[1]
DEN GRØNLANDSKE KIRKE UNDER
NYORDNINGEN
Af provst Holger Balle, Godthåb
V_yrdet kirke er „et blindt, utydeligt ord", som Luther sagde. Med andre ord:
Det, vi mener, når vi siger „kirken", kan være højst forskellige ting.
For de fleste mennesker betyder ordet kirke simpelthen præsterne eller kirkein-
stitutionen, altså et upersonligt apparat eller „væsen". Man taler f. eks. om „kirken
og skolevæsenet" og mener dermed „kirkevæsenet", den ordning eller institution,
som er organiseret ved love og bestemmelser og cirkulærer og særdeles menneske-
lige skikke og traditioner. Både i Danmark og Grønland står denne institution i
nært organisatorisk samarbejde med staten, og det er bl. a. af hensyn til samarbej-
det med staten, at denne kirkeorganisation er bygget op.
Men sommetider mener vi noget helt andet, når vi taler om kirken. Når det ny
testamentes nye danske oversættelse taler om kirken, menes der ikke et apparat eller
et væsen eller en institution, men simpelthen et folk, det kristne folk, (den kristne
menighed).
Kirken i betydning af kirkeorganisationen og kirken i betydning af det kristne
folk er altså to væsentligt forskellige ting, hvormed ikke skal være sagt, at de intet
har med hinanden at gøre.
Den grønlandske kirkeinstitution er der for menighedens og for det grønlandske
folks skyld, og dens berettigelse afhænger til enhver tid af, om den tjener disse to
folk, og om den kan tjene dem begge ærligt, uden at dens arbejde for det grønland-
ske (og dermed tildels i statens tjeneste) kommer i strid med dens arbejde over for
den kristne menighed.
At kirkeinstitutionen og det kristne folk ikke er det samme, ses bl. a. af at „kir-
ken" i Grønland har opgaver, som ikke er menighedens opgaver. Det er „kirkens"
øjeblikkelige opgave i Grønland at holde folketællinger og mandtal, men det er ikke
en kirkelig opgave i den forstand, at det skulle have nogen speciel relation til menig-
hedens særlige opgave, som er at bringe en besked (en nyhed, et budskab) fra Gud
til mennesker. Og det egentlige organ for overbringelse af denne nyhed er ikke kir-
keorganisationen, men menigheden.
233
[2]
Forholdet mellem kirkeorganisationen og menigheden (det kristne folk) kan
groft sagt sammenlignes med forholdet mellem statsinstitutionen og folket. Staten er
til for folkets skyld (hvis den rent faktisk ikke er det, er den kommet på afveje)
og kirkeinstitutionen er til for menighedens skyld (hvis den rent faktisk ikke er det,
er den kommet på afveje).
Hvilken af de højst forskellige realiteter, som ordet „kirke" kan betyde — er
det så, jeg skal skrive om her: Kirkeinstitutionen eller menigheden (det kristne folk)?
Dem begge — men for at undgå begrebsforvirring må det klargøres, at de to nok
har særdeles meget med hinanden at gøre, men ikke er identiske.
Præsterne er for så vidt et af bindeleddene mellem kirkeinstitutionen og menig-
heden, da de har til opgave at tjene både menigheden og kirkeinstitutionen (og
igennem denne folket og staten).
For at tage mig selv som eksempel på forskellen mellem kirkeorganisation og me-
nighed, så kan jeg som kirkeinstitutionens repræsentant give ordrer og udstede cirku-
lærer (eksempelvis vedrørende kirkebygningerne eller kirkegårdene) og forlange,
at de bliver adlydt. Men i egenskab af menighedens tjener kan jeg ikke påberåbe
mig nogen autoritet i kraft af min provstestilling, men kun tale med Guds ords au-
toritet (som ikke er en autoritet, som jeg har, men en autoritet som „har" mig.) Hvis
jeg forlangte af præsterne, at de skulle forkynde et helt andet budskab, end det de er
sat til at forkynde, eller at de skulle fremsætte en lære, som stred mod dette budskab,
så var det deres kristenpligt og præstepligt at nægte at adlyde mig, om jeg så nok
så meget var provst (og det samme ville gælde, hvis jeg var biskop) — jfr. Paulus'
ord i en situation, hvor en vildledende lærdom blev forkyndt: „Om så en engel fra
himlen forkynder jer et andet budskab, end det I hørte af mig, så være han forbandet".
