[1] BJERGBESTIGNING I GRØNLAND Et forsøg på en kronologisk oversigt over udførte bestigninger af de grønlandske bjerge Af landsretssagfører Erik Hojf Udforskning af bjergområder og bestigning af bjerge er et forholdsvis nyt træk i polarforskningens historie - dette gælder også udforskningen af Grønland. Under de utallige ekspeditioner til Grønland i tidens løb er det naturligvis sket, at deltagerne har udforsket gletchere og besteget bjerge, men sådanne foretagender er da næsten altid sket som et led i eller i forbindelse med videnskabelige for- mål - kartografiske, glaciologiske, meteorologiske, geologiske, botaniske, arkæo- logiske etc. Ekspeditioner med alpinistiske formål - altså med det formål at ud- forske og bestige bjerge - har til dato været yderst fåtallige. Forklaringen herpå skyldes navnlig to forhold: at Danmark som et udpræget fladland helt savner en alpin tradition, og at Grønland i mangfoldige år har været et lukket land og stadig for store deles vedkommende må anses for et utilgænge- ligt område. Tiden i forbindelse med den siden „Dansk Bjergklub"s stiftelse for- øgede interesse for bjergsporten vil antagelig efterhånden skabe en vis alpin tra- dition. Den almindelige udvikling i Grønland - særlig de forbedrede transport- muligheder - befordrer naturligvis denne tendens, idet der herved skabes forøgede muligheder for alpinistisk aktivitet. Det synes ofte at være tilfældigheder, der har ført bjergbestigere til Grønland - deltagere i videnskabelige ekspeditioner har formodentlig efter deres hjemkomst berettet om de bjerge, de har observeret under opholdet på Grønland, og beret- ninger herom kan da have inspireret deres landsmænd og andre til den store og vanskelige opgave, som gennemførelsen af en bjergbestigerekspedition til de grønlandske alper næsten altid vil være. Spørger man, om de grønlandske bjerge har noget særpræg, hvorved de ad- skiller sig fra andre bjerge i verden, må svaret stort set blive benægtende. Bortset fra de såkaldte Nunatakker - d. v. s. fjeld - eller bjergtoppe, der stikker op af ind- landsisen, og som kun forekommer enkelte andre steder på jorden - udviser de 121 [2] >• bjerge og bjergområder, der hidtil har været udforsket, den samme opbygning og de samme formationer, som kendes fra andre bjerge verden over. Flere bjergom- råder i Grønland minder iøvrigt frapperende om kendte bjerge i de europæiske alper bl. a. de karakteristiske bjerge i Chamonix. Hvorvidt bjergene i Grønland i geologisk henseende udviser noget særpræg, tør forfatteren af nærværende artikel ikke udtale sig om, men set fra et klatre- teknisk synspunkt synes dette bedømt af en lægmand ikke at være tilfældet. Skulle man nævne en ejendommelighed, der vel ikke er enestående omend karakteristisk for den grønlandske natur, måtte det være de store gletchere, der flyder direkte ud i fjordene eller havet, men det er snarere et glaciologisk end et alpint særkende. Det samme gælder de grønlandske gletcheres udstrækning, der kun overgås af gletchere i Himalaya - i Grønland findes således gletchere (der ofte betegnes med det nordiske ord: bræ), der måler op til 200 km i længden. Som følge af, at kun en meget lille del af landets bjergområder har været udfor- sket, er det kun muligt i store træk at udtale sig om disse. Om dem alle gælder det således, at de som følge af landets geografi er randbjerge - med fa undtagelser (Nunatakker) ligger de alle i kystområderne langs hele vest- og østkysten, enten direkte ud til havet eller omkring de talrige fjorde, der mange steder skærer sig dybt ind i landet ofte op til 100 km. På grundlag af de foreliggende beretninger synes dog tre områder at frembyde særlig interesse for bjergbestigeren: Østkysten mellem 66° og 75°, Kap Farvel på sydkysten og vestkysten mellem 66° og 72°. I et land, der strækker sig fra 60° til 