[1]

TUNEQ - EN INDLANDSBO
Tekst og klip af Maliaraq Vebæk
JLuneq, flertal Tornit (udtales: doneq, dornit) er et af fabelvæsnerne i den grøn-
landske sagnverden, en kæmpe, der skulle bo inde i landet. Derfor hedder den
på dansk en indlandsbo. Deres huse skulle ligge underjordoverfladen; kun ind-
gangene ragede over jorden, og disse indgange afslørede ofte indlandsboernes
beboelsessted, når de om aftenen tændte lamper i deres bolig og en smal stribe lys
sivede ud af indgangssprækken. Menneskene havde da kunnet iagttage kæmperne
dernede i deres store stue, der skulle være meget renlig med flere lampesteder,
hvor kvinderne sad på kæmpebriksen og passede deres store lamper. De talte et
mærkeligt barnesprog på grønlandsk kaldet: kutagtut, (i ental: kutagpoq).
Indlandsboerne var frygtede af menneskene, fordi de flere gange havde røvet
kvinder og børn, kvinder for at gøre dem til deres koner og børn for at lege med
dem som dukker.
Her er et kendt sagn om en dreng „Angångujuk", som var blevet bortført af
Tornit:
„En fanger, Pigajuk, og hans kone Qapiaq, havde en eneste søn, overhovedet
deres eneste barn, som hed Angångujuk., og som de elskede og forgudede udover
alle grænser. Hver dag, når Pigajuk skulle ud på fangst, sagde han til sin kone:
„Pas nu godt på Angångujuk!" Og hver dag, når Pigajuk kom hjem fra fangst,
løb Angångujuk ned til stranden foran sin moder for at tage imod sin Fader. Pi-
gajuk råbte da også altid først ind mod stranden: „Har du det godt Angångujuk?
Træk din faders kajak i land!" Og lille Angångujuk løb leende mod kajaksnuden
og „trak" kajakken op i den sandede strandbred, medens faderen roste sønnens
mange kræfter. Således gik det hver dag i flere år. Men så skete der en ulykke.
Medens Pigajuk var på kajakfangst, sad Qapiaq en dag uden for deres hus og
skrabede et sælskind på en skrabebænk. Angångujuk legede kajaktur på en pind
tæt ved. Med kort tids mellemrum kaldte moderen på Angångujuk for at overbe-
vise sig om, at han stadig var der. Men engang da hun kaldte, svarede han ikke.
Hun rejste sig straks, ledte og råbte efter ham. Han var ingen steder at finde.
230
[2]
Grædende gik hun ned til stranden, da hendes mand kom hjem. Hun troede,
at han ville dræbe hende. „Hvor er Angångujuk? Har du tilføjet ham en ulykke?"
råbte Pigajuk. „Tornit må have taget ham," svarede Qapiaq, „han forsvandt plud-
selig, mens han legede ved siden af mig. Vi må straks lede efter ham hos Tornit,"
fortsatte hun, medens manden ophidset hørte efter. Så gik de ind i indlandet.
Om aftenen nåede de til en tornitbolig på et jævnt terræn. Da de kiggede ind
ad husets indgang, hvorfra lyset kom, så de da deres lille dreng grædende hos en af
indlandsbokvinderne. Kvinderne prøvede skiftevis at bære på ham for at tysse ham
til ro, men uden held. De spurgte ham af og til i deres mærkelige barnesprog:
„Angångujuk, æ do dolden? (er du sulten)." Angångujuk svarede ikke; alligevel
gav de ham et stykke spæk at sutte på. Han spyttede det ud igen og græd videre.
Atter spurgte de: „Angångujuk, lengis do Jim?" Da nikkede Angångujuk med
hovedet. Pigajuk var så vred, at han havde svært ved at beherske sig. Men Qapiaq
holdt ham tilbage, for de vidste vel, at de ikke havde mulighed for at klare sig,
231
[3]
hvis de kom i kamp med indlandsboerne. Derfor måtte de prøve på at få indlands-
boerne til at sove. De begyndte da at synge Angångujuks vuggevise; straks faldt
Angångujuk i søvn. Lidt efter lidt faldt alle indlandsboerne også i søvn. Nu for-
beredte Pigajuk sig til at gå ned i stuen; han måtte være helt sikker på, om de
alle sov hårdt nok. For at prøve på det, spyttede han hver af indlandsboerne i
ansigtet; når de ikke rørte på sig ved det, sov de hårdt nok. Der var een, der for-
trak ansigtet lidt. Så måtte Pigajuk og Qapiaq til at synge vuggevisen endnu en
gang. Pigajuk spyttede ham derefter i ansigtet igen. Nu sov også han hårdt nok.
I en fart steg Pigajuk ned, greb hurtigt Angångujuk og krøb op med ham. I sam-
me nu han var ude med drengen, løb de, alt hvad de kunne mod deres boplads.
Tornit vågnede alligevel. De krøb råbende ud efter Angångujuk, skældte ud på
dem, der måtte have taget den lille dreng fra dem; så gav de sig til at forfølge
de flygtende. Pigajuk og Qapiaq blev klare over, at de hurtigt ville blive indhen-
tede og krøb i en hule under en sten. Indlandsboerne så ikke hulen og løb forbi.
Pigajuk og Qapiaq turde ikke gå ud af hulen, før indlandsboerne havde passeret
dem på tilbagevejen. Næste formiddag hørte de indlandsboerne komme forbi, mum-
lende af ærgrelse. Først da turde Pigajuk med familie komme frem. I en fart
løb de hjem og samlede dér deres nødvendigste ejendele og forlod deres boplads,
som de aldrig vendte tilbage til.
232[4]