[1]
SOMMERLÆGE I GRØNLAND
Af øjenlæge Fabricius Jensen
med tegninger af forfatteren
J. en fjern fortid, der nu er ti år gammel, førte skæbnen mig til Grønland. Jeg siger
udtrykkelig skæbnen, for på det tidspunkt havde jeg ingen planer om at rejse til
denne del af den forunderlige verden, der omgiver os. Den dukkede op, og inden jeg
fik tænkt mig om, var jeg skibslæge ombord på „Umanak", der dengang førtes af
kaptajn Nordhoek. Hvad jeg så på den tur, gjorde et dybt indtryk på mig; jeg blev
- som mange andre - uhjælpelig fortabt. Siden har jeg rejst i næsten hele det be-
boede Grønland som „sommerlæge" for at undersøge grønlændernes øjne - som en
af de speciallæger, Ministeriet for Grønland hvert år sender op.
Det sker, at mennesker drives bort fra deres miljø. De ved ikke altid selv hvorfor,
men de må bort — i rent geografisk betydning. De rejser væk fra det vante, skaber
ny tilværelse og er med til at forandre jorden. Sommetider viser det sig at være en
vildfarelse, og det oplevede kan igen forsvinde fra ens bevidsthed, som om disse
steder og mennesker aldrig har existeret. Men det hænder også, at det lever videre
og ikke mere slipper én. På den måde kan et menneske få flere liv, hvis sammen-
hæng ikke altid ligger klart for dagen. Det murer sin livsbygning op af stykkerne og
begynder nok før eller senere at undre sig over meningen i dette livsmønster. Og nu
dukker mennesker og begivenheder op, nogle redebon, andre trægt, fra det lagerrum
med elastiske vægge, som ligger gemt væk — et sted uden adresse.
For år tilbage skrev jeg om en lægerejse i Grønland. Jeg kendte vestkysten fra et
par rejser, følte mig helbefaren og vidste alt. Det var let at skrive, for oplevelserne
var mange og forunderlige, og selvsikkerheden stor. Men tiden arbejder hurtigt i
det store land med de få mennesker. Og nu, hvor jeg af det, der har bundfældet sig,
atter skal fortælle lidt, opdager jeg, at min viden ikke er så stor, som dengang jeg
frimodigt skrev løs af karsken bælg — Grønland før, og det man ser i dag, er mange
steder forskellig som dag og nat, så hurtigt sker udviklingen. Mon ikke andre har
det som jeg, at jo mere man ser, des mindre bliver frimodigheden til at udtale sine
uforgribelige meninger. Jeg må derfor nøjes med nogle spredte indtryk — løst og
fast, som de falder i pennen, fra den del af mit livsmønster, der hører Grønland til.
41
[2]
Da jeg for længe siden fløj hen over Bagindien og fra luften så Bangkoks templer,
vandrende elefanter i en lysning i skoven og siden fløj ud over det gulgrønne kinesiske
hav på vej til Hongkong, følte jeg, at dette lysende eventyr ikke kunne overgås. Men
har De i sommersol fløjet tværsover Grønland fra Kulusuk til Strømfjorden og stir-
ret ned på den endeløse, hvide flade med sit edderkoppespind af revner og smelte-
vandselve - hvis ikke, har De endnu vidundere at opleve i denne verden.
Det er ofte revet én i næsen, at man kun er sommergæst. Har man ikke oplevet
den grønlandske vinter med sit trolddomsagtige mørke og sine slædefarter, kender
man ikke det land eller folk. Det falder mig ind, at det altid kun er danske, der har
sagt det, aldrig nogen grønlænder. Men sandhed er der nok i det. Menneskene for-
mes af deres omgivelser, og den arktiske naturs vældige rytme må sætte sit præg på
dem. At følge denne vekslen er nødvendig for helt at føle sig ind i livet deroppe, for
at forstå kampen for tilværelsen og deres nomadesjæles rejsetrang. Det føles nok
stærkest i de arktiske egne, i Thule, hvor jeg rejste denne sommer. Jeg har dermed
haft det privilegium som sommerlæge at undersøge patienter overalt i Grønland og
opleve forskellen mellem de forskellige regioners mennesker. Mærkeligt var sidste år
besøget på østkysten med det stærke indtryk af en næsten ren befolkning. Her er
blandingen med fremmede så ringe, at man endnu kan gøre antropologiske studier.