84° nordlig bredde er der naturligvis store klimatologiske forskelligheder, men det ligger udenfor denne artikels ram- mer at udrede disse nærmere. Da klimaet imidlertid spiller en stor rolle for en ekspedition, skal derfor her blot påpeges, at østkysten synes at frembyde det bedste klima for bjergbestigning, fordi det her er både mere tørt og mindre blæsende end på vestkysten, der med fremherskende vestenvinde får en del nedbør også om sommeren. Temperaturen og nedbørsmængden falder nogenlunde regelmæssigt fra syd mod nord, og sydspidsen af Grønland, Kap Farvel, synes at frembyde det for en ekspedition mest ubehagelige klima - nemlig rigelig med blæst og ned- bør. På den anden side er gennemsnitstemperaturen naturligvis højere her end i områderne nord for Kap Farvel. Endelig kan nævnes, at middeltemperaturen i juli måned for såvel vest- som østkysten er positiv - nemlig svingende fra 3,2° C. til 9,9° C. alt efter beliggenheden. Det bedste tidspunkt for bjergbestigning er som i de europæiske alper som- mermånederne juli-august, og hertil kommer det særlige forhold, at nætterne på denne årstid er ganske lyse. Nord for polarcirklen er solen på himlen hele døgnet 122 [3] L'Aiguille du Lac ved Ikamiut fjorden (Vestgrønland) besteget af den fransk-schweiziskt ekspedition 1958. Foto: R. Tissiéres rundt fra slutningen af juni til et stykke ind i august. Hvad dette betyder for bjergbestigere, der er vant til at tilrettelægge bjergturene således, at man er i hus inden mørkets frembrud, behøver ingen nærmere forklaring. Inden selve kronologien påbegyndes, er det nødvendigt at anføre følgende: Beretningerne om stedfundne bestigninger findes spredt i bøger, tidsskrifter, artikler og ekspeditionsberetninger etc., og det er derfor sandsynligt, at flere be- 123 [4] Fra en sidedal til Sefstrømgletcheren. (Stavnings Alper) Bjerget i baggrunden besteget af den østrigske ekspedition iys7- Foto: Erik Hoff retninger er undgået forfatterens opmærksomhed. Kronologien gør derfor på ingen måde krav på at være udtømmende., hvilket også er udtrykt i artiklens undertitel, og et supplement vil sikkert være påkrævet - ihvertfald efterhånden som den alpinistiske aktivitet i Grønland med årene forøges. Ved udarbejdelsen er kun medtaget sådanne bestigninger eller bestigningsforsøg, hvorom der foreligger skriftlige beretninger, der giver oplysninger om deltagerne, tid og sted, medens det af nærliggende grunde har været umuligt at omtale de talrige - antagelig mindre-bestigninger, som må være foretaget under videnskabe- lige ekspeditioner som omtalt i indledningen. 1870. Tysk arktisk ekspedition til Østgrønland. Julius v. Payer, professor Copeland og Peter Ellinger (østr.) foretager førstebestigning af Payer-Spitze (2133 m) ved Franz Joseph Fjord. Beste- get påny 1952 af J. Haller og W. Diehl. Første alpinistiske ekspedition til arktis. 124 [5] Typiske bjergformationer i området mellem Gullygletcheren og Sefstremgletcheren (Stauniugs Alper). Foto: E Hofer 1867 og 1872. Edward Whymper (brit.) udfører glaciologiske og geologiske undersøgelser i om- råderne omkring Jakobshavn og Disko (vestkysten). I 1872 forskellige mindre bestigninger af bjergene ved kysten, herunder førstebestigning af Quilertinguit (1968 m) på halvøen Nugssuaq. Q. senere besteget af K. J. V. Steenstrup (dansk) 1879 og af miss J. W. Hutchinson (brit.) 1929. Litteratur: F. S. Smythe: Edward Whymper. Mountaineering (The Lonsdale Library) p. 314 ff. Alpine Journal V p. i og VI p. 161 og 209. 1886. C. H. Ryder, Block og Ussing (dansk) foretager førstebestigning af Koersorssuaq (1030 m) i Upernavik området (vestkysten). Senere besteget af T. G. Longstaff og J.M.Wordie i 1934- Litteratur: Geographical Journal, okt. 1935 vol. 86 p. 297-316. J.M.Wordie: „Expedition to Melville Bay and Baffin Land". 