Eftersom jeg skrev (og mente), at kirkeorganisationen er til for menighedens
skyld, kunne man vente, at jeg ville skrive mere om menighedens opgaver end om kir-
keorganisationens. Det er dog ikke sikkert, at det vil blive tilfældet, selv om jeg
kan sige med sandhed, at menigheden interesserer mig mere end kirkeorganisatio-
nen (til trods for at det er faldet i min lod at bruge en meget væsentlig del af min
tid til cirkulærer og til det stadig stigende hav af papir, til lønforhandlinger og løn-
sager og honorarer og byggesager og kirkegårdssager og bestyrelser).
Når jeg muligvis kommer til at skrive mere om kirkeorganisationen end om me-
nigheden, er det bl. a. af følgende to grunde:
For det første: Kirkeorganisationens arbejde er langt lettere at konstatere og føl-
ge end menighedens. Hvad der til syvende og sidst sker i menigheden, er altid noget
af en hemmelighed. Menigheden er det folk, som Gud har gjort til sit folk ved dåben,
og som bliver i denne dåbspagt ved at høre det ord, han taler til den, og ved at sto-
le på ham. Med andre ord: Jeg kan ikke engang konstatere, hvor mange der hører
234
[3]
til dette folk, eftersom jeg ikke er i stand til at se ind i menneskers hjerte, om de tror
Gud (hvad der er noget andet end at have selv de korrekteste meninger om Gud.)
Den anden grund til, at jeg måske kommer til at skrive forholdsvis meget om kir-
keorganisationen, er, at kirkeorganisationens forhold på en mere tydelig måde end
menighedens opgave er påvirket af „nyordningen".
Menighedens særlige opgave (den opgave, som kun menigheden og ingen andre
har) er ikke blevet en anden, fordi der er en nyordning igang her i Grønland. En an-
den ting er, at den måde, den må løse sin opgave på, ændrer sig efter de ændrede for-
hold. Men opgaven er den samme, eller for at sige det tydeligere: den grønlandske
„nyordning" betyder ikke, at menigheden er begyndt at forkynde en ny „besked", et
nyt budskab. Selv om det er en glædelig nyhed, menigheden skal give mennesker be-
sked om (og altså ikke en ideologi eller et sæt meninger) og selv om menigheden på
dette punkt har en opgave, der minder mere om nyheds journalistens opgave (at brin-
ge nyhederne) end om lederskribentens opgave (at anstille betragtninger over dem)
så er der den forskel mellem menighedens og journalistens opgave, at menigheden
forkynder en tilsyneladende håbløst forældet nyhed, som har været forkyndt i man-
ge hundrede år.
Men trods de mange år, den nyhed har været forkyndt, er det alligevel netop en
nyhed og ikke en ideologi. Det er en nyhed, der kan sammenlignes med den nyhed, vi
hørte i radioen den 4. maj: „Vore undertrykkere er besejret, vi er frie!"
Men mens nyheden 4. maj 1945 nu ikke længere er en nyhed for os, men er ble-
vet historie, så er det anderledes med nyheden om den sejr, der blev vundet for os
allesammen, da en tømrer fra en foragtet landsby i et foragtet land valgte at dø den
mest ensomme død noget menneske har lidt, fremfor at bruge sin magt til at bede
Gud bringe dom og ødelæggelse over sine fjender. Den nyhed vil ikke blive gam-
mel, så længe der er mennesker, der er under det ondes og dødens magt; for de fjen-
der, som led det afgørende nederlag dengang, er de samme fjender, som nu er vore
fjender: løgnens og hykleriets og egoismens og selvretfærdighedens, dødens og
djævelens magt. Derfor er nyheden den samme nu som for 1900 år siden, og dog sta-
dig en nyhed.
