[1]
ERHVERVSUDVIKLING I GRØNLAND
Af direktør, lic. mere. Hans C. Christiansen,
DEN KONGELIGE  GRØNLANØSKE  HANDEL
JbLfter en af de største katastrofer, der kan ramme mennesker - tabet af venner
og arbejdsfæller, som har været med til at lægge vore fremtidsplaner og virke
for dem — skal livet gå sin gang. Vore fælles planer skal føres ud i livet, selv om
glæden er slukket.
Når vi taler om Grønland, er det nemt og fristende at slå på de festlige og
bløde strenge. Det gøres gerne og ofte, men her skal der tales om den anden side
af tilværelsen: Det barske slid for eksistensen og kampen for på livets yderste
grænse at opbygge en tilværelse med et materielt og åndeligt indhold, som gør
livet værd at leve.
Ingen grønlænder drømmer vel om, at han eller hans efterkommere skal leve
som industriarbejderen eller kontormanden i verdens store byer. Den, der elsker
sit land, må tage det, som det er. Husmanden på den jyske hede må betale for
lærkesang og personlig frihed med materielt lavere levestandard. På samme må-
de kan afstandens og den barske naturs handicap aldrig udslettes i Grønland,
men landets muligheder må kunne udnyttes bedre end hidtil.
En sådan udvikling kommer ikke af sig selv. Kædereaktionen skal startes et
eller andet sted — helst hvor det giver resultater med det samme, så alle kan se,
at der er nogen mening i det, materielt og menneskeligt, og denne kædereaktion
må startes af en eller anden. Her har Den kongelige grønlandske Handel en na-
turlig forpligtelse, både til at være med selv og til at få andre med, bl. a. fordi
Grønlandskommissionen har givet Den kongelige grønlandske Handel ikke blot
opgaver, men også en struktur, som een gang for alle sikrer, at den — uanset
hvad man ellers måtte tro om den — kun kan virke til fordel for det grønland-
ske samfund. At dette er meget lidt kendt, viser den daglige debat både i Grøn-
land og i det øvrige Danmark. Derfor skal der megen oplysning til, før vi kan
regne med virkelig forståelse for de grønlandske problemers særlige karakter.
Også for det emne, vi skal drøfte her, er det vigtigt, at forståelsen af de
elementære grundbegreber er i orden. Derfor finder jeg det rigtigt til indledning
321
[2]
"W"

Vandreserwoir i Jakobsha<un.
Til forsyning af fiskerianlægget med vand året rundt skal der etableres et helårsvandforsyningsanlæg,
der er baseret på opdæmning af en elv. Man ser på billedet jernbetondæmningen, den nye store kun-
stige sø og hovedvandledningen, der fører ind til byen. (Tegn. ark. Torben Schiott, GTO).
at give et ganske kort rids over grundprincipperne i det grønlandske samfunds er-
hvervsstruktur, som den i al sin enkelhed nedfælder sig i Handelens virksomhed.
Man har i Grønland altid lagt særlig vægt på forsyningstjenesten. Det er nær-
liggende med de grønlandske naturforhold, hvor forsyningstjenestens effektivi-
tet og økonomi er meget væsentlige forudsætninger • for udvikling af produktio-
neh. Den kongelige grønlandske Handel har pligt til at sikre forsyningen - også
på de fjerneste pladser. Det er desuden .et politisk grønlandsk krav, at alle va-
rer skal leveres på alle pladser til samme pris. Gennemgående er det de samme
priser, som tilsvarende varer leveres til i København. Det, synes jeg, må være
en ganske tilfredsstillende præstation.
: Hertil vil man straks indvende, at forsyningstjenesten får et „statstilskud" på
7,5-8 mill. kr. årligt. Det er kun formelt rigtigt. Det drejer sig nemlig om et
socialt tilskud til befolkningen - et tilskud, hvis formål det er at holde leveom-
kostningerne nede, for hele dette samfund. Dette, tilskud har dog samtidig ind-
flydelse på pristallet, og da det grønlandske pristal er regulerende for grøn-
landske lønninger, øver det indflydelse på omkostningsniveauet. Som følge her-
af får grønlandske virksomheder - både offentlige og private - gunstigere om-
kostningsvilkår. .Den balance, som vi ^arbejder med inden for produktionen, er
derfor til eji vis grad kunstig - men det er JQ så meget i måderne samfund.
