[1] GRØNLAND OG DEN EUROPÆISKE FRIHANDELSSAMMENSLUTNING Af kontorchef K. Budde Lund VJennem flere år har der fundet en ret betydelig eksport sted af grønlandske rejer så vel i dåser som i glas til bl. a. Sverige og England, men fra 1. juli 1960 er der lagt denne eksport ikke uvæsentlige hindringer i vejen, idet tolden ved indførsel af grøn- landske rejer til f. eks. Sverige fra ovennævnte dato udgør 75 kr. pr. 100 kg, me- dens den f. eks. fra hermetikfabrikkerne i Skagen eller fra Norge kun udgør 60 kr. pr. 100 kg. Denne forskelsbehandling skyldes, at det ved Danmarks ratifikation af konven- tionen om oprettelse af Den europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), som foruden Danmark omfatter Norge, Portugal, Schweiz, Storbritannien, Sverige og Østrig, er bestemt, at konventionen ikke skal gælde for Grønland. Fra dansk side er der endvidere taget forbehold med hensyn til Færøerne, og fra Storbritanniens side er der taget forbehold med hensyn til Gibraltar og Malta. Da konventionen som nævnt ikke gælder for Grønland, har dette til følge, at den fuldstændige afvikling af tolden og de kvantitative restriktioner for samhandelen mellem medlemslandene, som ifølge konventionens artikel 3 skal finde sted over en 10-årig periode, og hvortil det første skridt blev taget den 1. juli 1960 ved en 20 % nedsættelse af toldtarifferne medlemslandene imellem, ikke kommer de grønland- ske fiskekonserves- eller rejekonservesprodukter til gavn. Heller ikke de grønlandske dybfrosne fiskefileter eller de grønlandske skind vil, fordi Grønland er undtaget fra konventionens gyldighedsområde, komme til at nyde godt af den mellem de 7 med- lemslande etablerede afviklingsordning med hensyn til told og kvantitative restrik- tioner. At markedet inden for „De Syv" ikke er helt ubetydeligt for den grønlandske eks- port af rejer, fryseprodukter og andre fiskeprodukter (dog med undtagelse af salt- fisk, som ikke omfattes af toldafviklingsbestemmelserne) samt skind fremgår af ne- denstående oversigt, der viser eksportens størrelse til „De Syv", til „De Seks" (de 418 [2] lande, der omfattes af traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, nemlig Belgien, Forbundsrepubliken Tyskland, Frankrig, Holland, Italien og Luxembourg) og til andre lande i årene 1956, 1957 og 1958. Eksporten af visse grønlandske produkter til „De Syv", „De Seks" og andre markeder. Rejer Andre skind Fryseprodukter Andre fiske- Sælskind produkter 1000kr. %> 1000kr. °/o 1000kr. %> 1000kr. %> 1000kr. °/o 1956 147 37,7 157 3,1 609 63,6 73 89,0 49 49,4 „De Syv" 1957 158 22,5 202 4,8 1.150 86,4 402 78,0 61 40,0 1958 309 35,0 247 6,0 1.340 82,2 64 43,5 196 54,9 1956 17 4,7 224 4,4 293 30,5 9 11,7 37 37,4 „De Seks" 1957 45 6,3 367 8,8 156 11,7 113 22,0 110 55,0 1958 71 8,0 379 9,2 231 14,2 83 56,5 82 22,1 1956 224 57,6 4.675 96,5 57 5,9 - — 12 12,2 „Andre" 1957 500 69,2 3.595 86,4 24 1,9 — - 11 5,0 1958 504 57,0 3.504 84,8 58 3,6 - - 93 25,0 1956 389 5.056 959 82 98 Total 1957 703 4.164 1.330 515 202 1958 884 4.130 1.629 147 371 Som det vil ses af oversigten, aftager „De Syv" ca. V?, af den grønlandske eksport af rejer, over 34 af eksporten af „andre fiskeprodukter" og ca. halvdelen af skind- eksporten. Fryseproduktionen går fortrinsvis til USA, men der skulle også her være mulighed for større eksport til „De Syv", især til England. Betydningen af eksporten til „De Syv" af de industrielt forarbejdede fiskeproduk- ter vil ganske givet stige, efterhånden som det nu igangsatte industriprogram føres ud i livet med deraf følgende større produktion. Til de anførte tal skal yderligere bemærkes, at for gruppen „andre fiskeproduk- ter" vil afviklingsordningen formentlig næppe få den store betydning, da kun få af de derunder hørende varer vil komme til at nyde godt af toldafviklingen. Som det vil fremgå af ovenstående, indebærer Grønlands tilslutning til frihandels- sammenslutningen ret betydelige eksportmæssige fordele, og da der samtidig i hen- hold til konventionens art. 43 § 2, er hjemmel til, at regeringen på et hvilket som helst tidspunkt kan erklære, at konventionen også skal finde anvendelse i Grønland, er det kun naturligt, at Den kongelige grønlandske Handel og Ministeriet for Grøn- land nøje har overvejet Grønlands optagelse i frihandelssammenslutningen. 