Men vil nogen gøre brug af chancen, må det ske snart. Alligevel er følelsen af en iso-
leret og særpræget befolkningsgruppe stærkest i Thule, selvom blandingen med
fremmed blod viser sig tydeligt hos enkelte polareskimoer, der bærer de fremmede
fædres ansigter. Disse mennesker føles dog som en helhed, frie og stolte mennesker
endnu ret upåvirkede af den sig nærmende civilisation. Da man for få år siden måtte
flytte den gamle Thule-koloni væk fra den amerikanske bases nærhed op til Qanåq,
det nye Thule, byggedes denne koloni på rekordtid. Den ligger nu som en moderne
rækkehusbebyggelse af fine, velindrettede boliger. Også polareskimoernes klæde-
dragt, spisevaner og sundhedstilstand er bedre end sydpå.
Det er påfaldende, at man ikke drikker i Thule. Alkohol er ikke noget problem,
man kender det ikke og har ikke behov for det, hvad der ikke mindst skyldes den
hidtidige inspektørs fine forståelse af spørgsmålets vigtighed. Ve polareskimoerne
den dag, da de får fri adgang til spiritus!
Også sygehuset er rigtigt både i størrelse og indretning. Sammen med den øvrige
bebyggelse danner det vistnok den fineste helhed på kysten. Det ledes af denkvinde-
delige læge, dr. Givskud, og en dansk sygeplejerske. Men selv om antallet af men-
nesker ikke er ret stort — der findes ca. 270 polareskimoer — er de spredt over den
uhyre strækning fra Humboltbræen i nord ned til Melvillebugten med Savigssivik
som sydligste udsted. Det fordrer store rejser, og de foregår med hundeslæde fraset
de to isfri sommermåneder — det gælder både patienter og læge. Hvad det betyder
42
[3]
Saneringsmodne huse i Skjoldungen.
af risiko er svært at forstå for den, der herhjemme blot behøver at tage sin telefon
for at rekvirere læge og ambulance.
Under mit ophold i Thule i sommer oplevede jeg et par tilfælde, der klart illu-
strerer disse forhold. Medens dr. Givskud og jeg var på vej til Melvillebugten i en
lille motorbåd uden radio, blev en dødssyg kvinde bragt ind på sygehuset i Thule.
Hun havde en bristet extrauterin graviditet (svangerskab udenfor livmoderen), en
lidelse, der kræver omgående diagnose og operation, hvis livet skal reddes. Den unge
danske sygeplejerske, der stod alene med ansvaret, tabte heldigvis ikke hovedet. Hun
stillede rigtig diagnose, gav på egen hånd blodtransfusioner og kaldte over radioen
hjælp fra den amerikanske base. De amerikanske læger sendte omgående en helikop-
ter, og få timer senere blev patienten opereret på basens hospital — og reddede livet.
Det var først, da vi kom tilbage, at vi fik beretningen om dette tilfælde. Men alle-
rede få dage senere kom et nyt nødråb, denne gang fra Savigssivik, som vi nylig
havde forladt. En af fangerne havde fået tarmslyng og var for syg til transport den
lange vej med en båd. Atter måtte man appellere til amerikanerne, men de havde nu
43
[4]
forbud mod at bruge helikopteren på grund af den netop stedfundne ulykke. Reso-
lut sendte de kæmpeisbryderen West-Wind af sted for at hente den syge fanger, som
trods alt døde inden ankomsten til hospitalet.
Jo, livet leves farligt i disse egne, men grønlænderne er fortrolige med denne risiko
og følger skæbnens veje med ligevægt og resignation. Som patienter er de ideelle.
Både børn og voksne møder lægen med største tillids f uldhed, han ved besked og kan
hjælpe, og man gør det, han bestemmer, uden at kny. De er hårdføre og tåler som
regel smerter uden at jamre, hvad man ikke må forveksle med ufølsomhed.
Som øjenlæge kommer man sjældent ud for de mere dramatiske hændelser, hyp-
pigst drejer det sig om jævnt opståede lidelser eller tilfælde, hvor behandlingen af
en eller anden grund er forsømt. Jeg mindes fra østkysten en midaldrende kone med
et meget smukt ansigt af indiansk type. Udtrykket var alvorligt, næsten forstenet.
