[1] A-UBÅDE I ARKTIS Af dr. phil. Dan Laursen JL/et geofysiske år vil utvivlsomt på mange områder indenfor naturvidenskaberne vise store, nye resultater. En af grundene til, at man i denne omgang har lov til at for- vente sådanne store resultater sammenlignet med tidligere polarår, som de engang kaldtes, er de veludviklede mekaniske hjælpemidler, der står til forskernes rådighed i dag. Denne udvikling i teknik var også grunden til, at to ekspeditioner næsten samti- digt kunne være på henholdsvis Nordpolen og Sydpolen. Den 3. august 1958 var den amerikanske atomdrevne undervandsbåd „Nautilus", ganske vist neddykket un- der polarismasserne, på 90° N, mens Sir Vivian Fuchs stod på Sydpolen med sit mandskab, transporteret derind af Weasels ogSno-Cats den 19. januar 1958. Begge indsatser var bedrifter ud over det almindelige. Man kommer dog ikke uden om, at det Peary og Amundsen præsterede i 1909 og 1914, da de som de første mænd stod på henholdsvis Nord- og Sydpol, var en langt større bedrift. Det var mennesket di- rekte i kamp med naturen; det var menneskelig kløgt og snille parret med en enestå- ende vilje og fysik, der vandt sejrens pris. I 1958 var det atter menneskets kløgt og snille, der sikrede resultatet, men på en ganske anden måde. Det afgørende slag stod egentlig i videnskabens laboratorier og på fabrikkernes værksteder. Af de to resultater er gennemsejlingen af Polhavet det, der åbner de største perspektiver, da muligheden for en genvej for skibsfarten mellem Atlanterha- vet og Stillehavet er stillet i udsigt. Muligheden for at gennemsejle farvandene omkring Nordpolen har været på dagsordenen fra omkring 1500 tallet, men for- søgene, der naturligvis alle foregik med overfladeskibe, var negative. Vel lykkedes det Nordenskiold med „Vega" at forcere Nordostpassagen i 1878-79 og Amundsen med „Gjøa" Nordvestpassagen i 1903-07, men resultatet blev dog ikke åbningen af nye, kortere handelsruter. Senere forsøg har heller ikke bragt sådanne synderligt nær- mere. Under indflydelse af den recente klimaforbedring gennemsejlede den russiske forsker Boris Wilkitzki Nordvestpassagen med skibene „Taimyr" og „Vajgatsj" fra øst mod vest, dog med overvintring, og først i 1932 førte kaptajn Voronin „Sibirja- 149 [2] Skipperen på „Nautilus", Commander William R. Andersen, instruerer på broen i tårnet nogle af sine officerer fer neddykningen. Foto: USIS kov" gennem passagen i eet stræk. Senere har flere sovjetrussiske isbrydere gennem- ført samme sejllads. Først i 1957 lykkedes det U.S. Coast Guard kutterne „Storis", „Bramble" og „Spar" med hjælp fra den canadiske isbryder „Labrador" at gennem- føre en vest-østgående besejling af Nordvestpassagen, som et led i forsyningstjene- sten til DEW-radarstationerne langs det amerikanske kontinents nordkyst. Besejlingen af selve Polhavet har altid været negativ forstået på to måder. Dels var det aldrig lykkedes at gennemsejle farvandet på grund af de derværende over- måde store og kraftige ismasser, dels var de forsøg på besejling, der blev foretaget, altid baseret på at lade skibet drive viljeløst af sted med strømmen og ismasserne. Selvom det har vist sig, at pakisen i sommertiden ofte har store klarer og langstrakte render, der er sejlbare, vil en overfladegennemsejling med skibe af større tonnage næppe kunne gennemføres uden hjælp af moderne teknik: kraftige isbrydere, heli- koptere, radar, sonar o. s. v. Økonomisk forsvarlig vil en sådan sejlads aldrig kun- ne blive. Det skulle da også blive den sidste og ypperligste af moderne videnskabs opdagel- ser parret med vor fremskredne teknik, atommilen, der kom til at spille den alt- [3] „Skate" i