[1] BØR VI LÆRE AF ANDRES „GALSKAB"? Af kæmner Helge Knudsen L snart fire måneder er der ikke blevet indhandlet fisk i Nanortalik. Stiv norden- storm afløst af forrygende orkan fra forskellige sydlige hjørner og så påny hårdt vejr fra nord. Sådan har programmet været siden kort før jul. Ind imellem må- ske en eller et par nogenlunde stille dage, hvor brændingen ude fra ørækken i vest har sunget en tung rytme. Knugende og deprimerende vejr, driverne har hobet sig op om det tomme fiskehus, som har ligget stille hen. Ingen aktivitet. Så snart en chance har vist sig, er byens motorbåde såvel som dorryer og kajakker stukket ud, men resultaterne blev kun: enkelte småfisk til at stille den værste sult. Hvordan man egentlig har klaret sig? En stor del af husene har vel en enkelt beboer, som enten har fast arbejde, lidt pension eller aldersrente. Lejlighedsvis er også enkelte fugle blevet bragt ind. Eller et bundt ryper har måske givet lidt penge i kassen til et kort øjeblik at dække bunden, inden pengene blev omsat i butikken. Nej, det er ikke præcis luksusvarerne, der for tiden går over disken. Ikke just et opløftende billede. Og imedens vokser restancerne. Hvordan skal boligstøtteydelser, alimentationsbidrag og lignende kunne betales? Hvad med af- drag på motorbåde, på dorrylån og så videre — når det kniber med det mest nød- vendige for familierne? Knapt noget at spise, småt med varme, utilstrækkelig be- klædning. Risikeres ikke øget sygdom? Får børnene og de unge nok til at blive en stærk slægt? Burde delegationer, tjenesterejsende og andre — ikke mindst journa- lister — offentlighedens vågne øjne — ikke netop have lejlighed til at se dette bil- lede, og selv kunne sætte sig i befolkningens sted? Ville der da ske noget? Hvad burde der da ske? Er det nødarbejde, er det øget social hjælp, eller hvad angles der efter? Absolut ikke! Det er ingenlunde min mening at prøve at tegne et så gråt eller urigtigt billede, at det skal få lukket op for medlidenhed eller velgø- renhed. Hvad så — står der ikke lidt længere oppe, at der ingen fisk er? Med besvær lykkedes det at få agn hertil. Blandt andet var nyerhvervelsen, den 34 fods store kutter, ude snart bag ørækken, snart i mundingen af Tasermiutfjor- den, snart i bunden af Sermilikfjorden. Men ingen steder gav det fisk nok, blot 297 [2] Kajakken - måske det eleganteste farte} i verden - er ypperlig til sælfangst, men til torskefisker} er den uegnet. til dækning af driftsudgifterne. Indenskærs er der ikke fisk. Trods åbent vand og kun udsigt til storis har resultaterne været deprimerende. Dertil så det forrygende dårlige vejr. Men trods dette fiskes der langs kysten! Store mængder fisk forsvinder i „bu- gen" på fremmede fiskeskibe. Enhver ved det. Trods årstiden ligger de langs vor kommunes kyst. Skønt elementerne raser, bjærges fisken ombord, behandles og sejles til Island, Færøerne, Tyskland og en række andre lande. Det kan betale sig. På een enkelt rejse leverer et sådant skib, hvad der hos os næsten svarer til en halv årsproduktion. Året igennem - uden stop - går rækken af trawlere til grønland- ske farvande og slæber fisk hjem, så det er et spørgsmål, om markederne på længere sigt kan blive selvforsynende. Er det 92 eller 94 %, som de fremmede fiskere tager af de fisk, der hentes op af grønlandske farvande? Imedens taler vi om - arbejder vi på -, at kajakken kan blive afløst af dorryer, at disse igen kan blive ombyttede med 18 fods både med en lille motor, senere med en 22 fods motorbåd, senere gerne med noget så vældigt som 34 