419 [3] Sagen er imidlertid ikke helt så ligetil, idet en tilslutning til traktaten, som inde- holder meget andet end toldnedsættelser, kan tænkes at ville skabe en række vanske- ligheder og bl. a. påføre det grønlandske samfund forpligtelser, som dels kan have skadelig indvirkning på Grønlands traditionelle afsætning, dels kan lægge Grønland åbent for en udenlandsk aktivitet, der kan være i modstrid med f. eks. den af lands- rådet ønskede politik, hvorefter man ikke bør afskære befolkningen i Grønland fra selv at udnytte landets begrænsede naturlige erhvervskilder. Jeg skal i det følgende nærmere gøre rede for de vigtigste af de bestemmelser i konventionen, hvis rækkevidde for Grønland nøje må og vil blive overvejet, inden beslutningen tages. Grønlands tilslutning til „De Syv" betyder ikke, at de øvrige 6 landes statsborgere får adgang til at drive fiskeri inden for de grønlandske fiskerigrænser, men det er et spørgsmål, om den i konventionens art. 6 omhandlede etableringsret vil give de seks andre medlemslandes statsborgere adgang til at udøve erhvervsvirksomhed i Grønland, herunder etablere sig i land, f. eks. som ejere af salterier, hermetikfabrik- ker o. lign. Ifølge art. 6 erkender medlemslandene, at restriktioner overfor andre medlems- staters statsborgeres oprettelse og drift af økonomisk virksomhed på deres territo- rier ikke bør anvendes på en sådan måde, at man ved at give disse statsborgere en mindre gunstig behandling end den, der tilstås egne statsborgere i sådanne forhold, modvirker opnåelsen af de forventede fordele ved fjernelsen eller ikke-tilstedevæ- relsen af told og kvantitative restriktioner i handelen mellem medlemslandene. I henhold til den for Grønland gældende lovgivning kan som bekendt kun danske statsborgere med fast bopæl i Grønlajid få tilladelse til udøvelse af næringsvirksom- hed, og disse regler er således betydelig mere vidtgående end tilladt i henhold til konventionens art. 16. Såfremt man derfor ønsker at fortsætte den hidtidige erhvervspolitik i Grønland og fortrinsvis lade erhvervsmulighederne være til gavn for den fastboende befolk- ning, kan man for Grønlands vedkommende ikke uden videre tilslutte sig konven- tionen og dermed dennes art. 16. Det vil være nødvendigt at få de øvrige medlems- landes indforståelse med, at gældende lovgivning i Grønland på det erhvervs- og næringsretslige område skal respekteres uanset art. 16. Som bekendt er der ved indførsel til Grønland af visse varer (tobaksvarer, øl, vin, spirituosa samt chokolade- og sukkervarer) pålagt disse en afgift til fordel for Den grønlandske Landskasse. Da disse afgifter stort set svarer til de i den øvrige del af landet værende interne afgifter til statskassen, og da formålet med disse afgifter ikke er at yde den indenlandske — d. v. s. i Danmark eller i Grønland — fremstilling af disse varer en beskyttelse på bekostning af tilsvarende varer fra de seks medlems- 420 [4] Grønlandske rejer er et betydningsfuldt eksportprodukt, der giver grønlænderne stigende muligheder for beskæftigelse. lande, vil afgiftsordningen i Grønland kunne opretholdes også ved en tiltrædelse af frihandelskonventionen. Importen til Grønland af de ovennævnte afgiftspligtige varer er, for at sikre af- gifternes erlæggelse, ved den såkaldte „eneretsordning" overladt Den kgl. grønland- ske Handel. Da dette imidlertid er en ren praktisk foranstaltning begrundet i, at der endnu ikke findes noget toldvæsen i Grønland, og da ordningen ikke giver statshan- delen monopol på salg i Grønland af de omtalte varegrupper, menes der ikke at være noget i vejen for, at ordningen kan opretholdes ved en tiltrædelse af konventionen for Grønlands vedkommende. Det fremgår nemlig af konventionens art. 12, at såfremt en foranstaltning som den ovennævnte ikke benyttes som et middel til vilkårlig eller uberettiget diskrimination mellem medlemsstaterne eller som en maskeret restriktion over for handelen mellem medlemsstaterne, skal intet forhindre en medlemsstat i at indføre eller håndhæve foranstaltninger, som bl. a. er nødvendige for at sikre over- holdelse af love eller andre