[1]
SAGNET OMDISKO
Fortalt af pastor Otto Rosing som ung, og med tegninger af ham selv.
Oversat af kaptajn Johs. Balle
findes i Grønland et sagn om, hvorledes Diskoøen er kommet derop, hvor
den nu ligger. Når man mener, at den er kommet andetsteds fra (sydfra), skyldes
det, at Disko er det eneste sted i Nordgrønland, hvor der gror kvaner.
Som så mange andre sagn fortælles det forskelligt i Nord- og Sydgrønland. I
Nordgrønland beretter sagnet, at det var en „Angakok", der fik øen nordpå for at
få del i de mange dejlige kvaner, der voksede på den. I Sydgrønland fortalte de
gamle sagnfortællere, at det var to fangere „Nivfigfårssuk" og „Nivingasilernåk",
der bugserede den nordpå, og det er denne variant, der fortælles her.
En del skindklædte mænd, hvis lange hår nåede dem ned over skuldrene, stod ved
en optrukken konebåd og drøftede dagens begivenheder.
Når højsommeren er inde, har det altid været skik og en særlig morskab for grøn-
lænderne at rejse rundt og besøge hinanden ved fangstpladserne, og dette var også
tilfældet her, da en konebåd fulgt af talrige kajakker var kommen til Qepisarqoq
— en lille boplads — og mændene nød rigtigt gensynets glæder.
Som sædvalig talte fangerne (jægerne) om deres jagteventyr, da en meget tyk
mand med en veludviklet bagdel sagde: „I går fangede jeg en stor blåside (Phoca
groenlandica i 3die år), og I kan tro, at vejen hjem faldt mig lang. Vi skal jo for at
nå hjem ro udenom den store ø, der ligger udenfor vor boplads."
Han havde dårligt talt ud, da Kiarratplumpede ud med: „Ja, hvis det var mu-
ligt ville det være dejligt at få den væk."
En af gæsterne så sig omkring og sagde: „Ja, I ville unægtelig få en meget kor-
tere vej til jeres fangstplads."
„Det ville lige være noget for os at få vor fangstplads så nær ved," sagde alle ste-
dets beboere i kor, og som det sædvanligvis sker, når noget er kommet på tale, snak-
kede alle i munden på hverandre om dette meget interessante emne.
16
[2]
En del skindklredte mand stod rundt om en optrukken konebåd
og dreftede dagens begivenheder.
„Hvis det bliver fint vejr i morgen, skulle vi så ikke prøve, om vi kunne få den
væk," sagde en. „Imåpa, heksemesteren vil sikkert være villig til at hekse over den,
hvis vi betaler ham med en ny harpunspids, og der er ingen tvivl om, at han kan
gøre det. Forleden skal han have flyttet en stor sten her norden for blot ved at hekse
og synge over den, og det skulle bare være for at prøve, om der endnu var kraft i
hans hekseviser. Da denne ø ligger i vandet, vil det være en let sag for ham. Lad
os sende bud til ham."
Straks blev en dreng sendt af sted, og efter at have været borte et stykke tid, kom
han tilbage med den besked, at heksemesteren var klar til at tage fat, når de ville
have det, og kun ventede på nærmere besked.
Det kan nok være, at snakken gik løs.
Det bliver morsomt, og vi bliver ligefremt berømte, hvis vi nu formår at flytte
den store ø. Under øen er der måske en mængde dejlige sæler, som Ingnerssuit* har
holdt skjult for os, og som vi derfor er gået glip af, og de skal nok være større end
almindelige sæler.
Diskussionen fortsatte livligt endnu et stykke tid, og meget spændte på, hvad da-
gen i morgen ville bringe, gik de langt om længe ind i husene, men længe efter, at de
var gået op, kunne man høre dem synge trommesange rundt om i de forskellige huse,
og først langt ud på natten blev der ro.
* Ingnerssuit var sagnfigurer, der var større end almindelige mennesker, men ingen næse havde, kun to huller
til næsebor. De boede inde bag bratninger, der lå ud til havet, og de kunne ro lige ind gennem bratningen.
De ville gerne lokke mennesker ind med sig, men hvis nogen fulgte med, kom de aldrig ud igen.
[3]
Da de vågnede næste morgen, var vejret blikstille. Solen var lige ved at stå op,
så solsiden af øen med strædet fortonede sig, så det så ud, som om der lå flere øer
ovenpå hinanden, hvorimod skyggesiden lå klar og ren.
