare sig i konkurrencen med andre om-
råder. Og hvad måske endnu værre er: Ellers vil teknikken blive et umoralsk,
lovløst monstrum, som går sine egne veje, fordi menneskene ikke formår idé-
mæssigt at beherske den. (Vi i Europa er kommet et godt stykke ad den her nævnte
vej og vil derfor sikkert også kunne hjælpe mindre udviklede folk i dette vanske-
lige spørgsmål, - men vi har endnu ingenlunde formået at besejre teknikkens ned-
brydende kræfter med ånd).
Bryld harcellerer over tendensen imod fuldstændig fordanskning af Grønland.
Det er i mindre grad dansk kultur, der er tale om, end fælles vestlig teknisk kul-
tur. Det, som vi i øjeblikket prøver at lære grønlænderne, er sikkert omtrent det
samme, som englænderne, amerikanerne og franskmændene prøver at lære andre
folk i samme situation som grønlænderne. Og hvad er det da? Er det „Hist hvor
vejen slår en bugt", Mozart el. lign., som Bryld vittigt foreslår?
Det er der vel næppe nogen, som i alvor prøver på. Det er langt mere jordnære
og håndgribelige ting, som brænder mest på. Bryld spørger, om der da til en
348
-
[5]
bestemt teknisk udvikling svarer et bestemt åndeligt kulturelt stade. Ja, det tør
antydes, selvom dette stade altså ikke befinder sig i de højere åndelige luftlag.
Et par eksempler kan illustrere, hvad „kritikken" har ment med en sådan påstand:
Penge er noget underligt noget - som kan bruges og forsvinde, som kan yngle
og skabe, som kan forhærde og ødelægge. Når mennesker begynder at bruge penge
i dagligdagen, da trænger de i meget høj grad til at forstå penge og deres væsen,
renter, kapital, investering, afskrivning o. s. v. Mangler de orientering om disse
fundamentale ting, da er der opstået en kulturel „skævhed", som kan volde utal-
lige vanskeligheder.
Når et jægerfolk, som har levet i et individuelt præget familiesamfund, pludse-
ligt skal danne et moderne demokrati, da forlanges der ikke blot en masse viden
om og forståelse af samfundets indretning og funktion, men der kræves en total
mentalitetsændring, hvor man skal til at føle sig solidarisk med en hel nation. Hvis
forståelsen og den rette indstilling mangler, da hjælper de fine institutioner kun lidet.
Når udviklinger medfører forøget fritid, må man forstå at udnytte denne rigtigt
for at være på højde med situationen.
Når samfundet ikke længere giver de unge livsmuligheder, medmindre de har
en uddannelse, må forældrene kende de veje, ad hvilke uddannelsen kan opnås.
Når nye varer kommer på markedet, må man være i stand til at bedømme dem,
hvis de ikke skal virke i uheldig retning, - jfr. spiritus-problemet.
Når selvforsynende altmuligmænd pludselig skal være specialister i en rationel
industriel seriefabrikation, hvor man møder på klokkeslet, udnytter maskinerne
o. s. v., da må de grundig orienteres om og til bunds forstå, hvad det er, der sker,
hvis ikke det hele skal forekomme dem fremmed og meningsløst. De må kende
reglerne for produktionen, konkurrence, afsætningsforhold, omkostninger, ratio-
nalisering, lønoverenskomster, valutapukler og alt sligt. De må lære, hvad det er
at være led af en stor helhed, og at alle har ansvar. De må ikke blot vide og for-
stå, - de må ville.
Når den selvforsynende fanger begynder at bruge huse, redskaber, tøj m. v.,
som han ikke selv har lavet, da savner han det gamle forhold til sine ting, - de
bliver ligesom døde eller fremmede for ham, og han behandler dem derefter. Igen
kræves der her en ganske bestemt indstilling, en ganske bestemt udvikling, før et
sundt og harmonisk forhold kan opstå mellem manden og hans ting.
De nævnte eksempler turde være nok til at vise, at snakken om misforhold
mellem den ydre og indre udvikling ingenlunde er tågetale, men en ganske klar
realitet, som kan påvises på snart sagt hvert eneste punkt af udviklingen, om
pladsen tillod. Og det er altså ikke blot oplysning, der er tale om, det er en æn-
dring af hele indstillingen, altså i høj grad et spørgsmål om åndelig kultur.