forskrifter, der vedrører håndhævelse af toldforanstalt- ninger eller klassifikation, sortering eller afsætning af varer, eller for udøvelse af mo- 421 [5] nopoler gennem statsforetagender eller gennem virksomheder, som har fået tillagt eksklusive eller særlige privilegier. Da hovedformålet med konventionen om Den Europæiske Frihandelssammenslut- ning er, at samhandel mellem medlemslandenes statsborgere skal finde sted under lige og fair betingelser, skal der, som tidligere anført, over en 10-årig periode finde en gradvis afvikling sted af tolden mellem medlemslandene. - For at denne vedta- gelse ikke skal blive gjort illusorisk, er det samtidig i konventionen bestemt, at et medlemsland ikke må indføre udførselstold eller anden afgift på varer, der sælges fra et medlemsland til et andet. — Bestående toldsatsser eller afgifter af denne art skal afvikles senest 1. juni 1962. — Endvidere er der i art. 13 givet nærmere regler, der tager sigte på at forhindre, at handels- og industrivirksomheder gennem ydelser af forskellig art fra det offentlige gørers mere konkurrencedygtige i forhold til til- svarende virksomheder i andre medlemslande. På denne baggrund vil det være nødvendigt at se nærmere på, hvorledes det grøn- landske produktionsliv er organiseret, idet bl. a. den grønlandske konjunkturudlig- ningsfonds virksomhed, herunder de eksportafgifter, der opkræves til fordel for fonden, samt de betydelige statsinvesteringer, der sker i fiskeindustrianlæg m. v., umiddelbart synes at være stridende mod konventionens bestemmelser. I henhold til den gældende lovgivning virker Den kgl. grønlandske Handel som central opkøbs- og salgsorganisation for de grønlandske fiskere, fangere og fårehol- dere. Som følge heraf, men især på grund af, at den private kapital endnu kun har investeret yderst beskedne beløb i den grønlandske produktion, må Handelen, d. v. s. staten, til ophjælpning af det grønlandske erhvervsliv investere betydelige beløb direkte i erhvervslivet. Heraf følger, at staten via Den kgl. grønlandske Handel har en vidtgående direkte interesse i såvel produktionen som eksporten af de grønland- ske produkter. Det bør dog i denne forbindelse fremhæves, at afskrivning og forrent- ning af de forskellige produktionsanlæg hidtil i realiteten er blevet betalt af de grøn- landske erhververe selv, enten af overskuddet hidrørende fra salgsorganisationernes virksomhed eller af konjunkturudligningsfondens midler. Det vil derfor være beret- tiget at sige, at selve driften af produktionsanlæggene, betragtet som en helhed, hviler på kommerciel basis, og at de af staten foretagne investeringer i produktionsanlæg- gene derfor formentlig ikke strider mod konventionens bestemmelser om forbud mod direkte subsidier til producenterne. Den i 1951 oprettede konjunkturudligningsfond indtager iøvrigt, set i relation til konventionens bestemmelser, en central stilling. Konjunkturudligningsfondens hoved- opgave er at sikre en stabil prispolitik og derved udjævne svingende konjunkturer for de grønlandske eksportvarer, således at der kan sikres de grønlandske fiskere stabile indtægter. Fondens midler tilvejebringes væsentligt fra den centrale salgsorganisa- 422 ._,-=Æ^__„,-._^J= [6] tions overskud og i mindre omfang fra eksportafgifter pålagt privat eksport fra Grønland. Salgsorganisationen afregner med producenterne til priser, der fastsættes af salgs- organisationen i overensstemmelse med fondens formål. De af salgsorganisationen således fastsatte priser er af hensyn til den størst mulige udnyttelse af de begrænsede resourcer for flere produkters vedkommende højere end de pågældende produkters salgspriser på verdensmarkedet betinger, medens der på den anden side for andre produkter betales lavere pris, end salgspriserne betinger. Afregningspriserne fastsæt- tes efter forhandling med de grønlandske fiskeres landsforening, medens afgifterne fra eksportører, der afsætter uden om salgsorganisationen, fastsættes af fondens for- retningsfører, hvilket indtil videre vil sige af direktøren for Den kgl. grønlandske Handel med tilslutning fra styrelsesrådet. Afgifterne er hidtil blevet fastsat efter vurdering af, hvad Handelen i sine virksomheder ved salg gennem