To forhold bør desuden tages ind i dette billede. Forsyningstjenesten må selv-
følgelig betale fuld. atlantfragt til rederiyirksomheden, og denne fragt andrager
mere end statens sociale ttilskud..... _........v- •..•„.
322
[3]

Industti- og havneanlæg i Jakobshavn.
Bygningen midt i billedet er fiskeriindustrianlægget, der til venstre indeholder behandlingsrum. Byg-
ningslegemet til højre er fryseri i 3 etager. Foran industrianlægget kajanlæg til landing af fisk og til
venstre herfor bådehavn. Til højre i billedet ses atlantkajanlægget med tilhørende havneareal og pak-
hus. Fremskaffelsen af de nødvendige plane arealer medfører anseelige sprængnings- og opfyldnings-
arbejder. (Tegn. ark. Torben Schiott, GTO).
Tænk Dem dernæst, hvad der alligevel ville ske, hvis vi brugte dette sociale
tilskud, som Folketinget hvert år vedtager at ville give til at holde leveomkost-
ningerne i Grønland nede, og som vi selvfølgelig skal indrette vor økonomi efter,
på den måde, at vi simpelthen reducerede alle butikspriser med en ensartet pro-
centsats — d. v. s. med ca. 15 %. Så ville enhver privat handel i Grønland være
umuliggjort. Men så raffinerede er vi ikke. Da det er et oplagt socialt tilskud,
som så sandelig ikke gives for at hjælpe Handelen, men for at holde leveomkost-
ningerne nede, bruges det til at reducere priserne på almindelige nødvendigheds-
varer både på forsynings- og erhvervsområdet. Hvad det drejer sig om, kan en-
hver nemt danne sig et indtryk af, hvis man for eksempel sammenligner priserne
på mel og brød i Grønland med tilsvarende priser i Danmark, — og især hvis man
samtidig vil tage hensyn til, at atlantfragten til grønlandske hovedhavne ikke kan
være mindre end 18 øre pr. kg.
Som bekendt trives private butikker særdeles vel i Grønland, fordi de kan nøjes
med dels at forsyne gunstigt beliggende pladser, dels at levere de varer, der giver
størst avance. Private handlende behøver heller ikke at føle sig distanceret med
vareudvalget for de områder, hvor tilskud benyttes, efter at KGH har indført den
ordning, at private handlende kan få en forhandlerrabat på sådanne varer, selv om
de er tabsvarer.
Inden for den her skitserede ramme skal forsyningstjenestens økonomi balan-
cere. Det er hidtil lykkedes. Vi har tilmed kunnet holde statstilskudet til forsy-
ningstjenesten konstant uanset befolkningstilvæksten, og vi håber en dag at kunne
323
[4]

nedbringe det, hvis vort nye erhvervsprogram gennemføres, og hvis man ikke ad
politisk vej pålægger forsyningstjenesten byrder, som ikke er motiveret ved expan-
sion Inden for produktionen.
Forsyningstjenesten drives nøjagtigt, som man ville drive en privat købmands-
forretning, som en stor detailhandelsyirksomhed med filialer inden for et stort
område. Ganske vist har vi ikke den opgave at skulle give overskud. Enhver mu-
lighed for overskud skal benyttes til at billiggøre varerne, og det er vel det mest
usædvanlige, men vi skal dog inden for den givne ramme have balance på regnska-
bet, og iøvrigt skal vi som enhver anden ansvarlig købmand forsyne vore kunder
så godt som muligt. Hvorfor man så posterer et politisk bestemt, socialt stats-
tilskud til befolkningen som underskud på Handelens regnskab og ikke, hvor det
hører hjemme, det skal jeg ikke kunne sige, men det skulle nu heller ikke kunne
ændre på kendsgerningerne.
