[1] TRE ÅRS GEOLOGISK KARTERINGSARBEJDE I IVIGTUT-OMRÅDET Af afdelingsgeolog, mag. scient. Asger Berthelsen _L sommeren 1954 dukkede de r0dmale.de geologkuttere for første gang op i Ivigtut-området. Grønlands geologiske Undersøgelse havde efter samråd med Mi- nisteriet for Grønland besluttet at henlægge grundfjeldsgeologernes aktivitet til dette område, der på forhånd måtte påkalde sig både praktisk og geologisk in- teresse, da det rummer den eneste mineralforekomst, der i Grønland indtil dato er blevet udnyttet med virkelig fordel, kryolitfurekomsten ved Ivigtut. Denne arbejdsomlægning blev muliggjort af Geodætisk Instituts påbegyndte udtegning af nye kort i l : 20.000 over området. Forud eksisterede kun ældre sø- kort, der til trods for deres fortræffelighed som sådanne ikke kunne anvendes som grundlag for en detaljeret geologisk areal-kartering. I den følgende sommer, 1955, forøgedes den geologiske indsats, og største de- len af området blev rekognosceret. Dette feltarbejde blev ledet af magister H. Sørensen. I den efterfølgende treårsperiode, hvor forfatteren har været ansvarlig for ar- bejdet, sattes ind med en systematisk arealkartering. Kortbladsområdet, der om- fatter landet mellem halvøen Sanerut i syd og Sermiligarssuk i nord, deltes op i mindre områder, der kortlagdes af hvert sit geologhold. Denne udvikling faldt naturligt i takt med, at GGU i 1956 etablerede sig med en fast medarbejderstab, der kun skulle beskæftige sig med Grønlands geologi. Tid- ligere havde man benyttet medarbejdere, der kun deltog i grønlandsarbejdet sæ- sonvis, men ellers var beskæftiget ved Mineralogisk Museum eller Danmarks geo- logiske Undersøgelse. Da vi ikke herhjemme rådede over geologisk uddannet personel i tilstrækkelig udstrækning, ansattes i de følgende år et større antal udenlandske geologer, dels som helårsmedarbejdere med fast station i Køben- havn, dels som sommer-medarbejdere med vinterstation ved de respektive universi- teter, hvor disse geologer har deres normale arbejde. I sommeren 1957 blev arbejdet desuden taget op på det sydligere Nunarssuit- kortbladsområde, og i 1958 startedes under afdelingsgeolog, mag. scient. Jan Bon- dams ledelse arealkarteringen af de syd og øst herfor liggende områder, Narssaq og Julianehåb områderne. 332 [2] Med afslutningen af sæsonen i 1958 rykkede de karterende geologer teltpælene op i Ivigtutområdet. Nok vil geologerne i de kommende år vende tilbage til om- rådet, men det vil blive for at følge resultaterne af karteringen op. Geologerne i Ivigtut og Nunarssuitområdet har haft hovedkvarter i Ivigtut, hvor der ved Kryolitselskabets velvilje har kunnet etableres et fast hovedkvarter i „Ny Hus". Geologerne nød desuden fordel af de lokale kajforhold og værk- stedsfaciliteter. Også i nabobyen Grønnedal har geologerne altid mødt stor hjælpsomhed. Ma- rinestationen Grønnedal har tilladt GGU at benytte stationens udflugtshytte som base for de geologiske undersøgelser i Grønnedalegnen, og især den sidste som- mer, da GGU's helikoptere opererede i området, var der et snævert samarbejde med Grønlands Kommando. I treårsperioden har i alt 16 geologer været beskæftiget med karteringsarbejde i de to områder. Når dette tal dobles op, da hver geolog i felten af arbejdsmæs- sige og sikkerhedsmæssige hensyn skal ledsages af en assistent, og når kutternes førere og besætninger - og nu også helikoptergruppens personel - medregnes, kan det vel næppe undre nogen, at GGU's aktivitet har sat sit præg på sommerbilledet i disse egne. Så meget mere tak er vi skyldige for den venlighed, hvormed vi over- alt er blevet mødt. Transport- og forsyningstjenesten indtager altid en central stilling ved ethvert større ekspeditionsforetagende. GGU har i Grønland i største udstrækning søgt at være selvforsynende og være andre instanser til saa lidt besvær som muligt. De enkelte geologlejre betjentes de første år alene af kutterne, der sørgede for for- syninger og