[1] DE SOCIALE FORHOLD I GRØNLAND Af kæmner Helge Knudsen, Sukkertoppen JL/e sidste år har det blandt flere af de „ældre i landet" heroppe været passende at beklage sig over, at der ødsles med offentlige penge til sociale ydelser, som de på- gældende mener er alt for lette at få. Dels søger dette tidsskrift jo at belyse for- holdene i Grønland, dels kan der vel være grund til i en målsætningstid at efter- prøve, om disse påstande nu også er rigtige og rimelige. Lad mig straks forudskikke, at jeg ikke mener, der normalt er grund til at påstå, at den grønlandske befolkning de senere år er blevet socialt demoraliseret gennem sociale ekstravagancer. De nævnte påstande samt nogen usikkerhed hos landsrådet har vist iøvrigt med- ført, at der de nærmeste år skal søges tilvejebragt en nøjere oversigt. Vistnok vil man låne en dansk socialmand, der tænkes sat ind i de nuværende regler og disses virknin- ger, for så at fremsætte forslag til ændringer af de hidtidige, midlertidige regler, der stammer fra landsrådssamlingen i efteråret 1951. En mere autoriseret udtalelse vil altså ad åre kunne forventes, herunder vel også en bedømmelse af de lokale for- sorgsudvalgs og kæmnerkontorenes bistand. Mit eget kendskab bygger iøvrigt på dagligt arbejde heroppe med de sociale spørgsmål siden 1951, iøvrigt omfattende 3 kommuner, nemlig den sydligste, den nordligte samt den midterste. For at forstå „de ældres" udgangspunkt er et par ord om de sociale forhold før 1951 vel nødvendige. En større historisk oversigt vil være unødvendig. Lad mig hen- vise heri særligt interesserede til Det grønlandske Selskabs årsskrift 1929-30, hvor daværende landsfoged Knud Oldendow gav en grundig oversigt over den historiske udvikling i artiklen „Socialforsorg i Grønland". Selvom vi altså undlader at gå til- bage til tidernes morgen, er det dog nødvendigt at huske, at der indtil 1951 var tale om et forsorgsvæsen, der arbejdede med meget små midler. Den daglige forsorg var henlagt under de små kommuneråd (svarende til de nuværende forsorgsudvalg), og da disses sparsomme midler ved årets slutning i tilfælde af overskud skulle udlici- teres (repartition) til stedets fangere, endda så de bedste fik broderparten (og ofte var det netop de bedste fangere, der var kommunerådsmedlemmer), er der måske 401 [2] ikke noget at sige til, at man indtil 1951 arbejdede med meget små årsudgifter til sygehjælp, kommunehjælp, fattighjælp og lignende. Oftest var årsbeløbene for den enkelte kommune for hver af disse arter hjælp kun et- eller to-cifrede kronebeløb. Alle parter omgikkes de små offentlige midler yderst forsigtigt. For den månedlige eller årlige hjælp (aldersrenter, invalideunderstøttelser samt byggelån m. v.) stod sysselrådene. Også disse var nødt til at udvise sparsommelighed. I det hele taget holdtes jo et kunstigt, uhyre lavt udgiftsniveau i Grønland. Ved at holde udsalgspri- serne bl. a. på alle husbygningsmaterialer langt under anskaffelsespriserne ydedes et klækkeligt bidrag i forsøget på at f remhjælpe en bedre boligstandard. At dette sidste stort set må siges at være forfejlet, er så en anden sag. løvrigt er der jo i de mellem- liggende år sket en udjævning mellem det tidligere kunstige prisniveau og det hjem- lige danske, så der udfra pristallet i Grønland fra 1951 til nu er sket godt en tredob- ling, hvilket ikke bør overses ved en sammenligning af tallene. Men lad os da nu kikke lidt nærmere på de enkelte former for sociale ydelser, som de nu kendes udfra offentliggjorte kommuneregnskaber m. v. Grundlaget er som nævnt de midlertidige landsrådsvedtægter fra 1951. De ad- ministreres af kommunalbestyrelserne, i det daglige dog af lokale forsorgsudvalg, hvis medlemmer er udpegede af kommunalbestyrelserne. Den største udgift — aldersrenterne! Indtil 1951 var maksimumsbeløbene 250 kr. årligt for en enlig og 400 kr. årligt for et ægtepar, hvor begge var fyldt 55 år. Denne usædvanlige aldersbestemmelse er sat ud fra, at klimaet og sliddet heroppe erfaringsmæssigt bevirker, at langt de fleste ved opnåelsen af denne alder ikke længere kan yde fuld arbejdsindsats. Hidtil har den store dødelighed jo også medført, at kun en ret lille procentdel af befolkningen opnår en sådan alder. Dog gælder de normale regler ved grønlandske tjenestemænds pensioneringsalder. Før såvel som efter 1951 har det været således, at de ældre, der kunne klare sig fuldtud, ikke kunne tildeles aldersrente, idet trangskrav stilles. Om der senere kan blive tale om dette