eller 36 fods kut- tere. Og disse kan altså ikke gøre stort, i det mindste på denne årstid. Selvfølgelig er det fremskridt. Indhandlingskurven stiger også pænt hvert år, men det er hus- 298 [3] Robådene han nok bruges til fjordfiskeri i stille vejr, men sigter man efter en fiskeindustri, er de utilstrækkelige. inandsbrug. Er det overraskende, når 25 % af fisken her for blot et par år siden blev fisket og bragt ind med kajak? Men kan en sådan produktion bære det vel- færdssamfund, vi er begyndt at opbygge ? Hvordan skal det gå med millioninveste- ringerne, dersom der ikke også investeres, så det bliver muligt både for fiskere og fiskeriarbejdere at være beskæftiget året rundt? Og når der nu beviseligt er mu- lighed derfor? Hidtil har man tilsyneladende ladet sig hypnotisere af tankegangen om den langsomme udvikling. Man har klamret sig til tanken om udviklingsrækken, hvor man begynder med en kajak og ender med en kutter. Millioner er investeret heri. Men hvis det nu er forkert - mindre effektivt, end om disse — eller rettere frem- tidige - millioner investeres i langt større både. Ikke just fabrikstrawlere, vi har jo dog den klare fordel, at vi kan bygge forædlingsanlæg i land, men dog skibe, der kan gå ud året igennem, hvor fisken er at hente, der året igennem kan være ren- table, der året igennem kan sikre indtjening for befolkningen. Formentlig kender danske fiskere ikke stort til noget sådant. Men må vi da ikke lære af de nationer, der har erfaringerne, som henter dem udenfor vor dør? Og hvis det i virkeligheden er forkert, at de bedste unge fiskere heroppefra kommer til 299 [4] vor hjemlige fiskerihøjskole, kommer i lære hos danske fiskere, som i virkeligheden næppe kan lære dem det, som der heroppe er brug for, må vi så ikke oprette vor egen fisker i fagskole? Som et led i genopbygningen af Finmarken efter befrielsen skænkede Oslo by Nordnorge en virkelig fiskerifagskole beliggende i Honningsvåg (samme ø som Nordkap). Nu er man også i Grønland — belært af erfaringerne i Nordnorge - begyndt for alvor at drøfte en sådan tanke. Man er klar over, at skal det blive muligt at følge de kommende industrianlæg op med tilstrækkelige råvarer, så anlæggene kan blive rentable, og sådan at befolkningen kan få varig og fast beskæftigelse, må der være virkelige fagfolk, specialister både blandt søfolk, ma- skinfolk, fiskere, kokke, industriarbejdere og så videre. Der findes enkelte i befolk- ningen, som har fået lejlighed til at bevise, at evnerne er gode nok. Men det er alt for få, der har haft sådanne muligheder for at tilegne sig den viden og erfaring, som er forudsætningen for, at eksperimentet skal lykkes. Privat har jeg en fornem- melse af, at denne helt nødvendige skole hurtigt kunne realiseres i nogle af de tomme bygninger, man overtog på Narsarssuaq-basen. Er dette muligt, vil man vel i samme forbindelse have et fast mandskab, som, hvis flyvning påny bliver aktuelt på basen, vil kunne sættes ind i rydnings- og klargøringstjeneste, så start- og lan- dingsbane kan anvendes. Disse tanker og forslag er ikke mine, er ikke særligt nye. Hele indledningen er snarere en slags stemningsrapport fra Grønland netop nu, hvadenten det er den enkelte vågne fisker, den unge fagforeningsmand, samarbejdsudvalget eller vi „mappemænd", der drøfter dagens nære virkelighed indbyrdes. Disse tanker er altså det, som optager os i Grønland, lang^t mere end, „om grønlænderne nu kan følge med", eller om man med alle til rådighed stående midler skal søge at bevare fortidige grønlandske fangersamfund