Hendes ene øje var blindt og gav til stadighed smerter, så det måtte fjernes. Også
det andet øje var angrebet af grøn stær, dets syn stærkt nedsat og operation nødven-
dig for at redde den resterende del. Når som helst jeg efter operationen kom ind på
sygestuen, sad hun ubevægelig på sin stol. Dagen lang var hendes mand ved siden
af hende og holdt hende i hånden. Uden at give deres uro til kende sad de i dette
tavse fællesskab og ventede på hendes helbredelse.
Selvbeherskelse er en fin egenskab hos mennesker. Jeg mindes fra samme periode
et ældre ægtepar, som mistede deres eneste barn efter en operation. Da lægen bragte
dem meddelelsen om barnets død, stod de tavse. Lidt efter sagde manden: Under-
ligt, nogle mennesker lever, og så er de pludseligt døde. Derefter vendte de sig og gik.
Først da de følte sig udenfor rækkevidde, lod de deres tårer få frit løb.
Det er et utal af spørgsmål, der rettes til en, når talen falder på arbejdet i Grøn-
land, og jeg skal derfor kort fortælle lidt om, hvordan det former sig for en rej-
sende øjenlæge.
Af forskellige grunde kan det ikke lade sig gøre at have fastboende speciallæger
i Grønland. Det drejer sig om en lille befolkning, omtrent så stor som i en dansk pro-
vinsby af middelstørrelse eller mindre end halvdelen af, hvad der skal til for at be-
skæftige en øjenlæge året rundt. På grund af de store afstande og vanskelige rejse-
forhold kan patienterne ikke altid selv komme til lægen, som derfor må rejse rundt
til udsteder og bopladser for at opsøge dem. Arbejdet må af den grund begrænses
til de få sommermåneder, hvor sejlads er mulig, og derfor udsender Ministeriet for
Grønland hvert år rejsende speciallæger, „sommerlæger", der indenfor det korte tids-
rum skal hjælpe så mange som muligt.
Som øjenlæge medbringer man hele sit instrumentarium både til undersøgelser og
operationer, tre temmelig store kasser, der behandles som spædbørn, for at de sarte
instrumenter ikke skal lide skade under transporterne, og man bliver ekspert i at
44
[5]
„Britannia" for anker ved Skjoldungen.
pakke ud og ind. Distriktslægen får i god tid besked om den forventede ankomsttid,
så han i tide kan samle alle de patienter, han ved, trænger til behandling. Samtidig
meddeler man gennem opslag i byen og gennem radioen stedets befolkning, at øjen-
lægen træffes på sygehuset. Undersøgelse, behandling og medicin er gratis, hvad
der iøvrigt gælder al lægebehandling i Grønland, og enhver, der ønsker det, bliver
behandlet. Alle resultater drøftes med lægen og indføres i hans journaler. Han fører
kartotek over hele befolkningen og har på den måde fuldstændig oversigt over sund-
hedstilstanden indenfor sit område. Man fortsætter, så længe der er patienter, hvor-
efter turen går til udsteder og bopladser.
Disse rejser foregår næsten altid med lægebådene. Medens arbejdsforholdene på
sygehusene er udmærkede, stiller det sig helt anderledes på udstederne. Her må man
finde et sted, hvor man kan stille instrumenterne op, enten i skoleværelset eller i et
af husene, hvor primitivt det så end kan være. Det går altid med lidt god vilje, alle
tager det med godt humør og betragter forestillingen som en forlystelse. Finder man
en patient, der ikke kan behandles på stedet, tager man ham simpelthen med til sy-
gehuset. Når der er gjort rent bord, pakker man sagerne og rejser til næste distrikt.
Transporten har alle dage været et af de ømme punkter i Grønland og er det sta-
dig. Der er kun få rejsebåde, og alle planer kan væltes af vind og vejr, — man lærer
at bruge det grønlandske „imaqa" - „måske", for ingen ved, hvad den næste time
kan bringe. Sædvanligvis bruger man mere tid til at rejse end til selve arbejdet, men
45
[6]
fff-ff
Kqjakha'vnen i Angmagssalik.
sådan er vilkårene, og det er ofte lidt af et puslespil at komme rundt. Men hjælp-
somheden er stor, og grønlænderne taber aldrig humøret. De elsker at rejse og gå på
gæsteri, forsyner sig med et stykke tørret sælkød, og med det som eneste bagage dra-
ger de ud på oplevelse.
