[1]
OMKRING THULESTATIONENS GRUNDLÆGGELSE
Af professor, dr. phil. Erik Holtved
Oomrneren 1910 betegner et vendepunkt i polareskimoernes historie. Knud Ras-
mussens oprettelse af „Kap York Stationen Thule" betød, at nu trådte deres tilvæ-
relse ind i en fase, hvor større tryghed afløste en tilstand, der havde truet med at
blive kritisk for den lille folkegruppe på kun omkring et par hundrede mennesker.
Ikke just at der netop denne sommer skete nogen særlig omvæltning for dem. I vir-
keligheden betød det vel snarest, at man nu begyndte at falde lidt til ro efter en hek-
tisk periode, der havde fået sit særlige præg gennem Peary's stort anlagte ekspedi-
tioner og hans vidtgående anvendelse af polareskimoerne som hjælpere — for en stor
del til formål, der kun kunne fylde dem med undren. Det lå fjernt fra eskimoisk tan-
kegang, at man kunne gøre sig så store anstrengelser blot for at betræde „jordens
navle", som man kaldte Nordpolen, — og så bare rejse hjem igen. Men Pivlerssuaq,
„den store Peary", havde en ejendommelig magt over disse folk. Man respekterede
hans personlighed og bøjede sig for ham, fordi, som man forklarede Knud Rasmus-
sen, „han spurgte med så stærk en vilje til at opnå sit ønske, at det ikke lod sig gøre
at sige nej."
På Peary's to sidste ekspeditioner for at nå Nordpolen førtes således ikke mindre
end 70-80 mennesker med skibet „Roosevelt" op til det nordligste af Grant Land.
Betalingen for deres assistance bestod for en væsentlig del i våben, materialer og
andre nyttegenstande, og på den måde blev i løbet af nogle få år alle fangerne for-
synet med moderne geværer. Det ene med det andet betød i mange henseender en
lettelse i det daglige liv, men samtidig at man var blevet afhængig af fremmede fak-
torer på en måde, som man ikke havde været fortrolig med før. Fremtiden måtte
derfor tegne sig uvis, da Peary i 1909 rejste hjem efter endelig at have nået Nord-
polen og hermed afsluttede en ekspeditionsvirksomhed, der indenfor 20 år for po-
lareskimoerne havde medført en kulturforandring, der andre steder har strakt sig
over et par hundrede. Man havde gjort springet direkte fra bue og pil til magasin-
rifler, fra vegstenslampe til primusapparat, — ting der i Vestgrønland på det davæ-
241
[2]
rende tidspunkt endnu ventede på at blive tilladt. Og samtidig havde polareskimo-
erne lært at være kræsne med hensyn til de ting, de så havde praktisk betydning for
dem. En kniv var ikke blot en kniv, hvor fristende den så kunne se ud. Stålet skulle
være af en sådan kvalitet, at man virkelig havde nytte af den.
Videnskabelige ekspeditioner var dog ikke de eneste, polareskimoerne havde haft
berøring med. Fra tid til anden anløb hvalfangere distriktet og tiltuskede sig for-
trinsvis ræveskind, der jo overhovedet skulle komme til at spille en væsentlig rolle
som grundlag for fremtidens økonomi. Men noget sikkert kunne ikke bygges på disse
tilfældige handelsforbindelser. Også hvalfangsten ebbede ud, og i 1907 besøgte for
sidste gang en hvalfanger distriktet. Man var dog i udenlandske kredse bekendt
med de muligheder, der forelå for en profitabel handelsvirksomhed, og Thule di-
striktet kunne på denne måde være gået tabt for Danmark, hvis ikke Knud Rasmus-
sen ved sit initiativ var kommet eksisterende planer i forkøbet. Polareskimoernes
land var jo endnu udfra den hvide mands synspunkt et „no man's land", som ingen
endnu havde fastslået suverænitetsret over.
