[1]
DE GRØNLANDSKE KULTURTRADITIONER
I  RELATION TIL NUTIDENS OPLYSNINGSARBEJDE
Af oplysningskonsulent Chr. Berthelsen, Godthåb
JL forbindelse med talen om nutidens kulturudvikling i Grønland træffer man jævn-
ligt udtrykket „de særprægede grønlandske kulturtraditioner". Nogle gange anven-
des udtrykket måske nærmest som et „mundheld", som en kollektiv betegnelse for
alt, hvad der er grønlandsk. Nogen tilfredsstillende definition er vist også meget
vanskelig at give. Når nogle mener, at nutidens Grønland fjerner sig for meget
fra kulturtraditionerne, behøver dette vel ikke at blive opfattet sådan, at grønlæn-
deren som i gamle dage bør bo i jordhytte og basere sin tilværelse først og fremmest
på sælen, at grønlænderen som før i tiden bør dele sin fangst med alle sine pladsfæller,
at grønlænderen bør bibeholde sin egen primitive opfattelse af tingene uden at skæve
til verden udenfor. Men når talen holdes i romantiske vendinger, kan man godt
få fornemmelse af, at visse betragter den udadvendte udvikling med skepsis og
bekymring.
Gennemsnittet af et lands befolkning gør sig til daglig ingen bekymringer om sit
lands kulturtraditioner — heldigvis, for ellers ville hverdagen blive kedelig og stiv.
Den menige borger bestemmer ikke sine handlinger udfra hensynet til landets kultu-
relle udvikling. Når en grønlænderinde ifører sig en kjole af nyeste europæiske snit,
gør hun det med en sådan naturlighed, at ingen i den øjeblikkelige situation tænker
på, at hun jo burde have en sælskindsdragt efter de gode grønlandske traditioner.
Når en fanger har sparet de mange penge sammen til en motorbåd, går han ikke
med skrupler om, at han — hvis han skal tage hensyn til kulturtraditionerne — burde
drive fangst fra den sindrigt konstruerede kajak. I det daglige er opfattelsen af
kultur individuelpræget, og den er i virkeligheden ubundet af gamle traditioner,
hvis fortsatte bevarelse først og fremmest afhænger af øjeblikkelige tilstande og
forhold i et land.
Det gælder for et hvert samfund, at en sund udvikling må bestemmes udfra ev-
nen til at indordne sig naturens lov samt af evnen til at udnytte og udvikle de eksi-
stensmuligheder, som det land, man bor i, kan give. Naturens lov er til enhver tid
2I7
[2]
gældende, men menneskets kamp imod naturen har igennem tiderne fået andre og
bedre redskaber. Mennesket er en stædig skabning, som hele tiden forsøger at få det
bedste og behageligste ud af tilværelsen. Derfor ændrer leveformen sig ustandseligt.
