[1] ERHVERVSUDVIKLING I GRØNLAND Af direktør, lic. mere. Hans C. Christiansen, DEN KONGELIGE GRØNLANDSKE HANDEL II. JL>/er er i Grønland naturligt opstået ønsket om at få en vekselvirkning mellem de to produktionsmuligheder: Saltfiskproduktion og fryse fiskproduktion, eventuelt yderligere suppleret med fiskemelsfabrikation - og fra Sukkertoppen, det eneste sted, hvor grønlandske fiskere har en nogenlunde rationel frysevirksomhed til de- res rådighed, har vi desuden gode praktiske erfaringer med denne kombination. Både i Sukkertoppen og i Christianshåb har vi set, hvordan rationelle fiskerianlæg, der giver fiskerne mulighed for at komme af med deres fangst, ændrer hele erhver- vets og hele samfundets grundlag og struktur. Udvidelsen af råstof grundlaget giver større fiskeri for hver eneste fisker og der- med større indtægter og lavere omkostninger pr. kilo fisk. Der skabes således økonomisk baggrund for større bådtyper og dermed yderligere forøget fangst. Den erhvervsdygtige befolkning søger til sådanne gode produktionssteder. Sam- tidig kan forsyningstjenesten forbedres, fordi større omsætning af mere værdifulde varer også her giver relativt lavere omkostninger. Samfundsmæssigt skaber denne frivillige befolkningskoncentration ikke blot en mere tilfreds befolkning, men også forøgede muligheder for med de forhåndenvæ- rende midler at udbygge undervisningsvæsen, lægevæsen og kulturelle institutioner. Alt tyder således på, at det ville være hensigtsmæssigt langs Grønlands kyst, hvor tilstrækkelige fiskemuligheder er til stede, at oprette og udbygge kombinerede pro- duktionsvirksomheder med salteri og filetproduktion til frysning samt med fiske- melsfabrikker, som kan udnytte både affald og småfisk eller andre fangster, som ikke kan gå ind i konsumfiskproduktionen. Det siger sig selv, at vi fra Handelens side i alle disse spørgsmål ikke blot har arbejdet intimt sammen med fiskeribiologerne, med Grønlands Tekniske Organi- sation og ministeriet, men også med de lokale grønlandske fiskeriforeninger og - frem for alt - med Landsforeningen af fiskere og fangere i Grønland. Det har været et godt og frugtbart samarbejde, hvor vi har mødt forståelse og levende interesse overalt. Jeg tror at kunne sige, at denne interesse har fået yder- 375 [2] ligere styrke, efterhånden som den grundtanke, som vi er gået ud fra, har vundet almindelig forståelse, nemlig at udbygning af fiskeriet, forøget effektivitet og udbytte inden for Grønlands hovederhverv, efter alt at dømme må være den løfe- stang, som kan hæve hele befolkningens levestandard og dermed føre frem til den tilpasning i levestandarden, som mere og mere fra et almindeligt ønske er blevet til et politisk krav. Drøftelserne går sikkert langt tilbage i tiden, men i alt fald fra efteråret 1956 har ideerne taget form. De steder, der kan komme i betragtning for anlæggenes placering er blevet udpeget efter nøje undersøgelser i marken. Nogle pladser har fået præference frem for andre - ikke alene af hensyn til den lokale befolknings trang, men vi har måttet lægge afgørende vægt på investeringens økonomiske for- svarlighed. Dette kan nemt illustreres ved konkrete eksempler fra det foreliggende lovfor- slag. I Diskobugt-området har fiskeribiologerne undersøgt rejeforekomsterne så indgående, at der foreligger et helt klart billede. Fiskerne råder over rige erfa- ringer med fangstmetoderne og med en særdeles velegnet bådtype. Desuden har fiskerne i den grad bevist deres evne til effektivt at gå ind i dette fiskeri, at fiskeri- foreningen forlængst har måttet bremse for tilgangen af nye både. Kun en del af de eksisterende velegnede både får adgang til fiskeriet, og selv disse får deres fangst rationeret. Samtidig er der vist ikke tvivl om, at Handelen behersker produktionsteknik- ken, og vi mener, at vi også har tag på afsætningen. Disse erfaringer er ikke kom- met af sig selv, men de foreligger i dag i et fast etableret samarbejde mellem fi- skerne og Handelen - et samarbejde, der giver pænt økonomisk udbytte for både de enkelte fiskere og for fiskernes fælles salgsorganisation og dermed for de grøn- landske erhververes fælles kasse, K-fonden. Hvorfor blev Christianshåb, som har en pæn rejeproduktion, da nr. l i rækken? Fordi produktionen i dag