salgsorganisatio- nen har præsteret af overskudsandel til konjunkturudligningsfonden f or de respektive produkter. Da man tilstræber stabile eksportafgifter, medens markedspriserne, og dermed det af Handelen opnåede provenue, svinger, kan der dog i konkrete år kon- stateres væsentlige afvigelser fra denne regel. Det må antages, at konjunkturudligningsfondens virksomhed, således som den ovenfor er beskrevet, hvor fonden har hvilet i sig selv og ikke modtaget støtte fra statens side, vil være i overensstemmelse med EFTA-konventionen. Det synes imidlertid nødvendigt, at man i denne forbindelse forsøger at gøre sig klart, om det også i tiden fremover kan forventes, at konjunkturudligningsfonden, hvis den fortsat skal bestå og opfylde sine foran beskrevne formål, kan hvile i sig selv. Grunden til, at jeg stiller dette lidt pessimistiske spørgsmål, er imidlertid den kendsgerning, at det for kalenderåret 1959 har været nødvendigt at anvende næsten 1,9 mill. kr. af fondens midler til dækning af den grønlandske salgsorganisations underskud i samme kalenderår. Da salgsorganisationens underskud ikke skyldes dår- ligere priser på verdensmarkedet end i 1958, hvor der var et overskud på 35.000 kr., men praktisk talt udelukkende stigende produktionsomkostninger, er der vist des- værre ikke de bedste udsigter til, at underskuddet i 1959 vil blive noget ekstraordi- nært. Når dertil kommer, at der til dækning a f underskuddet i 1959 er medgået knap 30 % af konjunkturudligningsfondens formue, siger det sig selv, at fondens formue, hvis udviklingen fra 1959 fortsætter, i løbet af få år vil være opbrugt. Hvis dette sker, og hvis staten så under den ene eller anden form må yde direkte tilskud til de grønlandske producenter, så vil dette formentlig komme i strid med konventionens bestemmelser om forbud mod direkte subsidier til eksportører. De i forbindelse med konjunkturudligningsfonden opkrævede eksportafgifter ved den private udførsel er i klar modstrid med konventionens art. 8 om forbud mod ud- 423 [7] førselstold eller andre afgifter med tilsvarende virkning. For at Grønland kan tilslut- tes frihandelssammenslutningen, vil det derfor være nødvendigt at få de øvrige med- lemslandes godkendelse af, at ordningen kan opretholdes f or Grønlands vedkommende uanset det klare forbud mod en sådan ordning, som findes i konventionens art. 8. Ingen af de øvrige bestemmelser i EFTA-konventionen synes uforenelige med den i Grønland gældende lovgivning, men som det vil fremgå af foranstående, kan re- geringen ikke ensidigt meddele de øvrige medlemslande, at konventionen også skal gælde for Grønland, idet det på en række punkter vil være nødvendigt, at der for Grønlands vedkommende gøres undtagelser fra konventionens almindelige regler, og kun hvis de øvrige medlemslande godkender, at der for Grønlands vedkommende gøres disse undtagelser, kan konventionen komme, til at_ omfatte Grønland, hvis de bestående ordninger for regulering af erhvervs- og næringslivet i Grønland skal opretholdes. Den 26. august 1960 har Grønlands landsråd drøftet Grønlands tilslutning til fri- handelssammenslutningen, og disse drøftelser resulterede i, at landsrådet tiltrådte, at Grønland søges tilsluttet Den Europæiske Frihandelssammenslutning, men kun under forudsætning af, at samtlige nugældende ordninger i Grønland kan opretholdes uændret. . . Det er herefter regeringen, der skal træffe beslutning om, hvorvidt Grønland skal søges tilsluttet EFTA. Hvis regeringen går positivt ind herfor, må der i EFTA's ministerråd forhandles om tilslutningens form. Under sådanne forhandlinger kan det selvsagt ikke udelukkes, at et eller flere lande på enkelte punkter vil anlægge så strenge fortolkninger, at Grønlands tilslutning kan komme til at afhænge af, om visse bestående ordninger indenfor erhvervs- og næ- ringslivet tilpasses konventionen. — Om man skal gøre det, bliver et politisk spørgs- mål, hvor man nøje må afveje fordele og ulemper. Det er også muligt, at eventuelle indvendinger fra de øvrige medlemslande under hensyn til spørgsmålets trods alt ringe økonomiske betydning for dem samt til de gan- ske særlige økonomiske forhold i Grønland ikke vil blive hævdet med større kraft. 424 [8]