[1] DEN INTERNATIONALE GLACIOLOGISKE EXPEDITION Af amanuensis, cand. mag. Børge Fristrup M/n videre udforskning af den grønlandske indlandsis er i dag kun mulig ved hjælp af store, teknisk veludstyrede expeditioner, der råder over motorslæder og flyve- maskiner og helst også helikoptere. Indlandsis-expeditioner bliver derfor meget dyre, og særlig fra amerikansk side er de derfor blevet gennemført med militær støtte og har karakter af militære operationer. En række andre ekspeditioner til Arktis og Antarktis har kun været mulige ved internationalt samarbejde; i 1949—51 arbejdede således en norsk-britisk-svensk expedition i Dronning Maud Land i Antarktis og fo- retog her bl. a. de første bestemmelser af istykkelsen i Antarktis, og særlig i forbin- delse med det internationale geofysiske år har en lang række internationale expedi- tioner været iværksat. I Grønland har der i sommer arbejdet en international glacio- logisk expedition på indlandsisen, og 6 mand overvintrer i øjeblikket derinde. Den internationale glaciologiske expedition, sædvanligvis kaldet EGIG efter for- bogstaverne i expeditionens franske navn, Expedition Glaciologiques Internationale au Groenland, blev besluttet ved et møde i Grindelwald i foråret 1956, hvor Dan- mark, Frankrig, Schweiz og Tyskland og senere også Østrig gik sammen om at iværk- sætte undersøgelser på indlandsisen, og EGIG fik støtte fra den kommission for sne-og isforskning, som er nedsat af den Internationale Geofysiske Union. Expedi- tionens opgaver og ledelse blev overdraget til et råd bestående af medlemmer fra de forskellige deltagerlande. Fra dansk side blev af Ministeriet for Grønland udpeget museumsinspektør Helge Larsen fra Arktisk Institut og Børge Fristrup fra Univer- sitetets Geografiske Institut, senere er også oberst J. Helk fra Geodætisk Institut indtrådt i ledelsen. Expeditionens tekniske realisering blev overdraget til den franske expeditionschef Paul-Emile Victor, der i 1947 havde oprettet en særlig organisation, som med officiel støtte af den franske stat har til opgave at iværksætte expeditioner både til Arktis og Antarktis, og som i 1948—53 har gennemført en række teknisk set meget velorganiserede expeditioner til Grønland. Victors expedition rådede over de fornødne motorslæder, de såkaldte weasels, og hvad der var næsten endnu vigtigere, [2] han havde også en lang række mekanikere og teknikere, som havde den fornødne arktiske erfaring, uden hvilken en moderne organiseret expedition ikke kan gen- nemføres. Den internationale glaciologiske expedition bygger naturligvis på resultaterne af de tidligere expeditioner. Af disse må særlig fremhæves den tyske Alfred Wegener expedition 1929—31, der er den første, som med stationen „Eismitte" gennemførte en overvintring i den centrale del af indlandsisen, ligesom det er den første expedi- tion, der har foretaget egentlig måling med_seismiske metoder for at bestemme is- tykkelsen. Wegener expeditionens resultater over studierne af sne- og firnstratifika- tionen blev banebrydende for alle snestudier i arktiske og antarktiske områder. Efter sidste verdenskrig har påny en lang række udenlandske expeditioner arbejdet på den grønlandske indlandsis, især må fremhæves de franske Victor expeditioner 1949—53, den britiske Nordgrønlands expedition under ledelse af commander C. J. W. Simp- son og en lang række amerikanske militær-expeditioner. Medens Wegeners expedi- tion i alt væsentlig blev gennemført med hundeslæder, så har de moderne expe- ditioner alle været motoriserede og har været baseret på den såkaldte weasel, en motorslæde med larvefødder, i virkeligheden en lille amfibietank, idet den også kan sejle. En del af de amerikanske expeditioner har desuden også anvendt snocats, traktorer, og nu i den aller sidste tid også de såkaldte polcats. Efter en rekognosce- ring i 1948 startede de franske expeditioner det egentlige arbejde på indlandsisen i 1949, der oprettedes en overvintringsstation „Station Centrale" omtrent samme sted som Wegeners Eismitte, der i mellemtiden naturligvis er fuldstændig forsvundet under sneen. Victor expeditionerne foretog en seismisk kortlægning af istykkelsen i hele den sydlige del af indlandsisen op til 74° n. br., ligesom