Men i virkeligheden var der allerede begyndt en tilknytning til det danske folk, -
en tilknytning af en helt anden og mere intim art end den, der fandt sted gennem de
fremmede videnskabelige ekspeditioner, nemlig gennem Mylius-Erichsens litterære
Grønlandsekspedition 1903—4 med Harald Moltke og den unge Knud Rasmussen
som medlemmer. Ved at leve og færdes mellem polareskimoerne og dele deres kår
lagde de på den måde grunden til et tillidsforhold, der blev afgørende for det frem-
tidige forhold mellem de to folk. Det uddybedes yderligere gennem Knud Rasmus-
sens ophold hos polareskimoerne i årene 1906—8. Men også for den nærmere til-
knytning til det øvrige Grønland havde den litterære Grønlandsekspedition rent prak-
tisk banet vejen, idet den genåbnede den efterhånden glemte slædevej over Melville-
bugten. Lidt havde man nok hørt om folkene deroppe langt mod nord, dels gennem
tolken Carl Petersen, kendt for sin deltagelse i Penny's og Kanes ekspeditioner
1850—51 og 1853—55, dels gennem grønlænderen Hans Hendrik (Suersaq), der
ligeledes var knyttet til en række ekspeditioner og en årrække havde bosat sig hos
polareskimoerne. Men først gennem Knud Rasmussens gentagne rejser over Mel-
villebugten til Upernavik distrikt fik de to folk lejlighed til at stifte nærmere per-
sonligt kendskab med hinanden.
Det stod klart for den litterære Grønlandsekspedition, at civilisationen nu havde
sine forpligtelser overfor det lille polarfolk, og efter hjemkomsten rettedes en hen-
vendelse til regeringen for at bevæge den til at udvide kolonisationsarbejdet også til
dette område. Resultatet blev dog negativt, idet man på grund af vanskeligheder med
hensyn til suverænitetsspørgsmålet ikke mente, at staten under de daværende forhold
kunne påtage sig en sådan opgave. Imidlertid lykkedes det gennem Mylius-Erichsens
242
[3]
Knud Rasmussens hus med Thule-fjeldet som baggrund.
Huset blev senere indrettet til skole.
Foto: Erik Holtved
energiske agitation at vække interesse særlig i missionsinteresserede kredse, og efter
et møde i „Bethesda" fik man samlet et pengebeløb sammen til indkøb af varer, der
måtte være af vigtighed for polareskimoerne, bøsser, ammunition, træ og andre nyt-
tige ting. Disse blev 1905 opsendt med Kgl. Grønlandske Handels skib „Fox I" som
en gave til befolkningen. I rejsen deltog desuden danske embedsmænd, som på den
måde for første gang besøgte distriktet. Knud Rasmussen var ikke selv med ved
denne lejlighed. Han havde i denne sommer fået overdraget af staten at undersøge
mulighederne for indførsel af tamrener i Grønland.
l 1906 rejste imidlertid Knud Rasmussen selv op til Thule og medbragte samti-
dig så mange ting, det var muligt at fragte på slæderne over Melvillebugten. I de to
år, han nu tilbragte deroppe, kom han på fortrolig fod med hele befolkningen, og da
han i 1908 rejste hjem, var det med en endnu fastere overbevisning om nødvendig-
heden af, at der blev anlagt en dansk station. Fornyede forhandlinger med staten
førte dog heller ikke dennegang til noget positivt resultat, hvorimod man fra kirkelig
side stadig viste forståelse. Det resulterede i, at „Den grønlandske Kirkesag" og
„Dansk Missionsselskab" anmodede Knud Rasmussen om at være behjælpelig med
oprettelsen af en missionsstation, og dette blev bragt til udførelse i sommeren 1909.
I forbindelse med missionen fandt man det desuden nødvendigt til at begynde med
også at drive en mindre handelsvirksomhed. Man var ganske vist klar over, at det
243
[4]
ikke var nogen tilfredsstillende ordning, men nogen anden løsning fandtes ikke i øje-
blikket, og det hele var også kun tænkt som noget rent midlertidigt.
