[1] TAMRENERNE I GRØNLAND AS Jens Røsing _L/en sidste dag, jeg så vore tamrener, blev jeg stående længe betaget, en stor skare af blankpelsede dyr, hvide, grå og brune, skred hen over fjeldsiden og skabte et mæg- tigt liv i landskabet. Hurtige, som rener er, tegnede de sig snart i silhouet over fjeld- kammen og forsvandt. Da måtte jeg tænke på de år, der er gået, siden tamren-tan- ken først blev fostret. Det var forstanderskabet med H. J. Rink i spidsen, der i l867 fremkom med den tanke, som først blev realiseret i 1952. Holbøll foreslog i 1833 indførsel af tamren, men tanken hvilede mere på renen som trækdyr end som slagte- dyr. Den næste, der pustede liv i ideen, var Fritjof Nansen i 1888. Han var just kom- met over indlandsisen fra Østgrønland og gik ned i Qororssuak, den storslåede og her- efter så berømte Austmannedal. Blandt Nansens ledsagere var to samer, Ole Ravna og Samuel Balto, der her så „et færdigt land for tamren". I sommeren 1905 træffer man i Godthåb-området den unge Knud Rasmussen, ledsaget af samerne, den nu gamle Ole Ravna fra indlandsisekspeditionen samt Isak Klementsen. Denne rejse var den første direkte forundersøgelse af landet med senere indførelse af tamrener for øje. Ekspeditionen berejste en kyststrækning fra Godthåb til Umånakfjorden, og det bed- ste land, de fandt, var Godthåb-egnen. De besøgte blandt andet Itivnera, hvor samer- ne anbefalede anlæg af en station med 300 rener. Her kom da også tamrenstationen til at ligge 47 år efter. Grunden til, at tamrenen ikke dengang blev indført, var blandt andet den, at Grøn- lands Styrelse tumlede med tanker om indførelse af får til Sydgrønland, en disposi- tion, der har givet de bedste resultater i form af produktivt erhverv, det næstvig- tigste i landet efter fiskeriet. Den 28. juli 1951 stod samen Anders Stueng og jeg i Godthåb. Den 2. tamrens- ekspedition begyndte. Vi fulgte i store træk Knud Rasmussens rute og kom i løbet af august-september og oktober vidt omkring i det store område. Overalt mødte os et storslået landskab med gode fødebetingelser for tamrenen. Sommeren var en af de mest regnfulde i mands minde. Der gik uger, uden at vi rigtigt kunne få tørret klunset. Alt blev til et ælte i rygsækkene, og udstyret, der helt igennem var letvægts, var så mættet med væde, at det alligevel blev et for- færdeligt slæb. Da vi omsider nåede ud til kysten, var det med opslidte fødder og 128 [2] Knud Rasmussen mellem de tå samer t.