[1] FRA DET GAMLE GRØNLAND AVISERNE FORTÆLLER Af lærer Frantz Kjcerum II JL den almindelige instruks om Grønland af april 1782 indskærpes det kolonibesty- rerne nøje at se efter, at grønlænderne ikke opholder sig i europæernes huse. Bag- grunden for denne instruks har formentlig været et ønske om, at grønlænderne ikke opdrages til at blive et folk, der levede af levninger fra kolonisternes bord, men der- imod til et fangerfolk. Det er også muligt, at instruksens baggrund har været en hel anden, nemlig et udtryk for den kolonirnentalitet, der var så fremherskende hos „hvide", hvorsomhelst man traf dem i koloniområder. I Kjøbenhavnsposten fra juli 1832 findes følgende beretning om, hvordan man i Julianehåb i 1813 efterlevede ovennævnte instruks. Beretningen skyldes den davæ- rende kolonibestyrer Olrik. „Grønlænderne var vante til at anse europæernes bygninger for deres forsamlings- steder og gjorde mere end én gang — efter den forrige bestyrers tilladelse — fordring på at danse i mine stuer, indtil jeg én gang for alle fik i sinde at danse en kjeppe- ryggedans med et par af dem, hvorved danselysten tabte sig, og jeg blev fri for overhæng i denne henseende. Den skik at lade sig lukke ind i koloniens bygninger om aftenen var også temmelig almindelig. Alle sådanne uordener mente koloniens grønlændere også kunne gå an un- der min bestyrelse, især da jeg så at sige næsten var den eneste danske mand på stedet; men som jeg ikke altid havde lyst til strenghed, når jeg kunne klare den på en mil- dere måde, opfandt jeg adskillige midler til, i al stilhed at forpurre deres nattevan- dring. Når man om aftenen lukkede enkelte åbentstående bygninger, faldt det mig just ikke ind at kigge ind i bageovnen, i tomme spækfade og adskillige andre smut- huller, men en aften fandt jeg to umage fruentimmerstøvler, hvoraf jeg vidste, at to par mennesker måtte have gemt sig. Her havde jeg nu den bedste lejlighed til i al stilhed at drive mit spil. Jeg låsede og stængede udefra på det allerbedste, så jeg var vis på fangsten. Tid efter anden kom grønlændere for at gøre mig bange og overtale mig til at lukke op for at se, hvad det var, der rumsterede derinde, men egentlig for 38 [2] i mørket at give de indelukkede lejlighed til at forsvinde. Jeg forklarede dem, at jeg anså støjen for at være forårsaget af Innersuit (de underjordiske), så der ville nok næste dag igen blive roligt. Såvel inde i huset som udenfor stod grønlænderne som på nåle, og ingen kunne overtale mig til at betragte en Innersuk, dertil var jeg altfor bange. Natten var klar med en skingrende kulde (-7-16°). De „underjordiske" hav- de den blotte jord at hvile på, så natindespærringen ville nok blive erindret. Min fremgangsmåde havde hjulpet, fra næste morgen, da jeg lod damerne få deres støvle, behøvede jeg aldrig mere være bange for, at der var nogle, der skulle gemme sig i de åbne huse. Der herskede dog flere andre unoder på stedet. Dem måtte jeg også udrydde, hvis jeg ville grønlændernes, handelens og mit eget vel. Det gik engang så vidt, at 11 grønlændere overfaldt mig, fordi jeg ikke ville tåle uorden; men jeg slog dem alle, jeg slog dem med mine tørre knokler og ved hjælp af min dyrendal, der havde hvilet længe nok. Jeg slog dem, så det hørtes i den nordligste ende af Grønland, det er intet praleri, men en kendsgerning, hvorfor inspektøren endog i en hel forundring- men også fonnaningsskrivelse takkede mig." Beskrivelsen skal nok være sandfærdighed, det er jo kolonisatoren, kolonibesty- reren, der i egen person og ikke uden en vis selvbeundring giver os denne tidlige be- retning om kolonisationsmetoder. I denne forbindelse er det heller ikke uinteressant at læse følgende lille beskrivelse om, hvordan det gik til, da tuskhandelen afløstes af pengehandel i 1806. „I dette år har man i Grønland fået creditsedler og kobbermønt, mens man tidli- gere i samkvemmet mellem grønlændere og danske kun har benyttet tuskhandel. Dette har gjort handelen og regnskabsføringen lettere. Der er kommet mere liv i handel og vandel, man er nu ikke længere bundet til som betaling at modtage varer, der mange gange har været mådelige nok og uafsættelige på ethvert andet sted end i Grønland. Nu kan man gemme sine penge indtil videre. Man gjemte dem i håb om at have lidt til fremtiden, men inden man så sig om, behagede det handelen ved salg af dårlige ting at opsluge de fleste frugter af slid og uselhed. I år var der således opsendt en del blåt klæde til 3 daler pr. alen, langt over værdien, thi det var så groft og forbrændt, at man ikke kunne rive det uden at få flænger i det, man måtte altså klippe det ligesom lærred. Når en grønlænder købte sig til benklæder af dette klæde, var gerne følgen, at de ved første brug var sønderrevne og kunne hverken lappes el- ler stoppes, fordi ej klædet duede dertil. Nu gik den stakkels køber med forgrædte øjne til kolonibestyreren, beklagede sit køb og fortrød, at han havde ladet sig sådan bedrage. Kolonibestyreren kunne kun trøste ham med, at direktionen vist selv var blevet bedraget. - Til sidst blev kolonibestyreren ked af den megen tuden og sendte resten af klædet til nabokolonien." 39 [3]