[1] GRØNLANDS VILDTBESTAND SOM RESERVE FOR GRØNLANDS FREMTID Af amanuensis Chr. Vibe Oer vi tilbage i Grønlands årtusindegamle historie, er det påfaldende at lægge mær- ke til, hvorledes den ene blomstrende eskimoiske kultur er blevet afløst af den anden lige op til vore dage. Ind imellem har ligget perioder med fattigdom og sultedød — først for vildtet, senere for mennesket. Eskimoen indgik som et naturligt led i natu- rens husholdning. Havde fangstvildtet det godt, levede menneskene i overflod - og der var kræfter tilovers til kulturelle nyskabelser. Men sultede og omkom vildtet un- der klimaets ugunst, led mennesket samme skæbne. Naturen kender ingen barmhjer- tighed. Folk efter folk uddøde på Grønlands øde kyster i langvarige nedgangsperi- oder, hvor sælerne blev få og fjeldene fattige på vildt. Men atter ændrede klimaet sig, og nye tider oprandt for det eskimoiske folk, der i sejge indvandringsbølger tog de uddøde bopladser i besiddelse, måske for år- hundreder, måske kun for en stakket frist. Det er ikke den arktiske kulde, der gør Grønland til et skæbnesvangert land at leve i for dyr og mennesker - det er derimod landets stadigt skiftende klima — naturens lunefulde ustabilitet, der ikke mærkes så meget på tempererede breddegrader, men som skaber utrygge kår både i troperne og i arktiske egne — og i særdeleshed i Grønland — på hvis midte den evige indlands- is hviler, kold og vældig. Som børn har vi læst om Grønlands indlandsis, og så intenst har forestillingen om denne uhyre iskalot fæstet sig i vor bevidsthed, at den har leget med vor fantasi, og vi har tillagt denne gigant gigantiske egenskaber. Den skaber klimaet over hele Nordatlanten — siger man — i hvert fald Grønlands klima. I så fald ville Grønland være et arktisk paradis at leve i; thi til trods for bræer- nes tilbagerykning eller vækst er indlandsisen Grønlands mest stabile faktor, ufor- anderlig i al sin majestætiske vælde. Nej, Grønlands ustabile klima skabes et helt andet sted og langt borte. — Det er Nordpolens vinterkulde, der i seks måneders soliøse mørketid hober sig op ved at fryse Polhavet til med mange meter tykke isflager. Disse bryder op om foråret og 2OI [2] •ar?" driver som storis ned langs Østgrønland, runder Kap Farvel og fortsætter driften op langs Vestgrønland som en dræbende kuldefaktor, der ofte midt på sommeren afkøler havet, afkøler luften og på mange måder ændrer levevilkårene for såvel havets som landets vildt. Storisen er Grønlands altoverskyggende klimaskaber — og dens meget varierende optræden gør Grønlands klima ustabilt. I visse år kommer den tidligt, i andre år sent. Til tider driver den langt vestover i Davisstrædet, til andre tider smyger den sig tæt langs kysten og ind i fjordene, ofte tynde flager, ofte indtil ti meter tykke eller mere. I en årrække kan storisen år efter år standse ved Fiskenæsset, men det kan også ske, at den driver helt op i Diskobugten. I sandhed, storisen er Grønlands onde dæmon, lunefuld, ødelæggende og dræbende, når den indfinder sig i utide. I et omfattende videnskabeligt arbejde over østgrønlandsisen har dr. Lauge Koch vist, hvorledes denne is i perioder har lagt sig langs Islands nordkyst til stor ulykke for dette land. — Og ved at studere storisens indflydelse på dyrelivet langs Vestgrønland, kan vi nu danne os et klart billede af, hvorledes livsvilkårene også her har været underkastet store udsving i takt med storisens lunefulde optræ- den, og dette gælder for menneskene såvel som for dyrene: sælen, polarræven, re- nen, rypen, ederfuglen, lomvien og mange andre. Lige siden Hans Egedes ankomst til Grønland i 1721 har vi gode underretninger om vildtets mængdesvingninger i beretningerne om tilstandene deroppe og de skif- tende perioder med velstand eller hungersnød. Og siden 1793 har vi Den kgl. grøn- landske Handels koloniregnskaber at bygge på. Disse findes opbevarede på Rigs- arkivet og er idag en uvurderlig kilde til studier over vildtsvingningerne i Grønland gennem mere end halvandet hundrede år. Og ved at læse i fortiden og se hvorledes klima — storis — vildtmængde og levestandard står i nøje relation til hinanden, kan vi også se ud i fremtiden og danne os et skøn over, hvornår vi kan vente nye opgangs- eller nedgangsperioder. Prøver vi at sammenligne koloniregnskabernes indhandlingslister over sælskind, ræveskind, ederfugledun og søfuglefjer med de gamle sejlskibes beretninger om storisforholdene, ser vi, at sælerne ved Sydvestgrønland tager til i perioder med forårs-storis, mens ederfugle og blåræve lider katastrofale tab i de samme perioder. Dette kan vi ikke bare forklare ved, at sælerne med deres tykke spæklag kan lide kulde og derfor holder sig nær til drivisen, mens det andet vildt foretrækker et mildere klima. Alt vildt holder nemlig til der, hvor det kan finde føde i tilstrækkelig mængde. Kulden i sig selv er ikke noget problem for arktiske dyr, blot dyrene kan få noget at spise og derved sættes istand til at producere den varme, der er nødvendig som modvægt mod kulden. 