Når ændringen er til det bedre, kalder vi det fremgang. Naturen i sig selv er i stand
til at sige stop, når mennesket går for vidt i sin stræben, og når naturstridigt menne-
skeværk søger at nå det umulige. Selv den mest udviklede teknik må bøje sig, når
vinteren viser tænder. Den gamle fangstteknik vil vedblivende have sin betydning ved
vintertid i de nordlige distrikter, men den alene er ikke mere i stand til at give folk
dets fornødenheder. Pengeøkonomien er blevet uomgængelig, og der er blevet åbnet
mulighed for andre erhverv og en anden form for fangstteknik. Når det grønlandske
folk således skifter fra sælfangst i kajak til fangst og fiskeri fra motorbåd, er dette
en naturlig følge af tingenes tilstand, og den nye form at drive fangst på kan foregå
med samme ihærdighed og med samme snilde, som forfædrene i sin tid lagde for
dagen. Ændringen af erhvervet har medført lignende ændringer inden for leveform,
skikke og opfattelsen af verden og hele tilværelsen, og man er mange gange tilbøje-
lig til at spørge om, hvad der egentlig er tilbage af de gamle traditioner, og hvordan
det nye passer ind i disse. Det er godt for et folk at have traditioner og særprægede
skikke, men det er lige så uheldigt at fastholde traditioner og skikke, når de ikke
mere passer ind i tiden, hvilket den mest konservative og mest ægte af alle grønland-
ske digtere — Henrik Lund — også har bemærket i et af sine digte. De oprindelige
kulturtraditioner, som man måske kunne ønske ført videre i nutidens leveform, bør
formentlig søges blandt dem, der har deres udspring i folkets inderste, men det er
uden tvivl meget svært at trænge ind dertil, da ikke blot åndelig og materiel påvirk-
ning udefra, men også raceblandingen har haft deres udslettende virkninger. Op-
rindelsen til de traditioner, som idag er i hævd, må ofte kun føres tilbage til at om-
fatte den tid, hvor det grønlandske folk har fået europæisk påvirkning. Skabelsen af
traditioner finder også sted idag og bestemmes af de materielle og åndelige betin-
gelser, der hersker i vore dage. I den kulturelle udvikling er der idag en dobbelthed,
og af den grund befinder udviklingen sig i en vanskelig situation, da man på den ene
side skal forsøge at hævde sig som et folk med nationale særpræg, medens man på
den anden side må suge alt nyt udefra, og det skal ske i løbet af den kortest mulige
tid, for ellers kommer den materielle og den åndelige udvikling ud af balance med
hinanden.
Nogle af de egenskaber, man tillægger den grønlandske befolkning, er nøjsom-
hed og udholdenhed — et par egenskaber, som nøje er knyttet til naturen og levefor-
men - uden hvilke det eskimoiske folk ikke kunne have fristet tilværelsen i de barske
omgivelser. Man kunne småsulte og småfryse i lange perioder. Man samlede nok
vinterforråd, men man stolede også på evnen til at skaffe føde fra dag til dag. Slog
2l8
[3]
Grønlænderen behcnier ikke at forkaste sine kulturtraditioner, fordi han en skanne dag føler trang til
at forlade jordhytten eller gå påjiskeri i stedet for at jage saler.
fangsten fejl, kunne der opstå katastrofer, som havde familiens udslettelse til følge.
Til gengæld forstod man at nyde tilværelsen, når gode tider kom. Målet med nu-
tidens udvikling er bl. a. at skabe en sikker tilværelse. Nutidens udvikling må uvæ-
gerlig resultere i svækkelse af de to nævnte egenskaber. Inddelingen i differentiere-
de funktioner i samfundet har ført med sig, at nogle sidder i de igennem lovgivningen
sikrede stillinger, hvor man nøjagtig ved, hvor meget man har som udkomme, me-
dens andre må sidde i erhverv, som nøje er afhængige af naturens luner. Det mo-
derne menneske er tilbøjelig til at flygte fra ubehageligheder, når det kan komme til
det, og heller ikke nutidens grønlænder er fri for det; men de nævnte egenskaber er
så nøje knyttet til Grønlands natur, at det vil være forkert, hvis man forsøger at
ryste dem helt af sig. Alt for mange gange erkender vi, at vi ikke kan gøre Grøn-
land til Danmark. Naturen griber ubarmhjertigt ind og udsletter de nok så dejlige
illusioner. Det, der sker i Grønland, bør fortsat være i passende harmoni med na-
turen og omgivelserne. Nøjsomhed i det moderne Grønland bør dog næppe være
ensbetydende med evnen til at småsulte og småfryse; men man må stræbe efter en
langsigtet tilrettelæggelse af de økonomiske og materielle midler på en sådan måde,
at man skaber en sikker og solid tilværelse, der ikke stiller krav om overflødig luk-
2ig
[4]
sus. Formålet med oplysningsarbejdet i den henseende bør være skabelsen af de til
landet passende kost- og levevaner og disponering af økonomiske midler på en sådan
måde, at de passer til leveformen. De naturalier, som kan fås fra selve landet, må
her fortsat have betydning i overensstemmelse med traditionen med at samle vin-
terforråd og vinterbrændsel. Til folk, der sidder i faste stillinger, stilles der idag så
store krav, at de fleste ikke er i stand til at følge den nævnte tradition i samme ud-
strækning som før og nogle slet ikke. Erhververe, der baserer tilværelsen på det,
som landet kan give, har fortsat mulighed for at kunne sikre sig betydeligt tilskud
af naturalier, men samling af vinterforråd i gammeldags forstand er blevet mere
og mere vanskeliggjort ved, at det meste af fangsten bør søges omsat i penge, som er
ganske uundværlige alene til afbetaling af fangstredskaber og huse.
