[1] TRÆK AF GRØNLANDS KOLONISATION I DET 18. ÅRHUNDREDE Af orlogskaptajn Janus Sørensen £a Hans Egedes indtrængende forestillinger om at opretholde handelen og missio- nen i Grønland besluttede kong Frederik IV at lægge begge dele ind under staten, og for at vinde Grønland for den dansk-norske krone måtte de fremmede købmænd og hvalfangere med væbnet magt vises bort fra landet. I „Meddelelser om Grønland", bind 61, omtales Nipisat syd for Holsteinsborg som det mest søgte hvalfangersted i Sydgrønland, idet hvalerne her holdt ind i sundet mel- lem Sarfånguaqlandet og Nipisat Øen, hvor de blev et let bytte for fangerne, fordi dyrene på grund af sundets ringe bredde ikke havde plads til at vende om under jagten. I 1723 havde Hans Egede under en rejse nordpå fået underretning om, at der ved Nipisat fangedes store hvaler, og for at skaffe sig vished herom, brød han det føl- gende år i slutningen af februar op fra Håbets Ø med to chalupper, men måtte på grund af storm returnere. På Hans Egedes forslag lod Bergenskompagniet, der havde handelen på Grøn- land fra 1723—26, et skib besejle Nipisat i 1724 medbringende fra Håbets Ø en mis- sionær, en snes mand samt materialer til opførelsen af et vinterhus, og senere på året sendtes yderligere en købmand, en bogholder og 4 mand derop. Skipper Berent Han- sen havde på sin rejse truffet 5 hollandske købmænd i Nipisat, som handlede med „de Vilde og af dem købte Hvalbarder samt Ren- og Ræveskind, og skønt udstyret med mange Sager fik de ikke solgt saa meget som en Knappenaals Værdi." Skibet overvintrede i Nipisat, som i 1725 inspiceredes af Hans Egede, der imid- lertid i juni måned måtte returnere til Håbets Ø på grund af proviantmangel. Ud på sommeren samme år afbrændte hollandske hvalfangere skamløst det ny anlæg. Efter sin hjemkomst til Godthåb skrev Hans Egede til Bergenskompagniet om anlæg af 10 kolonier og foreslog, at der ved hver af dem skulle ansættes en præst, 2 kateketer, l købmand for handelen og „8 Mand til Kompagniets Forretninger og Coloniens Underholdning, saasom Brænde at samle og Fiskeriet at bruge. Man var 361 [2] da idelig i bedre Stand at have Øje med de Vikles Levned og holde dem under Tugt og Disciplin og med Frugt og Eftertryk at handle med dem til deres grundige Om- vendelse, saa de ingensted kunde flygte hen fra os, hvor vi ikke kunne nå dem med Undervisning og Tugt." Videre tilføjer han: „Sønden for Colonien jeg har rejst, haver jeg observeret 5 folkerige Pladser, hvor 5 Colonier med Præster kan beskikkes, nemlig en ved 63° 20' omtrent norden for Sand-Landet (antagelig Grædefjorden eller Marraq), den anden Nord for Isvaagen omtrent ca. 62° 20' a 30' (formentlig omkring Frederiks- håb Isblink), den tredie ved ca. 62° eller lidt sydligere (Frederikshåb), den fjerde ved ca. 61° (formentlig Arsuk Fjord) og den femte ved ca. 60° 40' (Julianehåb distrikt). Imellem Godthaab og Nipisat maate være 3 Colonier: Den første ved ca. 10 Mile nordenfor os, hvor der er en god Plads, godt Indløb for Skibet og den skønne Kirkevaag, den anden Coloni indenfor Sadelbjerget ved 65° 15' omtrent, og hvor der er en skøn, stor Laxeelv. den tredie ved 66°, lidt sydligere, hvor der er en temmelig Folkeforsamling. Norden for Nipisat og Sydbay, hvor fornemmes og skal være smukke Pladser og den allerbedste Handel, maa og stiftes 2 a 3 Colonier med Præster indtil Disco." Det gik ikke så godt for Bergenskompagniet, der havde fået kongens tilladelse til oprettelse af et lotteri, således at enhver, der ejede 200 rdl., skulle være pligtig til at købe et lod, den, der besad 400 rdl., 2 lodder og så fremdeles, købstæder o. 1. skulle yde bidrag efter evne, men alt dette blev ikke efterkommet. Lotteriet var på 100.QOO lodder å l rdl. og med kun 219 gevinster. I sin finansielle nød besluttede kompagniet at lade et skib hjemføre 2 unge grøn- lændere i nationaldragt, fremvise for kongen og hoffet og udøve deres eskimoiske idrætter. Da kongens fødselsdag netop indtraf dagen efter deres ankomst, blev grøn- lænderne fremstillet for majestæten på Fredensborg slot. Den 9. november s. å. over- værede Københavns befolkning en regatta på slottets kanaler, hvor bl. a. de to grøn- lændere fra deres kajakker udslyngede kastepile efter ænder, man havde udsat i ka- nalerne, og hele regattaen sluttedes af 6 chalupper