[1] ILULISSAT Af kolonibestyrer Hans Jacobi JL/er eksisterer vel næppe i Grønland et stednavn, der er så betegnende og samtidig så slående som Iliilissat = Isfjældene, det grønlandske navn for Jakobshavn. Allerede længe før man når stedet, gribes man ved synet af dette betagende og gigantiske vartegn, dette opbud af isfjælde på mange millioner tons, der er strandet på en banke umiddelbart udenfor den maleriske samling huse, der spredt udover fjældene udgør Jakobshavn, en by med omkring 1200 beboere. Disse isfjælde bliver som oftest liggende grundstødte i månedsvis på samme plads, indtil strøm, bølgeslag og sommervarme har tæret på dem og gjort dem så mange tons lettere, at de, når der ved springtid indtræffer et ekstra stort højvande, letter og langsomt og majestætisk sejler mod sydvest, for senere at gå til grunde ud for New Foundlands kyst. De derved opståede ledige pladser bliver dog straks optaget af nye isfjælde, født ved bræen i bunden af fjorden, hvor man regner med en daglig gennemsnitsproduktion på meget nær 20 millioner tons. Banken virker på den måde altid lige storslået og gør os mennesker så uendelig små. Her brydes lyset og ud- sender de sælsomste belysninger, der gennem døgnets 24 timer skifter over alle spektrets farvenuancer og udstråler et farveorgie af overvældende og betagende skønhed. Dette naturens ufattelige opbud af kølekræfter giver endvidere betingelse for en udbredt og alsidig fauna, her ligger næsten altid kajakfangere i faretruende nær- hed af disse omtrent hundrede meter høje isbarrierer på jagt efter sæler. Her lig- ger fiskerne i deres skrøbelige småbåde og fisker hellefisk med langliner, medens lomvier og edderfugle stryger forbi, her svæver havmåger, tateratter og terner, me- dens tejster med udsøgt elegance dykker, såsnart de bliver forstyrret på deres svømmeture. Det var imidlertid ikke denne særegne skønhed, der i sin tid (efter de seneste be- regninger for over 3000 år siden) drog landets første indvandrere her til denne del af det mægtige land, men i perioder har store mængder af såvel sø- som landdyr be- tinget så ideelle erhvervsmuligheder, at bebyggelsen ved Sermermiut (stednavnet [2] på den oprindelige boplads ca. V$ times gang fra Jakobshavn) i en vis overgang har været regnet for landets største. Hvor fedt beboerne i den allerældste bebyggelse har levet, kan udgravningerne ikke afsløre efter 3000 års forløb, hvor alle organiske spor er fuldstændig forsvun- det, men på et eller andet tidspunkt er livsbetingelserne forringet, beboerne draget bort eller uddøde, muligvis på grund af en større ændring i klimaforholdene. Efter i en længere periode at have ligget ubeboet hen, må der atter være opstået så gode fangstbetingelser i området, at stedet igen er blevet fyldt med liv. Udgravningerne fra de sidste 1000 år afslører, at der i en periode har været en sådan rigelighed af alle slags fangstdyr og et så stort overskud af kød og spæk, at stedets beboere, end ikke assisteret af de ellers altid glubsultne hunde, har været i stand til at fortære alt spiseligt, et aldeles ukendt forhold i vore tider. Århundredgammelt kød- og spæk- overskud er ved de sidste års udgravninger kommet for dagens lys til stor glæde for de nulevende hunde, der ikke har undersøgt datostemplet på de af perma f ro- sten preserverede delikatesser, før de har kastet sig over dem og gjort rent bord, hvad deres forfædre altså måtte levne. Den velstand, der har hersket ved denne oase „Sermermiut" — „Bopladsen ved isfjorden" — har ikke alene været betinget af sæler, men udgravningerne afslører også, at der har været rigeligt af søfugle, ligesom de viser, at der har været drevet udbytterig jagt på rener, hvalbarder bærer vidne om, jit man med de primitive og skrøbelige fartøjer har vovet sig i kast med havets kæmper — hvalerne. Man finder også fiskeliner forarbejdet af hvalbarder, et bevis på, at man allerede i gamle tider har fisket hellefisk på isfjorden, men man skal muligvis ikke tillægge dette fiskeri så megen betydning, idet man vanskeligt kan tænke sig en fanger interessere sig for denne form for erhverv, idet fiskeriet indtil vor moderne tid altid har været om- fattet med en uhyre ringeagt — noget som kun kvinder og børn har kunnet beskæf- tige sig med. Men der kan naturligvis have været perioder med misfangst imellem. Når man læser pastor Ostermanns pragtfulde beskrivelse af Jakobshavns historie, får man et levende indtryk af disse hårdhudede beboere i Sermermiut, om deres sagn, deres angakokker og deres møde med Poul Egede. Disse beboere påstås at have indført den tiltalende skik, der stadig holdes i hævd, at man den 13. januar drager til Holmens Bakke (som den nu kaldes) for at overvære solens første kig over horisonten, efter halvanden måneds mørketid; disse mennesker var trods ukend- skab til almanakker og meteorologiske oplysninger