[1] SAMMENTRÆF MED HVALROSSER Af zoologen Alwin Pedersen lJ.valrossen hører ikke til de mest udprægede havpattedyr. Selv om den nok kan tage sig en lur i vandet, medens den med oppustede lunger driver i vandskorpen, så holder den dog af en gang imellem at begive sig på det tørre for rigtigt at hvile ud. Sålænge den endnu var uforstyrret, søgte den helst sin hvile på landjorden, og den havde da overalt i sit store udbredelsesområde faste hvilepladser, som hvert år blev besøgt af antagelig de samme flokke, men siden har altfor ihærdige efterstræbelser gjort den for- sigtig. Nu lægger den sig på isen, hvorfra den lettere kan flygte i sit rette element, når dens mægtige fjende kommer over den. Dog sker det endnu, at man i meget af- sides liggende egne kan støde på en hvalrossovepads på land. Således er jeg på mine rejser i Nordøstgrønland stødt på to, hvoraf den ene lå i Dovebugten ikke langt fra Danmarkshavn. Sammen med en af mine rejsefæller havde jeg i Danmarkshavn forladt skibet for at opsøge en pelsjægerlejr længere inde i bugten. Vi havde netop startet vor motor- båd, da vi allerede så jægerne komme gående langs kysten. De solbrændte vejrbidte mænd, der ellers ikke syntes at lade sig gå på af noget, var endnu ganske optaget af et møde, de kort forinden havde haft på den nøgne barske klippekyst. Da de roede langs kysten var de pludselig stødt på en stor flok hvalrosser, af hvilke de fleste lå på land. Men da de prøvede at ro forbi dem, viste de sig så nærgående, at det kun med nød og næppe var lykkedes for dem at redde sig i land, hvorefter de havde fore- trukket at efterlade båden og tilbagelægge resten af vejen til fods. Opfyldt af forventning sejlede vi ind i bugten i den tidlige morgen, medens den lavt stående sol forlenede de endeløse drivismarker, der syntes at opfylde hele bugten, med en egen barsk skønhed. Det blev en drøj og besværlig sejlads mellem store isflager, der var i stadig bevægelse og truede med at knuse os i deres favn. Først da vi havde passeret et langt fremspringende næs, bedredes isforholdene; der åbnede sig brede kanaler i isen, og ved at følge en af disse, nåede vi snart ud i åbent vand. Medens vi i den tætte drivis ikke havde set noget dyreliv, passerede vi nu gentag- ne gange forbi isflager med hvalrosser. De fleste af dem lå og sov og tog ikke ringe- 93 [2] ste notits af os; kun én gang, da vi sejlede temmelig tæt forbi dem, rejste de sig op og så på os, men de rørte sig ellers ikke og lagde sig ned igen for at fortsætte deres af- brudte søvn. Det forbavsede os, hvor lunt og stille der var her inde i bugten; at hvalrosserne havde valgt netop dette sted til at nyde sommersolens velgørende var- me efter den lange mørketid, skyldtes sikkert ikke en tilfældighed. Ved middagstid gjorde jægerne os opmærsomme på, at vi nu nærmede os hvalros- sernes soveplads. Af forsigtighedsgrunde sejlede vi i en stor bue udenom den og nær- mede os kysten nogle hundrede meter længere borte og gik her i land. Alle vore yder- ligere forsigtighedsforanstaltninger for ikke at vække de sovende kolosser, viste sig snart at være ganske overflødige. Da vi rejste os bag den sidste dækning og trådte frit frem, var der ingen af de sovende kæmper, der røbede at have set os. Vi gik endnu nærmere og stod snart kun tre skridt fra den nærmeste. Den lå på ryggen, udstrakt i hele sin længde og trak vejret i lange dybe drag og var så opslugt af søvnen, at jeg tror, vi kunne have rørt ved den, uden at den havde mærket os. Sådan lå de alle; de fleste i det bløde sand, andre på klipperne, nogle brugte en sidemand som hoved- pude, men alle sov de. Deres dybe åndedrag, nu og da ledsaget af en højlydt snorken, var den eneste lyd, der hørtes fra de omkring et halvt hundrede dyr, som i den bagen- de sol i sandet mellem de lave klipper havde fundet sig et ganske velegnet hvilested. Det skete et par gange, at stilheden blev afbrudt af dybe suk og en så inderlig støn- nen, at vi i begyndelsen troede, der måtte være noget i vejen med disse dyr. Men da vi så nærmere på dem, viste det sig, at den pågældende kun var ved at forandre sin stil- ling; blot det, at den løftede sit hoved, var årsag nok til de mest hjerteskærende suk. En ejendommelig afstandtagende følelse kom op i en, når man så nærmere på disse dyr. De uskønne sæklignende kroppe, der var fladtrykt under deres egen vægt, det kantede hoved, der uden overgang stak frem af den umådelige krop og ofte sad halvt skjult under en mægtig hudfold, som fra ryggen krængede ud over det, den sparsomme hårvækst, som nu, da solen havde tørret den, havde en usund brunrød farve, afbrudt af bare steder og gennemfuret på kryds og tværs af dybe ar, medens kroppen hos andre individer yderligere var oversået med større og mindre lysere pletter. Alt dette, i forbindelse med de ubeherskede livsytringer efterlod indtrykket a f en lidet tiltalende selvoptaget skabning. Vi lagde snart mærke til, at hele flokken bestod