1909. Arnold Heim (schw.) bestiger alene Kingitoarsuk (2150 m) på halvøen Nugssuaq (vestkysten). Litteratur: A. Heim og M. Rikli: „Sommerfahrten in Gronland". [6] 1909. Alfred de Quervain's (schw.) meteorologiske ekspedition til Vcstgrønland. Deltagere: A. de Quervain, Aug. Stolberg (Strassburg) og E. Babler. Førstebestigning afHjortetakken (1180 m) og Sadlen (1210 m) i Godthåb distriktet. Hjorte- takken besteget påny i 1912 af de Quervain og P. L. Mercanton (schw.) og i 1931 af T. G. Longstaff og Miss Sylvia Longstaff (brit.) Litteratur: de Quervain og Stolberg: Durch Grønlands Eiswiirste (1911). Berge derWelt III 1948 p. 6. Mountaineering (Lonsdale) p. 315. T. G. Longstaff: „Ascent of Hjortetak- ken". Canadian Alpine Journal 1932 vol. 21 p. 62-64. 1912. Alfredde Quervain s traversering af Granland (vest-øst) - 2. bestigning af Hjortetakken - op- dager det såkaldte Schweizerland nord for Angmagssalik. Litteratur: Berge der Welt III 1948 p. 6. 1926. Den britiske Cambridge ekspedition til Østgrønland. Leder: J. M. Wordie. Førstebestigning af Riddarborgen (5906 fod) samt af et par andre bjerge i bunden af Franz Joseph Fjord. Litteratur: Geographical Journal sept. 1927 p. 225-265. Alpine Journal XLII p. 241. 1929. Britisk East Greenland Expedition. (2. Cambridge Ekspedition). Deltagere: J. M. Wordie, A. Courtauld, V. S, Forbes, V. E. Fuchs, J. T. Varley og R. C. Wakefield. Førstebestigning af Petermann Peak (2970 m) samt rekognoscering af Nordenskioldgletche- ren. Petermann Peak besteget påny 1952 af J. Haller og W. Diehl (schw). Litteratur: F. R. C. C. J. vol. 8 p. 273, Geographical Journal juni 1930 vol. 75 p. 481-504. Alpine Journal XLII p. 241. „La Montagne et Alpinisme" 1956 febr. nr. 6. 1929. Under Alfr. Wegeners ekspedition til Vestgrønland bestiger Joks. Georgi og Ernst Sarge (tysk) som de første UmanaJttind (1200 m) i Umanak distriktet. Litteratur: Alfr. Wegener: Letzte Grønlandsfahrt. Leipzig 1932. Mountaineering (Lons- dale) p. 315. 1930-32. Under British Arctic Air-Route Expedition til østkysten forsøger G. Watkins og Z. Wager en bestigning af Mount Forel fra nordvest. Watkins opdager fra luften en høj bjergkæde (Watkins bjerge - Gunbjørns fjeld). Litteratur: Geographical Journal 1932 juli vol. 80, p. 1-14. A. Stephensen: „Kangerdlugs- suaq and Mt. Forel". 1933. Amerikansk ekspedition til Suess Land (østkysten). Deltagere: Miss Louise A. Boyd (arner.), N. E. Odell og Walter Wood (brit.). Førstebestigning af „le Gog" (2608 m), Nathorst tinde (ca. 2390 m) og Teufelsschloss (ca. 1310 m). Nathorst tinde besteget påny af den skotske Slesser's ekspedition 1958. Litteratur: Alpine Journal maj 1934 vol. 46 p. 38 ff. „La Montagne et Alpinisme" 1956 febr. nr. 6. N. E. Odell: „Within and without Arctic Circle". 126 [7] 1934- T. G. Longstaff og P. D. Baird (brit.) bestiger „The Dcvil's Thumb" i Upernavik distriktet (vestkysten). Litteratur: Alpine Journal vol. 47 p. 49-58. T. G. Longstaff og M. H. W. Ritchie: „Shores ofBaffinBay". 1934. Britisk Trans-GreenlandExpedition. Lindsay, Croft og Godfrey opdager og opmåler „Kronprins Frederiks bjerge" nordøst for Schweizerland (østkysten). Litteratur: Geographical Journal maj og september 1935. 1934. Italiensk ekspedition til Scoresbysund distriktet (østkysten). Deltagere: Bonzi, de Gasparotto, Figari, Martinoni og Sommi. Førstebestigning af Punta Balestreri (1710 m), Punta Roma; Punta Ghilberti og Punta degli Italiani (1910 m). Litteratur: Rivista Mensite CA I 1935 p. 186-192. „Illustratione Italiana" 1934 p. 43. 1935. Britisk ekspedition til JVatkins bjerge. Deltagere: L. Wager, J. Longland, E. Fountaine, A. Courtauld, Ebbe Munch (dansk) og H. G. Wager. Førstebestigning af Gunbjørns fjeld (3700 m) - Grønlands højeste bjerg. Litteratur: Alpine Journal maj 1936 p. 40 ff. Geographical Journal september 1936. Grøn- land 1957 nr. 9-11. 