[1] BØRNELAMMELSE I GRØNLAND MED SÆRLIGT HENBLIK PÅ EPIDEMIEN I 1952-53 Af amtslæge Mogens Fog-Poulsen JJørnelammelse er i de sidste 100 år gentagne gange forekommet i Grønland som udprægede epidemier. Det fremgår af „Grønlandsk medicinsk statistik og nosografi" (A. Bertelsen: Meddelelser om Grønland, bind 117, nr. 4), at den første meddelelse fra Grønland om denne sygdom findes i indberetningen for 1858 fra Julianehåb lægedistrikt. Fra indeværende århundrede kendes i det mindste fire epidemier, hvorimod egent- lige sporadiske tilfælde af børnelammelse næppe er iagttaget i Grønland. Den første af disse epidemier begyndte i september 1913 ved kryolitbrudet Ivig- tut og bredte sig 5 den følgende sommer i vidt omfang nordover til Godthåb og Suk- kertoppen lægedistrikter. Af lægeberetninger fremgår det, at sygdommen viste sig på forskellig måde i de to distrikter, første sted som en udbredt epidemi med mindst 40 dødsfald, men i Sukkertoppen med spredt forekomst og kun et enkelt dødsfald. I Juli og august maaned 1920 forekom adskillige tilfælde af børnelammelse spredt omkring i Egedesminde distrikt, ligesom der omtrent samtidig har været enkelte til- fælde i Jakobshavn, Christianshåb og Ritenbenk. Alle tilfældene var lette, og der blev ikke meddelt om dødsfald som følge af denne epidemi. I modsætning hertil var børnelammelsesepidemien i Angmagssalik distrikt i 1925 præget af et meget al- vorligt forløb. Sygdommen er dog beskrevet af en læge, der først kom til området 2 år senere, hvorfor beskrivelsen udelukkende er bygget på oplysninger fra den sted- lige befolkning på dette senere tidspunkt. — Epidemien var begyndt i august måned, næsten alle grønlændere var angrebet, og 26—27 døde af sygdommen. Symptomerne var: Feber, stærk hovedpine, nakkestivhed og smerter i nakke og ryg, sædvanligvis obstipation, i enkelte tilfælde diarré, endvidere mere eller mindre udbredte lammel- ser af lemmerne. Enkelte af de angrebne med lammelser blev helt raske, men 10 for- blev lammede. Det var mest yngre og midaldrende Personer, der blev angrebet, idet gennemsnitsalderen for de døde var 35 år, hvilket lå højt over gennemsnitsalderen for de døde under epidemien i Vestgrønland i 1913-14. 103 [2] Endelig forekom en stor epidemi i tiden fra juni måned 1932 til november 1933 i distrikterne Sukkertoppen, Holsteinsborg, Godthåb og Egedesminde. Epidemien i Sukkertoppen begyndte den 16. juni 1932 i selve byen og spredtes hurtigt til hele det omliggende distrikt. Det sidste tilfælde forefaldt den 7. august samme år ved udste- det Napassoq. På mindre end to måneder indtraf ialt 55 klinisk manifeste tilfælde med 13 dødsfald blandt distriktets 538 indbyggere. De fleste tilfælde indtraf i løbet af en uges tid på hver enkelt boplads og fulgte hurtigt efter hinanden. I det mod nord tilgrænsende Holsteinsborg distrikt begyndte epidemien kort efter med en sy- gelighed og dødelighed omtrent som den for epidemien i Sukkertoppen distrikt an- førte. Epidemien havde således en meget hurtig udbredelse, og dødsfaldene forekom omtrent dobbelt så hyppigt blandt den første uges tilfælde ved hver enkelt boplads end blandt de senere tilfælde. Kun et ringe antal spædbørn havde klinisk manifeste sygdomstilfælde. Gennemsnitsalderen for 31 angrebne var 8 år. Ingen af de indivi- der, der levede under børnelammelsesepidemien i 1914, blev angrebet under denne epidemi. I begyndelsen af januar måned 1933 optrådte epidemien ved kolonien Godt- håb. Smitten mentes at være overført gennem sunde smittebærere fra Sukkertoppen. Sidste forbindelse med dette område var 20. november det foregaaende år, men først i januar måned kom sygdommen til udbrud i Godthåb by, og mellem disse tidspunk- ter synes intet suspekt i retning af børnelammelse at være forekommet. Epidemien ophørte i byen Godthåb den 20. januar 1933, men fire måneder senere viste sygdom- men sig på fjernere liggende bopladser, med hvilke der ikke havde været samkvem i tre måneder efter epidemiens ophør i Godthåb by. Mod slutningen af året 1933 for- plantede sygdommen sig til den sydlige del af Egedesminde distrikt og standsede her. A__Bertelsen har antydet muligheden af, at børnelammelse i tidligere tid lejlig- hedsvis kan være forekommet i Grønland uden at være blevet erkendt på tidspunktet for epidemien, dels fordi epidemien kan have haft et meget mildt forløb, dels fordi der ikke har været læge i området på epidemitidspunktet. Så sent som i 1945 har der formentlig været en mindre epidemi i Nanortalik-området i Sydgrønland. Denne epi- demi synes at være forløbet let. A Bertelsen resumerer: „Epidemier af børnelammelse er flere gange forekommet i Grønland, hvorimod det er tvivlsomt, om sygdommen er forekommet sporadisk, det vil sige forekommet med tilfælde på forskellige tider og steder