Sammen i et af de øverste huse boede Nivfigfårssuk (således kaldtes han, fordi
han til amulet havde nidfinguit — små tørrede strimler af den indvendige tarmhinde
af en sæl) og Nivingasilernåk (der kaldtes således, fordi han havde trukket perler
på forhåret, så de hængte ned over panden). De var de første, der vågnede, og idet
de kom ud af deres hus begyndte de at tale til hinanden.
Lad os bugsere øen bort. Vi har lov til at forsøge det, og heksemesteren skal nok
få øen løsnet fra bunden og gøre modstanden ved bugseringen mindre.
„Ja, det er meget godt," sagde Nivfigfårssuk, „men hvad skal vi bruge til at bug-
sere den med." „Å, skidt," sagde Nivingasilernåk, „vi tager et hår af spædbarnet
derinde, han er jo forældreløs, så overfor ham behøver vi ikke at være så nænsomme."
De gik så nedefter, og da de havde trukket et hår ud af hovedet på det forældre-
løse spædbarn, lod de heksemesteren kalde.
Da heksemesteren Imåqa kom ud af sin hytte, kan det nok være, at hans boplads-
fæller fik travlt med at gøre forberedelser. Han viste sig at være en forkommen,
meget tynd, skrutrygget mandsling med hætten på sin tingmiap (Skindtrøje) trukket
op over hovedet.
Til at begynde med tog heksemesteren fat på at hekse over det hår, man havde
taget af det forældreløse spædbarns hoved, idet han puttede ansigtet ned i hætten på
tingmiap'en samtidig med, at han dansede rundt om huset.
Allerbedst som han var i gang hermed, kom en gammel mand ud fra et af de
midterste huse. Da han så, hvad der foregik, røg han straks i flint og råbte: „l må
jo være tossede. Jeg synes, at øen er smuk at have for øje, så jeg vil holde igen på
den her fra land, og jeg tror nok, jeg kan gøre det." Det viste sig, at det ikke var
helt hen i vejret, at han sagde det, da han før i tiden havde været åndemaner (An-
gakok), og han gik straks i gang med at trylle over kobberemmen, som han ville
holde igen i.
Den gamle havde knapt nok sagt det før de andre af bopladsens beboere råbte i
munden på hverandre: „Qiviraritajanguaq vil holde igen på øen fra land." Intet un-
der, at der blev røre blandt beboerne, da det nu ville blive endnu mere spændende,
fordi der ville blive kappestrid mellem en heksemester (ilisitsoq) og en åndemaner.
Nu begyndte heksemesteren at synge, og en del af mændene roede over til øen for
at sætte den forældreløses hår fast som bugserline. Samtidig tog heksemesteren kraf-
tigere og kraftigere fat og benyttede de mest virkningsfulde viser, han kunde. Han
havde heller ikke sunget ret længe, før de fra klipperne på øens nordlige side viste
sig små røgskyer, og der kom et dybt hul. Beboerne af bopladsen blev nu helt vilde
18
[4]
Sole n er lige <ved at stå op, og heksemesteren er <ved at begynde sin dans
rundt om teltet.
til at hidse heksemesteren op, der anstrengte sig det bedste, han kunde, og da der
lidt efter lidt gik hul i fjeldet, lysnede det ligefrem på bopladsen. Mændene, der
var roet over til øen, tog nu det forældreløse spædbarns hår, der imidlertid var hek-
set tjenligt til bugserline, samtidig med kobberemmen (en lang line skåret ud af
remmesælens hud og som almindelig bruges til fangerrem i en kajak) som Qiviarft-
ajanguaq skulle holde igen, og som tilsyneladende heller ikke var til at kimse ad,
og fortøjede begge i hullet i klipperne med stik, der ikke kunne løbe op.
Bugserlinerne var nu fastgjort. Folk, der fra bopladsen ville iagttage denne styr-
keprøve, var roet i land, og Nivfigfårssuk og Nivingasilernåq begyndte nu at bug-
sere og tog så kraftigt fat, at kajakkerne omtrent lå under vand.
Qiviaritajanguaq tog imidlertid den kobberem over hvilken han selv havde tryl-
let, op over skulderen, stemte den ene fod mod en stor sten og holdt igen, det bed-
ste han havde lært, samtidig med at han sangud: å haj-hap, a haj-hap."