sikkerhedstilsyn. Det sidste er med få undtagelser blevet gennemført en gang om ugen. Dette betyder dog ikke, at vi har haft ugentlig kontakt med alle geologerne, idet disse fra deres basislejr ved kysten har båret letvægtslejre op i indlandet, hvor det daglige arbejde udførtes. Disse opbæringer af lejre og for- syninger tog både tid og kræfter. Sidste sommers helikopteroperationer, ved hvilke en stor del af transport- og forsyningstjenesten blev udført, betød derfor et stort skub fremad i arbejdet. I 1957 indførtes den praksis, at alle geologhold samledes i hovedkvarteret en å to gange i sommerens løb. Rent bortset fra det mentalhygiejnisk heldige i denne afbrydelse havde den stor betydning, da en løbende koordination af arbejdet kunne foretages. Der blev diskuteret og tegnet kort til langt ud på natten under disse møder. Geologens daglige karteringsarbejde vil nemt - og ofte med rette - forekomme udenforstående trivielt og slidsomt. Den arbejdsgang, der anvendes under karte- ringen af de velblottede grønlandske fjeldmarker, er noget forskellig fra de me- 333 [3] toder, der benyttes ved den geologiske kortlægning i lande som Finland og Canada, hvor fjeldet oftest kun stikker op igennem et morænedække som isolerede heller. Arbejdet i disse lande består i at opsøge og beskrive hellerne, og det endelige kort fremstilles ved en fortolkning af, hvad der er set inden for disse relativt små ud- pluk af kortbladsområdet. I Grønland er der ti til hundrede gange mere at observere. Geologen er derfor nødt til at lægge sine ruter tættere, så de bedst muligt dækker hele hans terræn, så han har kigget ned i hver enkelt dal og op ad hver enkelt fjeldside og således har forvisset sig om, at han ikke har overset noget væsentligt, når han tegner geologien ind på sit kort. Det betyder dagsmarcher på 20 - 40 km - med tilhørende op- og nedstigninger. Dette gør et samvittighedsfuldt karteringsarbejde i det velblottede Grønland mere"langvarigt, men det gør til gengæld også det endelige udbytte større. I Grøn- land er chancen for, at et spor, der kan føre til opdagelsen af mineralforekomster, bliver overset, betydelig ringere, end hvor hellerne er sjældnere. Den geologiske kortlægnings resultater udgør et vigtigt bidrag til det arkiv for viden om geologi, hvormed den geologiske undersøgelse skal tjene samfundet. Den egentlige karterings hovedopgave er dualistisk, idet den skal tilgodese både prak- tiske og videnskabelige interesser. Det videnskabelige for at forfine metoderne, der kan føre til praktiske resultater. Det geologiske kortlægningsarbejde kan inddeles i tre hovedgrupper: 1) Bidrag til forståelsen af det pågældende områdes tilblivelse og geologiske udvikling, kort sagt dets kronologi. 2) En analyse af områdets opbygning og sammensætningen af de enkelte bygge- elementer. 3) Registrering af alle iagttagne spor af mineraliseringer, det være sig malm- mineraler eller radioaktive mineraler. Disse tre hovedopgaver løses ved videnskabelige metoder, men har alle et prak- tisk aspekt. Udredningen af et områdes kronologi fører til en tidsmæssig relativ fastlæggelse af de afgørende geologiske hændelser, der har sat sig spor i området. (Den absolutte varighed af de enkelte tildragelser kan kun konstateres ved alders- bestemmelse på radioaktive mineraler dannet i forbindelse med de pågældende processer). Det er indlysende, at man i et område, hvor flere epokegørende hændelser så at sige har „vendt op og ned" på grundstoffernes fordeling og har kunnet føre til koncentrationer af visse malmmineraler i bestemte bjergarter eller strukturer, dér er forståelsen af dette hændelsesforløb afgørende for at kunne fortolke og bedøm- me de mineraliseringsspor, der er dannet gennem omgrupperingen af elementerne. 