foregår i midlertidige bygninger, i et pakhus, hvor man mere og mere har arbejdet sig ind på forsyningstjenestens område, presset den ud, så vi nu enten måtte bygge et nyt pakhus eller en ny fabrik. Vi har valgt det sid- ste, fordi bygningernes hensigtsmæssighed spiller en meget væsentlig rolle for produktionen, og fordi vi så samtidig ikke blot kan udvide produktionen af hånd- pillede rejer med 50 % til ialt \Yi mill. enheder om året, men også kan starte en helt ny produktion af rnaskinpillede rejer af samme størrelse som hele den nuvæ- rende produktion. Hvorfor bygger man ikke en dobbelt så stor fabrik i Christianshåb i stedet for nu at projektere en tilsvarende fabrik i Jakobshavn - med samme tidsprioritet som fabrikken i Christianshåb, men dog af tekniske grunde et år efter den? Fordi 376 [3] Rejerne lægges omhyggeligt på plads i dåserne, som derefter går til vejning og lukning. arbejdskraften er en afgørende faktor for en rejefabrik. Jakobshavn er faktisk, hvad man ellers ville kalde en arbejdsløshedsø. Det går om vinteren, når vi har hellefiskproduktionen, men om sommeren er manglen på beskæftigelsesmuligheder for den stadig voksende befolkning meget alvorlig. Vi har således i Jakobshavn ikke blot rejerne, men også arbejdskraften, og vi har supplerende vinterbeskæf- tigelse for de samme folk ved behandling og den planlagte nedfrysning af de me- 377 [4] get betydelige hellefiskefangster, og for disse sikrer det forøgede udbytte og højere priser rentabiliteten af det planlagte fryseri. Næste sted er blevet Frederikshåb. Her findes allerede et nyt og rationelt sal- teri, men det fulde udbytte får vi først, når det suppleres med fryseri og fiskemels- fabrik. Vi ved, at der er store fiskeforekomster i dette område, men spørgsmålet har været, om de er store nok til et fabriksanlæg. Det mener vi at have skabt nogenlunde vished for i denne vinter. „Sværdfi- sken", der nu er indrettet som fryseproduktions^kib, har været placeret ved Fre- derikshåb, og i den første tid var fangsterne særdeles fine, senere dog faldende. Vor helhedsvurdering er dog, at hele dette eksperiment yderligere har underbyg- get berettigelsen af at placere et fryseri i Frederikshåb. Det næste produktionssted inden for det aktuelle program er Godlhab, som jo har haft et moderne produktionsanlæg på sin ønskeseddel i mange år. Godthåb tiltrækker sig opmærksomheden ikke blot som landsdelens administrative centrum. Området er næsten isfrit hele året. I fjordområdet foregår et meget betydeligt fiskeri, men også uden for på bankerne er der store fiskerigdomme. Ca. 40 % af al den fangst, som fremmede nationer registrerer, finder sted i dette område og lidt sydlig for det. Engang imellem hører man derfor også tanker fremsat om Godthåb som frem- tidens transitplads for fremmede flåders grønlandsfiskeri. Det er ikke urealistisk, men fjernt. Med de midler,vi kan gøre os håb om at få stillet til rådighed, må vi koncentrere os om grønlændernes fiskeri - hvilket vel også er vor hovedopgave. Få steder trænger som Godthåb til et tidssvarende fiskerianlæg. Det nuværende er så primitivt, at det simpelthen ikke kan fortsætte. Problemet har blot været at finde det rette sted. Det håber vi nu, vi har eller vil kunne, og så må det gælde om at bygge et anlæg, der er så elastisk i sin udformning, at det i givet fald også kan danne kernen i den kommende større udvikling. Det investeringsprogram på 57 mill. kr., som ministeren for Grønland har fore- lagt folketinget, omfatter ikke alene egentlige produktionsanlæg, men også en ræk- ke anlæg, der må siges at danne industrivirksomhedernes forudsætning, så som udvidelse af elværker, forbedring af vandforsyningen og anlæg af bådehavne og fortøjningsanordninger. Det er investeringer, som må siges at være naturlige for- udsætninger for hele samfundets udvikling, men hvis udførelse nu blot frem- skyndes. Desuden omfatter forslaget anlæg af atlantkajer i Jakobshavn, Holsteinsborg, Sukkertoppen og Frederikshåb. Disse er ikke en_ egentlig nødvendig forudsætning for industrianlæg, men det er fornuftige investeringer, som vil øve indflydelse på både forsyningstjenestens og produktionens økonomi. 