349
[6]
Der må altså tilstræbes en så dybtgående forandring af de grønlandske livsvaner
og livsindstilling, at det vil sætte folket i stand til at forstå og udnytte de nye
livsforhold tilfalde. Og forsøg på kunstigt at opretholde skikke og tanker, som
ikke passer til de ændrede livsforhold og derfor virker hæmmende på udviklin-
gen, må betegnes som bagstræb. Men - - først nu kommer den egentlige vanske-
lighed. Det betyder ikke, at hele den gamle indstilling og moral skal kastes over-
bord. Det er ikke sikkert, at hele sendingen er kassabel, fordi et par æbler i kassen
viser sig at have pletter. Mennesker er tilbøjelige til, når noget af den gamle livs-
visdom viser sig at være uholdbar, da at kaste det hele overbord. Vi kender ud-
mærket fænomenet fra Danmark, hvor enkelte af de gamle sandheders fallit har
faet mange mennesker til med svigtende logik at kassere hele det livsgrundlag, vi
hidtil har levet på. Resultatet er det såkaldte „frie" menneske, som er sin egen
moral - hvilket i virkeligheden vil sige: som ingen har, og hvis handlinger derfor
er fuldstændigt tilfældige. Kun de store enkelte, om overhovedet noget menneske,
er skabt til at leve uden en rettesnor for sine handlinger. Hvis rettesnoren kas-
seres, bliver handlingerne i reglen ganske uberegnelige.
Hvis dette sker for et helt folk, indebærer det en akut fare for opløsning af dets
sundhed og hele samfund, og man må derfor være yderst varsom med at kaste mere
på porten, end man er nødt til, da det altid vil være en højst langsommelig proces
at erstatte en tabt moral. Til en vis grad må man dog gøre dette, da det altid vil
være en uafviselig pligt for den påvirkende kultur at udfylde det moralske tom-
rum, som måtte opstå i den påvirkede kultur, med nyt moralsk indhold. (Noget
andet er, at Bryld sikkert har ret i sin skepsis m. h. t. Danmarks - og iøvrigt hele
Vestens - reelle muligheder for at udfylde et sådant åndeligt tomrum i øjeblikket.
Dét fyldes i hvert fald ikke med det, vi kalder højere dannelse, musikforståelse,
litterær sans og andet sligt. Behovet er af etisk art og ligger langt dybere).
løvrigt vil vel en del af den gamle grønlandske livsindstilling stadig forblive
uforandret, så sandt som den jo også er et produkt af landets natur og livsbetin-
gelser, og de vil jo også fremover på Grønland være temmelig forskellige fra de
europæiske, al teknik til trods.
Konklusionen må altså blive, at man tilstræber en forandring af livsindstillingen
i takt med den af udviklingen dikterede nødvendighed, undgaar en åndelig udvan-
ding og stadig har et vågent øje for den gamle livsindstillings samfundsbevarende
værdi nu og i fremtiden.
Hvis man hertil siger, at kultur overalt er et produkt af de ydre forhold, in casu
teknikken, og at disse af sig selv vil skabe den rigtige og nødvendige kultur, også
på Grønland, blot man giver tid, da må dertil siges, at når vi griber så vold-
somt og kunstigt ind i de ydre forhold heroppe, da har vi allerede brudt den
350
[7]
naturlige udviklings linje, og da må der også gribes kunstigt ind overfor den
åndelige kultur.
d)  - oplysningen: Problemet er her langt enklere, idet grundig saglig oplysning i
reglen vil kunne gives uden fare for skadelige bivirkninger. En sådan forøget
almindelig oplysning er derfor vist alle enige om at ønske. Man må blot her være
klar over, at nok så megen oplysning kan være ganske nytteløs, hvis ikke sam-
tidig 'viljen findes til at bruge den. I tidens overdrevne tro på oplysningens under-
gørende evner overser man tit dette, og følgen er gang på gang skuffelse over
de manglende resultater af den megen oplysning.
e)  " faS% dygtiggørelse: Her gælder det samme som nys nævnt om oplysningen.
Man må altså blot passe på, at dygtiggørelsen følges op af en tilsvarende mere idé-
mæssigt betonet orientering, så den ikke kommer til at svæve frit i luften som en
fin mekanisme, man ikke forstår at bruge på rette måde.