334 [4] Udsætningen og flytningen af geologlejre sker nu oftest med helikopter. °°' ' Geologen, cand. mag. Stig Bak Jensen tiår her med sin lejnidrustning omkring sig. Til 'venstre ses kaptajn O. Krarup (med myggenet) og onierfenrik H. Kronwald, der begge er erfarne grenlandsfarere. Især når flere mineraliseringer tidsmæssigt er fulgt efter hverandre og er præ- get ind over hinanden, må man kende denne succession for at udrede fordelingen inden for hver enkelt periode. Det er gennem studiet af denne fordeling, at favo- rable områder for ren mineralefterforskning kan udpeges. Det færdige geologiske kort viser ved sine farver udbredelsen og fordelingen af forskellige bjergarter. Da visse malmmineraler erfaringsmæssigt vides at fore- trække bestemte værtsbjergarter, og da andre igen er knyttet til bestemte typer af dybbjergarter, siger det sig selv, at konstateringen af tilstedeværelsen af sådanne bjergartstyper og deres udbredelse er af grundlæggende betydning for ethvert praktisk mineralefterforskningsarbejde. Det praktiske indslag i den tredie hovedopgave under karteringsarbejdet er selvindlysende. Selv spor, der kan synes betydningsløse for den enkelte geolog, bli- ver registreret og kan tit, når de systematisk samles over et større område, bringe 335 [5] et vigtigt fordelingsmønster frem, der i høj grad kan være vejledende for en mi- neralsøger, der eventuelt senere gransker området. Hvis der inden for et kortbladsområde forekommer egenartede, lokalt udbredte bjergarter, vil de karterende geologer studere disses udbredelse som løse, istrans- porterede blokke (ledeblokke) for herigennem at prøve at fastlægge bevægelses- retningerne i isen, da den tidligere dækkede hele området. Gøres der senere fund af malmblokke, er det herefter en relativ let sag at spore dem tilbage til deres udgangssted. « Det geologiske kortlægningsarbejde, der er udført af GGU i Ivigtutområdet, er gennemført efter disse retningslinier, og nogle eksempler fra dette arbejde vil yderligere kunne belyse disse metoder — og deres resultater. Det bør dog måske allerede her indskydes, at karteringsarbejdet, prøveindsamlingerne og geigermå- lingerne m. m. i felten kun er en del af arbejdet med færdiggørelsen af et geolo- gisk kortblad. Notater skal gennemgås, og hundredvis af prøver undersøges mikro- skopisk, analyseres kemisk eller spektrografisk etc., før arbejdet er afsluttet Dette efterfølgende laboratoriearbejde er ikke mindre tidskrævende. Da GGU i 1954 begyndte arbejdet i Ivigtutområdet, var de større træk i dets geologiske udvikling allerede delvis kendt. Dette skyldtes ikke mindst E. Weg- manns arbejder fra hans ekspeditioner til Sydgrønland i årene 1936—38. Endvidere forelå ældre, upublicerede iagttagelser fra N. V. Ussings rejser i 1904—08 og et nyere arbejde om nefelinsyeniten ved Grønnedal af K. Callisen. Det detaljerede kortlægningsarbejde har imidlertid givet et væld af nye observa- tioner. Med vort nuværende kendskab til området kan vi inddele dets udvikling i 5 hovedperioder, hvoraf de tre i økonomisk-geologisk henseende synes interes- sante. De fem perioder benævnes: yngst e) Post-Gardar perioden d) Gardar perioden (opstillet af E. Wegmann) c) Julianidisk periode b) Kuanitisk periode ældst a) Ketilidisk periode (opstillet af E. Wegmann) a) Den ældste, den ketilidiske periode omfatter en cyklus med aflejring af se- dimenter og vulkanske overfladebjergarter i et foldningstrug og efterfølgende foldning og omdannelse (granitisering) af disse bjergarter. Foldningsprocesserne falder i to hovedakter, der indbyrdes adskilles af fremtrængningen af ultrabasiske bjergarter (peridotit). Foldningerne ledsagedes af kraftige stof vandringer, hvorved en stor del af de gamle sedimenter og vulkaniter blev omdannet til kvarts-feldspatholdige gnejser. [6] Mod nordøst i området har disse omdannelser været særlig aktive (her forekom- mer ogsaa turmalinførende pegmatiter), og omdannelsesfronten er trængt helt op i grønskifrene, der er forskifrede, gamle pudelavaer og basaltiske laggange. Samti- dig er visse metaller uddrevet og koncentreret under favorable, strukturelle betin- gelser i