[1]
GRØNLÆNDERNE ER NU RETSMODNE
KREDSDOMMERHVERVET I GRØNLAND
BØR VÆRE EN LIVSGERNING
Af fhv. landsretssekretær i Godthåb, Viggo S. Larsen
_L/en 1. december er det 8 år siden, nyordningen indenfor retsvæsnet i Grøn-
land trådte i kraft. Det er kun 8 år siden, man i den grønlandske retspleje skarpt
skelnede mellem, om parterne eller de tiltalte i en sag var danske eller grønlæn-
dere. Og det er ikke længere tid siden, man ikke havde politi i Grønland. Den an-
klagende og den dømmende myndighed var i reglen identiske, og ved sysselretternes
afgørelser medvirkede hverken personer med juridisk eller politimæssig uddannel-
se. Der var ingen mulighed for appel, kun kunne landsfogden i visse tilfælde op-
hæve en afgørelse og henvise en sag til fornyet behandling ved sysselretten.
Det voldte derfor ikke Grønlandskommissionen besvær at fastslå, at denne ord-
ning ikke længer var holdbar, men det kunne nok volde hovedbrud at finde frem
til en ideel ordning, som var økonomisk forsvarlig, når det toges i betragtning, at
der i hele Vestgrønland, med den 1500 km lange kystlinje, boede færre mennesker
end i en almindelig dansk retskreds.
Men lad os springe det historiske over og fastslå, at den ordning, man fandt
frem til, var en „træffer". Man inddelte kysten i 16 retskredse, ansatte 14 læg-
dommere (i to tilfælde blev to retskredse slået sammen under én kredsdommer),
og som ankeinstans oprettedes Grønlands landsret med landsdommer J. Kisbye
Møller — som eneste jurist — i spidsen. Samtidig etableredes 5 politikredse med
dygtige, uddannede danske politifolk som ledere. Efter kort tids forløb blev tid-
ligere landsfoged C. F. Simony udnævnt til politimester. Organiseringen af rets- og
politivæsnet var tilendebragt.
De personer, der blev beskikket som kredsdommere, udpegedes så vidt muligt
blandt grønlændere. Dette var ikke nogen betingelse, men dels måtte man gå ud
fra, at det fortrinsvis ville blive grønlændere, der blev retternes klientel, dels ville
441
[2]
i
•
grønlandske kredsdommere sidde inde med det største kendskab til personer og til
„de særlige grønlandske forhold". Dette spørgsmål har forøvrigt aldrig givet an-
ledning til gnidninger, lige så lidt som det er faldet nogen for brystet, at Ivigtuts
næsten 100 procent danske befolkning altid har haft dansk kredsdommer.
Det tredie led i et retsvæsen er sagførerne. Dette begreb kendte man ikke i
Grønland, og man kender det heller ikke idag. Men også det blev klaret, omend
det må siges at være det svageste led i kæden.
Enhver, der ønsker retshjælp, har hidtil kunnet henvende sig til politiet, kreds-
dommeren, landsretten eller landshøvdingens kontor og disse steder få gratis vej-
ledning og hjælp. Sværere har det været at finde egnede rettergangsfuldmægtige
(medhjælpere til at føre en sag for sig) og bisiddere (forsvarere). Man har inden-
for de enkelte retskredse søgt at opøve ansete borgere til disse hverv, og det er
også lykkedes, men ikke i den grad, man kunne ønske. Specielt de første år kunne
man opleve, at en forsvarer fandt sin mandants handling så skændig, at han ikke
havde ord for et forsvar — og iøvrigt heller ikke mente, der fortjentes noget for-
svar. Af denne grund er der dog næppe sket justitsmord, idet politiet de fleste ste-
der har været meget objektivt og — kan man næsten sige — taget ordet ud af mun-
den på forsvareren.
• Det var altså altsammen meget godt, specielt med politiet og kredsretterne, men
hvad skulle man dog med den nye landsret? Grønlænderne kendte jo ikke i for-
vejen til begrebet anke. Når de havde modtaget deres dom, forlod de retssalen
med et „kujanak" (tak), og de ønskede sandelig ikke een gang til at blive afhørt
og dømt i den samme sag. Det viste sig da også i de første år, at landsretten kun
modtog en 15—16 sager til behandling.
Denne skepsis overfor landsretten var imidlertid ganske naturlig, idet den al-
mindelige borger jo var afskåret fra at bedømme landsrettens virksomhed på nær-
mere hold. Skal man have svaret på spørgsmålet om landsrettens berettigelse, må
spørgsmålet rettes til kredsdommerne.