de foretog de første dybdeboringer i isen til over 100 m dybde. I forbindelse med undersøgelserne blev der etableret en række stager langs expeditionens rute mellem Quervains Havn, hvorfra man gik ind på isen, til „Station Centrale". Disse stager bestod af lange alu- miniumrør, der kunne samles med en særlig muffe til lange stager, som blev boret ned i isen, hvor de naturligvis frøs fast, og derfor også må følge med i isens bevæ- gelse; ved en meget nøjagtig stedsbestemmelse med års mellemrum vil de således kunne give oplysning om isens bevægelsesretning og den hastighed, hvormed isen bevæger sig i indlandsisens overflade. Tillige kan man få oplysning om sne-pålejrin- gen eller afsmeltningen, idet man ovenfor smeltezonen naturligvis vil få en stadig pålejring af sne, og jo større pålejringen er, desto før vil sneen skjule stagen, medens den modsat vil smelte fri efterhånden i afsmeltningszonen. Fra 1949 til 1953 blev der således målt langs de franske stager, og den britiske Simpson expedition har etableret tilsvarende stager i Nordgrønland langs ruten mellem Britannia Sø over de- res overvintringsstation „Northice" i midten af den nordlige del af indlandsisen og [3] Fem nationers flag vajede på isen ved indvielsen af irvervintringsitationett. Foto: B. Fristrup over til Thule. Særlig de franske stager var imidlertid ikke beregnet til at vare længe, dertil var de altfor korte, og det ville derfor være af stor betydning, om de kunne blive forlængede på en eller anden måde, inden de gik tabt. Betydningen af, at målingerne blev fortsat under en eller anden form, er indly- sende, og ved et møde i den Internationale Geofysiske Union i Rom 1954 opfordre- de Frankrig og Schweiz til, at disse målinger blev fortsat eventuelt på international [4] basis. Frankrig var naturligvis interesseret deri, da det var fra fransk side, at under- søgelserne oprindelig var startet. Schweiz indtager en førende stilling indenfor gla- ciologien, især fordi der er knyttet så store praktiske interesser til sne- og lavine- forskningen i dette område, og fra schweizisk side var man stærkt interesseret i at foretage undersøgelser indenfor et højarktisk sneområde, idet en del af de indvundne resultater uden tvivl vil være af stor betydning for sneundersøgelserne i de schweiz- iske højbjerge. Frankrig og Schweiz var derfor også i stand til at skaffe en del af de meget betydelige pengemidler, som var nødvendige, og da expeditionen var en realitet, stillede det franske luftvåben desuden både fly og helikopter til rådighed for expeditionen. At dette var en overordentlig stor støtte vil forstås, når man ser, at alene til at bringe forsyninger frem til depoterne på indlandsisen er der brugt langt over 600 flyvetimer med de store franske transportfly af typen Nordatlas. Hovedprogrammet for EGIG har bestået i at sikre det allerede oprettede profil fremover. En del af dette arbejde blev dog i forvejen gennemført af en amerikansk expedition under ledelse af Carl S. Bensson, der i 1956 med weasels kørte fra Thule til Station Centrale og derfra ud til kysten, følgende Victor-expeditionernes gamle rute til den såkaldte Camp VI, hvorfra expeditionen blev evakueret med fly. Alt det tunge materiel blev efterladt på isen og skænket til EGIG, således at vi blot havde at grave weaslerne ud og benytte dem, da den internationale glaciologiske expedition nåede frem til Camp VI den 1. maj 1959. Men fremfor alt måtte man desuden etablere et profil fra vestkysten til østkysten, fra Quervains Havn ved Disko Bugten til Cecilia Nunatak i Østgrønland, ialt en distance af ca. 1000 km. Dette Profil maatte måles ganske præcist, således at man ikke blot bestemte profilets højde over havet og istykkelsen, men også den indbyrdes afstand mellem de enkelte stager ganske nøjagtigt. Ved en fornyet måling om en halv snes år eller mere vil man ved en efter- måling af profilets højde over havet og istykkelsen være i stand til at afgøre, om indlandsisen langs denne linie er vokset eller formindsket i volume eller eventuelt er forblevet uforandret, ligesom man ved at bestemme stagernes bevægelse kan få op- lysning om hele indlandsisens mekanik. Ved siden af opmålingen af hovedprofilet er der fra