de ovenliggende skifre. Herved er der dannet kobberkis mineraliseringer, og adskillige indikationer er påtruffet. Semikvantitative, spektr_ogra fiske analyser Haj- visF,_at dissejTiineralisermger er ret interessante, da kobberkisen indeholder ikke uvæsentlige mængder sølv. Analyser for guld af de samme prøver er for øje- blikket under udførelse. Hvor basiske laggange og de noget yngre peridotitiske intrusioner er involveret i omdannelserne, har disse i flere tilfælde ført til dannelsen af svovlkis-magnetkis- tnalme, der i felten kan ses som rustne strøg på klippeoverfladen. Spektrogra fiske analyser har vist et vist nikkelindhold i disse mineraliseringer. Selv.onLj'ustz.onerne danner linser og er udkilende, er de^ sporet over en længere,, strækning (ca. 20 km]. Sommeren 1959 udsendes derfor et specialhold, der vil gå dem efter i detal- jer og foretage elektrisk malmledning for derigennem at prøve at konstatere, om større forekomst£r_firides unde.miet nvfji£la_deiiærje_ fjeld- I slutningen af den ketilidiske periode foregår dannelsen af talrige pegmatiter, der ofte fører betydelige mængder af mineralet Allanit (Orthit). Dette er et sili- katmineral med et indhold af sjældne jordarter, og det kan desuden indeholde thorium og uran. Analyser har vist, at allaniten nord for Arsukfjorden er dea mest radioaktive allaLnk,_dej^JcejTdjs_fra_-yestgrønland) men thorium-indholdelJig-. ger dog ikke højere end ca. l %. Disse pegmatitforekomster har derfor ingen øko- nomisITTnteresseTdag, men deres mulige betydning i fremtiden angives af, at lig- nende forekomster omhyggeligt registreres i andre lande. b) Den kuanitiske periode er en forholdsvis rolig periode, hvor den konsolide- rede, ketilidiske bjergkæde dog gennemsattes af dybtgående revner, der fyldtes med opstigende lava (diabasgange). Ingen mineraliseringer synes at have været knyttet til denne relativt rolige vulkanske virksomhed. c) Den julianidiske periode har væsentligst sat sig spor i Ivigtutområdets syd- ligste del, landet syd og øst for Arsukfjorden og sydover i Julianehåbdistriktet. I denne periode udsattes den gamle, ketilidiske bjergkæde, der nu var gennemsat af de kuanitiske diabasgange, for kraftige omdannelser, hvis hovedprodukt var den nuværende Julianehåb granit. Hvor omdannelserne aftager mod nord, kan det ses, at de ledsagedes af kraftige bevægelser, hvorved de kuanitiske diabasgange dels er blevet foldede, dels revet itu, mens de samtidig er omdannet til hornblendeskifer. Til denne periode, hvor der i høj grad er blevet vendt op og ned på grundstoffer- nes fordeling, knytter der sig, som man kunne vente, malmdannelse. Som eksempel 337 [7] JULIANIDISK GRANIT JL OMRÅDE HED SULFID- 00 Th-U MINERALISE- Skematisk fremstilling af Ivigtutområdets geologiske udvikling i førkambrisk tid, De enkelte blokdiagrammer (I, II, III, IV) dækker alle samme område, hvis geografiske konturer ses indtegnet på blok nr. I, hvor nordretning og målestok også er angivet. la, Ib og Ic viser udviklingen i ketilidisk tid med aflejringerne i foldningstruget (la), den før- ste foldning og omdannelse, der afsluttes med fremtrængning af peridotit (Ib), den sidste kraftige foldningsakt med dannelse af kismalmene (K på fig. Ic). På den følgende blok (II) er vist fordelingen af de kuanitiske diabasgange, der gennemsætter de ældre, ketilidisk foldede bjergarter (for klarhedens skyld er disses strukturer ikke indtegnet i denne blok). SS« [8] herpå kan nævnes kobbermalmen ved Josvas mine i Kobberbugten (på Nunarssuit- kortbladet). d) I Gardar perioden blev Ivigtutområdet på ny udsat for voldsomme, geolo- giske hændelser, der satte sig varige spor. De gamle ketilidiske, kuanitiske og julianidiske bjergartslag, gange og massiver gennemsattes af dybtgaaende brud og opdeltes herved i blokke, der indbyrdes forskubbedes. Stadier med sammenpresning og forskydninger synes at have vekslet med stadier med åbning af brud og revner, hvori smeltemasser