Gods og varer blev fragtet op med skibet „Godthaab", ført af kaptajn Schoubye,
og som de første missionærer medfulgte pastor Gustav Olsen og kateketen Sechmann
Rosbach med deres familier. I rejsen deltog desuden den norske musikmand Chr. Le-
den, der skulle studere eskimoisk musik, samt professor H. P. Steensby og inspektør
ved Nationalmuseet Thomas.Thomsen, begge udsendt af Kommissionen for Ledelsen
af de geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland for at gøre etnografiske
studier og indsamle etnografisk materiale. Endelig sluttede Knud Rasmussen sig til
i Grønland efter at have afsluttet en foredragsrejse, hvor han efter statens anmod-
ning havde gennemgået de nye love for befolkningen ved samtlige kolonier, udsteder
og bopladser i Grønland.
Den 23. juli ankrede man i North Star Bugt, som man havde udset som det bedst
egnede sted for opførelsen af missionsstationen og ved et forceret arbejde fik man i
løbet af 12 dage rejst de to bygninger, der udgjorde begyndelsen til det oprindelige
Thule, den ene til bolig for missionærerne, den anden som magasin. Fra nu af vajede
det danske flag over Thule. Det første skridt henimod en varig kolonisation var fore-
taget men endnu var fremtiden ikke endelig sikret, og Knud Rasmussen indså på
grundlag af sine erfaringer, at det måtte være af afgørende vigtighed at få udvirket,
at cler fra dansk side snarest blev oprettet en virkelig fast station i distriktet — inden
det blev forsent. Om de begivenheder, der endelig resulterede i opretttelsen af sta-
tionen Thule citerer jeg i det følgende den senere forretningsmæssige leder, over-
retssagfører Rudolf Sands egen fremstilling i „Knud Rasmussens Mindeudgave"
(s. 4-5).
„Ved sin Hjemkomst samme Aar søgte han igen — i god Overensstemmelse med
de kirkelige Selskaber, der havde anlagt den foreløbige Station — at få Staten interes-
seret i at anlægge en Handelsstation i Distriktet og derved forhindre, at andre Stater,
der måtte være interesseret i et sådant Anlæg og mene sig berettiget dertil, kom Dan-
mark i Forkøbet. Han gjorde indtrængende opmærksom på, at Distriktet var meget
vildtrigt, og at Anlægget selv bortset fra det vigtigste, de nationale Hensyn, absolut
maatte betale sig, og saafremt derfor Staten endnu skulde mene, at den ikke var i
Stand til at anlægge Stationen, burde dette hurtigst muligt ske ad privat Vej, idet
den, der kom først, vilde udelukke al Konkurrence, da det ikke var muligt, at der
kunde trives mere end een Handelsstation i dette Omraade. Efter et Møde i Rigs-
dagen, hvor Ministeren og Administrationen for Grønland var til Stede, erklærede
Ministeren, at Staten ikke paa daværende Tidspunkt saa sig i Stand til at tage Spørgs-
maalet op, men at man dog gerne vilde have yderligere skriftlig Besked om Knud
Rasmussens Viden angaaende dette Distrikt. Han indsendte ogsaa en saadan skrift-
244
[5]
Efter en meget omhyggelig behandling
bliver årets indhandlede ræveskind pakket i sække til forsendelse med skibet.
Foto: Erik Holtved
lig Redegørelse til Ministeriet, hvori han tilføjede, at han efter nu igen at have faaet
oplyst, at Staten ikke ønskede at oprette nogen Station i Distriktet, selv vilde anlægge
en saadan, der skulde ledes efter de under Forhandlingerne antydede Principer.
