[1]
ESKIMOKULTUREN II
Af museumsinspektør, dr. scient. Helge Larsen
SØDYRFAN.GST
JL indledningen nævnte jeg, at en kultur er sammensat af et antal begreber som kun-
nen, viden, moral, idealer o. s. v., som vi også kan kalde kulturelementer. I enhver
kultur vil der blandt kulturelementerne være nogle, der har en meget vid udbredelse,
som f. eks. brugen af bue og pil, monogami eller engifte og troen på et liv efter dø-
den, for blot at nævne nogle få. Der vil på den anden side også være nogle, der har
en meget begrænset udbredelse, eller som kun findes i en enkelt kultur, og som altså
må siges at være karakteristisk for den pågældende kultur. Da det i denne gennem-
gang af eskimokulturen vil være umuligt at nævne alle de elementer, af hvilke den er
sammensat, vil jeg særlig beskæftige mig med de karakteristiske kulturelementer,
altså de, der giver eskimokulturen dens præg.
For det første må vi slå fast, at eskimokulturen hører til den kategori af kulturer,
som kulturgeograferne og etnograferne sammenfatter under navnet „højere jæge-
re". Det har selvfølgelig ikke noget at gøre med legemshøjden, men ved „højere
jægere" forstås folkeslag, hvor jægervirksomheden ved brugen af særlig højt udvik-
lede våben, fangstredskaber og fangstmetoder er blevet det erhverv, der leverer den
overvejende mængde af befolkningens ernæring. Men vi kan indkredse eskimokultu-
ren yderligere, for vel jager eskimoerne næsten alt, der færdes i vandet, på jorden og
i luften, men det er dog fra havet, de fleste henter hovedmængden af deres føde, og
det er de kolde haves rige dyreliv, der har gjort det muligt for eskimoerne at leve
langs de arktiske kyster. Der kræves dog, at de har et fangstdyr, der er tilstede i
tilstrækkeligt antal og til alle årstider, og det har eskimoerne i sælerne, af hvilke de
vigtigste er ringsælen og remmesælen.
Sælen giver eskimoen næsten alt, hvad han har brug for. Kødet er rigt på nærings-
stoffer, og leveren, der gerne nydes rå, er overordentlig rig på vitaminer. Det tykke
spæklag under skindet er uundværligt som brændstof i de træfattige egne, og skindet
bruges ikke alene til dragter, men også til teltdug og til betræk for kajakker og
konebåde. Hertil kommer, at remmesælens skind, som navnet angiver, bruges til
161
[2]
remme og liner, sener til sytråd, og mange steder har man benyttet tarme til fremstil-
ling af de vandtætte tarmskindspelse.
Det er derfor ikke for meget sagt, at sælfangsten er en livsbetingelse for eskimo-
erne, og det er da også på dette område, at deres opfindsomhed har udfoldet sig liv-
ligst og givet sig udslag i beundringsværdigt raffinerede redskaber og fangstmeto-
der. Da sælen jo lever i vandet, er det ikke nok at dræbe den, man må også sikre
sig den, inden den synker. Hertil benyttes det for eskimoerne mest karakteristiske
fangstredskab, harpunen. Det er ganske vist ikke eskimoerne, der har opfundet har-
punen — den har været kendt siden den ældre stenalder — og den af eskimoerne be-
nyttede form med en løs, drejelig spids er også kendt andre steder fra, men eski-
moerne har allerede på et meget tidligt tidspunkt, for mindst 4000 år siden, opfun-
det en form for harpunspids, der har vist sig så hensigtsmæssig, at den med ubety-
delige ændringer har holdt sig lige til vore dage. Princippet i den mest anvendte
eskimo-harpun er, at spidsen, til hvilken fangelinen er fastgjort, sidder løst ovenpå
skaftet, hvis forende som regel er af tand eller rentak. Når spidsen bores ind i sæ-
len, drejes den ved trækket fra linen og kommer til at sidde på tværs under huden,
og sælen er fanget. Den mere primitive form for harpun, hvor spidsen er forsynet
med modhager, der sidder fast i huden, kendes dog også, og bruges af nogle eski-
moer til jagt på små sæler. Harpunens form og udstyr er iøvrigt afhængig af, om
den skal bruges til isfangst eller i åbent vand. Isfangsten, dels på sæler, der om for-
året soler sig på isen, og dels fra iskanten i våger og revner, er sikkert den ældste
form, for af arkæologiske fund fremgår det, at eskimoerne for godt et par tusinde
år siden ikke havde de redskaber, der er en betingelse for, at de kan jage sæler i
åbent vand. Jeg tænker her på kajakken og fangeblæren. Eskimoerne har sikkert me-
get længe haft fartøjer, antagelig af skind, men de har været åbne og kun egnet til
sejlads på floder og søer eller nær kysten. Det var først, da de fandt på at over-
dække dem, således at der kun var et hul i dækket til fangeren, at de gjorde sig fri
af kysten og kunne forfølge sælen i dens element.