1936-38. Dansk ekspedition til Kap Farvel distriktet. Leder: Eugen Wegmann (schw.). Talrige mindre bestigninger. Litteratur: Berge der Welt III 1948 p. 5. 1936. H.N.Pallin's ekspedition til Vestgrenland. Førstebestigning af unavngiven top (2237 m) på Nugssuaq halvøen (Umanak distriktet) samt af mindre toppe i Cape Seddon distriktet (Holms Island) ved Melvillebugten sammen med J. Bjarnow (dansk). Litteratur: Alpine Journal 1937 XLIX p. 153 ff. og 190-202. H. N. Pallin: „Mountains and glaciers West Greenland". 1938. Schweizisk (AACZ) ekspedition til Schweizerland (østkysten). Deltagere: Michel Perez, André Roch, Otto Coninx, Guido Pidermann, Robert Landolt, Karl Baumann og E. Wyss-Dunant. Førstebestigning af Mount Forel (3360 m), Perfekt (3000 m), Fniebjerg (3100 m), Laupers bjerg (2580 m), Rodehorn (2140 m), Sølverbjerg (ca. 20OO m), Reposoir (1725 m), Fan/korn (ca. 1600 m), Rytterknægten (2020 m), Punta Helvetia (ca. 1400 m), Bellavista (1450 m) m. fl. - ialt 14 førstebestigninger. Litteratur: Berge der Welt III 1948 p. 9 ff. Die Alpen febr. 1939 bd. 15 p. 41-54, 96-106. Alpine Journal maj 1939 vol. 51 p. 105-110. A. Roch og G. Pidermann: „Quer durch Schweizerland". I27 [8] 1950. Britisk ekspedition til Vestgrønland. Deltagere: Norman Tennent, H. J. Drever, Mac Kenzie, Wyllie, Trevor Ransley og C. G. M. Slesser. Bestigninger i Holsteinsborg, Umanak og Upernavik distrikterne. Førstebestigning af Kakar- toq, Naparsudleraq, „Castor og Pollux" m. fl. Litteratur: Alpine Journal LVIII p. 192 og 199. Scottish Mountaineering Club Journal april 1951 vol. 24 nr. 142 p. 285-288. H. J. Drever og T. J. Ransley: „Mountaineering in Greenland". 1950-1951. Medlemmer af Lauge Koch's geologiske ekspedition til Østgrønland Peter Braun og Fritz Schwarzenbach (schw.) foretager førstebestigning uf Frihedstinde (2610 m), Elisabeth- tinde (2260 m) samt af et par andre unavngivne bjerge i bunden af Skjoldungebræen (Stau- nings Alper). Litteratur: 49. Jahresbericht Akademischer Alpenklub Bern, Bern. „La Montagne et Al- pinisme" 1956 februar nr. 6. Berge der Welt Bd. VIII 1953 p. 190. Meddelelser om Grønland Bd. 154 nr. 3 1958. 1951. Norsk ekspedition til Stemnings Alper (Østgrønland). Deltagere: Arne Randers Heen, Øistein Roed og Kjeld Friis Baastad. Førstebestigning af 3 unavngivne bjerge på østsiden af Skjoldungebræen - 2 i den centrale del af Staunings Alper og i ved Kong Oscars Fjord. Rekognoscering af Skjoldungebræen. Litteratur: Polar record. July 1953 vol. 6 nr. 46 p. 803. Norsk Fjellsport, Oslo 1958. 1952. J. Haller og W. Diehl (schw.) bestiger Payer Spitze (østkysten). Litteratur: „La Montagne et Alpinisme" 1956 februar nr. 6. 1953. J. Haller, W. Diehl og H. R. von Gunten (schw.) bestiger som de første Schackletons bjerg i Kong Christian X's Land (østkysten). Litteratur: „La Montagne et Alpinisme" 1956 februar nr. 6. 1954. J. Haller, W. Diehl og F. Schwarzenbach (schw.) foretager førstebestigning af „Danmarks- tind" (2930 m) - højeste bjerg i Staunings Alper (østkysten) samt 2. bestigning af „Norske- tind" (også kaldet „Stortoppen" eller „Erik Raudes tind"). Rekognoscering af Sefstrøm- gletcheren. Litteratur: 49. Jahresbericht Akademischer Alpenklub Bern, Bern. „La Montagne et Al- pinisme" 1956 februar nr. 6. Meddelelser om Grønland Bind 154 nr. 3 1958. 1954. Dansk-norsk ekspedition til Staunings Alper (østkysten). Deltagere: Oistein Roed og Arne Randers Heen (norsk) Emmerik Jensen og Erik Hoff (dansk). Førstebestigningen 2$„Stortoppen" (2870 m) samt af 2 bjerge (ca. 1900 m) ved Alpefjorden. Rekognoscering af Vikingbræen. Litteratur: Grønland, København, nr. 8 aug 1955. 49. Jahresbericht Akademischer Alpen- klub Bern, Bern. „La Montagne et Alpinisme" 1956 febr. nr. 6. Norsk Fjellsport, Olso 1958. Meddelelser om Grønland Bd. 154 nr. 3 1958. 128 [9] Cime du Sangmissoq ved E