Denne Beslutning tog han kun nødtvungen; han var Forsker og ikke Forretnings-
mand, og det vilde være forbundet med overordentlige Vanskeligheder at rejse de
fornødne Pengemidler, men han følte det som sin Pligt at foretage Anlægget af en vir-
kelig Handelsstation, for at denne Stamme, hvis Medlemmer alle var hans Venner,
ikke skulde gaa til Grunde. Det var ganske nødvendigt, at der hvert Aar kom Forsy-
ninger til Distriktet, og det daværende grønlandske Direktorat havde udtrykkelig er-
klæret, at man ikke kunde love hvert Aar at stille Skib til Disposition for Besejlingen.
Endelig vidste han, at der baade i Amerika, Tyskland og Norge var Planer oppe om
at forsøge en Station anlagt."
„Polareskimoerne selv havde allerede under den litterære Ekspeditions Overvin-
tring ytret Ønske om at komme under dansk Styre ligesom Stammefrænderne mod
Syd. Nu kender vi Farve og Tegning i dit Lands Flag; det er saa nemt at huske, og
245
[6]
kommer der nogensinde et Skib med saadant Flag, saa vil vi stræbe efter at komme
om Bord, for saa ved vi, at det kommer fra dit Land. („Grønland" Side 341)."
„Forsøgene paa at skaffe Penge til Stationens Anlæg var flere Gange ved at stran-
de. Staten vilde ikke være med, og Departementschefen i Indenrigsministeriet, Ve-
del, erklærede, hvad der i og for sig kunde være rosværdigt, rent økonomisk set:
'Kun hvis De kan overbevise mig om, at jeg turde anbringe mine egne Sparepenge i
denne Forretning, turde jeg raade Staten til at løbe en Risiko for at komme til at
sætte Penge til; men det har De ikke kunnet'."
„Knud Rasmussen tog saa selv Risikoen, idet det lykkedes ham at rejse et Laan
paa 20.000 Kr. fra daværende Ingeniør Adam Blering i Baku og et lignende Beløb
fra sin Hustru, og iøvrigt maatte han benytte den Kredit, han ellers kunde faa.
Saaledes oprettedes i Aaret 1910 Kap York Stationen Thule med følgende udtalte
Formaal:
1.  At redde Nordgrønland for dansk Kolonisation.
2.  At udruste og danne Basis saavel geografisk som økonomisk for videnskabelige
Ekspeditioner til Forskning af Eskimokulturen i og udenfor Grønland, dens Op-
rindelse og Eskimoernes Vandringsveje.
3.  Gennem Handelsstationen dels paa forsvarlig Maade give Polareskimoerne Ad-
gang til de Varer, som de allerede var blevet afhængige af gennem Tuskhandel med
skotske Hvalfangere og amerikanske Polarekspeditioner, og dels at hjemføre og
her eller andetsteds afhænde Landets Produkter."
Allerede Stationens Anlæg opfyldte Punkt 1.
Da Knud Rasmussen den 19. August 1910 hejste Dannebrog ved Umanak-Fjeldet
ved North Star Bay, det nuværende Thule, var Distriktets Kolonisation reddet for
Danmark, men til en fuldstændig Sikring af dette Punkt hørte efter Knud Rasmussens
Mening, at Staten formelt overtog og fik anerkendt Højhedsretten over Distriktet.
Han opfordrede, da han i 1913 kom hjem efter 3 Aars Ophold i Thule, Staten til
at faa en saadan formel Anerkendelse, men skønt denne Opfordring ikke blev fulgt,
har det jo vist sig, at den faktiske Tilstand var tilstrækkelig til at sikre Danmark Ko-
lonisationen af Distriktet gennem Knud Rasmussens Arbejde deroppe. De fremmede
forstod dette, og da Peary i 1909 paa Tilbagevejen fra Nordpolen passerede Thule
for sidste Gang og saa det danske Flag vaje ved Stationen, blev han saa overvældet
herover, at han glemte at navigere og løb sit Skib paa en Banke i Havnen, der var
ham særdeles velkendt — et talende Bevis paa, at han forstod Betydningen af, at det
danske Flag var hejst i Distriktet."