i beskyttede enklaver, uanset hele baggrunden for disse småsamfunds eksistens er borte., Knud Rasmussen stoppede engang på „Den store slæderejse" og konstaterede, at når det primitive menneske først er kom- met i forbindelse med „civilisationen", er der ingen vej tilbage — udviklingen må fortsætte. Lad os nu se hvad det humanistiske udvalg når til. Om dets medlemmer vil gå ind for, at den grønlandske befolkning „ikke kan følge med". Om den er så kul- turelt rodløs. Hvad er kultur? vil der vel så blive snerret. Spørger vi noget så aktuelt som Grimberg, lyder svaret: „Det er arbejdet på at overvinde de hindringer, naturen lægger i vejen, som skaber kultur.." (Verdenshistorien, bind I, side 34). Er det så ikke vor fornemste pligt i en sådan kulturudvikling at bistå med at give befolknin- gen muligheder for at overvinde de bestående naturhindringer? Vil en fiskerifag- skole ikke være langt sundere for den grønlandske ungdom, fremfor at denne som 300 [5] det alt for ofte ses (læs landsrådsreferatet 1958) helt overlades til sig selv, og alt for ofte står uden fornuftig beskæftigelse eller skoling i landets hovederhverv netop i de for de unge mest afgørende år? Har vi råd til at overse de erfaringer, andre landes fiskere har opnået, eller vore landsmænd, færingernes erfaringer? Siden 1925 har grønlandske fiskere set hen til, at et naturligt samarbejde skulle give grønlænderne et skub frem mod en praktisk ligestilling i erhvervskampen. Skuf- felserne har desværre været mange på begge sider. Vel har enkelte grønlændere gennem årene arbejdet på færøske skibe. Men færinger på grønlandske fiskeskibe er det sjældent blevet til, for vi har jo ingen i den størrelsesorden, som ligestiller med de fremmede fiskere. Selv forsøgskutterne — er de virkelig egnede til banke- fiskeri? Imedens har færingerne været ansat af andre landes fiskeskibe og der- igennem oplært andre landes fiskere. Nu ser det ud til, at færingerne i højere grad må til at stole på sig selv samt øgede bevillinger fra København. Det grøn- landske landsråd samt fisker- og kommunalrepræsentanter har netop sagt god for et forsøg for 1959, så formentlig over 1.000 færøske fiskere i det mindste i 1959 kommer til at fiske heroppe. Færingerne har lovet at tage 20 — tyve — grønlandske unge med i deres bådelag. Større forhåbninger stilles til, at færingerne i 1959 vil bevise, at muligheder findes til fuld udnyttelse af de eksisterende såvel som de kommende anlæg - ja, for meget mere end de hidtil godkendte 57 millioners in- vesteringer. Mange fremmede fiskere har konstateret, at det grønlandske fiskeri er „old- nordisk". At gennemgribende reformer må til, både organisationsmæssigt og med hensyn til teknisk udstyr såvel i land som fartøjsmæssigt. Skal vi fortsat klamre os til, at kajakken engang var den eneste mulighed for den enkelte til at udnytte en natur, som nok er karrig, men ikke så fattig, som vi prøver at indbilde os trods alle „gæsternes" klare beviser lige for vore øjne og ører? Meget tyder på, at den grøn- landske befolkning ikke ønsker at lukke øjnene og holde fast i traditioner, som muligt nok må være meget fastgroede, men dog nu igennem en menneskealder har vist sig at være forkerte udfra de ændrede forhold. „Galskaben", som forandrede tilværelsen for tusindvis af fiskere: Det er muligt nok lidt utraditionelt at genfortælle en norsk kronik, men hvorfor ikke ? der kunne jo være paralleller at lære af. Klippet er taget fra „Arbejderbladet" (regeringsor- ganet i Oslo) fra 29.-1. 