2O2 [3] , , , . Foto: Vibe Lom-vien har i modsætning til ederfuglen kunnet tåle en stadig f oreget beskydning, hvilket skyldes, at den holder til længere til havs og ikke lider så store tab i storisperioderne. Når sælerne holder til nær drivisen, skyldes det, at de her kan finde føde i form af krebsdyr eller små polartorsk. Disse kan optræde i millionvis i tilknytning til drivisen, hvor de lever af bittesmå copepoder af slægten Calanus. Det er disse små krebsdyr, der danner den pragtfulde grønne morild, som man ser gnistre langs slæde- mederne en vinternat på kørsel over våd havis. Men copepoderne skal jo også have noget at leve af. De får deres store chance om foråret, når drivisen spredes, og der 203 [4] "^f*m'ff'^*f!ff_ ~V- trænger lys ned i vandet mellem flagerne, sollys, der kan sætte phytoplanktonpro- duktionen i gang. ; ... Således er der en bestemt flora og fauna, der har specialiseret sig til at leve mel- lem drivisen, og det er grunden til, at sælen findes her, og at sælfangeren gerne sø- ger til iskanten for at få fangst. Alt ville nu være i orden, og alt ville være lutter idyl på de små grønlandske fangerbopladser — og alle tilbedere af eskimoens primitive tilværelse kunne spare sig enhver bekymring — hvis blot storisen kom regelmæssigt i samme mængde og på samme tid af året år efter år. Livet ville da finde sit naturlige leje i overens- stemmelse med vildtets årlige ydeevne. Men storisen er lunefuld. De til storisen knyttede sæler optræder derfor lige så lunefuldt, og sælfangeren og hans kone og børn sulter på deres boplads i de år, hvor fangsten svigter. — Også disse mennesker har krav på tryghed i tilværelsen, og det yder fangsten dem ikke i alle de områder af Grønland, hvor den er af- hængig af storisen. Men så er der jo de andre dyr: torsken, der trækker op langs vestkysten i som- mermånederne, ederfuglen, der både giver dejligt kød, æg og dun, lomvien, der befolker de store fuglefjelde, og blåræven og hvidræven med deres værdifulde pels. Disse dyr spiller også en meget stor rolle i grønlændernes daglige hushold- ning, men da de desværre ikke alle kan forliges med storisen, lider de svære tab i storisperioderne. Vi kan tidsfæste de langvarige nedgangsperioder for f. eks. ræven og ederfuglen til årene omkring 1815 - 1840 - 1867 - 1884 - 1902 - 1921 - 1942, og vi er inde i en lignende i øjeblikket - allesammen i tilknytning til samtidige storisperioder, der i gennemsnit har varet 5—10 år med megen storis tidligt på foråret, især i maj må- ned, hvor den synes at have været mest skæbnesvanger for vildtet langs kysterne. Men også fjeldets vildt som moskusoksen, renen, haren og rypen er underkastet storisens svøbe; thi der kan spores en tydelig sammenhæng mellem storisperioderne og variationen i nedbørsmængden, ligeledes i fordelingen af nedbøren på henholds- vis sommer- og vinterhalvåret. Også vindaktivitet, vindretning og vindstyrke svin- ger i takt med storisen, forhold, der spiller den allerstørste rolle for landvildtet. Grønlands vegetation kræver varme og væde for at vokse, men det er ikke lige- gyldigt, om nedbøren falder i form af sommerregn eller vintersne. En af Grøn- lands vigtigste næringsplanter, som både rypen, haren og lemmingen lever af, den topspirende pileurt, vokser i snelejer og kræver rigelig vintersne føget sammen i solide driver, der kan afgive væde i den ellers tørre sommer oppe nordpå. De store rypeår optræder derfor i tilknytning til perioder med rigelig vintersne og forøget vindstyrke, så sneen kan fyge sammen i snelejer. Vi havde sådanne store rypeår 204 [5] Hvalrossen lever af havbundens muslinger på jeevnbundsarealer ned til So meters dybde. Den var engang uhyre talrig i Holsteinsborg-Egedsminde-distrikterne, hvor menneskets uforstand nu næsten har udryddet den. Og herefter ligger havbundens enorme mængder af hvalrosfede hen til ingen nytte. Det ville svare til, at man pludseligt holdt op med at dyrke jorden og lod ukrudtet vokse hen over hele Fyn. omkring 1890 — omkring 1910 — lige før 1930 og lige før 1950, hvor der flere år i træk optrådte sådanne mængder af dette dejlige fuglevildt, at en jæger med lethed kunne skyde flere snese om dagen. I de mellemliggende lange spand af år var ryper sjældne eller kun jævnt almindelige. Hvorfor denne periodevise optræden til stor fortræd for mennesket, der gerne vil have føde hver dag? Det samme har vi set for renernes vedkommende. Renens værste fjende er usta- bile forårsmåneder med hyppige overisninger af hele fjeldet — en fare, der også nu og da truer moskusoksen, når det milde klima vandrer for langt op langs øst- 205 [6] Renjægeren Kutlikitsoj på