fra dybet trængte op og størknede som gangdannelser eller dannede selvstændige massiver. Vulkanismen i denne periode var af en meget særpræget karakter. Vulkanske dannelser fra Gardar perioden kendes i hele Sydgrønland fra Frederikshåbs Is- blink til Kap Farvel. Bjergarterne, der huser uranforekomsten ved Narssaq, er så- ledes også dannet i denne periode. Gardar perioden fører ikke til en så gennemgribende omgruppering af elemen- terne som de ældre ketilidiske og julianidiske perioder, men den kraftige vulkanis- me betød en vigtig tilførsel af nyt materiale. Sammenspillet mellem forkastnings- bevægelserne og fremtrængningen og størkningen af smeltemasserne førte lokalt til koncentration af malmførende gasser og opløsninger. Under disses fremtræng- ning kunne endvidere ældre malmmineraler opløses og gena f sættes, eventuelt i mere koncentreret form. Disse processer førte bl. a. til dannelsen af jernmalmforekomsten ved Grønne- dal og kryolitforekomsten ved Ivigtut. Begge disse forekomsters regionale stilling er nu belyst og detailarbejder udført, så de kan indpasses i et detaljeret tids- skema for Gardar perioden. I forbindelse med arbejdet omkring kryolitbruddet overvintrede forfatteren 1956-57 i Ivigtut. Resultaterne fra dette arbejde er til- gået Kryolitselskabet Øresund til videre efterforskning. Den vulkanske virksomhed i Gardar perioden har især været koncentreret in- den for et bredt strøg, der i ØNØlig retning strækker sig over Ivigtuthalvøen mod indlandsisen. Et svagere udviklet strøg træffes nordligere, skærende skråt over Tigssaluk fjorden. I disse to zoner træffes talrige gange, der med mere eller I blok nr. III er fremtrængningen af den julianidiske granit og de ledsagende omdannelser af de ældre kuanitiske gange i den sydlige del af området anskueliggjort. (Også her er de ketilidiske strukturer udeladt). Gardar periodens dannelser er vist i blok IV, hvor de to strøg (et bredt, sydligt og et smallere mod nord) med særlig intens gang- og bruddannelse er indtegnet. Endelig er der med sort angivet Kungnåtsyeniten, Ivigtutgraniten med kryolitforekomsten (Ivt) og østligst det langstrakte nefelin- syenitmassiv ved Grønnedal. I denne blok er alle ældre strukturer udeladt. Endelig er der ved skravering angivet områderne med Gardarmineraliseringer. Det samlede billede af områdets opbygning kan nås ved en tænkt sammentegning af blokkene Ic, III og IV til een. 339 [9] | "~T-. '-i. mindre parallel retning gennemsætter fjeldene. Forkastninger, knusningszoner og opsprækninger af fjeldet vidner om rigt varierede bevægelser i de samme strøg. Allerede i sommeren 1956 konstateredes det under den første arealkartering, at der i det sydlige strøg hyppigt forekom interessante mineraliseringsindikationer, d. v. s. spor af malmmineraler oftest afsat på revner og sprækker eller i tynde, små malmgange. Da Kryolitselskabet i 1957 startede en malmgeologisk undersø- gelse af bruddets omgivelser, stillede GGU i foråret 1957 sine upublicerede resul- tater til selskabets rådighed, og forfatteren instruerede i maj måned to af selska- bets geologer i felten. - Herefter har GGU fortsat sit videre arbejde med mine- raliseringerne i forbindelse med kortlægningen. Efterhånden som de talrige prøver nu passerer gennem „analysemøllen", be- gynder et vigtigt fordelingsbillede af disse mineraliseringer at tone frem, og deres indhold af forskellige metaller klarlægges. Mineraliseringerne viser en bred variation og fremtræder i felten med vidt for- skelligt udseende. Analyserne viser dog en fælles grundmelodi for alle typerne. I alle kraftigere mineraliseringer er sammensætningen -karakteriseret ved 1) _til- stedeværelsen af bly, 2) zinks dominans over kobber samt3j_ethøjt indhploaf barium og strontium og et eventuelt følgeskab^a£^|iældne jordarter og thorium. Deciderede sulfidmalmgange af større mæg^ghed og længde er kun truffet lokalt, hvorimod gangfyldninger med flusspat, karbonat, tungspat