1955. Forfatteren er stortingsmand Reidar Carlsen, som beretter om, hvordan fiskeriet i det nordligste Norge har udviklet sig siden 1933. På en barsk og nordlig kyst bor en fiskeribefolkning, uden stort andre erhvervs- muligheder end fiskeriet. Dengang var befolkningen ringe udstyret med både, så havfiskeri var ukendt - kun kyst- og fjordfiskeri var gennemførligt. Dette gav bitterligt lidt. Der blev ikke råd til noget større og bedre. Nødhjælpsarbejde måtte 301 [6] sættes igang. Man måtte kaste sne eller hygge veje, så længe kommunernes små midler ellers slog til. Bagefter krævede man så mere af samme slags arbejde af staten. Hvad førte det til? Kun at alle blev stadig mere fattige. Forliste en båd, eller måtte den opgives som for gammel, blev der ikke råd til en ny. Fiskeriinspek- tøren fremsatte da et forslag. Han sagde: Hvad nu om staten hjælper fiskerne til gode både, så fiskerne kan forlade snekastning og komme ud til havs efter fisken ? Han pegede på fordelene ved, at fiskerne blev i deres erhverv i stedet for at mase med sne og sten. Videre sagde han: men_skal det blive til noget, må fiskerne have bådene uden indskud af den enkle grund, at de intet ejer. De må have 50 % i til- skud og resten som lån med renter. Forslagsstilleren bemærkede: Jeg er opmærk- som på, at denne betragtning ikke deles af alle, men jeg antager, at også de bevil- gende myndigheder er utilfredse med de stadigt stigende krav om øgede midler til nødhjælpsarbejde og social hjælp. Den foreslåede ordning vil være hjælp til selv- hjælp — en væsentligere hjælp for fremtiden end alt andet. Det var noget helt nyt. Halvdelen som tilskud og halvdelen som lån og ikke en øre i indskud! Den rene og skære galskab! Havde det så endda været til erfar- ne havfiskere, som var vant til at bruge både af den størrelse, og som var vant til at kunne tåle den hårde prøve at gå 40—50 timer til havs i døgnlange nordis- havsnætter. (Finmarken ligger på højde med Umanak kommune). Men det var ikke til sådan rutinerede karle, nej, det var slet og ret til Finmarks-fiskere. Ikke een af dem havde før drevet et sådant fiskeri. Det måtte da være det samme som at smide pengene lige ud af vinduet! Heldigvis blev der handlet hurtigt, usædvanlig hurtigt. Nej, ingen kommis- sioner, intet ekspert- eller embedsmandsudvalg. Der blev slet og ret handlet. Og dermed var resultatet givet. Med kommissioner og udvalg ville betænkelighederne sikkert også have fosset frem. Stortinget var på ferie, men allerede samme år god- kendte regeringen forslaget, og de første penge blev stillet til rådighed. Der blev bygget 9 fartøjer på 47 fod og 7 på 42 fod. De kostede dengang ialt 275.000 kr. De store fartøjers gennemsnitspris var 19.000 kr., de små både kostede dengang ca. 18.000 kr. I 1955, oplyser stortingsmanden, ville prisen formentlig være ca. 100.000 kr. med udstyr, herunder ekkolod og telefon. Bådene blev fordelt udfra ansøgninger, idet der forlangtes partsrederier på mindst 3 mand, som mente de var driftige og dygtige fiskere, som kunne og ville lære denne form for fiskeri. Gik det så galt? spørger forfatteren. Nej tværtimod! Det gik mod hidtil ukendt lykke og velstand for dem, der var så heldige at få båd, og det banede vejen for tusinder af andre. I årene fra 1935 til 19,39 blev der på den måde bygget 3.842 fartøjer i Norge, især til Nordnorge. Og bådene blev større og større, tilskudene 302 [7] Driftige fiskere i Grenland drømmer om store kuttere, og mange af dem håber på engang - eventuelt i fællesskab - at komme til at eje trawlere som disse, der er fotograferet i F(tringeha