Nyordningen har ikke givet den grønlandske menighed et andet budskab, men ef-
tersom det budskab ikke skal skrives i lærde bøger, men overbringes til mennesker,
kan det ikke uden videre overbringes med de samme ord, som blev anvendt den-
gang, eller med de samme ord i Grønland som i Danmark.
At menigheden nok har den samme opgave under nyordningen som før, men alli-
gevel (eller rettere sagt: netop derfor)må løse den på andre måder, kommer endnu
stærkere frem, når vi tænker på den del af menighedens opgave, som går ud på det,
som man i teologien kalder at forkynde loven. Den opgave at forkynde det glædelige
235
[4]
r-*s"r~
om, hvad Gud har gjort for os og vil give os, er menighedens særlige opgave, den
opgave som ingen anden end menigheden har. Men sammen med den opgave hører
det at sige mennesker, hvad de skal gøre, hvad der kræves af dem, hvad de skylder
deres medmenneske. Den opgave er menigheden ikke ene om.Gud stiller os overfor
sine krav, ikke alene gennem menighedens forkyndelse, men også gennem vore over-
ordnede og underordnede, gennem vore ægtefæller eller børn eller mennesker, vi
tilfældigt møder, og som får brug for vor hjælp.
Og her (hvor det gælder Guds krav til os) kommer „nyordningen" i Grønland
til at influere mere mærkbart på menighedens opgaver, end når det gælder Guds
gave til os.
Lad mig nævne et enkelt område: Hjemmenes stilling i samfundet er blevet en
helt anden nu (også i Grønland) end dengang hjemmet var en arbejdsenhed, hvor
mand og kone var arbejdskammerater med mange flere fælles opgaver. Efterhån-
den som teknikken omkalfatrer samfundet, bliver hjemmet et sted, hvor faderen
(og tildels også moderen) kun opholder sig fra aften til morgen.
Hvordan kan hjemmene løse deres opgaver under de forhold? De spørgsmål sø-
ger man bl. a. at trænge ind i ved de foredrags- og diskussionsaftener, som har væ-
ret holdt i Godthåb i de senere år om hjemmene og samfundet.
Men hertil kommer den vældige forandring, der er ved at ske derved, at mange
mennesker bliver mere knyttet til deres arbejdssted end til deres sogn eller hjem-
sted, en udvikling, som også er i gang i Grønland, og som menighedsarbejdet ikke
er godt rustet overfor. Menigheden er vant til at bygge sit arbejde på de „gam-
meldags" lokale samfund: hjemmene og sognet, men ikke til at arbejde i de nye
samfund (fabrikker og andre arbejdspladser) - og vi ved alt for lidt om hele
den verden, en industriarbejder lever i, alt for lidt om vanskeligheder med akkor-
der eller om det sløvende i mekanisk arbejde.
Her mener jeg, der er brug for en ændring i forberedelsen til præstens arbejde.
Som en svensk biskop sagde: En teologisk kandidat véd en hel masse om samfunds-
forholdene på Luthers tid, men er blank overfor store dele af sin egen tids samfund.
— Det jeg ønsker er ikke afskaffelse af det teologiske studium; men det teoretiske,
filosofiske stof kunne godt beskæres til fordel for teoretisk og praktisk kendskab til
det moderne samfund. For eksempel mener jeg, at det er vigtigere for en bypræst at
være .grundigt orienteret i moderne arbejder- og arbejdsgiverproblemer, end at vide
grundig besked om Buddhas religion e]lerKonfuciiLs'i_filpsofi. Et grundigt kendskab
til Karl Marx's tanker vil for en bypræst også være af større betydning end et ret
overfladisk kendskab til f. eks. Decartes og Spinozas eller Kants filosofi.