med grønlandske produkter ud- spændt på masterne: Bjørne-, sæl- og renskind, hvalbarder og enhjørningshorn samt kulørte skitser forestillende grønlandske dyr og jagtscener. Denne propaganda, og al anden anstrengelse for at holde kompagniet oven vande, lykkedes ikke, og i 1727 oprettedes Den kongelige Handel. Det blev ikke Hans Egede forundt under sit ophold I Grønland at se sine ønsker opfyldt om anlæg af de 10 foreslåede kolonier, endskønt han foruden oprettelsen af logen Nipisat også tidligere havde foreslået oprettelsen af en koloni i Disko Bugt. Vinteren 1731-32 blev den mest triste og opslidende af alle, Egede hidtil havde op- levet i landet. 362 [3] Meget interessant kort o Egedesminde, som den nu kaldtes, var længe om at blomstre op på grund af anlæget af Godhavn og de fremmede købmænds indgreb. I April 1773 skrev handelskompagniet tilkøbmand J. P. Dorf i Egedesminde om efter hans forslag at anlægge en loge på Disko: „idet vi have taget i Betragtning, hvad han melder om Hollændernes Snighandel og deraf flydende Skade for Com- pagniet, og for at forekomme sligt have vi efter hans Forslag resolveret at anlægge en Loge paa Disco, hvortil Skibet Lovisenborg medbringer de fornødne Reqvisita. Til at forestaa samme Handel have vi beskikket Hr. Sandgreen ved Holsteinsborg som Ober-Assistent, og til Under-Assistent hans Søn Carl Dorf med 40 Rdl. aarlig Gage. Saa følger og l Tømmermand, l Bødker og l Arbejdskarl med Skibet til be- meldte Loges Besætning. Nu recommendere vi hannem, der saa ofte har recog- noscert paa Disco, at have Omsorg for at Logen bliver sat paa det fordelagtigste Sted saavel i Henseende til Handelen, som til at forekomme Hollændernes utillade- lige Handel samt paa et Sted, hvor der er en sicker og bequem Havn, og vi venter da derom Efterretning." Den svenskfødte Svend Sandgreen havde tjent og lært neden fra, og han styrede da også Godhavn med megen dygtighed. Med stort held havde han drevet hval- fangst med såvel danske som grønlændere, og han foreslog derfor opsendelsen af hvalfangere, skibe som købmanden kunne følge med chalupper og konebåde, når havnen var isfri i midten af juni. Logen Jacobshavn havde udviklet sig så stærkt, at den nu var beboet af 600 grøn- lændere, og hvalfangsten her havde givet så rigt udbytte, at befolkningen opmuntret af præsten satte en produktindsamling i gang (spæk og barder) for af disse midler at opføre en kirke. Anlægget ophøjedes til koloni i 1779. * Stedet kom senere til at hedde Gamle Egedesminde, som det vil ses i ældre kort. 374 [15] Familieliv i nordgrønlandsk eskimohytte. (Fra Arctic Explorations af dr, Kent Kane 1856). Dalagers projekt i 1768 om oprettelsen af en koloni længere nordpå realiseredes året efter, da assistent Andreas Bruun i juni måned med koloniskibet rejste nordpå til Qeqertårssuaq (senere Sdr. Upernaviks Ø) og herfra undersøgte området for at finde en egnet plads. Den senere Prøvens Ø vragedes, da havnen ikke tilfredsstil- lede fordringerne, derimod fandt han et egnet sted ved Eqaluit på Ingnerit Halvøens nordside, hvor der opførtes et våningshus og senere 3 jordhuse, men da alle distrik- tets indbyggere boede længere nordpå, var Bruun klar over, at stedet ikke egnede sig. Omsider havnede han på en større ø kaldet Opernavik, hvor der fandtes havn, vand, tørv og ler, og da der opholdt sig mange grønlændere i området, valgte han stedet til den endelige koloniplads. Året efter afløstes han af Dalager, men Bruun vendte i 1771 tilbage og flyttede kolonien til Upernavik. De gode forhåbninger, man nærede til den nye koloni, syn- tes ikke at gå i opfyldelse, og i 1788 ønskede direktionen besked om, 1) hvor vidt der sundhedsmæssigt kunne gøres noget for europæerne, 2) om det kunne lykkes at overvinde befolkningens træghed, og 3) om grønlænderne med større fordel ønske- de at flytte til Umanak. 