Kajakken er en af eskimoernes mest geniale opfindelser, et fartøj, der — let, hur-
tigt og manøvredygtigt, som det er — må siges at have nået det fuldkomne. Vi har
i kajakken et eksempel på en eskimoisk opfindelse, som vor kultur har overtaget til
sportsbrug i næsten uændret skikkelse. Materialerne til fartøjet er træ og skind. I
bygningen af en kajak deltager både mænd og kvinder, manden laver det spinkle
træskelet, og familiens kvindelige medlemmer syer betrækket med senetråd på en
sådan måde, at vand ikke kan trænge ind i båden. Kajakken varierer i form fra sted
til sted, og den er ingenlunde lige let og elegant allevegne. Højdepunktet på kajak-
bygningens område træffer vi i Vest- og Østgrønland, hvor kajakfangsten i det hele
taget har været af størst betydning og har nået den højeste udvikling. Ikke alene er
162
-                                 -"1A-JJ
[3]
Rensdyr-eskimo på -vej hjem fra åndehuls/angst.
Foto: K. Birket-Smith
den grønlandske kajak den eleganteste, hurtigste og mest hensigtsmæssige, ligesom
grønlænderne bærer prisen som de dygtigste kajakroere, men grønlænderne har i
tidernes løb forøget og forbedret kajakudstyret. Opfindelserne på kajakkens områ-
de er i Grønland fortsat helt op i forrige århundrede, hvor den blev udstyret med et
stabiliseringsror eller køl samt med et hvidt lærredssejl fortil, der skjulte fangeren,
og som derved camoufleret som en uskyldig isskodse kan komme nærmere ind på
163
[4]
byttet. Med indførelsen af skydevåben i Grønland kom også en bøssepose af sælskind
til at høre til kajakudstyret. Alle redskaberne har deres ganske bestemte plads på
kajakkens dæk, således at fangeren uden tøven kan gribe det, han har brug for i en
given situation.
Den anden for åbent-vands-fangsten så vigtige opfindelse er fangeblæren. Den
består af et helt afkrænget sælskind, der er lukket med undtagelse af en lille åbning
forsynet med et mundstykke, gennem hvilket blæren kan pustes op. Fangeblæren,
der er forbundet med harpunspidsen med den lange, smækre fangeline, er anbragt
på kajakken bag fangeren. Når fangeren har slynget harpunen mod sælen, og spidsen
har sat sig fast, kaster han fangeblæren ud i vandet, og da sælen nu er fortøjet til
denne, kan han i ro og mag følge efter og dræbe sælen, når den kommer op til over-
fladen for at ånde. Grønlænderne brugte først en stor lanse til at såre dyret med,
inden de gav det dødsstødet med en lille lanse eller en fangstkniv.
Et vigtigt redskab til kajakfangsten er også kastetræet, et smalt bræt med et
håndgreb i den ene ende, en tap i den anden, der passede til en grube i bagenden af
harpunskaftet. Kastetræet, der foruden til harpunen anvendtes til lansen og fugle-
spydet, som jeg senere skal omtale, brugtes på den måde, at tappen anbragtes i gru-
ben i våbenskaftets bagende, og med kastetræet slyngede fangeren våbenet mod byt-
tet. Fordelen ved at benytte et kastetræ er, at armen forlænges med kastetræets læng-
de, hvorved man er istand til at kaste længere. Man regner med, at en kraftig grøn-
lænder kan sætte harpunen fast i en sæl på 18 meters afstand.
Før jeg afslutter denne korte gennemgang af kajakfangsten, bør jeg lige nævne
et par andre af grønlændernes opfindelser, som f. eks. kajakstolen, et stativ, der er
anbragt foran fangeren, og på hvilken fangelinen ligger oprullet, således at den let
ruller sig ud, når harpunen kastes. Endvidere helpelsen, der kan snøres så tæt om
ansigt, håndled og kajakringen, at mtet vand kan trænge ind i kajakken selv i stærk
søgang, eller hvis kajakken vælter. Dette kan ske ufrivilligt, men det er sikkert vel-
kendt, at en dygtig grønlandsk kajakroer kan vende rundt i sin kajak, omtrent lige
så tit han ønsker, og komme på ret køl igen ved hjælp af åren, kastetræet eller med
armene alene.