aldrig i tvivl om, hvilken dag de skulle vandre til fjælds for at byde solen velkommen. Lige siden har man altid den 13. januar pr. slæde eller til fods begivet sig til fjælds, ja, for ca. 50 år siden var det ovenikøbet tradition, at man i forbindelse med højtideligheden skænkede kaffe ud til alle, der kunne arbejde sig til fjælds, hvilket formentlig har lokket selv ældre, 176 [3] Vinteraften i Jakobshawn. Foto: Hansjacobi svagbenede med. Nu er denne skik naturligvis forlængst ophørt, men det er allige- vel særdeles besnærende, når man har kæmpet sig frem mod den stive østenblæst, der altid blæser her ved isfjorden, og er nået til tops, at kunne glæde sig over den stærke rødmen i horisonten, som man betragter med megen andagt og spænding til den eksploderer, og solens første livgivende stråler igen bringer håb og glæde til de vinterblege mennesker. — Nogle blotter hovedet efter gammel thulemaner, mens glæden hos andre udløser en hymne til solens pris. Har man blot én gang haft lej- lighed til at opleve dette betagende skue, vil man aldrig glemme den højtid, der hviler over sceneriet, ligesom synet af de op til 75 slæder, forspændt 6—700 hunde, og 4—500 mennesker i bevægelse op gennem fjældene er en enestående oplevelse. De klimaændringer, som periodevis har tvunget beboerne af denne efter datidens målestok store bebyggelse til at fortrække til andre jagtmarker, har for godt og vel 200 år siden for sidste gang affolket Sermermiut. Der kan muligt have været flere årsager til, at man flyttede de 2 kilometer nordover til det nuværende Jakobshavn. Gletcheren er sandsynligvis blevet mere producerende og har fyldt området med så megen kaivis, at man ikke uden stor risiko fortsat har kunnet drive kajakfangst der- fra, og missions- og handelsstationens oprettelse har vel samtidig været medvirkende 177 [4] til, at den sidste del af befolkningen drog bort til denne nye og ejendommelige til- værelse, i særdeleshed, da Jakobshavn samtidig har givet dem alle fordele for såvel vinter- som sommerfangst. Den gode sælfangst har tillige med en del hvalfangst, og senere det alt domine- rende fiskeri af hellefisk bevirket, at Jakobshavn gennem tiderne har hævdet sig som et af Nordgrønlands betydeligste indhandlingssteder. Når man har været vidne til, hvilken energi og udholdenhed, der må udvises i forbindelse med vinterfiskeri i bunden af isfjorden, vel nok et af de hårdeste er- hverv i Grønland, så sporer man, at det er den hårde kerne af sermermiutter, der er stammefrænder til disse hårdføre fiskere. Det var også direkte efterkommere fra Sermermiut, der i Missionens barndom indså nødvendigheden af at få en kirke, da missionærens hytte ikke tilnærmelsesvis kunne rumme alle de, der ønskede at høre Guds ord. Man hørte samtidig, at der var blevet opført en sådan kirke i Holsteins- borg, men trods ihærdige og vedvarende henvendelser til Missionskollegiet i Køben- havn, kunne man ikke formå denne institution til at indse nødvendigheden af, at de- res bøn blev opfyldt. Man tilbød derfor selv at afholde udgifterne, og for at bevise, at dette ikke var tomme ord, hjemsendte man spæk og barder af egen fangst i så store mængder, at foretagendet omsider bar frugt, og jakobshavnerne fik på den måde deres egen kirke, Zionskirken, Grønlands største, der stadig står som et vidne om den ånd, der den gang prægede Sermermiuts sidste beboere, der som døbte flyt- tede til Jakobshavn. Når fiskeriet af hellefisk omkring isfjorden er blevet Jakobshavns alt dominerende erhverv, må man sende en venlig tanke til den mand, på hvis initiativ dette fiskeri i sin tid blev startet. Det var kolonibestyrer Poul Muller, en foregangsmand af den helt rette pionerånd (en yngre broder til Holsteinsborgs mangeårige kolonibestyrer, Rasmus Muller, forfatter til „Vildtet og jagten i Sydgrønland"). Muller var født i Thorshavn og har allerede som barn fået et indgående kendskab til, hvorledes en yderst nøjsom befolkning forstod at skabe sig en eksistens i kamp med det altid frådende element, og som supplement til det risikofyldte fiskeri, lidt fare- og gedehold. Han gjorde derfor forsøg med begge erhverv heroppe, først et gedehold, der iøvrigt efter forholdene lykkedes over al forventning, indtil de grøn- landske slædehunde, som Muller næppe havde haft med i billedet fra Færøerne, be- nyttede sig af et efterår med ekstraordinært tidligt islag til at angribe gederne, der el- lers var anbragt på en ø i Bredebugt - de har næppe efterladt noget. Med større succes gik han derimod i kast med fiskeriet, der hidtil kun havde været til husbehov, og sikkert kun, når der absolut ikke var anden mulighed for at bjærge føden. Han begyndte derfor for egen regning at indhandle hellefisk, og gennem sit indgående kendskab fra Færøerne til fiskens videre behandling, forsøgte han at ned- 178 [5] Den store kolonibestyrerbolig i Jakobsha