Den nyanlagte station blev i en årrække bestyret af Peter Freuchen, der fulgte
op med Knud Rasmussen i 1910, og til at varetage indkøb af varer og opsendelse af
skib var dannet en komite bestående af ingeniør M. Ib Nyeboe, grosserer Chr. Erich-
246
[7]
Knud Rasmussens mindesten ved det gamle Thule,
Foto: Erik Holtved
sen, og Knud Rasmussens fader, lektor Chr. Rasmussen. Endvidere anmodede man
Kommissionen for Ledelsen af de geologiske og geografiske Undersøgelser i Grøn-
land om at overtage protektoratet for det videnskabelige arbejde. Senere oprette-
des en særlig videnskabelig Komite for Thule.
Det var primitive og ofte vanskelige forhold, man måtte arbejde under de første
år, efter at stationen var etableret. Men efterhånden kom handelsvirksomheden ind i
mere faste former. Til at begynde med foregik den som ren byttehandel efter gam-
melt mønster, ræveskind for varer. Men ved indførelse af særlige Thttlemønter blev
det lettere at udligne eventuelle forskelle mellem køb og salg og fastsætte regulære
priser, nogenlunde svarende til dem der gjaldt i det øvrige Grønland. Mønterne var
meget hensigtsmæssigt forsynede med huller, så de kunne trækkes på en snor og så-
ledes hænges på slædeopstanderen under rejser — eller på et søm i butikken, det ene-
ste sted, hvor man jo faktisk havde brug for dem. Det vakte slet ikke så lidt misfor-
nøjelse, da man senere ved statens overtagelse af stationen i 1937 fik indført mønter
uden huller.
Men der var tider, hvor situationen kunne være kritisk nok — som Peter Freuchen
beskriver det i „Bogen om Knud": „. . . de første aar da vi levede i Thule. Smaa
penge, smaa skibe og smaa varebeholdninger; men et vældigt humør og en lyst til at
gaa paa hade Knud, og det smittede mig, og vi klarede ting, som nu vilde synes utro-
lige. Først solgte vi vore handelsvarer, de var faa. Saa solgte vi vores proviant, og
247
[8]
hvad vi havde av tøj hjemmefra. Der skulde skaffes mange ræveskind for at klare
en handelsstation op. Og saa levede vi paa eskimoisk vis av fangst og jagt, og lykke-
ligere tid, sorgløsere tilværelse har vi aldrig nydt."
Alvor var der trods alt i det hele, og ved Knud Rasmussens udholdenhed konsoli-
deredes Kap York Stationen Thule - til voksende gavn for befolkningen og til ud-
gangspunkt eller støtte for den lange række Thule-ekspeditioner, der i sig selv dan-
ner en epoke indenfor dansk arktisk forskning.
I 1935 fejredes i Thule 25-året for stationens oprettelse. Store udvidelser var sket
i de forløbne år, sygehus, kirke og ny butik, skole og radiostation. Overværet af Knud
Rasmussens søn Manne afsløredes ved samme lejlighed en mindesten - en stor natur-
sten, hvori er mejslet følgende inskription på dansk og grønlandsk:
KNUD RASMUSSEN ANLAGDE THULE 19/8 1910 OG STYREDE
KAP YORK DISTRIKTET TIL SIN DØD 21/12 1933
Således ligger stenen der endnu — som et varigt minde om Thule stationens opret-
telse og Knud Rasmussens virke blandt polareskimoerne. Takket være hans målbevid-
ste indsats og kloge ledelse har de fået lov til at modnes under civilisationens ind-
flydelse, så de uden at blive overrumplet af den har kunnet tilpasse det nye efter
deres egen livsform, der endnu mere end andre steder i Grønland er præget af de høj-
arktiske vilkår. Således har befolkningen da også — i trofasthed mod Knud Rastnus-
sen - forlangt at få navnet THULE med sig, da de i senere tider er flyttet bort til
andre jagtmarker, — for navnet og de kræfter, der er knyttet til det har man brug for
dér, hvor livet leves.
248[9]