375 [16] Under skiftende forhold, hvor man bl. a. havde forsøgt at få distriktet inddraget under Umanak, genoprettedes handelen i 1823 som et udsted under Godhavn for endelig i 1826 påny at blive et selvstændigt kolonidistrikt. I maj 1773 anmodede handelskompagniet købmand Anders Olsen i Sukkertoppen om at foretage en rekognosceringsrejse syd for Frederikshåb for at finde et bekvemt sted til anlæg af en koloni, bl. a. anbefaledes Unartoq. Kompagniet tilstod ham ISO rdl. årlig samt „en raisonable Doucetir, naar dette Forsøg, som vi haabe ønskelig udfalder." Hans søn skulle have 30 rdl. årlig samt en portion proviant lige med andre arbejdskarle. Til transporten fra Sukkertoppen til Frederikshåb måtte han medtage den ved Sukkertoppen værende, så godt som nye båd, eller om han ønskede det anskaffe sig grønlandske fartøjer på kompagniets regning. Til Frederikshåb var der udsendt proviant og andre fornødenheder til re- kognosceringsrejsens udførelse samt så mange materialer, „som han til det første Aar til en liden Bolig behøver. Forladende os fuldkommen paa hans bekjendte Re- delighed og Omsorg for Compagniets sande Bedste, skal det være os kjært endnu i Aar at faae nogen Efterretning om eet forventende godt Udfald og til næste Aar at faae en omstændelig Efterretning derom og Bekræftelse derpaa." Den 7. April 1775 svarede handelskompagniet, at det havde været det en særdeles fornøjelse at erfare, at han såvel som hans søn og deres 2 ledsagere lykkeligt havde fuldført den påtagne rekognosceringsrejse med så gode resultater. „Ligeledes er det os kært, at han omtrent paa den Høyde har opdaget et reent og beqvemt Indløb til en god og sikker Flavn med flere fornødne Beqvemmeligheder til en Colonis Anlæggelse der i Egnen saavelsom, at han i Henseende til de mange sammesteds sig opholdende og længere Syd fra kommende Grønlændere har det bedste Haab om en fordeelagtig Handel i Tiden. Vi have altså i Betragtning af disse hans Efterretninger resolveret for det første nu i Aar at udsende det fornødne til en lille Loges Anlæg saavel som nogle Han- delsvarer og andre Fornødenheder, hvilket Alt han vil modtage af nærværende Skipper M. Samsing Alling førende Hukkerten „Island", hvorhos han dog måtte agte, at Logen oprettes saavidt mod Syden, som Omstændighederne befindes at til- lade, da vi ellers ikke betvivle, at han som en i Landet gammel kyndig Mand, medens han har opholdt sig der i Egnen, ikke efterlader nøje at undersøge og overveye samt derefter med mueligste Skjønsomhed at vælge det beleyligste sted til dette Anlæg, saavel i Henseende til god Handel, reent Indløb og sikker Havn som og de flere ud- fordrende Beqvemmeligheder." Kolonien fik navnet Julianehåb efter enkedronning Juliane Marie. Grønlands kolonisering, der strakte sig over ca. 75 år i det 18. århundrede, har været stærkt hæmmet af hollændernes og andre fremmede købmænds og hvalfangeres 376 [17] nærværelse i handel med grønlænderne, som ganske naturligt var ivrige efter at få de bedste og billigste varer for deres afsatte produkter. Således beretter assistent Peder Klingenberg, „som er af en smuck Familie udi Bergen og till Assistents Tieneste i Godthaab," da han den 17. oktober 1728 kom tilbage fra sit handelstogt sydpå, „at han paa et Sted 11-12 Mil Syd for Godthaab, kaldet Tungane, ved Søndre Fiskefjord hos de derboende Grønlændere havde set Overflod af hollandske Varer. Alene i eet Hus talte han over et Dusin nye Messing- kedler af forskellige Sorter, en Mængde malede „Ryssebakker", Tinskaale, broge- de Skjorter, Bukser, Trøjer, Hatte, adskillige Tømmermandsredskaber, ja endog Tekopper og andet Smaatøj i Mængde, hvilket hang i Grønlændernes Huse til Pry- delse ligesom i en Krambod. Da de saaledes var forsynet med Kramvarer for lange Tider, kunde han ikke komme til at handle med dem, saa meget mindre, som de fore- gav at have bedre Varer end hans." Den indsats, pionererne øvede i Grønland, tjener dem til ære. Den største fortje- neste tilkommer dog Hans Egecie, der med sin tapre hustru den 3. juli 1721 satte foden på land på en lille, sludfuld ø for at påbegynde et uegennyttigt kolonisations- arbejde og forkyndelse af kristendommen. I samfulde 15 år holdt de ud deroppe og trodsede alle tænkelige genvordigheder, bl. a. under den store koppeepidemi, der i 1733-34 hjemsøgte landet. Her udviste de en sjælden karakterstyrke under udøvel- sen af en barmhjertighedsgerning, for hvilken Gertrud Rask blev offer. Deres navne hører til de ypperste i Grønlands historie. BENYTTET LITTERATUR: Dr. phil. Louis Bobé: Grønlands Guvernør Claus Enevold Paars og- Kolonien Godthaabs Grundlæggelse. Hans Egede: Relationer om Grønland. Meddelelser om Grønland, Bind 60 & 61. H. G. Garde: Efterretninger om den danske og norske Sømagt. 377 [18]