Til forsyningstjenesten hører — hvis jeg må afrunde billedet — desværre også,
at vi må tage skatteopkræverens guldtressede kasket på for på landsrådets vegne
at opkræve Grønlands hidtil eneste, men ikke ubetydelige skat, nemlig furbrugs-
afgifterne, som i 1958 indbragte lige ved 7 mill. kr. Ingen skatterådgiver og skat-
teopkræver kan blive populær, men vi må søge trøst hos de vise, som påstår, at
,,et frit samfund er et samfund, hvor man trygt kan være upopulær".
Lad os dernæst se på produktionens økonomi. Siden nyordningens ideer blev
gennemført i produktionslivet, altså fra 1952, drives al produktion fuldt ud for
det grønlandske erhvervslivs regning.
Produktionsregnskabet er skilt ud fra al anden virksomhed, og driftsresultatet
overføres til Konjunkturudligningsfonden, populært kaldet K-fonden. Dermed er
skabt sikkerhed for, at produktionens overskud kun kan bruges til fordel for grøn-
landske erhververe. Der er således ikke direkte økonomisk forbindelse mellem
forsyningstjenestens og produktionens økonomi. Handelen er kun erhvervslivets
forretningsfører, og den kan afløses af en anden organisation, hvis den ikke passer
sine opgaver tilfredsstillende for de grønlandske producenter.
Produktionsregnskabet har siden 1952 været positivt i sin helhed. Der har været
et enkelt år med et samlet driftsunderskud på 800.000 kr., som blev dækket af
K-fonden. De øvrige år har givet overskud, og det samlede resultat er, at der på
K-fonden i dag indestar 5,6 mill. kr.
K-fonden er samtlige grønlandske erhververes fælles forsikring mod faldende
konjunkturer. At verdensmarkedets konjunkturer kan skifte alvorligt, ser vi gang
på gang. Jeg behøver blot at nævne ræveskindene og olieprodukterne. Man har
engang imellem kritiseret, at samtlige erhververe — fiskere, fangere og fårehol-
dere — deltager i samme pulje. Man kunne selvfølgelig oprette særskilte puljer for
324
[5]
Perspektiv af de kommende anlæg i Holsteinsborg.
Man ser i forgrunden atlantkajen og havnepladsen, hvor der skal placeres pakhuse, kulgård m. v.
Midt i billedet ses det allerede opførte fiskerianlæg, som er en 2-etages jernbetonbygning. Endelig
skimtes yderst til venstre antydningen af. en bådehavn for fiskerkuttere. (Tegn. Torben Schiott, GTO).
hvert erhverv, men jeg tror ikke, det ville være rigtigt i dag. Man ville derved
undergrave det fællesskabsprincip, som ikke mindst grønlænderne selv hidtil har
holdt i hævd.
For dette fællesskab taler mange forhold. Naturens luner kan i Grønland ram-
me hvem som helst når som helst, og de vil altid ramme uretfærdigt. Hertil kom-
mer verdensmarkedets udsving, som er lige så lunefulde. Man kan selvfølgelig
bevidst give sig disse uberegnelige kræfter i vold, men så ville der indtræffe ud-
325
[6]
sving, som ville kunne slå hele befolkningsgrupper og mangen i det lange løb nyt-
tig produktion ud. Hertil kommer også, at den økonomiske og tekniske udvikling i
Grønland så langt fra har kunnet fremmes ensartet alle vegne. Det har der sim-
pelthen ikke været midler til. Det nye industriprogram søger også her at skabe en
bedre balance.
Jeg vil ikke her fordybe mig i de mange andre bifunktioner, som er pålagt Den
kongelige grønlandske Handel — overvejende af praktiske hensyn, og uden at de
belaster forsyningstjenestens eller produktionens økonomi. Disse stærkt sammen-
fattende bemærkninger må være tilstrækkelige til at give baggrunden for det sam-
spil, som ganske naturligt må udvikle sig mellem den nu engang eksisterende orga-
nisation på den ene side og de grønlandske erhververe og arbejdere på den an-
den side, når vi skal tage fat på samfundets erhvervsmæssige udbygning.
Befolkningsmæssige  og erhvervsmæssige  forudsætninger
for fremtidens erhvervsudvikling.