EGIG foretaget omfattende sneundersøgelser, og i forbindelse med over- vintringsstationen på 71° 22' n. br. og 33° 28' v. Ig. foretages også meteorologiske målinger m. v. Det målte profil strækker sig således meget groft sagt tværs over Grønland, hvor dette er bredest. Profilets samlede længde er ca. 1.000 km, og det er markeret med ialt 120 stager, der er boret 3 m ned i isen og rager 7 m op over sneoverfladen. For at kunne foretage målingerne måtte EGIG's 13 weaseler bringes ind på indlandsisen og således også passere gennem den kaotiske randzone, hvor både spalter og smelte- vandsfurer gør isen praktisk talt ufremkommelig de fleste steder. Expeditionens del- [5] E.G.I.G. r- Campagne d'été 1959 Axes parcourus EP.F.OctotreIXS Kort over ekspeditionens arbejdsområde med angivelse af de 'vigtigste depoter og overvintringsstationen. tagere boede i moderne campingvogne på meder, der blev trukket efter weaslerne. Hver vogn rummede sengeplads for 6 mand og i vognen var der flaskegaskøkken og el-opvarmning m. v. Forsyningerne af brændstof og proviant blev smidt ned med faldskærm eller ved frie udkast uden faldskærme fra ganske lavtflyvende maskiner. En særlig transportgruppe, der kørte foran den egentlige hovedgruppe, havde alene til opgave at markere sporet (ved hjælp af stager og flag m. v.) og modtage og or- ganisere depoterne. lait har 45 mand arbejdet på selve indlandsisen i sommeren 1959, hvortil så kommer mandskabet til de franske fly og til radiotjenesten på Søn- dre Strømfjord, der var expeditionens udgangspunkt. Det er umiddelbart indlysen- de, at hvis man kunne starte expeditionen fra en flyvebase, ville dette indebære meget store fordele,men netop indenforSøndreStrømfjord er indlandsisens overflade stærkt præget af, at smeltevandselvene ustandselig skifter leje, og isoverfladen bliver derfor meget glat og kaotisk. Det lykkedes dog efter næsten en måneds rekognoscering med [6] fly, helikopter og til fods i foråret 1957 at finde en rute, der kunne anvendes i forårs- tiden, men den er uanvendelig og ufremkommelig i sommertiden og om efteråret, kun når vintersneen dækker de dybeste ujævnheder, er den farbar. I 1958 blev re- kognosceringen fortsat, og alt materiel blev derfor sejlet til Søndre Strømfjord sidst på sommeren 1958 og lå opmagasineret på den amerikanske base vinteren over. I begyndelsen af marts blev de franske mekanikere og radiofolk fløjet op og gik straks i gang med at gøre expeditionens weasels klar og med at bringe dem ind på isen. Det sidste viste sig dog at være endnu vanskeligere end forudset på grund af den stærke afsmeltning på indlandsisen året i forvejen. Da videnskabsmændene kom op med fly fra Paris i begyndelsen af april, var weaslerne derfor ikke kommet længere end til indlandsisens rand, men 20. april var det lykkedes at få weaslerne ført igennem, og videnskabsmænd og særlig ømtålelige instrumenter og udstyr blev transporteret ind med helikopter, og rejsen op til arbejdsområdet kunne begynde. Ved Camp VI samledes expeditionen, og her modtog man ved faldskærmsudkast det meste af udstyret, og herfra startede arbejdet. Depoterne blev udlagt, og efter- hånden arbejdede de videnskabelige grupper sig mod øst. En overvintringsstation blev oprettet i nærheden af den tidligere „Dumont Station" på 71° 21' n. br. og 33° 55' v. Ig. Denne station var oprindelig oprettet af en fransk faldskærmsexpedition under ledelse af Jean Dumont, der sammen med 3 andre lod sig kaste ned med fald- skærm på isen i september 1956 og overvintrede der for i forsommeren 1957 alene med trækslæder at begive sig ud til østkysten, hvorfra de med dansk skib kom tilbage til Europa. Stationen, der var delvis nedgravet i sneen, viste sig at være i god orden og kunne, om nødvendigt, have været anvendt i modsætning til den franske „Station Centrale", der nu ligger ca. 10 m under sneoverfladen og følgelig er trykket stærkt sammen. Tømmeret i den er delvis knækket af vægten af de overliggende snemasser. Den nye overvintringsstation for EGIG blev døbt „Jarl-Joset Station" til minde om de to mand, som omkom i en gletscherspalte i nærheden af Mont Forel på en af de tidligere franske ekspeditioner. De omkomne var den danske observatør ingeniør Jens