[1] LIDT ØSTGRØNLANDSK FERSKVANDSBIOLOGI Af universitetsadjunkt Ulrik Røen L sommeren 1958 fik jeg lejlighed til, som medlem af Carlsbergfondets Scoresby- sund-Ekspedition, at foretage undersøgelser i en række søer og damme i Nord- østgrønland, nærmere bestemt i området mellem Ella Ø og Gåseland. I løbet af de kun 7 uger, ekspeditionen varede, lykkedes det ved hjælp af ma- skiner fra dr. Lauge Koch's flyvetjeneste at nå 9 stationer i området, og ikke mindre end 68 ferskvandslokaliteter blev undersøgt. Der blev således, på trods af den korte tid, samlet et materiale, som vil danne et vigtigt supplement til de undersøgelser, der tidligere er foretaget i Vestgrønland. Selvfølgelig kan undersøgelser, der kun strækker sig over sommeren, ikke give ret meget andet end en orientering, idet der til en fuldstændig undersøgelse af en ferskvandslokalitet må kræves regelmæssige prøvetagninger hele året rundt; men for det første er der i årene 1932-1934 på Ella Ø under Treårsekspeditionen ble- vet foretaget årsundersøgelser af 4 søer der, undersøgelser hvis resultater kan benyttes, når man skal vurdere udbyttet af sommeren 1958, og for det andet kan arbejdet med moderne metoder i dag rationaliseres på en sådan måde, at de væ- sentligste sider ved en søs biologi kan klarlægges ved et enkelt besøg. Da det ikke var muligt at medbringe for meget udstyr til stationerne på grund af den relativt ringe vægtmængde, flyvemaskinerne kunne tage, kunne totale ke- miske analyser af vandet ikke foretages på stedet. Vandprøver til sådanne analyser blev derfor indsamlet i plastikflasker, der toges med hjem, og i Grønland blev kun foretaget en bestemmelse af vandets brintionkoncentration. Derudover måltes tem- peraturen, og der blev foretaget indsamlinger af dyrelivet, dels med planktonnet for de fritsvømmende dyrs vedkommende, dels med bundhenter af de dyr, der lever nedgravet i bunden eller på dens overflade. Endelig blev der i en række udvalgte lokaliteter foretaget bestemmelser af søernes primærproduktion, det vil sige deres produktion af organisk stof, ved hjælp af radioaktivt kulstof (C1*). Carlsbergfondets Scoresbysund-Ekspedition sigtede især mod at få lokaliteter i indlandet, og ganske specielt var man interesseret i at få foretaget undersøgelser 57 [2] på en nunatak. Når man især ville undersøge disse områder, skyldtes det flere ting. For det første er disse områder næsten ukendte, fordi det, før flyvemaskinen blev taget i brug på ekspeditioner, var meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt at komme derind, og for det andet er det i klimatisk henseende meget afvigende fra det bedre kendte kystland. Tørke og varme er de gloser, der bedst karakteri- serer områderne. Tørt, fordi vindene fra havet har afgivet deres vandindhold over kystbjergene, inden de når ind, og varmt, fordi solen skinner døgnet rundt om sommeren og ikke hæmmes af skyer. Om vinteren falder der et meget ringe sne- lag, idet vestenvinden fra indlandsisens højder her falder ned over isranden og derved bliver relativ varm og kommer til at indeholde relativt ringe fugtighed. Vi har altså her i indlandet et fastlandspræget, kontinentalt klima. Af de 9 stationer, jeg havde lejlighed til at undersøge, lå 4 i det egentligt kon- tinentaJe område, 2 lå ude i kystområderne og endelig lå 3 i overgangsområder, hvor der kunne komme indslag af begge klimatyper. Af disse stationer var Charcots Land det mest kontinentale og samtidig det mest interessante. Det er et nunatakområde, der ligger inderst i Nordvestfjorden, den nordligste forgrening af Scoresbysund-komplekset, og er mod syd begrænset af den store Daugård-Jensen Gletscher. Mod vest har vi indlandsisen, mod nord er der en mindre gletscher, og også den del af Nordvestfjorden, der danner den østlige begrænsning, er helt isfyldt, så man kan virkelig tale om, at landet er helt omgivet af is. Vi kom derop med flyvemaskine og landede på en isdæmmet sø, der var ca. 3 km lang og iVa km bred. Her må indskydes, at der med en isdæm- met sø menes en sø, der delvis er begrænset af en bræ. Her stod bræen som en ca. 30 m høj mur for enden af søen, og dag og nat hørte vi bragen fra isen, når større eller mindre stykker brækkede af og faldt ned i søen som kaivis. Trøstesløs så søen ud ved første øjekast. Gråt var den fremherskende farve overalt. Søen var grå af opslemmet ler, der stammede fra bræens afsmeltning, og i et bælte på ca. 200 m udenom den var stranden fuldstændig blottet for vegeta- tion og bestod udelukkende af ler og store sten. Årsagen til dette nøgne bælte fandt vi snart ud af: søen havde en meget svingende vandstand. I løbet af de ni dage, vi havde lejr ved den, steg vandstanden lidt over 2 meter. Fra to store elve i den nordlige ende af søen og ud af en gletscherport i den sydlige strømmede det lerede smeltevand ud i søen. Vandet i søen kunne ikke slippe bort igen, fordi gletscheren spærrede dens afløb, så det bliver ved med at stige, indtil det er nået så højt op, at trykket fra den høje vandstand sprænger en vej gennem isen, eller at gletscheren løftes op og ligefrem kommer til at flyde på det bortstrømmende vand. Så tømmes søen ud, sandsynligvis med voldsom kraft og meget hurtigt, som det kendes fra de islandske jøkelløb, om helt til bunds eller kun delvis kan der [3] Den isdæmmede sø på C/iarcots Land. Man ser tydeligt den lyse, 'vegetationsfrie stribe omkring søen. kun gisnes om, når man ikke har overværet det, men at en sådan udtømning sker ret ofte, er der flere vidnesbyrd om. For det første den hastigt stigende vandstand, der i løbet af ret kort tid ville bringe vandspejlet op over vegetationsgrænsen. For det andet, at vegetationsgrænsen var så skarp; hvis der gik flere år mellem hver udtømning, ville planterne nå at udjævne grænsen under deres invasions- forsøg ud på de nøgne lerflader. Og for det tredie lå der højt oppe på land et par vældige isblokke, som var blevet efterladt, da søen udtømtes sidste gang, og som ikke var smeltede endnu. Vandet i denne sø var koldt, dels en følge af at bræen gik lige ned i den, dels også fordi den lå ca. 400 m over havet. Søens temperatur lå i den tid, vi var der, konstant omkring 3,5 grader, og vandet var så fyldt med lerslam, at en hvid skive kun kunne ses 15 cm ned. Trods disse ugunstige vilkår levede der dog to arter krebsdyr i søen, nemlig vandloppen Cyclops strenuus, som også i Vestgrønland er almindelig i næsten alle søer, og den arktiske damrokke Lepidurus arcticus. Den sidstnævnte, der er et dyr på indtil 4 cm's længde, er et rovdyr, der i denne sø 59 [4] Filtrering af