og kvarts-feldspat hyp- pigt træffes. Disse sidste viser ofte en betydelig forhøjet radioaktivitet på grund af tilstedeværelsen af thorium og uran. I en enkelt gang, der er ca. 3000 m lang. gennemsnitlig l m bred, og som viser en vertikal udbredelse på 500 m, er der således fundet gennemsnitlig l % thorium, _mens uranindholdet er ret ringe. Enkelte andre prøver viser op til 3,5 % thorium. Dette fordelingsforhold mellem thorium _og uran er desværre det normale i de^ fleste mineraliseringer, men da det erfarings- mæssigt vides, at forholdet kan vende - til fordel for uran -, blev det systematiske indsamlingsarbejde fortsat og belønnedes sidste sommer ved fundet af en mine-_ ralisering, hvor uranet virkeligt dominerede. Selv om denne indikation endnu står alene og i sig selv er ret ubetydelig, er den vigtig, id^t den viser, at næsten naiv stædighed er nødvendig i mineralsøgning, før bestemte muligheder kan udelukkes. Den betyder også, at yderligere, mere detal- jeret arbejde er nødvendigt. Derfor vil det „flyvende rejsehold", en specialgrup- pe, der tager sig af efterprøvningen af radioaktive indikationer, omhyggeligt gaa et mindre område efter sommeren 1959. Selv om bearbejdelsen af alt det indsamlede materiale endnu ikke er afsluttet, er der dog således dukket visse spor op, som berettiger til en videre efterforsk- ning. „Kismalmene" skal nærmere undersøges af en malmgeolog og en gruppe 340 [10] med elektriske måleinstrumenter. Uransporet og thoriumindikationerne skal føl- ges op med detaljerede geigermålinger, prøvetagning og landmåling. Endelig kan de indikationer nævnes, man har truffet på under en helikopter- rekognoscering nord for Sermiligarssuk til Frederikshåb. Her er der fundet kis- mineraler i rustzoner, hvis udbredelse betydeligt overstiger, hvad der kendes in- den for det egentlige Ivigtutområde. En nærmere undersøgelse af disse fund mii dog stilles i bero indtil sommeren 1960, hvor yderligere arbejde tænkes gen- nemført i disse nordligere områder. Vi har i det foregående beskæftiget os med de fire ældste perioder i det kro- nologiske skema. Disse synes alle at falde i jordens urtid, den præ-kambriske tids- alder, d. v. s. alle bjergarterne fra disse perioder er mere end 500.000.000 år •JMI- l "?.-•- -•-•-----------------------------------^------------------------------------------------------r----------;-------,-*—,-------l- 4. i. * •gaml£._JEn æl'dre, absolut aldersbestemmelse på blyglans fra Ivigtut angiver dennes ralder til 600 millioner år, der således skulle svare til den sidste del af Gardar- perioden. Et større projekt med absolutte aldersbestemmelser er for tiden under udførelse i laboratorier i Oxford, og det håbes, at absolutte alderscifre i nær frem- tid kan føjes til det eksisterende relative tidsskema. Post-gardar perioden i området omfatter hele den efterfølgende tid til kvar- tærtiden, hvor landet nedisedes. I dette store spand af år har kun enkelte tildra- gelser sat sig spor i området. Det er dannelsen af kystparallelle diabasgange (ro- lig, kontinental vulkanisme), der ved analogislutninger midlertidigt henføres til den vulkanisme, der også kendes i NØ- og NV-Grønland fra begyndelsen af tertiærtiden. Foruden de praktiske resultater, hvoraf flere er nævnt i det foregående, har de tre års karteringsarbejde i Ivigtutområdet givet meget betydelige videnskabe- lige resultater og metodiske erfaringer, der givetvis vil komme det fremtidige arbejde til gode. Forfatteren vil til slut udtrykke sin tak til alle, der i felten har medvirket til dette arbejdes gennemførelse. Endvidere er GGU tak skyldig til de kolleger, der i laboratorierne har deltaget og stadig deltager i bearbejdelsen af prøve- materialet: afdelingsleder, cand. polyt. M. Mouritzen, lektor, mag. scient. Hen- ning Sørensen og civilingeniør, lic. techn. Ib Sørensen, alle Universitetets geolo- giske Institut, samt civilingeniør Emil Sørensen, Kemisk Afdeling, Risø. 341[11]