uden tilsyneladende indbyrdes sammen- hæng. Epidemiernes udbrud har naturligt kunnet sættes i forbindelse med skibsfarten fra udlandet, idet smitstof fet dog hver gang må være tilført med sunde personer som mellemled. Udbredelsen i Grønland foregår ligeledes - i alt fald ganske overvejende - ved sunde smittebærere. Den direkte smitte fra klinisk typiske sygdomstilfælde er ikke iøjnefaldende. Således angriber sygdommen ikke i særlig grad husfæller (i alt fald ikke som flere paresetilfællde i samme husstand). Epidemierne er hyppigst fore- 104 [3] Sukkertoppen distrikt ramtes af btrnelammelscsepidemierne i 1914, 193*133 og * I952\S3- Her ses Sukkertoppen sygehus, der nu herer til de ældre i Grønland. kommet i sensommermånederne, hvortil også smitstoffets tilførsel med skibsfarten kan antages at medvirke. Epidemierne begynder med talrige abortive tilfælde med et sygdomsbillede, der ikke når fuld udvikling, men derpå følger som regel en ophob- ning af svære tilfælde med lammelser, hvorefter epidemiforløbet atter antager en mildere karakter. Børn under to-års alderen er kun sjældent alvorligt angrebne. Tids- forløbet fra smitte har fundet sted og til sygdommen udvikler sig (inkubationstiden) kan være l døgn. Spørgsmålet om længere inkubationstid er vanskeligt at besvare på grund af muligheden for sunde mellemled mellem den tilsyneladende smittekilde og den senere angrebne person. Epidemierne forløber hurtigt i de enkelte distrikter. På de små grønlandske bopladser varer epidemien som regel knap en halv snes dage. Fra smittens overførelse til sygdommens ophør i Grønland går dersom oftest et års tid. Sygdommens udbredelse (morbiditeten) synes på det nærmeste at være universel inden for de aldersklasser, som er født efter sidste epidemis forekomst i den pågæl- dende egn. Selv i ganske let form synes sygdommen at medføre varig immunitet over for senere smittemulighed. [4] Dødeligheden (mortaliteten) ved børnelammelse i Grønland har været fra O til 4 procent af befolkningen i de angrebne områder. Ved tilfælde med lammelser har dø- deligheden (letaliteten) været omtrent 20 procent og yderligere er omtrent 25 pro- cent af disse tilfælde resulteret i betydelige blivende lammelser." Børnelammelsesepidemien i 1952-53 tog sin begyndelse i Godthåb by den 21. no- vember 1952, idet der inden for få dage blev indlagt 3 patienter med slappe lammel- ser på Godthåb sygehus. I dagene herefter og aftagende jævnt i løbet af tre uger fandtes, overvejende blandt børn, et meget betydeligt antal tilfælde af sygdom med følgende symptomer: Hovedpine, smerter i nakke og ryg samt ofte tillige i lemmer, samt rygstivhed, let feber et par dage, undertiden kvalme, diarré eller obstipation og eventuelt catarrhalia. Patienterne var relativt upåvirkede og blev i reglen spontant symptomfri i løbet af højest een uge. En almindelig opgørelse af disse sygdomstilfæl- de har ikke været mulig, og der er derfor anmeldt et vilkårligt antal aparalytiske (uden lammelse) poliopatienter, nemlig 8. Hos 2 af disse patienter fandtes forøget celletal i rygmarvsvædsken. Der har været 8 patienter med lammelser, 4 fra Godt- håb by og 3 fra oplandet og endelig l, tilrejst fra Sukkertoppen distrikt, umiddelbart før karantæneafspærringen blev effektueret. Een af disse 8 patienter fik åndedræts- lammelse, blev tracheotomeret og overtryksventileret, men døde kort tid efter. Sidste tilfælde med lammelse kom den 19. december. Man har ikke fundet nogen påfaldende topografisk fordeling af sygdomstil f æl- dene eller nogen sikker smittevej hverken for Godthåb by eller for oplandet, men det må dog nævnes, at der i de huse, hvorfra 3 paretiske (med lammelse) børn blev ind- lagt på sygehus, boede 3 mænd, hvis bestilling var at tømme tørklosetter (elsanklo- setter). Der har ikke været nogen udpræget sygelighed i byen fattigkvarter, Islands- dalen. Omtrent på samme tidspunkt anmeldtes flere sygdomstilfælde mindende om polio (børnelammelse) fra forskellige steder i Grønland, således Narssaq, Frederikshåb, Julianehåb og Egedesminde. Ingen af disse tilfælde gav på daværende tidspunkt an- ledning til en polioepidemi, ligesom en senere vurdering af disse tilfælde har gjort diagnosen polio usikker. I Sukkertoppen lægedistrikt var der i slutningen af november og hele december måned 1952 en del lettere influenzalignende sygdomstilfælde præget af mave-tarm- symptomer og ryg- og hovedsmerter. I løbet af december og første halvdel af januar måned 1953 blev der anmeldt ialt 8 patienter med pareser, hvoraf 2 døde allerede på sygdommens første dag. Kun 2 af patienterne var fra selve Sukkertoppen by, resten fra oplandet, hvor også de to dødsfald skete. 106 [5] Børnelammelsesepidemierne medfart e stor travlhed for distriktslægerne. På billedet ses Holsteinsborgs Itegebåd