De begyndende storbyforhold stiller alle i Grønland, også menigheden, over for
nye opgaver. Hvor en vis opdeling i arbejde for ældre, for ægtepar, for unge og
236
[5]
børn, før var uaktuel, falder den nu naturlig, i hvert fald i de større byer (forudsat
at man anerkender, hvad jeg gør, at kristne ikke udelukkende kan eller skal ind-
skrænke sig til deres særlige opgave (at bringe bud om Kristus), men også sammen
med alle gode kræfter skal arbejde med på at løse de opgaver, som livet på arbejds-
pladser, i hjem og samfund fører med sig.
Ungdomsmøder og „unge hjems aftener", som før var næsten ukendte i Grøn-
land, er derfor nu blevet et fast led i arbejdet i nogle af de største byer.
Fritidshjemsarbejde er strengt nødvendigt i de moderne „storbyer" og er i gang
mange steder i Grønland. Men N. B. arbejdet lider meget stærkt under de yderst
mangelfulde lokaleforhold, da fritidshjemsarbejdet foregår i lokaler, der ikke er
byggede til formålet, og som for nogles vedkommende er alt for små, og for nogles
vedkommende bruges til helt andre formål og kun kan stilles til rådighed som fri-
tidshjem nogle gange om ugen. Vi savner i de store byer fritidshjem, som er bygget
til formålet, og som har en leder (eller ægtepar som ledere) der kan bruge hver af-
ten til fritidshjemsarbejdet. Der blev for flere år siden samlet ind til opførelse af
fritids- og sømandshjem i Godthåb, men på grund af de høje byggeomkostninger i
Grønland er beløbet ikke tilstrækkeligt. Det vil være et væsentligt fremskridt for
ungdommen, om staten vil yde tilskud til fritidshjem i Grønland; de penge man gi-
ver, vil give „renter", som ikke kan vurderes i penge, og det vil blive dyrt at lade
være at give dem ud.
Tilbage til menighedens særlige opgave, (jeg siger med vilje særlige opgave og
ikke „egentlige" opgave). Jeg må erkende, at jeg ikke harværet tilbøjelig til at se på
mandtalslister og cirkulærer og kontorarbejde og „socialt arbejde" som „ikke mine
egentlige opgaver". Men alle opgaver er „egentlige" opgaver, hvor „verdslige"
de end er. Hvis vi ikke anser dem for egentlige opgaver, må konsekvensen være, at
vi frasiger os dem. En anden ting er, at vi kan blive nødt til at frasige os nogle af
disse højst brogede opgaver, mange præster har fået, af den praktiske grund, at dis-
se opgaver ikke levner os tid nok til vor særlige opgave. Men ingen af vore op-
gaver er „2-klasses" opgaver.
Menighedens særlige opgave er at sige videre til andre mennesker, hvad Gud si-
ger os. Det foregår på mange måder, i kirken og udenfor, overfor forsamlinger og
overfor enkeltmennesker.
Den opgave at forkynde Guds ord er til syvende og sidst den samme alle steder,
og vanskeligheden er den samme: Det er ikke ideologi, der skal forklares, men en
„besked", der skal gives - og dog er „beskeden" ikke noget, man ved eller har, men
noget man får. Man kan „lave" et foredrag, man „får" eller „hører" en prædiken.
For så vidt minder opgaven (i øvrigt sans comparaison) om digterens: En digter kan
ikke „lave" et digt, det „kommer over ham".
237
[6]
Det med at man „får" det, man skal sige, betyder ikke, at man får åbenbaringer
ud af luften eller „aus den Innern seines Bewusstseins". Det ophæver ikke, at der
skal gøres et endda meget grundigt arbejde med prædiketeksten. Den er jo skrevet
på ét fremmed sprog, og dens budskab skal forkyndes for mennesker, der trods al
lighed „på bunden", lever under helt andre historiske, nationale og sociale forhold,
end de forhold, der rådede, da teksterne blev skrevne. (De lignelser og eksempler,
der bruges i teksterne, kan f.eks. være taget fra forhold, der er næsten ukendte for
de fleste tilhørere, og som præsten kun gennem grundigt studium af den tids forhold
kan få et klart indtryk af).
