[1] NYE FORSLAG OM FUGLEFREDNING I VESTGRØNLAND Af dr. phil. Finn Salomomen VJrønland er i støbeskeen i disse år. Udviklingen går fremad med en fart som al- drig før, og menneskelivet undergår store forandringer. Alt dette diskuteres og drøftes indgående, ikke mindst i dette tidsskrifts spalter. Mindre kendt er det, at udviklingen uundgåeligt også medfører omfattende ændringer i naturen. Gud ske lov vil nyordningen ikke kunne medføre ødelæggelse af den storslåede grønlandske natur, men dens levende væsener, dens planter og dyr, trues på mange måder. Dette gælder først og fremmest de dyrearter, som er af økonomisk betydning for den grønlandske befolkning og gøres til genstand for jagt og fangst. Modsat forhol- dene i det egentlige Danmark, hvor jagt i vore dage kun er af ren sportslig betyd- ning og er meget strengt reguleret, betyder jo som alle ved det vilde dyreliv i Grønland en næringskilde af største værdi. Det gælder derfor om at sikre, at det ikke formindskes eller helt forsvinder. Tidligere, da folketallet var beskedent og levevisen primitiv, fandtes ingen bestemmelser om regulering af fangsten og be- skydningen, og dette var ejheller nødvendigt. I vore dage er en ændring imidlertid nødvendig. Det stigende folketal i Grønland, den udbredte brug af moderne jagt- våben og udviklingen af transportmidlerne, især forøgelsen af motorbådenes antal, har resulteret i, at mange fangstdyr er talmæssigt i tilbagegang, især fordi selv de mest afsides fangstpladser og fuglekolonier hurtigt kan nås af mange mennesker. Glædeligvis er det sådan, at man nu indser faren ved uhæmmet jagt i Grønland, og at Landsrådet har blikket åbent for, at det er på tide at råbe vagt i gevær. De senere års landsrådsforhandlinger vidner i høj grad om den alvor, hvormed man betragter problemerne. Jeg skal her ikke tale om de egentlige „sødyr", sælerne og hvalerne, kvantitativt landets vigtigste kødkilde, men derimod om fuglene, hvis forhold man ofte er til- bøjelig til at negligere. Grønland har et broget og interessant fugleliv med mange smukke arter, som pryder landet, og som for manges vedkommende også er af største betydning for økonomien. Flere af disse arter er i stærk tilbagegang, og 241 [2] ^fgr^^^^m^T^mw^^w^^^^ der kan ikke være tvivl om, at overdreven jagt og fangst bærer en væsentlig del af skylden derfor. Ved samtaler med ældre grønlandske fangere får man ofte ind- trykket af, at de er klare over tilbagegangen hos mange fugle, idet de påstår, at der tidligere var langt flere fugle end nu. De forstår også, at en vis regulering må finde sted i deres egen interesse. Noget er jo allerede opnået, især hvad Eder- fuglen angår, men andre kan forfølges uden indskrænkning. Dette er baggrunden for, at den danske afdeling af „Den Internationale Fuglefredningskomite" samt „Naturfredningsrådet" har henvendt sig til Ministeriet for Grønland med visse fredningsforslag, som i sommer vil blive drøftet af Landsrådet. Det foreslås for det første af de nævnte institutioner, at man søger nogle af de mest truede fugle fredet, først og fremmest Lunden (Søpapegøjen) og Skarvenj ihvertfald for en årrække, så bestanden atter kan komme på fode. Lunden har aldrig været almindelig i Grønland, og dens ynglekolonier tæller blot fra enkelte par til højst 200 par, men den er taget betydelig af i tal i de sidste hun- drede år. Dette skyldes dog ikke jagt eller fangst, da den som jagtobjekt aldrig har spillet nogen som helst rolle i Grønland. Tilbagegangen skyldes derimod ægsamling og ødelæggelse af dens ynglepladser. Lunden anbringer sit eneste æg — der uheldig- vis er stort og velsmagende — i jordhuller, som den selv graver og bruger år efter år. For at få fat i ægget fjerner grønlænderne grønsværen oven over den rugende fugl, og gør det derved umuligt for fuglen at yngle der igen, idet der i den korte sommer- tid ikke er tid for den til at udgrave en ny bolig. Fuglen forlader da ynglepladsen, ri- meligvis for stedse. På grund af sin fåtallighed spiller Lunden økonomisk kun en ringe rolle og kun ganske lokalt de få steder, hvor den yngler, og hvor man tager æggene. En fuldstændig fredning af den (omfattende også dens æg og unger) for en årrække, f. eks. 10 år, skulle derfor forventelig ikke støde på store vanskeligheder. Det ville være synd og skam, om denne morsomme og interessante fugl udryddedes i Grønland. Er den først helt forsvundet, er det meget usandsynligt, at den skulle komme igen. Det kan i denne forbindelse nævnes, at Lunden i gamle dage var yderst talrig langs Labrador, men næsten udryddedes af eskimoerne. I vore