378 [5] Rejefabrik, pakhus, bittik^g elværk j Christianshåb. Til venstre ses lidt af den påbegyndte nye fabrik. Man gør sig i det sydlige Danmark sjældent begreb om, hvor vanskelige, primi- tive og bekostelige forhold, vi for det meste arbejder under i Grønland. Hvor vi hernede bygger på generationers opsparing og investering, begynder Grønland bogstavelig talt på den bare klippe. Derfor er det stadig mest almindeligt, at skibe ikke kan gå til kaj, men må ankre op, og at losning og lastning må foregå ved hjælp af skibets eget grej og ved pramme. Det er en kostbar fremgangsmåde. Der- for viser det sig også, at de foreslåede atlantkajers omkostninger indbefattet for- rentning og afskrivning kan dækkes alene af besparelsen ved ekspedition af gods- forsendelser i atlanttrafik til Grønland. Hertil vil komme tilsvarende besparelser ved udskibning i atlanttrafikken, ved kul-, salt- og olietransporter og ved den in- terne trafik inden for distrikterne og mellem distrikterne indbyrdes. Bygning af atlantkajer, af elværker og vandanlæg og lign. investeringer af al- men interesse sker helt og holdent på statens risiko. De er tænkt som den danske stats ekstraordinære indsats for ophjælpning af det grønlandske erhvervsliv, og nogle af disse investeringer vil fremover spare staten for udgifter på andre områder. 379 [6] Også for visse andre anlæg vil man formentlig være tilbøjelig til på forhånd at se bort fra almindelige rentabilitetsbetragtninger. Det kan gælde bådehavne for fiskerne, fortøjningsanordninger og vejanlæg, etablering af erhvervsarealer og i alt fald på kortere sigt måske også vand- og elforsyningsanlæg. En særlig plads indtager derimod her de egentlige industrianlæg, som efter sa- gens natur i særlig grad har tiltrukket sig offentlighedens opmærksomhed. Her må jeg dog påny understrege, at den egentlige risiko for disse anlægs rentabilitet i første række er de grønlandske producenters, og deres organisation har givet fuld tilslutning til disse investeringsplaner. Foreløbig må K-fondens indestående stå som sikkerhed for tvivlere. Den ene mulighed er den, at vi aldrig får brug for denne sikkerhed, og den er jeg tilbøjelig til at tro på. Man kan selvfølgelig også tænke sig, at K-fondens penge blev brugt, at vi kom ud i en stærkt modgå- ende konjunktur med så voldsomt fald i verdensmarkedets priser, at vi fik tab år efter år - noget i samme retning som situationen med fåreavlen, men i værste fald med den forskel, at andre produktionsgrene ikke kan kompensere dette tab. Som mulighed kan dette vel ikke udelukkes helt - i hvert fald ikke af sortseere - men efter alle undersøgelser tyder intet på, at det kan gå så galt. Mange forhold har måttet overvejes og undersøges, før vi kunne formulere vort program. Fiskeforekomsterne og eventuelle nye anlægs placering er sådanne vig- tige forudsætninger, men også befolkningens egnethed til erhvervet har måttet overvejes. Talmæssigt er der som før nævnt intet problem, men også spørgsmålet om egnetheden vil jeg uden betænkelighed besvare bekræftende. Vi mener at kunne sige, at vore erfaringer fra eksisterende anlæg er særdeles lovende. Selvfølgelig opstår et meget stort problem med oplæringen. For anlæg i land er dette til at overse, men særlige problemer melder sig for fiskernes vedkommende. Først og fremmest må der tages standpunkt til, hvilken bådtype vi skal gå ind for, og dernæst hvilke krav om finansiering og uddannelse denne bådtype stiller. For de to anlæg, som har første prioritet: Christianshåb og Jakobshavn, er dette problem såre enkelt. Alle sagkyndige er enige om, at en bådtype på 20 tons eller knapt 20 tons er den bedst egnede til rejefiskeri. Med det for rejetrawling mest hensigtsmæssige grej vil det ikke tjene noget fornuftigt formål at gå over til en større bådtype. Det nuværende antal fiskebåde vil kunne klare hele rejeforsyningen, når fabrik- ken i Christianshåb står færdig i 1960. Når fabrikken i Jakobshavn tages i anven- delse i 1961, vil der være basis for beskæftigelse af 6-7 nye rejekuttere, som pri- vate fiskere vil kunne anskaffe inden for erhvervsstøttefondens nuværende rammer. Et par kuttere kommer til allerede i år som led i den løbende udvidelse af reje- kutterflåden, og når den hidtidige rationering ophæves, vil de manglende både 380 [7] Viskebådenes liggeplads i Holsteinsborg i dag. komme meget hurtigt. Det ville