[1] MELLEMFOLKELIG REGULERING AF SÆLFANGSTEN I GRØNLANDSHAVET OG I DANMARKSSTRÆDET Af kontorchef Ph. Rosendahl Regulering af fangsten i 1876. Qkotter, tyskere og hollændere begyndte for et par hundrede år siden at drive sæl- fangst fra sejlskibe i drivisen vest for Jan Mayen, hvortil de drægtige grønlandssæ- ler og klapmyds dengang i millionvis søgte til ynglefeltet i sidste halvdel af marts. Fra 1847 kom også nordmændene til dette felt. Fangsten blev drevet med sejlskibe. Skibene gik til isranden i slutningen af marts, hvor nedslagning af sælungerne på isen begyndte. Fra 1866 begyndte man at benytte dampbarkskibe, og i løbet af 8 år var halvdelen af sælfangerflåden dampskibe. Disse evnede at gå hurtigere og længere ind i isen, hvorved sælerne skræmmedes, inden ungekastningen begyndte, og ved fortsat at jage dem splittedes flokkene endnu mere og over store områder. Fangsten af unger blev derved ujævn og ringe, hvorfor dampskibene ikke fik fuld last og måtte supplere med „skudfangst" på voksne sæler. Sejlskibene fik nu næsten ingen sælunger, og dampskibene forringede også sejlskibenes skudfangst på de voksne dyr. Efter anmodning fra norske rederier henvendte den norske regering sig derfor til den britiske, der ligeledes viste sig interesseret i oprettelse af mellemfolkelige reg- ler fælles med de øvrige fangstinteresserede lande. Den britiske regering fik et møde i stand i Dundee i 1874, hvor rederne afgav en resolution om, at ingen måtte gå ind i isen før en bestemt dato i begyndelsen af april, og at fangsten skulle slutte i midten af maj. Få måneder derefter holdtes et møde af redere i Tønsberg, hvor man sluttede sig til det engelske forslag. Derimod fandt det norske indenrigsdepartement, at det ikke var nødvendigt at fastsætte en dato for, hvornår fangsten skulle ophøre. Storbritannien, Norge, Tyskland og Holland ved- tog herefter love herom. Lovene var således ikke fredningslove, men gik, som det ses, alene ud på, at alle skibe skulle have samtidig adgang til fangst og dermed størst mulig chance for stor- fangst, idet „fangsten" da ville være samlet, og skibene ville i ro og mag kunne „ind- tage ladning". 63 [2] Fig. r. Det indrammede omrade -viser ynglefeltet i fester- isen for grønlunds sæl(sortsider) ogklapmyds, h-vor fangsten blev reguleret -ved mellemfolkelig aftale mellem Norge, Storbritannien, Tyskland og Holland i 1876, idet fangstens begyndelsesdato da sættes til 3, april. Om fangstvirksomhedens størrelse kan nævnes, at i 1868 deltog 15 norske, 22 britiske, 5 danske og 5 tyske skibe i sælfangsten. Norske skibe var i 1874 skibe på 200—300 tons med gennemsnitlig 45 mands besætning og udstyret med 5—10 fangstbåde. Britisk forsøg i 1888 på begrænsning af fangsten. I 1888 henstillede den britiske regering til den norske, den tyske, den russiske og den danske regering at medvirke til, at en mellemfolkelig kommission kunne ned- sættes med det formål at udvide grænserne for det i_1876 fastsatte område for sælfangst, og at fangsten først måtte begynde den 10. april. Den britiske regering fandt nemlig, at fangsten af sælungerne var aftaget så stærkt i de foregående år, at disse for verdenshandelen så værdifulde dyr truedes med udryddelse, da ungerne, når de fødtes i midten eller slutningen af marts, havde behov for moderen til i hvert fald 10. april. Der var altså her tale om forsøg på en virkelig beskyttelse af bestanden. I denne anledning udbad det danske indenrigsministerium sig den islandske lands- høvdings udtalelse. Denne anbefalede, at fangsttiden begrænsedes for det åbne havs vedkommende, men ikke for Islands kyst- og fjordfangst, da denne - i sammenlig- ning med fangst i det åbne havs drivis - spillede en rent forsvindende rolle - men på den anden side havde kystfangst en ikke helt ringe betydning for derboende islændinge. 64 [3] Fig. 2. De i nord og syd angivne linier 'viser det udvidede område for fangstregulering, som Storbritannien i 1888 forgæves søgte at f å de enirige interesserede nationer til at tilslutte sig. Det skulle mod vest gå ind til Østgrenlands kyst og mod øst så langt ud, som dri