De 14 udnævnte kredsdommere var som sagt alle lægmænd. Mange af dem
havde aldrig overværet et retsmøde i en dansk ret, og nu skulle de dømme i sager
af enhver art, mod danske og grønlændere og mellem danske og grønlændere, og
procesmåden skulle være snært op ad den danske. — Hvis en grønlænder ønsker at
lade sig uddanne som maler, går han ikke straks i gang med pensel og malerbøtte.
Han kommer i lære under en dygtig mester, og han får sin uddannelse suppleret
med et længere ophold i Danmark. Kunne man have samlet kredsdommerne enten
i Grønland eller i Danmark, havde man på en bekvem måde kunnet give dem et
grundlag at begynde på. Men det kunne man ikke, for kredsdommerne havde jo ved
siden af dommerhvervet deres,daglige arbejde at passe. Det at være kredsdommer
442
[3]
Grenlands kredsdommere til kredsdommermede i Godthåb 1953- I midten i forreste rakke
ses landsdommer J. Kisbye Meller.
er kun en bibeskæftigelse, som vel i gennemsnit lønnes med et par hundrede kroner
månedlig. Tilmed er det jo sådan i Grønland, at Tordenskjolds soldater her i endnu
højere grad end andre steder er Tordenskjolds soldater, og de, der kunne anvendes
som kredsdommere, kunne også anvendes til andet. Mange af dem havde derfor
en mængde jern i ilden.
Men igang skulle man, og man kom det, og det grundlag, der indledtes på, var
den grønlandske retsplejelov, den grønlandske kriminallov (som ganske vist end-
nu ikke var vedtaget, men som man „skelede til"), og så de råd og vejledninger,
der begyndte at strømme fra landsretten til kredsdommerne i form af cirkulærer.
Det var heri, landsrettens betydning lå. Ikke alene blev der udsendt cirkulærer,
men hver eneste sag, der blev behandlet ved kredsretterne, blev indsendt til lands-
retten i udskrift, og når landsretten havde gennemgået sagen, blev kredsdommer-
ne skriftligt gjort opmærksom på eventuelle fejl og mangler, og intet lærer man
som bekendt så meget af som sine egne fejltagelser. Det var dog ikke altid ris,
443
[4]
men ofte også ros, der uddeltes. Kredsdommerne blev opfordret til — og benyttede
sig i høj grad af — at rette forespørgsel til landsretten, hvis de var i mindste tvivl.
Endelig aflagde landsrettens personale jævnlige besøg i kredsretterne og assiste-
rede disse, hvis sagerne af en eller anden grund havde hobet sig op. Kredsdom-
merne har da også ved flere lejligheder givet udtryk for tilfredshed med landsret-
tens Indsats i forholdet til dem, specielt m. h. t. den af landsretten udsendte trykte
cirkulæresamling, der i vid udstrækning anvendes som opslagsbog også af andre
end kredsdommere.
l
Og som et lille hib til dem, der i de første år ironiserede over ankesagernes ringe
antal, kan jeg oplyse, at sagsantallet nu er steget ganske betydeligt. Dette tager jeg
som udtryk for, at grønlænderne er blevet modne til det nye retssystem. Idag siger
man ikke længere tak, hvis.man bliver idømt en straf, som man selv synes er for
streng. Idag anker man dommen til landsretten.
Også på de civile sagers områder konstaterer man denne modenhed. I de første
år var civile sager en undtagelse, idag er de almindelige. Betaler en grønlænder
ikke regningen fra GTO, Grønlands tekniske Organisation, for reparation af hans
motorbåd, går kæmneren til kredsretten og får en dom over skyldneren. Havde man
penge til gode hos en dårlig betaler, gik man for nogle år siden til politiet og bad
om assistance — idag anlægger man sag ved civilretten. — Jeg skal ikke gøre mig
klog på forholdene i Grønland før nyordningen, men jeg tvivler på, at en grønlæn-
der dengang kunne finde på at rejse erstatningskrav overfor en offentlig myndig-
hed. Nutildags lader en grønlænder ikke GTO's bulldozer beskadige sit plankeværk
uden at kræve erstatning derfor, evt. gennem et sagsanlæg.
Kredsdommerne og deres meddomsmænd har lært at læse en lov på den rigtige
måde. Når lige bortses fra spionagesager og de større fiskeriovertrædelsessager,
som forøvrigt hører til sjældenhederne, dømmer kredsretterne nu i alle sager, selv
skilsmissesager, og det er mit absolutte indtryk, at kredsretterne nyder samfun-
dets tillid.