Hvor højt udviklet kajakfangsten end er, så ville den alene ikke muliggøre en eksi-
stens i de arktiske lande. Den kan jo kun benyttes om sommeren, og da den som be-
kendt er særlig kort på disse nordlige breddegrader, er det tilpasningen til den ark-
tiske vinter, der er den afgørende faktor. Om sommeren er der ingen vanskeligheder
ved at finde føde, men om vinteren, når næsten alle fugle trækker sydpå, rensdyr-
flokkene forlader tundraen for at vende tilbage til skovegnene, og sneen dækker
landet og isen havet, så er det, at de største krav stilles til den menneskelige opfind-
somhed.
164
[5]
Vestgrenlandsk fanger ved sin kajak.
Foto: Ministeriet for Grønland
Problemet er at få fat i sælerne, der jo nu lever under isen. Når isen er tyk nok
til at bære en mand, men før der har lagt sig sne på den, drives den såkaldte glatis-
fangst. Da sælen som bekendt er et pattedyr, må den med visse mellemrum op til
overfladen for at ånde, og den holder derfor indenfor et vist område et antal huller
åbne i isen. Disse huller er på denne årstid lette at finde, og kunsten består i at liste
sig hen til et af dem og jage harpunen i dyret, når det kommer op for at ånde. For
ikke at lave støj binder fangeren gerne sandaler, f. eks. af bjørneskind, under fød-
derne. Er isen imidlertid dækket af sne, må han ty til andre metoder. Her skal blot
omtales en enkelt, som kendes fra Grønland til Bering Strædet, men som dog ingen
steder er af så stor betydning og har nået så høj en udvikling som hos de såkaldte
centraleskimoer i det nordligste Canada.
I det udstrakte, hvide øde er det svært at finde åndehullerne, og derfor medbringer
fangeren en hund, der kan snuse sig frem til dem. Inden han kan gøre sig håb om
fangst, må han træffe forskellige forberedelser. Hullet i sneens overflade er kun
ganske lille, men længere nede vider det sig ud til den kanal i isen, gennem hvilken
[6]
sælen kommer op til overfladen. Snart efter at sælen har forladt åndehullet, danner
der sig et islag, som eskimoen først må hugge hul på med bagenden af isfangsthar-
punen, der er forsynet med en mejsel af tand eller rentak. Med en øse af moskus-
oksehorn renses hullet omhyggeligt for isstumper, derefter undersøger han med en
lang, tynd, svagt krummet stok hulrummets form og særlig, om den yderste åbning
er lige over kanalen i isen; er den ikke det, kan han nemlig komme til at støde fejl.
Endelig anbringer han en såkaldt føler, hvis bevægelse angiver, når sælen er ved
hullet — men inden det sker, kan der gå timer. Her kommer eskimoens hårdførhed
og udholdenhed ham til gode, for ikke alene må han vente i kuldegrader, der kan gå
ned til 50 under frysepunktet, men han må heller ikke røre sig, for ved den mindste
bevægelse knirker sneen, og lyden skræmmer sælen væk. I Grønland og Nord Alaska
har fangeren en lille trebenet stol at sidde på, men centraleskimoen må nøjes med
en sneblok. Så får han endelig løn for sine anstrengelser, føleren bevæger sig, han
rejser sig forsigtigt op og støder harpunen i sælen. Det er kun harpunspidsen, der
går ind i sælen, stagen beholder han i hånden, og med den anden hånd holder han
fangelinen, med hvilken han haler dyret op efter at have dræbt det.
Det er en alt anden end let måde at skaffe sig føden på, og i egne, hvor denne er
den eneste mulighed om vinteren, sker det ofte, at hungersnøden banker på, og sulte-
døden er ikke noget sjældent fænomen. Noget bedre stillet er de i Grønland og Ala-
ska, hvor de også bruger garn til sælfangst. Garnene, der er knyttet af tynde skind-
remme, sættes i Grønland især ud for klippepynter, hvor sælerne erfaringsmæssigt
passerer, i Alaska ved revner og våger i havisen. Hvilken fangstmetode der end an-
vendes, så er vinteren den svære tid at komme igennem for alle eskimoer, og det er
derfor intet under, at de måske mere end noget andet folkeslag hilser foråret med
glæde. Med foråret kommer den varmende sol, og den lokker også sælerne frem.