Den grønlandske befolkning vokser med_,over l.OQO om året. Den har i 1958
passeret de 30.000. Befolkningstilvæksten er i Danmark ca. l %, i Grønland lig-
ger den nu på ca. 3^ % om året. Gennemsnitslevealderen forøges, og det trænger
den til. Heraf synes at følge, at tilvæksten frem f or. alt må komme i de produktive
aldersklasser: fra 14—15 år opefter. Her melder sig de store og stadig voksende
årganges problemer på en helt ny og krævende måde. Det bliver meget hurtigt til
et konkret krav om 500 til 1.000 nye arbejdspladser om året — og de manglende
arbejdspladser er i forvejen det grønlandske samfunds problem på lidt længere
sigt, når omlægningskonjunkturen er overstået.
Da jeg for nu 3 år siden overtog ledelsen af Den kongelige grønlandske Han-
del, stod foran mig to problemer: Det ene var opretholdelse og udbygning af en
effektiv forsyningstjeneste. Dette er et rent teknisk, finansielt og kommercielt
problem, som kan løses på mange måder, men som ikke står til debat her.
Det andet var det store spørgsmål: Kan der i Grønland opbygges et effektivt,
d. v. s. internationalt konkurrencedygtigt erhvervsliv som grundlag ikke blot for
den nuværende befolknings eksistens, men for en voksende befolknings voksende
levestandard? Pette er det spændende spørgsmål. Det er jo nemt at rejse et po-
litisk krav om højere løn og ligeløn, men måske var det nyttigt at lægge mærke
til, hvordan udviklingen har formet sig i andre lande, f. eks. de sidste 100 år.
Dengang fandtes over hele Europa og også i Danmark en fattigdom, som
endnu har paralleller ikke blot i Grønland, men adskillige andre steder i verden,
Hvorfor er levestandarden.da steget i industrilandene?, .Fordi produktiviteten gik
i vejret. Umiddelbart er arbejskampen og voksende statsindgreb måske mere iøj-
326
[7]
nefaldende, men alle disse kampe har aldrig kunnet give mere, end hvad produk-
tionen har kunnet bære.                                                                 ' .
Hele denne udvikling har krævet teknisk omlægning og tilpasning hos den en-
kelte uden smålige hensyn, men det har vist sig, at den menneskelige tilpasnings-
evne er stor. Sandelig skal der fares varsomt frem — hvis man på nogen måde
kan, men mon såkaldt primitive folk ikke skulle have lige så stor tilpasningsevne
som den bondeknøs, som pludselig havnede på stenbroen eller i fabrikkerne?
Jeg tror desuden, at erfaringerne i Grønland viser, at det er svært om ikke
umuligt at gentage en udviklingsproces, f. eks. at ville lede den grønlandske befolk-
ning gennem samme udvikling som den, vore forfædre har gennemgået gennem
mange generationer, næppe altid af egen drift, men lige så meget af nød.
Vi har ikke haft egentlige vanskeligheder med at få grønlænderne til at gå ind
i fiskeri, hvis der bydes en rimelig indtægtsmulighed, eller i fabriksarbejde, hvis
der kan bydes ordentlige arbejdsvilkår og rimelig aflønning. Tværtimod har vi i
visse af vore fabrikker opnået arbejdsydelser, som fuldt ud kan stå mål med det,
der opnås i det øvrige Danmark.
Derfor tror jeg, at man på adskillige områder dristigt skal springe det fagligt
og mentalt vanskelige håndværksstadium over. Vi skal lige lukt springe ud i in-
dustrien. Jeg tror, man vil kunne nå langt med den grønlandske befolkning, hvis
man klart viser den først målet: Den store produktion, arbejdspladser med nogen-
lunde regelmæssige indtægter og stadig stigende behovstilfredsstillelse; og dernæst
vejen til målet: Fiskeri i større både, højt mekaniserede industrianlæg, arbejdsde-
ling og samarbejde, frem for alt samarbejde.