Altså: Der skal arbejdes, men det, der gør resultatet til noget andet end et fore-
drag (nemlig til noget, der ikke er tankespind, og noget som angår os nu) — det
kan ikke skabes ved vort arbejde. Enten „får" vi det (som digteren „får" sit digt)
eller også bliver resultatet kun - et foredrag.
Hvad der er specielt for en præst i Grønland er bl. a., at han næsten altid har en
forsamling af mennesker, der lytter — som med andre ord netop ikke kommer, som
man kommer for at høre et (måske interessant, men alligevel personligt uvedkom-
mende) foredrag, men kommer, som man kommer for at høre noget, der angår én
- altså på en måde, der svarer til den måde, hvorpå vi lyttede til ,,4.-maj-budskabet".
Noget andet, der gør opgaven noget anderledes i Grønland, er, at de danskfødte
præster har den uendeligt vanskelige opgave at tale på et sprog, der ikke er deres
modersmål — her har kateketerne, trods deres mindre uddannelse, et vældigt fortrin.
De kender, især på de små bopladser, deres menighed ud og ind og kan tale deres
sprog.
Det jeg nævnede før: at man aldrig „har" (eller disponerer over) det ord, man
skal sige til mennesker, kommer endnu stærkere frem, når man står overfor — ikke
en forsamling, men enkelte mennesker. Det er en misforståelse, hvis De tror, at man
ved, hvad man skal sige til en mor og far, der har mistet deres barn. Jo, man ved,
hvad „man" siger - men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til netop de mennesker. Selv
den mest korrekte teori eller lære kan blive intetsigende i sådan et øjeblik. Ja, selv
nogle ord, som ikke er formet som en lære, men som et budskab, kan falde døde og
tomme til jorden og være uden myndighed. Nej, vi ved ikke, hvad vi skal sige til en
mor og far, der har mistet deres barn - vi kan kun „komme til" at sige det rigtige,
altså ikke bare den korrekte lære, men det ord, som netop de mennesker skal høre
i netop den situation, det som i mere bogstavelig betydning end vi ellers lægger i or-
dene bliver „det forløsende ord", det ord, der befrier fra fortvivlelsen. Den rette
lære disponerer vi til en vis grad over, den „ved" vi til en vis grad og „har" den til
en vis grad. Men „det forløsende ord"- det har vi ikke. Det „kommer" - eller kom-
mer ikke. Ingen rutine kan bringe os ud af den hjælpeløshed, aldrig kan vi prøve at
238
[7]
„tage" situationen på en måde, som engang tidligere var den rigtige. I de
situationer bliver de mere end kønne ord for os, at „intet kan du tage, alt kan
du få af Gud".
Her er et af de områder, hvor der er særlig grund til at gøre opmærksom på, at
menigheden ikke er lig med „præsterne" - eller, for at sige det på en anden måde,
at menigheden er et folk af præster. En såkaldt „lægmand" kan i en given situa-
tion komme til at sige det forløsende ord, hvor præsten kun fik doceret theologi-
ske læresætninger.
En anden form for forkyndelse overfor de enkelte er den, der bliver brug for,
når enkeltmennesker selv søger præsten. Nogle kommer for at søge hjælp i person-
lige eller familiære vanskeligheder (for eksempel for at få hjælp til at komme ud
af drikkevaner, for at få løst ægteskabelige problemer — det hænder heldigvis, at
ægtepar kommer for at få råd, inden konflikterne er blevet så alvorlige, at man
vil have separation og skilsmisse).
Hvad angår de sidstnævnte lovpligtige mæglinger, er det mit indtryk, at mæg-
lingerne i Grønland i højere grad end i Danmark fører til forsoning mellem ægte-
fællerne. Jeg tilføjer, at præsternes opgave efter min opfattelse er at søge at
hjælpe til, at der sker en reel forsoning mellem ægtefællerne; hvis det ikke lykkes,
mener jeg ikke, det er mæglerens opgave ved overtalelsesforsøg at presse ægte-
fællerne til at fortsætte ægteskabet.
