[1] M/S HANS HEDTOFT Af redaktør Finn Borberg M/s JH.ans Hedtoft er borte. Med 95 mennesker forsvandt grønlandsfartens største skib. Det bedste, det dyreste, som nogensinde er bygget til denne farlige, nød- vendige sejlads. En række nødsignaler blev opfanget i Prins Christians Sund og Grønnedal. De blev hørt af skibe i rasende storm nær Kap Farvel den 30. januar 1959, da skibet var på vej hjem efter jomfrurejsen. - Synker langsomt. Øjeblikkelig hjælp nødvendig .... de sidste ord fra levende mennesker på et dødsdømt vrag. Siden tavshed. Hjælpen nåede aldrig frem. Uden at efterlade sig et sikkert spor sank skibet et sted derude. De, som ilede til undsætning, nåede frem til et sted, hvor tunge søer rullede ensomt over havet, og hvor isfjelde sejlede. Man søgte i en uge eller mere. Man fandt ingen mennesker. Ingenting. Grønland havde ventet sig så meget af dette skib. 2875 tons stort - det sikreste, det mest moderne, det bedst udstyrede nogensinde i grønlandsfartens 2oo-årige historie. Alt var gjort, for at dette skib kunne holde forbindelse over havet som- mer og vinter. Radio, radar, ekkolod, decca, gyro, en lukket, opvarmet styretønde højt til vejrs, med automatiske midler til at navigere sikkert gennem ismasserne. Teknik til at stille skruen fra fuld kraft frem til fuld kraft bak på 13 skeunder. Mægtige dieselmaskiner, isforstærkning af 25 mm. stålplade hele vejen rundt om skroget og godt op langs siderne. Dobbelt bund overalt. Mange vandtætte rum. En fart af 14 knob. Isbryderstævn. Et orangerødt skrog, der skulle lyse langt væk i hav eller is. Moderne teknik. Men ikke nok til at sikre et skib, som i snetykning og orkan render siden ind i et isfjeld på oprørt hav. Vi vil aldrig fa at vide, hvad disse 95 mennesker led i de sidste timer, efter at skibet var ramt dødeligt, maskinen stop- pet, skroget kastet tværs i orkanen. Kun nogle radiosignaler om hjælp - og så tavshed. Man havde ventet sig så meget. Det havde kostet kamp at få skibet bygget. Strid stod der om det fra starten. Men striden gjaldt ikke de omstændigheder, 81 [2] under hvilket skibet forliste og 95 mennesker omkom. Man kan ikke bygge et skrog så stærkt, at det under fart modstår et skarpt isfjeld ude til havs. Man havde håbet, at dette skib skulle leve i mange år, bære søfolk og rejsende trygt og behageligt over havet og befordre en voksende mængde moderne pro- dukter til verdensmarkedet fra Grønlands nye industri. Det var jo netop bygget som led i nytiden. Det havde fryselast, kølelast, stykgodslast og olielast, alt be- regnet til erhvervenes trivsel. Et formålstjenligt skib. Hilst med hyldest stævnede det ind i Julianehåb som sidste havn på jomfru- rejsen. Fulgt af gode ønsker stod det igen til havs med kurs forbi Kap Farvel, hjem til København. ao timer senere var alt forbi. Da nødsignalet lød, kom sømænd, fiskere og flyvere til hjælp fra flere nationer. Skibe trodsede orkan og is for at søge. Den tyske trawler Johannes Krtiss og in- spektionsskibet Poseidon, den amerikanske kystvagts fregat Campbell^ vore egne Umanak, Serfaq, J. H. Rink, kystskonnerter, togtefartøjer fra Grønlands sydlige byer. Det amerikanske og canadiske flyvevåbens Neptunefly, Super Constellations, C 54 maskiner, Icelandairs Catalina, vore egne to fly, der med få timers varsel startede herhjemmefra for at prøve at hjælpe. Ingen ænsede den åbenbare fare. Den eneste tanke hos alle disse mænd var at bringe undsætning, hvis et spinkelt håb om overlevende kunne bekræftes. Men håbet blev tyndt og brast. Grønland, hele Danmark, skylder dem alle tak. Livet skal leves. Der skal sejles. Som årene går, bliver menneskene flere og flere på kysten. Sejladsen bliver en større og større nødvendighed. Hver øre, den grønlandske fisker, fanger og arbejder tjener, kan først rigtigt