Den samfundsøkonomiske udnyttelse af teknikkens fremgang efter disse linier
er godt på vej til at udslette proletariatet i industrilandene. Det samme håber vi
at gøre de første skridt til i disse år og i de kommende år i Grønland - baseret
på en miljø- og mentalitetsændring, som bygger på den erkendelse, at fiskere og
arbejdere, administrationen og Handelen i Grønland ikke er parter med modstående
interesser — tværtimod - og at de derfor aldrig bør være modstandere, men at
vi kan stå stærkt, hvis vi står enige. Så vil vi i fællesskab kunne løfte både fiskere
og arbejdere op til et nyt og bedre materielt plan.
Selvfølgelig bør grønlænderne selv være med til at bryde brechen ind i den ly-
sere fremtid, som de åbenbart selv tror hænger sammen med højere levestandard.
Det er her, produktionen kommer ind i billedet som den hidtil måske lidt forsømte,
men i de kommende år sikkert mest centrale faktor i Grønlands udvikling.
Kravet om industrialisering af Grønland rejser sig i dag som en samlet røst.
Mange'kunne citeres, men lad mig nøjes med landslægen, som har taget til orde
for udbygning af erhvervslivet, og som bl. a. har udtalt, at: '
327
[8]
.-" „stabil samfundsøkonomi og større indtjeningsmuligheder for den enkelte sup-
pleret med oplysning om, hvorledes pengene   fornuftigvis   skal   bruges,   er   den
grundvold, som ikke alene sundhedsvæsenet, men al anden social virksomhed må
bygges på,"
men som også efterlyser saglige oplysninger
„om, hvorvidt naturbetingede muligheder for en rentabel produktion forefindes."
Det svar vil jeg gerne prøve at give her. Jeg er nemlig helt enig med landslæ-
gen r, at i den aktuelle situation „de forholdsregler, der tjener til at forbedre be-
folkningens materielle kår, må være de vigtigste af alle."
Ja, der findes naturbetingede muligheder for rentabel produktion i Grønland —
ikke blot for den nuværende befolkning, men også for de mange, der kommer til.
Disse muligheder forefindes, selv om vi helt ser bort fra de usikre, fjerne og
ganske uoverskuelige perspektiver, der måtte knytte sig til mineralforekomster. Vi
véd jo, at disse forekomster er så spredte og så vanskeligt tilgængelige, at klimaet
og afstanden her under normale forhold kan være afgørende hindringer for en
rentabel udnyttelse.
Al modernisering har intet kunnet ændre ved den afgørende forudsætning, at
det er havet, der er Grønlands nutid og fremtid. I visse distrikter, især nordpå og
østpå, kan sælfangsten dominere, og sydpå kan fåreavl og renavl give akceptable
muligheder for en lille del af befolkningen, men kun fiskeriet^kzn give føde til en
væsentlig og stadig voksende del af befolkningen.
Vi ved, at der umiddelbart ud for Grønlands kyst, f. eks. i 1956, overvejende
af fremmede nationer, blev fisket mindst 340.000 tons fisk. Grønlænderne selv
fiskede kun de 26.000 tons, svarende til 7 .% af det samlede resultat - til trods
for, at grønlænderne ligger tæt op til fiskefelterne, medens de fremmede skal sejle
dertil — i realiteten hele året rundt — på lange rejser gennem et vanskeligt far-
vand. Hvorfor er grønlænderne da ikke mere aktive ?
Man kunne svare enkelt med henvisning til manglende anlæg i land. Handelen,
der virker som fiskernes fælles produktions- og salgsorganisation, har haft så be-
grænsede midler til sin rådighed, at man ikke har kunnet bygge tilstrækkeligt
store og alsidige anlæg. Man kunne synes, at dette er ejendommeligt. Enhver in-
vestering inden for Handelen skal jo da forrentes og a f drages. Den er et lån,
som belaster regnskabet fuldt ud enten i forsyningstjenesten, hvis driftsresultat er
nem at kontrollere, eller i produktionen, hvor den ikke belaster statskassen, men
de grønlandske producenters fælles kasse: K-fonden.
Henvisning til manglende midler er dog næppe hele forklaringen. Den danske
stat investerer årligt godt 30 mill kr. i Grønland. Efter samråd med landsrådet
og andre instanser har man etableret en deling, således at ministeriet får de 25
328
[9]
Perspektiv af de kommende anlæg i Frederikshåb.