Jarl og den franske geofysiker Alainjoset. Den nye overvintringsstation blevbyggetaf plastikplader og har form af en cylinder dækket af en kuglekalot, altså nærmest som en grønlandsk snehytte. Den rummer to etager; i nederste etage er der køkken, fælles- opholdsstue m. v., medens de personlige kamre, radiorum og meteorologirum m. v. ligger i øverste etage. Huset er gravet l O m ned i sneen for at beskytte mod stormene og mod de laveste kuldegrader. Det er indvendigt forsynet med moderne flaskegas- komfur, olifyring og et meget moderne møblement i stærke rene farver. Huset er 5,80 m højt og 6,60 m i diameter, og fra det går så en lang række overdækkede gange ud til forrådsrum og laboratorium, idet sneprøver skal behandles i særlige kuldelabo- ratorier, hvor de ikke på noget tidspunkt bliver udsat for smeltning eller blot så høje [7] Nivellementsgruppen måtte arbejde med reb og til fods i den farlige spaltezone. Foto: B. Fristrup temperaturer, at der kan blive tale om omkrystallisering. Alle gange og udgravnin- ger er blevet foretaget maskinelt med en lille Peter sneplov, en schweizisk sneryd- ningsmaskine, der ligesom finmaler sneen og blæser den op fra udgravningen. Den f jerner maximalt 100 m3 sne pr. time, og betjenes af l mand. Ovenover stationen findes så alle de meteorologiske måleinstrumenter, de fleste af dem således indrettet, at måleresultaterne registreres nede i stationen, uden at observatøren behøver at gå op og aflæse. Desuden er der en vindmotor, der kan supplere den elektriske strøm- forsyning. EGIG's videnskabelige program blev fordelt mellem de forskellige deltagerlande, således at hvert land påtog sig det fulde ansvar for løsningen af bestemte opgaver indenfor rammerne af den fælles expedition. 7 [8] Weaseltog på -vej over indlandsisen. Foto: B. Fristrup Danmark som værtslandet har påtaget sig alt geodætisk arbejde i indlandsisens randområde, herunder også luftfotografering og kortudtegning, der kan give et nøj- agtigt billede af beliggenheden af indlandsisens rand indenfor Disko Bugt og Uma- nak Bugt i året 1959. Endvidere skulle vi fra dansk side foretage en detailkortlægning af et gletscherområde, således at man på grundlag af dette kort bl. a. kunne fastlægge afdræningsområdets størrelse ganske nøje, idet man ved hydrografiske undersøgel- ser samtidig skulle bestemme afstrømningen af smeltevand fra gletscheren. Af hen- syn til de hydrografiske undersøgelser, måtte der vælges en gletscher, der kælvede i en fjord, som topografisk var let at afgrænse. Man har derfor valgt bræen, der sky- der sig frem i Kangerdlugssuaq Fjorden i den nordlige del af Umanak Bugten inden- for Upernivik Ø. Denne Gletscher er ca. 4 km bred, og synes i de centrale dele at have en bevægelseshastighed af 3 - 4 m pr. døgn. Den er nok aktiv, men dog ikke mere, end det er muligt at arbejde med skib omtrent hen til bræfronten. Desuden skulle der fra dansk side foretages en tilslutning af de tyske målinger på selve indlandsisen til det danske triangulationsnet i kystområdet. Det var endvidere planlagt, men blev ikke gennemført på grund af det dårlige vejr i Vestgrønland i sommeren 1959, at be- stemme isbevægelsens hastighed i ca. 20_af de mest aktive gletschere, der fra ind- landsisen skyder sig frem til Disko- og Umanak Bugter. Det var hensigten at fore- tage målingerne på grundlag af luf tf otogrammetriske optagelser af gletscherfronter- ne med en halv snes dage eller længere mellemrum. Det danske geodætiske arbejde er 8 [9] Tromlerne med brandstof blev ofte kastet frit i sneen uden faldskærm. Foto: B' FristruP blevet udført af Geodætisk Institut, der bl. a. i en periode havde stillet geodætbåden „Ole Rømer" til rådighed. Målingerne i Grønland blev foretaget under ledelse af ci- vilingeniør K. Ekholm, og den endelige udarbejdelse af kortene bliver foretaget af Geodætisk Instituts fotogrammetriske afdeling under ledelse af oberstløjtnant Wen- zel Petersen. Luftfotograferingen blev foretaget med et canadisk fly, chartret af Geodætisk Institut, medens målingerne i det stejle og vanskeligt tilgængelige terrain ved Kangerdlugssuaq og Kangerdluarssuk delvis måtte foregå ved hjælp af helikop- ter, en opgave som blev løst af de to f ranske Alouette