af fuldvoksne dyr, hvis kraftige veludviklede hugtænder viste, at de alle var hanner, måske gamle veteraner, der her havde dannet deres egen sammenslutning. Sådanne hvalrosflokke, bestående udelukkende af hanner, er også kendt fra andre dele af de arktiske egne, men hvilke forhold, der ligger til grund for, at disse individer på så afgjort måde holder sig borte fra familielivet, vides ikke. Var de dyr, vi her så ligge udstrakt på jorden, og blandt hvilke der var ganske imponerende eksemplarer, allesammen undermålere, 94 [3] / den tætte drivis passerede vi gentagne gange isflager med hvalrosser. Foto: Alwin Pedersen jaget bort af familiernes kampprøvede hanner, og hvor var de i så fald kommet fra? Hvalrossen lever ellers i familier, der igen slutter sig sammen til store flokke for at beskytte den opvoksende ungdom. Men her på østkysten er sådanne familieflokke ukendte. Forklaringen på de østgrønlandske hvalrossers herkomst er derfor antage- lig den, at der foregår en stadig tilvandring af hanner fra familieflokkene i havet vest for Grønland, en vandring, som kun kan foregå langs nordkysten af Grønland. Hvalrosfamilierne i Vestgrønland er således en forudsætning for den østgrønland- ske hvalrosbestand. Nu havde vi stået her i godt og vel et kvarter, men stadig var der ingen af de vel- nærede kolosser, som skænkede os den mindste opmærksomhed. Ind imellem deres sukkende og stønnende livsytringer var her stille. Solen bagte på det gule sand og de blankslidte klipper, et par gråmåger kredsede over os i lav flugt, tavse og spej- dende. På en lav klippeknold sad en ravn, og ind imellem de sovende kæmper hop- pede nogle småfugle: stenpikkere og snespurve, og delikaterede sig med de snyltere, hvalrosserne havde kradset eller gnedet af sig, og som var faldet til jorden. Foran os lå en stor, fuldvoksen han, som vi efter et flygtigt blik over de sovende kolossers rækker bedømte til at være den største i flokken, en sand kæmpe, hvis 95 [4] tusinde kilo bredte sig over det meste af en lille klippes skrånende flade. Et stenkast vækkede den af dens dybe slummer. Med stort besvær vendte den sig om på siden og rejste sig på sine svære forluffer. Så endelig drejede den hovedet og så på os med et udtryk af umådelig forbavselse. Så vendte den sig til den modsatte side, for uden indledning af nogen art at plante sine_tænder i sin sidemands ryg, hvilket var mere end nok til at kalde denne tilbage til virkeligheden. Hvorledes det skete, så vi ikke, men pludselig var hele flokken i oprør. Vi hørte de mægtige kroppe skure mod klipperne og mod hverandre, medens de opskræmte dyr under dumpe brøl, grynten og en højlydt prusten væltede sig mellem hinanden. Overalt lynede deres hugtænder i solen som skarpe, blanke våben, medens en fra- stødende animalsk varme, blandet med en skarp, ubehagelig lugt, slog os imøde, og uvilkårligt trak vi os et stykke tilbage overfor de uhyre kræfter, der her korn til udfoldelse. Vi så dog intet til de drabelige hug, som disse dyr efter andre polarrej- sendes beretninger skal tildele hinanden i en situation som denne. Nok så vi dem hugge til hinanden, men ingenlunde således^ at blodet flød, og da de alle var kom- met på ret køl, var der intet i vejen mere. Hvalrossen er så nærsynet, at den ikke kan opdage et menneske, som befinder sig i nogen afstand fra den og forholder sig ubevægelig. Dette viste sig også her. Først da vi igen rørte på os og gik nogle skridt nærmere, opdagede de os, og nu så de di- rekte på os. Men med hvilke øjne; de var blodsprængte, hos nogle ligefrem blod- røde, som jeg ellers aldrig har set det hos de hvalrosser, jeg har været så tæt inde på livet. Nogle havde samtidig et så stærkt lidende udtryk i øjnene, at man allige- vel ikke kunne frigøre sig for det indtryk, at disse dyr måtte fejle noget. Under en senere undersøgelse af sovepladsen fik jeg da også min formodning bekræftet, at disse gamle hanner befandt sig i hårfældningen, en for alle hårklædte havpattedyr vistnok smertefuld proces, som åbenbart ikke kan foregå i vandet. Endnu en ting så jeg her for første gang; det var hvalrossens lighed med hesten. Ofte havde jeg tidligere stillet mig spørgsmålet, hvorfor hvalrossen af middelalde- rens fangstfolk og lærde var blevet døbt havhesten, skønt den hverken i sit ydre, sin stemme eller sin væremåde har noget, der leder tanken hen på dette nyttige dyr. Jeg opdagede det ganske tilfældigt i det øjeblik, da de af deres dybe søvn vækkede ko- losser rejste sig op på deres forben. Deres buede, svære nakke, det fra siden sete af- lange hoved, hele ryglinien, men navnlig den svære nakkes karakteristiske bøjning gav dem en ikke ringe lighed med en svær bryggerhest. Der består for mig ingen tvivl om, at middelalderens fangstfolk ofte har set hvalrossen i netop denne stilling, når de angreb den på landjorden, og at dette indtryk af dens ydre må have fæstnet sig dybest i deres erindring. 96 [5] Hvorledes det skete så