dage har en effektiv fredning fået dens tal til at stige igen. Lad os håbe, at også Landsrådet vil være fremsynet nok til at yde den fred. Mens som sagt Lunden ikke spiller nogen jagtmæssig rolle i Grønland, og der ikke er tilbagemeldt en eneste af de ringmærkede eksemplarer, ligger forholdene ganske anderledes hos Skarven. Denne store fugl skydes i meget stor udstrækning, og er ret let at nedlægge på sine hvile- og sovepladser. Den omfattende ringmærkning i Vest- grønland har vist, at ikke mindre end en tredjedel af bestanden nedlægges af jægere. Når dertil lægges, at den naturlige ungedødelighed hos en sådan søfugl altid er temmelig stor, må det befrygtes, at beskydningen er for stor og at en vis, indskræn- 242 [3] Foto: Chr. Vibe Lomtnen, der af danske på Grenland fra gammel tid kaldes „Alken", yngler i store kolonier og er en af de økonomisk vigtigste fugle i landet. ket fredning er nødvendig. Erfaringen har da også vist, at Skarven er i tilbagegang i Vestgrønland, omend den ikke umiddelbart er truet med udryddelse; bestanden er dog næppe større end 2000 par, og det er optimistisk bedømt. Naturfredningsrå- det har foreslået en fredning i perioden 1. marts til 30. september i 10 år. Grøn- landszoologen, magister Vibe har dog i et responsum til Grønlandsministeriet gjort opmærksom på, at da fuglene er mest efterstræbt i de strenge vintermåneder, vil en 243 [4] fredning fra f. eks. 1. januar til 15. august være mere rimelig, især da man herved nordpå vil få lejlighed til at nedlægge et antal af de eftertragtede ungfugle, inden de trækker mod syd. (I så fald skulle dog skydning af ungerne på selve ynglepladsen være forbudt). Det må imidlertid være forbeholdt Landsrådet at tage stilling til, hvilken løsning, der må anses for den mest formålstjenlige. Personligt synes jeg, Vibes ændringsforslag er godt. Som et udtryk for Landsrådets positive indstilling til fredning af dyrelivet kan fremhæves vedtægten af 12. maj 1958 om fredning af alle fugle på deres yngle- pladser, hvor al beskydning nu er forbudt. Dette er en overordentlig betydningsfuld bestemmelse, og alle elskere af den grønlandske natur må yde Landsrådet deres hyl- dest for denne kloge og vidtskuende beslutning. Ganske vist gives der i vedtægtens § 2 mulighed for dispensation, men det må oprigtigt håbes, at denne ikke vil blive givet I så stor udstrækning, at loven udhules. Der er imidlertid et forhold som Lands- rådet ikke berører i denne vedtægt, og det er ægsamlingen i søfuglekolonierne. Tid- ligere har flere kommuner i den nordlige del af Vestgrønland været klar over faren ved overdreven ægsamling og har vedtaget forholdsregler derimod. Dette var f. eks. tilfældet i Upernavik kommune, hvor man enedes om en vedtægt (stadfæstet 5. juli 1948 af den daværende landsfoged for Nordgrønland), j følge hvilken al æg- samling på fuglefjelde skulle ophøre den 30. juni og intet salg af æg måtte finde efter 3. juli, ligesom det i yngletiden forbødes at løsne skud inden for l km fra fug- lefjældet. Desværre søgte man hurtigt om dispensation fra disse bestemmelser, hvor- ved disse er blevet temmelig virkningsløse. Naturfredningsrådet har nu foreslået en almen standsning af ægsamling fra 1. juli. Man må nemlig ikke glemme, at jagten om vinteren og om efteråret på de fleste af disse søfugle, såvidt man kan dømme, ikke kan siges at overstige, hvad bestanden kan tåle. Den meget omfattende ring- mærkning, som Grønlandsministeriet og Zoologisk Museum lader foretage, har vist, at der af mågerne, tejsten og andre søfugle nedlægges 20 — 25 % af bestanden, og dette kan sikkert bæres af fuglene, selvom det måske ligger i overkanten af det for- svarlige. Denne beskydning udenfor yngletiden er af så stor økonomisk betydning for den grønlandske befolkning, at alt må gøres for at sikre den. Det er derfor af største vigtighed, at fuglene får mulighed for at få deres unger på vingerne og ikke udsættes for, at de omlagte æg ødelægges af efterårets frost, således som det nu på grund af den udstrakte ægsamling mange steder er tilfældet. Det har unægtelig været et meget stort fremskridt, at skydning ved fuglefjældene nu er forbudt, for denne forårsagede store ødelæggelser, ikke blot ved at fuglebestanden formindske- des gennem beskydningen, men først og fremmest gennem den larm og uro der fremkaldtes og det store tab af æg og unger som hvirvledes i vandet, når fuglene skræmtes op. Dette har især berørt Lomvien („Alken"), som er en af de økonomisk 244 [5] Ringmærkningen er et vigtigt hjælpemiddel til at bedømme beskydningen. Her ringmærkes Tatteratter ved en