helikoptere, stillet til rådighed af det franske luftvåben. Frankrig er det land, der både økonomisk og ved at stille materiel til rådighed, har deltaget stærkest i expeditionen. Det er således Frankrig, der har haft hele den tekniske ledelse, og næsten hele det tekniske mandskab var fransk. Videnskabeligt set har Frankrig haft ledelsen af de glaciologiske undersøgelser i indlandsisens rand- zone, hvor afsmeltningen sker. Disse undersøgelser har været ledet af professor Al- bert Bauer, som især arbejdede i området indenfor Equip-sermia, hvor de franske expeditioner også tidligere har arbejdet. Herved blev det muligt at konstatere, hvil- ke ændringer, der havde fundet sted i dette område. På grundlag af EGIG's målin- ger sammenholdt med tidligere målinger mener Bauer nu at kunne konstatere en frem- rykning af fronten af Equip-sermia, samt at en række signaler etableret ovenfor firnlinien i 1949 nu var blevet skjult af pålejret is, og kun kan findes i ca. 4 m dybde [10] under den nuværende isoverflade. Der synes således at være sket en sænkning af ligevægtslinien mellem de områder, som har overskud af snetilførsel, og de områder, som har større afsmeltning end tilførsel. Bauer mener, at sænkningen er ca. 100 m på de sidste 10 år. Schweiz har ledet alle sne- og isundersøgelser på indlandsisen indenfor afsmelt- ningsområdet og foretager meget omfattende studier over de processer, som betinger sneens omdannelse til firn og videre til gletscheris. Ved en lang række stationer er der med kernebor boret ned til 30 m under sneoverfladen, og kontinuerlige boreprøver er taget op og er blevet hjemsendt for nærmere kemisk, krystallografisk og morfo- logisk analyse. Mange af disse prøver måtte transporteres i kasser nedpakket med kulsyresne, for at der ikke skulle ske omkrystallisering, inden de nåede frem til kul- delaboratorierne i Schweiz. Den allerede nævnte faldskærmsexpedition 1956—57 un- der ledelse af Dumont havde foretaget et betydeligt forarbejde for EGIG, idet man ved overvintringsstationen gravede en skakt ned til en dybde af 42 m, skakten blev omhyggeligt lukket til, da expeditionen vendte hjem, og var, da vi i sommeren 1959 nåede frem, ganske uberørt, og glaciologerne kunne derfor straks gå i gang med at foretage målinger og prøvetagninger i skaktens sider, således at man kan bestemme ikke alene snestratifikationen, men også foretage måling af isens plasticitet, porøsitet, dens kompressibilitet osv., altsammen undersøgelser, der kan give vigtige bidrag til forståelsen af snemekanikken. De to overvintrende glaciologer vil have mere end ar- bejde nok til hele vinteren med blot at studere denne skakt, der yderligere vil blive forlænget ved hjælp af kerneboring. Desuden skal de foretage studier over snedrift og undersøgelser over sneens vindpresning. Fra EGIG's side bliver der foretaget en række kemiske analyser og isotop-under- søgelser. Særlig vigtige er utvivlsomt professor A. Renauds tritium-analyser, idet man ved denne metode ligesom ved kulstof-14 metoden kan bestemme sneens eller isens alder. Metoden kan dog kun bruges til analyse i de yngre lag, men er til gengæld her yderst nøjagtig, således at man kan bestemme alderen af de enkelte lag i firnen meget nøjagtigt. Snestratifikationen kan give^oplysning om variation i nedbørens størrelse indenfor den undersøgte periode, og kan derfor også bidrage til studiet af klima- svingninger og klimaændringer. Amerikanske expeditioner har foretaget dybdebo- ringer på indlandsisen indenfor Thule og er her nået ned i en dybde af 411 m, sva- rende til, at man er nede i islag, der antagelig er faldet som sne på Erik den Rødes tid. Når hele materialet her er analyseret, vil det således være muligt at få meget detaillerede oplysninger til brug for klimastudier, idet Grønlands klima på sin vis ligesom er „frosset ned" i indlandsisens firn og islag. Kan vi tyde tegnene, vil det være muligt for glaciologerne at give oplysning om klimaændringer længere tilbage i tiden end ved de fleste andre metoder. EGIG's tritium analyser skulle for den sidste IO [11] Eksplosion af Foto: B. Fristrup Udgravningen til Foto: B. Fristrup i,S tons sprængstoffer seismisk måling af istykkelse. 'vinterstationen skete