Hermed være ikke sagt, at befolkningen ikke kan finde på at kritisere en dom-
stolsafgørelse. Det sker ofte, både mand og mand imellem og i bladene, men det
betragter jeg som en opmuntrende omstændighed, der tyder på interesse for „væs-
net". — Naturligvis deltager også de danske i kritikken, men denne kritik er i reglen
af en anden art. Som dansk har man en tilbøjelighed til at sammenligne alt med
forholdene „derhjemme", og gør man det i for høj grad, kan man slet ikke forstå
det grønlandske retssystem. Det er f. eks. så indpodet i en dansker, at hvis man
begår et tyveri, så koster det fængselsstraf, og i mildeste fald slipper man med en
betinget dom. I Grønland får man bare en bøde l — Men Grønland er ikke Dan-
mark, og hvem siger forøvrigt, at man bedømmer lovovertrædelser rigtigere i Dan-
444
[5]
Fra et kredsdommermøde i Godthåb.
mark, end man gør i Grønland? Kommer der nogensinde noget godt ud af at sætte
en mand i fængsel? Jeg tror det ikke.
Men selvfølgelig begås der overtrædelser, som man ikke kan nøjes med at
straffe med bøde. Derfor har man andre velegnede foranstaltninger, som kan
bringes i anvendelse: forbud mod ophold et bestemt sted, forvisning til et andet
distrikt, tvangsuddannelse, tvangsarbejde og forvaring m. v. Tvangsarbejde ville
med held kunne anvendes i en hel del tilfælde, hvor man idag må nøjes med bøde
eller andet, men vanskeligheden består i at finde egnede steder, hvor tvangsarbej-
det kan udføres. Det ville være ønskeligt, om Grønlands tekniske Organisation og
Den kgl. grønlandske Handel i højere grad end tilfældet er, ville støtte retsarbej-
det ved at tage dømte tvangsarbejdere i arbejde.
Mange danske synes også, at kredsretterne tager for mildt på sædelighedssa-
gerne, og denne opfattelse er der i perioder også givet udtryk for fra grønlandsk
side. Jeg mener ikke, kritikerne har ret. For det første må man gøre sig klart, at
sædelighedssager (voldtægt o. 1.) praktisk talt ikke forekommer i Grønland. Det,
445
[6]
man hormalt betegner som sædelighedssager, er uterlighedssagerne. Jeg skal na-
turligvis ikke på nogen måde forsvare dem, der gør sig skyldig i uterlighed, men
blot erindre om, at på dette område spiller „graden" en meget betydelig rolle,
boligforholdene spiller ind, og mange andre forhold må tages i betragtning. Man
kan ikke udfra en kort avis- eller radioomtale bedømme en sag på samme måde,
som hvis man fra gerningsmandens egen mund og fra vidner kender alle dens
enkeltheder. Og det er på det sidstnævnte grundlag, dommene afsiges.
Det er forøvrigt efter min mening det bedste ved den grønlandske kriminallov,
at den i første række tager sigte på at forbedre lovovertræderne fremfor at straffe
dem. Det grønlandske samfund er endnu så lille i tal, at man ikke har råd til at
undvære nogen.
Otte år er gået!
Det grønlandske retssystem har bestået sin prøve og klaret opgaverne. Man må
håbe, den nuværende ordning vil kunne fortsætte en tid endnu med tilfredsstillende
resultat. Imidlertid må det forudses, at stigningen i sagernes antal og det stadig
større antal nye love, som kredsretterne skal administrere, vil medføre, at kreds-
dommerne i løbet af få år ikke længer vil kunne klare hvervet som fritidsjob. Og
hvad vil der så ske? Til den tid vil der være to muligheder. Enten må man slå flere
retskredse sammen og ansætte nogle danske jurister som dommere, eller man må
bevare det nuværende system blot med den ændring, at der oprettes egentlige stil-
linger som heldags-kredsdommere. Hvilken ordning, der vil blive den billigste, er
der ingen tvivl om, når man betænker, at de eventuelle juridiske dommere nød-
vendigvis må have kontorer, personale (herunder tolk) og motorbåde samt boliger
til sig selv og deres personale.
En fortsættelse af lægdommerordningen vil altså være betinget af, at kredsdom-
merne - i hvert fald i de større retskredse — helt frigøres for deres civile arbejde.
Lige så nødvendigt bliver det, at hver kredsdommer får fornøden kontorhjælp til
disposition. Det skriftlige arbejde betyder uendelig meget indenfor retsvæsnet, og
den nuværende ordning, hvorefter der er afsat den formidable sum af 125 kr.
månedlig til sekretærhjælp, er ganske uholdbar.
Som allerede nævnt nyder kredsdommerinstitutionen befolkningens tillid, men hvis
arbejdsbyrden stadig forøges, slår fritiden ikke længer til. Da risikerer man, at
sagerne bliver „syltede", dårligt behandlede, eller arbejdet i retterne helt går i
stå, og så er det for sent. Så er tilliden til retsvæsnet „røget" og chancen for en
økonomisk fortsættelse på lægdommerbasis forspildt.
446[7]