Alle virksomhederne placeres på den såkaldte tankhalvø. Man ser i forgrunden atlantkajen med hav-
neplads og pakhus, til venstre herfor fiskerianlæg med fryselager og fiskemelsfabrik foran dette
fiskeribroen, hvor fiskerne lander deres fangst. I vigen ud for fiskeribroen indrettes bådehavn for
fiskerkuttere. (Tegn. Torben Schiott, GTO).
mill. til lægevæsen, skoler, elværker, vandforsyning og så fremdeles, medens Han-
delen får 5-6 mill. kr. Af Handelens part har størstedelen måttet gå til forsy-
329
[10]
ningstjenesten m. m. og til modernisering af de nødvendige, elementære produk-
tionsanlæg - og det havde der været endnu mindre til, hvis man ikke havde skøn-
net det forsvarligt at etablere vinterbesejling og derved reducere kravene til pak-
huskapacitet m. m.
Disse løbende bevillinger ligger i realiteten i meget faste rammer. Måske kunne
man have foretaget en omplacering, men hvem tør undlade at bygge et tvingende
nødvendigt sygehus eller en måske lige så nødvendig skole for i stedet at bygge et
salteri eller et fryseri. Spørgsmålet er blevet rejst af Handelen, i alt fald i 1956,
og det er drøftet med landsrådet under forhandlingerne i 1957, hvor Handelen
første gang skitserede et ekstraordinært erhvervsprogram, men det forekommer
mig fuldt forståeligt, at man ikke har turdet gå ind for en så indgribende om-
lægning af de eksisterende arbejdslinier, når man tænker på, hvordan sygehusfor-
hold, skoleforhold m. v. var og tildels stadig er i Grønland.
Man må vel også minde om, at fiskeriet stadigvæk er et relativt ungt erhverv i
Grønland, og at manglende undersøgelser og erfaringer kan have medvirket til
nogen tilbageholdenhed.
Handelen har derfor måttet koncentrere sig om produktion, som krævede rela-
tivt mindre kapital, og det vil sige saltfiskproduktion. Også befolkningens spred-
ning har gjort det nærliggende, at man holdt sig til denne enkle produktionsform.
Spredt bebyggelse fører til små anlæg, som i sig selv er dyre i drift, bl. a. på
grund af kostbare transporter. Små anlæg giver desuden kun mulighed for landing
af relativt små mængder fisk.
Det begrænser igen størrelsen af fiskefartøjerne, og derfor er fiskeriet blevet
drevet under forholdsvis primitive former med småbåde, som er yderst følsom-
me overfor vejrforholdene. Derfor har de en stærkt begrænset aktionsradius,
således at fiskerne ikke har mulighed for at følge fisken uden for fjordområderne.
Med disse forudsætninger har det ikke været muligt at sikre en stabil udnyttelse
af anlæggene, hvor der kun kan produceres saltet eller tørret fisk, og d. v. s. kun
torsk og hellefisk, og da hellefiskens udbredelse er begrænset, har grønlandske
fiskere i realiteten måttet basere tilværelsen på torsken. Forekomster af havkat,
rødfisk og rejer kan ikke udnyttes i sådanne anlæg. Samtidig er enhver form for
fisketilvirkning i så lille en skala dyr.
Produktionen hænger nøje sammen med salgsmulighederne. Kan en vare ikke
sælges til akceptable priser, så standser al produktion, i al fald i det lange løb.
Fra gammel tid produceres i Grønland en saltfisk af høj kvalitet — den såkaldte
hvidvingede saltfisk, som har fundet afsætning i middelhavslandene. Det har imid-
lertid vist sig umuligt at udvide dette marked i takt med den stigende produktion.
I. de primitive salterier er det da kun muligt at gå over til produktion af sortvinget
330
[11]
saltfisk, som der opnås væsentligt lavere priser for i hård konkurrence med til-
svarende saltfisk fra andre lande, hvor produktionen finder sted i langt større
skala og blandt andet derfor på mere rationel basis.
Der er dog samtidig opstået et stort og stadigt voksende marked for frosne
fiskeprodukter, dels bestående af helt nye forbrugere, dels på direkte bekost-
ning af det gamle saltfiskmarked.
331[12]