De kradser åndehullerne store nok til, at de kan kravle op på isen, og her ligger de
og tager solbad og sover. Det benytter eskimoerne sig af. Klædt helt i sælskind sni-
ger de sig ind på de sovende dyr, men det kræver en særlig teknik og en utrolig tål-
modighed at komme tæt nok. Sælerne sover nemlig kun nogle få minutter ad gangen,
så løfter de hovedet for at se, om der er fare på færde, og der skal intet til, før de
lader sig glide ned i hullet, som de aldrig fjerner sig fra. Eskimoen må derfor passe
på kun at nærme sig, mens sælen tager sig en lur, ellers må han ligge stille eller
efterligne sælens bevægelser, så den tror, det er en kammerat, der ligger derhenne.
Endelig er han tæt nok; han rejser sig lynhurtigt og slynger harpunen i sit bytte. Nu-
tildags går det lettere. For det første har indførelsen af skydevåben medført, at
han ikke behøver at komme så nær, men desuden har mange ekimoer nu et skydesejl,
i skjul af hvilket de lettere kan komme sælen på skudhold. I Grønland er sejlet, der
er af hvidt lærred, fastgjort til en ganske lille slæde, på hvilken bøssen hviler, og som
166
[7]
På udkig efter barde/maler i våge udfor Point Hope, Alas&a.
Foto: F. G. Rainey
fangeren skubber foran sig. Da han tilmed har hvidt huebetræk, har den stakkels
sæl ikke store chancer for at opdage den truende fare.
Blandt havpattedyrene er der kun én gruppe, der kommer op i nærheden af sælen
som livsvigtig og kulturprægende faktor, og det er de store bardehvaler. Deres store
betydning i eskimokulturen ligger dog 2—3 hundrede år tilbage i tiden, før de euro-
pæiske og senere amerikanske hvalfangere begyndte på den rovdrift, som bl. a. me-
get nær havde ført til udryddelsen af en af de største af dem, grønlandshvalen, men
før den tid var hvalfangsten det bærende erhverv for hovedparten af eskimoerne fra
Bering Strædet til Grønland. Eskimoernes hvalfangst fik sit store opsving med op-
findelsen af fangeblæren, for mens man tidligere nok har kunnet dræbe disse havets
kæmper, har man med fangeblæren større chancer for at sikre sig byttet. Fang-
sten foregik - og foregår stadig i Nord Alaska - fra det, vi i Grønland kalder kone-
både og eskimoerne umiak — store, åbne skindbåde med en besætning på en halv snes
mand eller mere. I forstavnen står harpunereren, og teknikken består i at ro fartøjet
helt hen til hvalen, så han kan sætte harpunen fast. Til den kraftige harpunspids er
167
[8]
fastgjort en svær fangeline med 4—5 fangeblærer, og da disse fangeblærer sjældent
er tilstrækkelige til at holde hvalen længe nok over vandet, til at harpunereren kan
give den dødsstødet, må der som regel flere harpuner og fangeblærer til, før det
lykkes, og det vil igen sige, at der helst skal være flere bådlag om den samme hval.
Hvalfangst kræver altså et samarbejde mellem flere mænd, i modsætning til sæl-
fangsten, hvor alt afhænger af den enkelte mands indsats. Det giver flere ændringer
i kulturbilledet, for mens sælfangerne helst ikke skal bo for mange sammen på det
samme sted, da der kun er et begrænset antal sæler indenfor et givet område, kræ-
ver hvalfangsten store bopladser. Endvidere medfører hvalfangsten let en klassede-
ling, som man ellers ikke kender hos eskimoerne, da der på en sådan stor boplads
vil være nogle, der er bådejere, og andre der arbejder for dem. Det er i hvert fald
tilfældet i Alaska. At hvalfangsten fik så stor betydning over en betydelig del af eski-
moområdet, skyldes først og fremmest de tons af kød og spæk, som hver enkelt
hval gav. Hver boplads behøvede kun at nedlægge nogle ganske få, så havde de mad
og brændsel nok til hele året. Hertil kom de vældige knogler, der kunne bruges f.
eks. til husbygning, og hvalbarderne, der afgav et udmærket materiale til mangfol-
dige formål.
Da jagten på de andre havpattedyr, tandhvalerne og hvalrosserne, hvor vigtig den
end er, ikke kan siges at være af afgørende betydning for eskimokulturen som hel-
hed, skal jeg ikke gå nærmere ind på denne.
168[9]