vel være ønskeligt, om også Jakobshavns-fiskerne kunne komme med her. Der er stor interesse herfor i Jakobshavn, men midlerne mangler åbenbart til at fremskaffe de nødvendige kontante indskud. Derfor har det glædet mig, at Handelens personale i Jakobshavn har taget initiativet til - selv- følgelig helt privat - at ville sætte to dygtige Jakobshavn-fiskere „på aktier" - selv- følgelig således, at fiskerne kan erhverve aktierne tilbage når som helst, d. v. s. når de har tjent pengene til det. Jeg synes, det er et godt eksempel til efterfølgelse og et godt eksempel på, at det private initiativ nok skal vise sig i Grønland, når der skabes en grobund for det. Vi har jo alle talt om, hvor ønskeligt det ville være, om grønlænderne snart kom til at deltage i fiskeri på bankerne. Det spørgsmål er altid aktuelt, men det kan ikke blive brændende aktuelt, før de projekterede anlæg i Frederikshåb og Godthåb kommer igang - og det vil sige ikke før 1965. Så vi har tid til at overveje mulighe- derne, alt for megen tid, så meget mere som det ser ud til, at de fiskemængder, der bliver nødvendige for at sikre rentabiliteten af Frederikshåb-anlægget vil kunne fremskaffes med de både, som til den tid allerede er til rådighed. Industrianlæg- 38l [8] get i Godthåb vil derimod kræve så stærkt forøgede råvaretilførsler, at fangsten i fjorden må suppleres med udenskærsfiskeri. Det er altid fornuftigt at lære af andres erfaringer. Det plejer at være det bil- ligste. Men andres erfaring må benyttes med omtanke, og de må tilpasses til vore egne forhold. Vi ved, at de fremmede fiskere anvender meget store både uden for Grønlands kyst. Fra 100 tons op til 1800 tons. Det skal vi ikke lade os blænde af, fordi de fremmede er nødt til det. De driver nemlig fjernfiskeri, hvor skibenes laste- evne er afgørende for økonomien. Med anlæg i land vil grønlandske fiskere - på samme måde som det er tilfældet med hjemmefiskere på Færøerne og i Norge-have den fordel at kunne nøjes med fartøjer, der blot er tilstrækkeligt sødygtige til, at der med dem kan drives et stabilt fiskeri under de fremherskende vejrforhold. Handelen har haft lejlighed til at undersøge Færøernes såkaldte hjemmefiskeri ganske indgående. Vi har fundet, at det foregår under vilkår, som er meget lig dem, der vil komme til at råde for grønlændernes fremtidige fiskeri på bankerne. I det færøske hjemmefiskeri har en. kulter .på ca. 50 tons, som er særligt udstyret til dette fiskeri, vist sig at være langt den bedst egnede og den mest økonomiske. Efter ret indgående undersøgelser er vi kommet til det resultat, at en lignende kut- tertype med visse ændringer, som tilpasser den til grønlandske forhold, sikkert vil være den bedste løsning på de grønlandske fiskeres aktuelle fremtidsproblem. Det er ikke nogen billig kuttertype. Den koster godt en halv million kr., altså mere end dobbelt så meget som en moderne rejekutter. Alligevel vil jeg mene, at den er inden for den grønlandske fiskers økonomiske rækkevidde - måske kan man danne bådelag, som i fællesskab ejer sådanne både. Tilsvarende andelsselskaber fin- des allerede i Grønland, men der vil også være mulighed for, at enkelte af de drif- tigste fiskere alene ejer sådanne både og jeg tror, det vil være vigtigt for den frem- tidige udvikling, at dette direkte ejerforhold søges bevaret. Med overgang til denne større bådtype rejses selvfølgelig et uddannelsespro- blem. Både over 20 tons forudsætter en navigationsuddannelse, som alt for få grøn- landske skippere har gennemgået. Adskillige unge grønlændere har fået sætteskip- pereksamen og flere er på vej, men denne uddannelsesmæssige indsats bør forstær- kes, og det vil ske. Et udvalg arbejder med denne sag, og fra Handelens side har vi tillbudt at stille vore gæstehjem i Grønland til rådighed som skolelokaler for vin- terkursus, der kan gennemføres efter norsk forbillede. Vi håber, at det første hold kan gå igang allerede til næste vinter. Enhver, der kender Grønland og grønlandske erhvervsforhold, vil forstå, at ud- bygning af det grønlandske erhvervsliv ikke vil kunne standse op ved det investe- ringsprogram på 57 millioner kr., som vi har formuleret konkret i det forelig- gende lovforslag. 382 [9] Havueparti fra Jakobsharvn med det store pakhus. Øverst til