De mennesker, jeg her har omtalt, kommer væsentlig for at få råd. For andre
er hovedsagen ikke vanskelighederne, men at synden skiller fra Gud og fra andre
mennesker. For dem er det primære at få tilsagt syndstilgivelsen, evt. så også at
få råd om, hvad de kan gøre for at prøve at bøde på den skade de har voldt et
medmenneske, eller for at blive forligt med en, de har været i strid med.
Det er mit indtryk, at dette egentlige private skriftemål, hvor bestemte synder,
der særligt trykker, nævnes ved navn, og hvor man derefter modtager syndstilgi-
velsen, også er almindeligere i Grønland end blandt protestanter i Danmark. Men
jeg tilføjer, at i mine første præsteår i Grønland kom der kun ganske få for at få
råd i personlige vanskeligheder eller for at skrifte. Det er klart, at for de dansk-
fødte præsters vedkommende vil de sproglige vanskeligheder ofte være en næsten
uovervindelig hindring.
Udover den direkte forkyndelse er der det mere oplysende arbejde. Skellet er
ikke skarpt i praksis; når jeg ovenfor sagde, at en prædiken er noget andet end
et foredrag, vil jeg ikke dermed sige, at en prædiken ikke må bringe oplysning men
at en tale, der kun bringer viden om en lære, og ikke har noget at sige til taleren
og tilhørerne, ikke er nogen prædiken. På samme måde kan en tale eller samtale,
der væsentlig er af oplysende karakter, komme til at rumme noget, der direkte
239
[8]
siger noget til os. Det gælder f. eks. konfirmandforberedelse, studiekredsarbejde,
bibeltimer og oplysende kristelige foredrag.
Det oplysende arbejdes nødvendighed understreges ved Jehovas vidners, pinse-
missionens og adventisternes virksomhed i Grønland.
Uden at disse religionssamfunds repræsentanter har noget personligt ønske om
at modarbejde det menighedsarbejde, der gøres af den evangelisk-lutherske me-
nighed, kommer deres arbejde faktisk til at modarbejde. Disse samfund prakti-
serer nemlig alle omdåb af mennesker, der er døbt som børn, og ved selve denne
praksis og den lære, der ligger bag den, får de mennesker til at tvivle på, at den
dåb, de blev døbt med, er en virkelig dåb, mens vi i de evangelisk-lutherske me-
nigheder, når der har været dåb, beder om, at Gud vil bevare os i vor dåbs nåde,
og at vi ikke må komme til at tvivle om vor dåbs nåde. Jeg har andetsteds påvist,
at gendøbernes dåbslære og dåbspraksis strider mod Jesu og hans apostles ord og
mod det, de siger om dåben. Derimod har det, jeg i nærværende artikel har frem-
ført, ikke haft til hensigt at tage stilling til, om gendøbernes eller den evangelisk-
lutherske kirkes lære stemmer bedst med det ny testamente, men blot at vise den
faktiske modsætning, der findes mellem gendøbernes og den evangelisk-lutherske
kirkes praksis og lære, og som viser sig i, at den evangelisk-lutherske vil blive i den
dåbspagt, de er døbt ind i, mens gendøberne omdøber allerede døbte mennesker.
Dette understreges, fordi mange synes at mene, at modsætningerne ikke er af sag-
lig, men af personlig art, at f. eks. min lejlighedsvise polemik mod en vildledende
lære skulle betyde, at jeg ville beskylde pinsemissionærer, adventister og Jehovas
vidner for at være moralsk underlødige mennesker, der ønskede at gøre skade. No-
get sådant har jeg aldrig hverken ment eller sagt. Modsætningen er af saglig art,
svarende til modsætningen på det politiske plan mellem en kommunist og en social-
demokrat, der kan bekæmpe hinandens lære som alvorligt skadelig, uden at anse
den anden part for et personligt dårligt menneske.
240[9]