Småsamfundsbegrebet som grundlag for Grønlands kulturelle udvikling har været
grundigt behandlet i grønlandsinteresserede kredse i Danmark, og denne samfunds-
forms positive sider er blevet fremhævet stærkt. Det værdifulde i småsamfundsord-
ningen er det uundgåelige fællesskab, som kan give sig udtryk i de smukkeste for-
mer. Her har det enkelte menneske den lykke at føle, at det er en del af en helhed,
og det kan have den tilfredsstillelse at være noget for andre. Fællesskabets betyd-
ning kan i disse år ikke fremhæves stærkt nok. Formålet med oplysningsarbejdet bør
derfor være at udnytte fællesskabsideen og overføre den i den moderne samfunds-
ordning i form af skabelse af andelsforetagender og interessentskaber, hvilket kan
blive til uvurderlig gavn for erhvervets udvikling. Når man ser bort fra de mest
afsidesliggende steder, er Småsamfundsbegrebet ikke det samme som i tidligere tid.
De forbedrede kommunikationsforhold har skabt uro. Det bevirker, at fællesskabs-
følelsen i øjeblikket befinder sig i et overgangsstadium, som ikke har fordelene i
gammeldags forstand, og fællesskabsideen er ikke kommet til udnyttelse til fordel
for den moderne samfundsordning. Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at
småsamfundsfølelsen i misforstået form kan virke svækkende for den demokratiske
samfundsudvikl'ing, som allerede er en kendsgerning. Småsamfundsfølelse i over-
dreven form kan gribe hindrende ind i fri meningsudveksling og opdukken af fore-
gangsmænd og personligheder, som vi har brug for mange flere af. I en meget tyde-
lig grad har man i Grønland igennem tiderne fået bevis for, at tilstedeværelsen af
foregangsmænd og personligheder har sat deres præg på visse bopladser og udste-
der, hvad foretagsomhed, renlighed, påpasselighed og åndelig vågenhed angår. Man
kan tit undre sig over, at to pladser, der ligger få timers sejlads fra hinanden, kan
fremtræde så forskellige, selvom erhvervsmæssige og oplysningsmæssige betingelser
er til stede i ligelig grad. Et fornuftigt initiativ, som en dygtig og foretagsom mand
eller kvinde kan skabe på et sted, bør ikke kvæles eller svækkes af bar hensynsfuld-
hed over for bopladsfællerne.
220
[5]
I sproglig henseende befinder vi os også i et ret irriterende overgangsstadium,
for vi må indrømme, at dobbeltsprogethed, som den er i øjeblikket, er både besvær-
lig, tidsrøvende og kostbar. Alt tager dobbelt så lang tid, fordi det skal oversættes.
Det gælder foredrag, diskussioner, et landsrådsmøde, en radioudsendelse m. m. Om-
trent det halve af skoleåret bruges til at undervise børnene i de to sprog —grønlandsk
og dansk. En tryksag, der henvender sig til de to befolkningsgrupper, fylder det dob-
belte af det normale. Sådan må det altså være i den overgangstid, vi lever i, men den
dag man kan vælge imellem de to sprog og benytte det ene, som passer til lejlighe-
den, bliver dobbeltsprogetheden først naturlig og mest praktisk. Fremskyndelsen af
indførelse af et kultursprog i Grønland kan ikke ske hurtigt nok, og det er spørgs-
målet, om der ikke kan gås endnu mere radikale veje for at nå til den form for
dobbeltsprogethed, som er nævnt ovenfor, og jeg gad vide, om ikke tiden er moden
til at gøre dette til et politisk spørgsmål. Man kommer nemlig ikke udenom en be-
tydelig kulturtradition, nemlig det grønlandske sprog. Kan danskundervisningen in-
tensiveres, uden at der kommer skår i det grønlandske sprog? — Måske ikke helt,
men jeg tror ikke, man skal være bange for, at skårene bliver for store. Sproget for-
svinder ikke. Det er en kendsgerning, at dobbeltsprogetheden, som den er idag, bliver
besværligere i takt med befolkningstilvæksten.