f)  - sproget: Problemerne er allerede rullet op een gang. Jeg tør ikke drage kon-
klusionen, bl. a. fordi jeg ikke har forudsætningerne for at bedømme det grøn-
landske sprogs virkelige evne til at tilpasse sig den fremtidige kultur. Spørgs-
målet må stå åbent til besvarelse. - -
Tilbage står endelig spørgsmålet om de rette midler til at nå de her opstillede
mål. Bryld har redegjort for de virkemidler, oplysningsvirksomheden i øjeblikket
har til rådighed på Grønland, og det er der ingen grund til at gentage. Men jeg
vil dog lige knytte nogle bemærkninger til denne redegørelse:
Man må krybe, før man kan gå - lære den lille tabel før den store. Vi skal passe
på ikke bare at tro, at det gælder om at drive en oplysningsvirksomhed svarende
til den, der i øjeblikket drives i Danmark. Vi må på mange måder prøve at stille
os noget tilbage til det udviklingstrin, vi hjemme var nået til for 50 år siden eller
mere. For Grønlands nuværende udviklingstrin svarer ikke til Danmarks nuvæ-
rende, og oplyser vi efter nutidig dansk mønster, vil befolkningen heroppe tit
mangle mulighed for at forstå det, fordi vi simpelthen er sprunget over det mellem-
liggende. Der er gennemgående brug for langt mere elementær oplysning, end
man fra dansk side tænker sig - og i et forståeligt sprog. Det, der serveres i pje-
cer, radio og presse, meget tit direkte oversat fra et dansk manuskript, er alt for
tit næsten uforståeligt for den brede befolkning heroppe. Det er udmærket med
velskrevne, intellektuelt højt rangerende artikler, foredrag o. s. v., og det er da
også danske og dansktalende læsere og lyttere vel undt, - men ordene vil i grøn-
landsk oversættelse alt for tit tage sig ud som ren volapyk for den brede læser-
skare. Hvis den elementære opgave for Grønlands kulturelle organer i dag urfolkets
oplysning, da må de tage konsekvensen og tale et sprog, som folket kan forstå -
351
[8]
på bekostning af den finere journalistik og stilistik. Og man må bevidst i højere
grad stille sig for øje, hvad det er, befolkningen har brug for, - og systematisk
udnytte de givne muligheder for at give den det. Vi må ikke give stene for brød,
når der skriges på brød.
Gg endelig til sidst noget rent pædagogisk. I det foregående er det et par gange
blevet fremhævet, at et meget væsentligt moment i oplysningen er viljen til at
bruge de erhvervede kundskaber, - indstillingen overfor udviklingen og tingene.
Man må jo her indrømme, at sligt kun kan bibringes gennem en mere personlig
påvirkning. Det er altså ikke nok med neutral saglig oplysning. Det nytter ikke
med nok så megen lærdom, hvis man sover tiden væk. Der må også vækkes til
dåd. - Nu nærmer vi os betænkeligt forrige århundredes højskoleterminologi, så
vi kan lige så godt springe i det: Vi kommer næppe udenom det levende ord. Jeg
kan måske beklage nødvendigheden af at inddrage så belastede begreber i nær-
værende debat, men jeg tror, at det må med, hvis billedet skal være fuldkom-
ment. Netop hvis selve indstillingen skal ændres, til samfundet, til værdierne, til
andre mennesker, da må der tales også til hjertet. Det kan ske i skolerne (efter
det nye skolelovsforslag i Danmark er dette skolens vigtigste opgave), i radioen til
nød, på embedsmændenes rejser - ikke blot som embedsmænd, men som menneske
til menneske, på arbejdspladserne, privat, i aftenskoler og på en højskole.
Og så har denne oplysningsform endnu een bemærkelsesværdig fordel: Den
giver mulighed for at gøre alt forståeligt. Der er ingen grænser for, hvad folk kan
fatte, når det blot lægges frem med jævne ord fra mand til mand. Talen om, at
grønlænderne f. eks. endnu ikke er „modne* til højskoleundervisning, glemmer
dette. Der kræves ingen anden modenhed end en ganske almindelig og jævn men-
neskeforstand, - det er netop hemmeligheden.
Bryld har en lapsus med at nævne den påtænkte grønlandske højskole som et
skoleeksempel på specifikt danske fænomener, man vil overføre til Grønland. Det
rriå lige være tilladt til slut at oplyse, at praktisk talt alle de lande, der i disse år
står overfor de samme problemer som Grønland: Ghana, Nigeria, Indien, Pakistan
og Japan, i de senere år har bygget højskoler efter dansk mønster, fordi de regner
dem for de stærkeste aktiver i kulturkampen. I forvejen har højskolen solidt fod-
fæste i hele Skandinavien, Tyskland, Schweiz og Holland, så der er måde med
' det specielt danske. - -
Hvorom alting er: Situationen på Grønlands kulturelle front er nok noget uigen-
nemsigtig, men dog ikke mere, end at det lader sig gøre at skimte konturerne -
og at fremsætte påstande, uden at de på forhånd kan affejes som værende ube-
grundelige. Og jeg tror i hvert fald, det er farligt blot at affeje den kritik, at ikke
alt følges ad, som det skal på Grønland.
352                                  :[9]