retfærdiggøres den dag, produkterne er i havn hinsides havet. Forråd og produktionsmidler skal bringes til Grønlands kyst. Havet er Grøn- lands liv. Derfor må der bygges skibe også i en tid, hvor mange tror, at vejen gennem luften er sikrere end vejen på Atlanten en vinterdag. De" 9 5, som døde derude ved Kap Farvel, forsvandt i en tragedie, hvis eneste mening ligger i, at Danmark - Søfartsnationen - er delt i to dele med et af ver- dens store have som adskillelse - og bro. En bro, der skal benyttes, og som men- nesker har måttet færdes ad i århundreder, for at kysten deroppe kunne leve. 95 er nu føjet til listen over de mange, som har sat livet til i havet omkring Grønland. Dette hav har altid krævet ofre. Sømænd på stærke skibe, jægere og fiskere, der drev til havs eller sank igennem en flage, fangere og postførere, som forsvandt med kajak, ja flyvere, som styrtede ned mens de gjorde tjeneste for vort fælles samfunds forsvar eller velfærd. 82 [3] M!'S Hans Hedtoft fotograferet under prewsejlads. Disse nye 95 er vel det dystreste bidrag, der nogensinde på en dag er føjet til den lange liste, 55 passagerer og 40 besætningsmedlemmer: Tømrer Christian Bent Bagger Stationsleder Anders Thybo Berthelsen og søn Frøken Anne Sofie Møller Christensen Tømrer Carl Adel Christensen Fru Dorthea Christensen Fru Idun Christensen Kæmnerassistent, frøken Kamma Christensen Johanne Danielsen Landsrådsmedlem Carl Egede Efterskoleforstander Halfdan Egeskjold Lærerinde, fru Ruth Egeskjold Snedker Poul Villy Ekberg Arkitekt René Weber Estrup Lærling Olav Gudjohnsen Elektriker Bent Christian Bannebjerg Hansen Fru Iris Munk Hansen Tømrer Karl Kristian Frederik Hansen Fru Ellen Høegh og barn Fru Kirsten Jensen og barn Journalist Anders Johansen Kjær Maskinarbejder Poul Kjær Kontorleder Edmund Nielsen Lagoni Overmontør Gunnar Kirk Larsen Tømrer Knud Erik Larsen Lærer Anker Faarbæk Lemvig Assistent Alex Nicolaj List Folketingsmand Augo Lynge Maskinarbejder Jørgen Lynnerup Tømrermester Poul Vilhelm Madsen Lærling Louis Meyer Tandlæge Birthe Møller Rørlægger Karl Hermann Nielsen og hustru Agathe Nielsen med 2 børn Læge Sigurd Nielsen Konduktør Christian Lund Retz Nissen Snedker Henning Verner Olesen Telegrafist Lars Christian Olsen Jordemoder, fru Marie Olsen Økonomaassistent Rigmor Olsen Husassistent Ane Petersen Tømrer Egon Rasmussen Arkitekt Preben Saggau Tømrermester Søren Salling Garantimester Svend Erik Hjalmar Sandin Civilingeniør Adalbert Schula [4] "T*7" Assistent Jørgen Skærbo og hu- stru Kirsten Skærbo med barn Tømrer Richard Sørensen Stud. polyt. Villy Bernhard Underbjerg Kaptajn Poul Ludvig Rasmussen Overstyrmand Helge Martin Bantz Styrmand Hans Richard Jacobsen Styrmand Ulf Kaulbach Telegrafist Carl J. N. Dejligbjerg Maskinchef Svend Aage Christensen Maskinmester Holger Sindal Nielsen Maskinmester Frank Willy Rasmussen Elektriker Andreas Valdemar Jacobsen Maskinassistent Preben Viggo Poulsen Maskinassistent Poul Kjærbølling Maskinassistent Jørgen Bent Poulsen Bådsmand Berthel Hohlmann Tømmermand Jørgen Andersen Matros Oluf C. Thøgersen Matros Niels J. I. Olesen Matros Erik Jensen Matros Henry L. Larsen Matros Hans P. Rasmussen Ungmand Peder K. Thomsen Dæksdreng Steen Hammer Motormand Harald H. E. A. Bremer Motormand Jens Erik Nielsen Motormand Albert Samø Læge Poul Erik Bentzen Hovmester Christian Jepsen Kok Orla Gerner Jensen Ungkok Poul Otto Eduard Gartov Pantrymand Jørgen Henry Lund Kahytsjomfru Ruth Erna Møller Kahytsjomfru Ruth Esther Jensen Kahytsjomfru Grethe Henriksen Kahytsjomfru Olga Marie Andersen Kahytsdreng Sten Hansen Kahytsdreng Torben Luther Kahytsdreng Bent J. Busborg Kahytsdreng Holger C. Nielsen Kahytsdreng Verner P. Christiansen Koksmath Henning Jensen Messedreng Gerner Børge Svensson 84 [5]