Et folk, som skal have et kulturelt særpræg, bør have en selvstændig litteratur.
Vi kan sagnene, som heldigvis er blevet nedskrevet, og endnu flere sagn kan forventes
at komme på tryk. Det er en lille selvstændig grønlandsk litteratur — prosa og poesi.
I øjeblikket sker der ikke megen fornyelse. Naturligvis kan man ikke forvente, at
et lille folk som det grønlandske skal kunne fostre mange store kunstnere. Jeg tror,
mangelen på fornyelse tildels også skyldes det dødvande, vi befinder os i i sproglig
og kulturel henseende. Det er kvaliteten og ikke kvantiteten, der er afgørende. Vi må
erkende, at de grønlændere, som i vor tid har kunnet fremvise gode resultater inden
for forfatterskab og digtning, er folk, der har fået indsigt i europæisk kultur og
tankegang. Noget tyder på, at vejen til skabelse af selvstændig grønlandsk litteratur
udmærket og maaske bedst kan ske igennem en skoling, der giver vedkommende nød-
vendig horisont og kritisk sans. En sådan skoling forudsætter, at man kan det dan-
ske sprog. Hvad gør det, at en grønlandsk forfatter skriver sin bog på dansk eller
på et andet sprog. Han er dog og bliver en grønlandsk forfatter, som på et betyd-
ningsfuldt kulturelt område viser Grønlands ansigt udadtil. Der er i løbet af årene
blevet oversat en del udenlandsk litteratur på grønlandsk, og i de sidste år øges an-
tallet af den slags oversættelser betydeligt. Det skærper læselysten, og det giver ind-
sigt i fremmede forhold, men den dag, dansk litteratur kan læses på originalsproget,
behøver denne udgivelse af oversættelser ikke ske i samme omfang som nu, medens
selvstændig grønlandsk litteratur fortsat bør trykkes på grønlandsk.
221
[6]
Grønlandske kunstneriske frembringelser inden for male- og skærekunst har heller
ikke gode kår i disse år, men det er, som om denne kunstart endnu i vore dage befin-
der sig nærmere ved det oprindelige, hvilket til tider kan afspejle sig i vegstens- og
benarbejder. Desværre går det ret hurtigt tilbage for denne originalitet, efterhån-
den som den slags arbejde bestemmes udfra de merkantile krav. Heroppe har vi
ingen muligheder for at give eventuelle talenter den nødvendige uddannelse. For at
komme over dødvandet kan det inden for dette område sikkert ikke undgås, at man
søger til et europæisk uddannelsessted, hvor særlige evner får mulighed for at blive
vakt på den rigtige måde. Er de medfødte talenter ægte grønlandske, er der grund
til at mene, at de efter en nødvendig skoling atter vil søge tilbage til det oprindelige.