Jeg har hidtil kun talt om sygdomme og ikke nævnet et af de vigtigste problemer,
nemlig forsyningen med briller. Tidligere havde ethvert sygehus stående en kasse
med et noget tilfældigt udvalg af „sygekassebriller" forsynede med tynde nikkelstel,
og blandt dem prøvede man at finde et par, der passede nogenlunde. Det var jo ikke
særlig godt, og især egnede disse briller sig ikke til vinterbrug, da metallet gav for-
frysninger, hvor det rørte ved huden. Man måtte bevikle dem med uldgarn og klude.
Nu derimod indgår bestemmelsen af brilleglassenes styrke i enhver undersøgelse.
Man udmåler stellets størrelse og form, for de gængse steltyper egner sig ikke altid
til grønlændernes næser og hovedform. Endelig får patienten lov til selv at udvælge
sig et stel, han kan lide, og recepten sendes nu med alle disse notater til Danmark,
hvorfra den omgående ekspederes. De brillestel, vi nu bruger, giver ikke forfrys-
46
[7]
ninger, og de er lavet af en plastic, der tåler lave kuldegrader uden at ødelægges.
Brillerne leveres til en meget reduceret pris, der ikke belaster den enkeltes økonomi
over evne.
På denne måde har vi i de forløbne år undersøgt en stor del af den grønlandske
befolkning. I virkeligheden har der på et eller andet tidspunkt været øjenlæge overalt
undtagen i Scoresbysund, der sidste år måtte opgives på grund af vanskelige isfor-
hold. Det ideelle ville være, at der hver sommer kom øjenlæge til alle distrikterne, og
det arbejder man på at realisere.
Hvorledes er nu grønlændernes syn, og findes der særlige øjensygdomme iblandt
dem? Deres skydefærdighed og evne til at skelne detailler ude i naturen imponerer
gang på gang, og man har derfor ment, at deres syn skulle være skarpere end an-
dres. Det er dog næppe tilfældet, men de har en vældig erfaring og øvelse i at iagttage
og bedømme, hvad de ser. Særlige sygdomme finder man ikke, men forholdene er
omtrent, som de var 5 Danmark for et halvt hundrede år siden, præget af den mindre
gode ernæring og hygiejne — begge dele bedrer sig jævnt og vil før eller senere
udlignes.
Denne sommer rejste jeg altså i Thuleområdet, dette store og skønne land, hvor
man har følelsen af at være ved jordens grænse. Netop som jeg var færdig, ankom
„Jutho" på sin første tur i år, og jeg fik skibslejlighed til Upernavik, hvor jeg sidst
havde været for fem år siden. Jeg måtte også her hele distriktet rundt. Det var iøv-
rigt sidste frist, for på hjemturen fra Melvillebugten lå der sne på bjergene, og van-
det var om morgenen dækket af nyisen. Mod nord stod Djævelens Tommelfinger
løftet urokkelig og advarende ud mod havet og efterlod atter sit fingeraftryk i ens
sjæl. Jeg skulle begynde hjemturen, og lægebåden blev gjort klar for at sejle mig til
Umanak. Så kom sydvestenstormen jagende. Den piskede brændingen op mod klip-
perne nedenfor sygehuset, trak en hvidgrå hætte henover Kaersorssuaqs lysende top
og fejede snebyger ned over byen. Nede ved Svartenhuk lå „Jutho" underdrejet —
det var ikke sejlvejr for en lille båd. Jeg måtte altså vente — sådan som man lærer det
i Grønland. Endelig kom jeg med skib til Umariak og med et andet til Egedesminde.
Derpå ny ventetid, til catalinaen dukkede op og bragte mig til Strømfjorden, hvor
man lever en luksustilværelse på hotellet, indtil polarmaskinen engang ankommer.
Med den meget begrænsede bevægefrihed, man har, kan det være svært at få dagene
til at gå, hvis man ikke snyder sig til en tur. Jeg spadserede op på et af bjergene.
Foran mig løb en hvid polarræv over vejen, den stillede sig på bagbenene og vejrede
med snuden højt i vejret. Og da jeg nåede toppen, stod et rensdyr i silhuet med ho-
vedet højt løftet mod den klare himmel. Ubevægelige stod vi og betragtede hinanden.
Så løb den ned mod et engdrag, hvor den gav sig til at græsse mellem hvide totter
af kjæruld. Dette skønne syn var Grønlands farvel til mig for denne Gang.
48[8]