[5]
Som nu Nivingasilernåq og hans fælle rigtig lagde kræfterne i, og heksemesteren
fordoblede sine anstrengelser med at synge over øen, hørtes der drøn på drøn
under øen, og med et løsnede den sig fra grunden med en stærk klingende lyd som
af metaller.
Nivfigfårssuk og Nivingasilernåq satte den nu i gang nordover med en sådan
kraft, at intet ville formå at stoppe den.
Qiviantajanguaq stemte imod af alle kræfter, og det så det sang i den svære kob-
berem, der blev trukket helt tynd. Tilsidst kunne den ikke holde til det stærke træk
og brast med et mægtigt knald. Lyden kastedes frem og tilbage mellem alle de høje
fjelde, så det lød som om de væltede omkuld mellem hverandre.
Qiviantajanguaq blev så nedslået over sit nederlag, så han straks gik ind i sit hus,
og han har aldrig vist sig siden. Det fortælles, at han døde af den store kraftanspæn-
delse, han havde udfoldet, og han er nu der, hvor alle grønlændere kommer, der
ofrer deres liv af kærlighed til deres land.
Nivfigfårssuk og Nivingasilernåq bugserede nu syngende den store ø udefter, me-
dens sangen fra bopladsfællerne i land langsomt døde bort i det fjerne. Da de syntes,
de var kommet langt nok ud til søs, roede de ret nord i med øen efterladende sig et
bredt kølvand.
Medens de således syngende bugserede, faldt Kungnåt's store fjeld i med en sang:
åjå — kåjå det deroppe
åh! hvor er det morsomt.
Den store klods af en ø
ror de bort med, vestpå, nordover.
To mænd tager den på slæb
langt bort nordi — ja.
åjå — kåjå det der nordpå.
Det smukkeste her sydpå.
Det mest pragtfulde vestpå, ud til søen,
misundelsesværdigt i sin vældige højde,
beskuelsesværdigt i sin blånende pragt
langt borte derude — ja.
åjå - kåjå helt derop
står vi over disse fjelde her.
Landet ser vi nedenunder os.
Lader os af glæde stemme i,
fordi vi nu er de allerhøjeste.
A " r\         t     A  • »
aja - kåjå.
20
[6]
K'i'viaritajdngtiak holder igen i kobberemmen,
han har tryllet over.
Længe efter at det havde sluttet sangen, hørtes ekkoet fra fjeld til fjeld.
Nivingasilernåq og hans fælle bugserede stadig øen nordover derude til søs. Da
de havde bugseret hele dagen og natten med, gik øen hen under morgen på grund.
At de ikke kunne få den længere nordpå, skyldtes en gammel heks, der havde onde
øjne. Hun sad inde ved Jakobshavn - eller snarere der, hvor Jakobshavn nu ligger -
og så ud over havet, da hun får øje på de to kajakmænd, der kom bugserende med
den store ø. Da hun kunne lide øen og gerne ville have den at se på, så hun ondt på
den, så den gik på grund.
Nivfigfårssuk og Nivingasilernåq var således på et godt døgn nået helt derop
med den.
Der nordpå fik de på den måde en stor dejlig ø, der næsten var uforlignelig i sin
skønhed. På nordsiden ses den dag i dag hullet, som bugserlinen var gjort fast i.
Endnu før det blev lyst dagen efter nåede Nivfigfårssuk og Nivingasilernåq til-
bage til deres boplads, men de tog ikke på fangst i kajak næste dag, fordi deres lem-
mer var fuldstændig stive af den overståede anstrengelse.
Fra bopladsen havde man observeret masser af sæler, hvor øen havde ligget, og
de var meget større end dem, man var vant til at se.
Heksemesteren Imåqa tog herefter ofte på fangst, da han nu havde fået en ny
harpunspids. Han blev snart en velstående mand, der ikke kunne undvære en kone,
21
[7]
og der var så ikke andet for ham at gøre, end at gifte sig for tredje gang. Han har
aldrig siden hekset, da han ved at bruge alle sine kraftigste heksesange, havde slidt
dem helt op. (De havde mistet deres kraft).
Langs hele kysten er der nu en række banker, der betegner vejen, hvor de bugse-
rede øen, og bankerne er dannet af de klippestykker og grus, der faldt af under
bugseringen.
Men ved Kipisarqo fandt fangerne nu vejen til deres fangstplads meget kortere,
og sælerne, de fangede, smagte meget bedre.
22[8]