kravs bortfald, altså om en art folkepension, er kun lejlighedsvis blevet svagt berørt hidtil. Om eventuel hævelse af alderskravet til eksempelvis 60 år har der endnu heller ikke været talt ret meget. Fra 1951 har man ganske vist søgt at tilskynde folk til at vente med at søge aldersrente, ved at tilbyde højere maksimumsbeløb, såfremt rentesøgeren udskød begæringen til det fyldte 60. og endnu højere ved det 65. år. Jeg tror, det er meget få, der har benyttet denne ret. løvrigt gav de nye 1951-regler noget mere differentierede satser end tidligere. Maksimumssatserne sattes for enlige til 480 kr. årligt, for ægtepar, hvor begge var berettigede, til 720 kr. Opretholder den eller de pågældende ikke egen husstand, re- duceres dog med 25 %. løvrigt gaves der mulighed for i særlige tilfælde - sygdom, 402 [3] To fif/lige grønlandske børn. Foto: Jette Bang hjælpeløshed m. m. - at yde et personligt tillæg, fastsat for et år ad gangen. Disse regler medførte, at landskassens samlede udgift det første år blev ca. 400.000 kr. og det næste år 500.000 kr., idet der allerede fra 1.10.52 bevilgedes et dyrtidstillæg på 10 %, påny i 1953 øget med yderligere 15 % og fra 1.1. 1955 til ialt 150 % af de oprindelige 1951-beløb. For 1955-56 var de samlede udgifter herefter oppe på godt M million kroner. Herefter mente landsrådet det nødvendigt at give en til- 403 [4] lægs-vedtægt, hvorefter der yderligere kan ydes 1) børnetillæg med 25 kr. mdl. for det første barn under 16 år, og yderligere 10 kr. mdl. for hvert af de eventuelt ef- terfølgende børn, 2) brændselshjælp på 100 til 150 kg grønlandske kul til de nydere, der har selvstændig husførelse, samt 3) beklædningshjælp hvert år i december på maksimalt 150 kr. pro persona og indtil 50 kr. pr. barn, der modtages børnetillæg til. Både kul- og beklædningshjælpen ydes kun i naturalier. De samlede udgifter steg herefter til ca. 1,1 million kroner om året, og dette står vi omtrent på nu. Hertil — alderdomshjem. Ret tidligt var man opmærksomme på, at mange gamle helt uden familie ofte fri- stede en ret kummerlig tilværelse under så slette forhold, at det måtte være meget nødvendigt snarest at skabe alderdomshjem. Tidligere havde man kun i Julianehåb haft et lille hus, hvor en del ældre kvinder var blevet samlet, uden at man vist dog tør kalde det for et alderdomshjem i den forstand, vi normalt bruger ordet. Det før- ste nye hjem åbnedes sent i 1953 (Upernavik), det næste først i 1954 (Godthåb) og således fremdeles, så de fleste af kystens lidt større byer nu er ved at have hver sit hjem med plads fra 10 til cirka 30 beboere. De sidste regnskabstal viser en årsudgift på cirka */4 million kroner, men vil formentlig, når alle hidtil planlagte hjem er i fuld drift, vokse til op imod Va million kroner årligt. Her som i Danmark viser regn- skaberne, at det er adskilligt dyrere at hjælpe de gamle med en plads på et sådant hjem, end hvis de fortsat kunne klare sig selv. Endnu synes der kun spredte tilløb til at påbegynde egentlige aldersrenteboliger, men alle kommuner bistår dog i stor ud- strækning aldersrentenydere med enten mindre, ældre huse (eksempelvis om beboerne har fået boligstøttehus), eller ved at stille boligstøttehuse til rådighed, idet kom- munerne de senere år fra landsrådet har fået en forholdsmæssig del af et årsbeløb på 300.000 kr., hvortil kommer boligstøttetilskud fra staten, så disse mindre bolig- støtte-tilskudshuse straks overgår til kommunens disposition, idet hele indskud såvel som tilskud straks indgår i statsregnskabet. De enkelte kommuner får på den måde l a 2 huse om året, omend husene ikke altid anvendes til aldersrentenydere. Det er såvel mit som manges indtryk heroppe, at man ved de nugældende regler har ydet en god og forsvarlig støtte til de ældre. Dersom reglerne i de enkelte tilfælde virke- ligt er fulgte, skulle der ejheller være stort at kritisere. En nøjere gennemgang vil formentlig lovligt ofte vise eksempler, såvel tilfælde af for flot som for knapt fast- satte beløb og tillæg. Især synes det ofte at knibe med forståelsen af, at maksimale beløb ikke bør udbetales, dersom den pågældende modtager en del arbejdsløn, eller endnu har ganske gode fiske- eller fangstindtægter. Ligeledes kendes tilfælde, hvor en husstand med et par gamle forældre samt flere voksne, fastansatte eller velbjer- gede børn har hævet brændselstillæg, hvad just ikke kan siges at være meningen. 404 [5] Rentgenskibet „Misigstut" på vej ind til Kuvdlorssuaq og granlunden på