Alt taget i betragtning har de gamle grønlandske traditioner været underkastet en
blandet skæbne. Visse er forsvundet for evigt, medens andre holdes midlertidigt i
baggrunden. Igen andre drages frem, når en given situation kræver det. Måske kan
man sige, at tilstandene i øjeblikket kan betegnes som tilstræbt tilnærmelse til den
europæiske leveform bl. a. forårsaget af det store antal udsendte personer, som må
anvendes i disse år. Det gælder naturligvis først og fremmest i byerne. Men der er
søgen og stræben efter forhold, der vil kunne betegnes som normale. Der er blot så
mange faktorer, der er medbestemmende — ikke mindst erhvervets udbygning. Man
må ikke glemme, at tilegnelsen af den nordiskprægede kultur er sket over 200 år,
og der er eksempler på, at denne tilegnelse har givet sig udtryk på en smuk og har-
monisk måde. Den igangværende kulturelle udvikling bør give det grønlandske folk
følelse af, at det er et levedygtigt folk, hvis eksistens er baseret paa naturlige er-
hvervskilder, og som nok er placeret i en afkrog af verden, men som føler, at det har
et naturligt fællesskab og medborgerskab med verden udenfor igennem tilhørsfor-
hold med Danmark.
En ting må vi nemlig erkende: Den kulturelle udvikling i Grønland er i vore dage
blevet mere udadvendt og er nødt til at være det i forhold til, hvad det var i tidligere
tid. Denne udadvendthed medfører, at nogle af de gamle traditioner opgives og er-
stattes med nye, der ikke blot kommer udefra, men som er skabt af nutidens ændrede
leveform. Der bør være vågenhed for ikke at blive forblændet af nye ting, der kom-
mer udefra. De skal have tid til at bundfælde sig. De skal vurderes, godtages eller
kasseres. Her ligger blandt andet baggrundene for det oplysningsarbejde, som i
disse år søges gennemført i Grønland igennem skolen, radioen, bladvirksomheden,
foredrag, diskussioner, filmvirksomhed, udbygning af biblioteksvæsenet, bogudgi-
velse, oprettelse af læsestuer og fritidsklubber, foreningsarbejde, oprettelse af sær-
lige kursus og meget andet. Behovet dikteres indefra. Hvis oplysningsarbejdet
blandt den opvoksende generation svigter, må det befrygtes, at det kan få katastro-
fale konsekvenser for hele det nye samfunds trivsel. De unge bør have chancer for
222
[7]
at kunne blive gode og nyttige borgere i deres eget land og oplæres til at blive kon-
kurrencedygtige. Orientering i samfundsspørgsmål er en nødvendighed, hvis de unge
i højere grad end nu skal gøre sig gældende i det offentlige liv. Det er disse, som
bl. a. skal overtage det arbejde, der i overgangsårene udføres af de berømte „Tor-
denskjolds soldater". De bør udrustes til at træde ind i det politiske arbejde, hvor
folk i det liberale erhverv dominerer i øjeblikket. Først da vil den virkelige delta-
gelse og medleven i landets anliggender få en sund udvikling.
Der er i øjeblikket kapløb imellem almindelig folkelig oplysning og den hurtige
befolkningstilvækst, som allerede er blevet problem ved, at der ikke er ledere nok
til at tage sig af den fornuftige fritidsbeskæftigelse for de unge mennesker, som
kommer ud af skolen i voksende tal, og som ikke får lejlighed til at fortsætte deres
skolegang udover aftenskolen og handelsskolerne. Håndværkeruddannelsen trænger
hårdt til at komme i faste rammer. Savnet af egnede lokaler til fornuftig beskæfti-
gelse af de unge i fritiden er allerede mærkbart i byerne. I øjeblikket sendes hvert
år et antal unge mennesker til idrætslederkursus og til førertræning på en spejder-
lejr. Jeg tror, det er en praksis, som er uhyre værdifuld, og som bør udvides til
andre grene af ungdomsarbejdet.
Jeg har den opfattelse, at de grønlandske kulturdebatter har en tilbøjelighed til
at starte enten fra toppen, som karakteriseres i de store linier eller fra bunden, hvor
man fortaber sig i gammeldags romantik. Vi er alt for tilbøjelige til at overse, hvad
der sker idag, og hvad der rører sig i folket. I den fremtidige debat om Grønlands
politiske, erhvervsmæssige og økonomiske målsætning bør man gøre sig klart, at
undladelse af ophjælpning af det kulturelle arbejde i nødvendigt omfang kan kom-
me til at blive dyrt for Grønland og for Danmark.
223[8]