[1] THULEBOERNE - DE HERLIGE MENNESKER Af kredslæge Aage Gilberg J~ios Knud Rasmussen og Peter Freuchen havde jeg læst om polareskimoerne, og på de expeditioner, jeg deltog i til Østgrønland, havde Lauge Koch gang på gang fortalt mig om dem. Jeg vidste således på forhånd, at disse folk på mange måder var en ganske enestående stamme. Da min kone og jeg som nygifte i sommeren 1938 om bord på Sværdfisken stod ind i North Star Bay, og jeg som den første statsansatte læge skulle arbejde i Thule, kom vi derfor med meget store forventninger, hvilket kan være farligt, men vi blev ikke skuffede. Hvorfor længes så mange af os, der har boet i Grønland, tilbage? Jeg tror, man kan sige, at der er tre hovedårsager: Den enestående, storslåede natur, den enestå- ende umiddelbare og venlige befolkning og den primitive levevis, der ligesom giver ekstra mening i tilværelsen med tilfredsstillelse ved overvindelse af fysiske vanske- ligheder, ved at skaffe føden ved jagt og fiskeri, ved at skulle lave alt muligt selv, og som rummer tid til at leve, tid til at spise, sove, elske og meditere — de universal- krav, som de gamle kinesiske vismænd stillede til livet, og som stiller krav til én om at kunne underholde sig selv og andre uden at være slave af den gråmelerede forlystelsesindustris magtfulde direktiver. Jeg har været langs øst- og vestkysten af Grønland og mange steder oplevet dejlige kombinationer af disse grundsubstanser i charmen ved livet i og dermed længselen efter Grønland, men jeg tror ikke, at de nogen steder findes — eller fandtes så overbevisende rigt, stærkt og klart, hver for sig og kombinerede, som i det Thule, jeg oplevede. Thule distriktet er et ganske smalt kystland beliggende mellem 74,5° til lidt over 80° nordlig bredde, i areal på størrelse med Danmark, men med noget større af- stande. Kystfjeldene er de fleste steder meget stejle og ustandseligt gennembrudt af store, flotte bræer. Havet er tilfrosset det meste af året, 9—10 mdr. Mørketiden varer 4 mdr. — som den modsvarende midnatssolperiode. Temperaturen svinger mel- lem -r-50 og +6° grader Celcius. Sommeren med plusgrader er ganske kort — 3—4 249 [2] uger — men hektisk og skøn, særligt præget af de gule valmuer og røde niviarsiaq, som pludseligt står der og pynter. Disse forhold er nok barske, men giver samtidig mulighed for oplevelse af en sådan skønhed og så rige stemninger, at man bliver stum og bare er fyldt af dyb taknemmelighed. Storslåetheden, endeløsheden kan være så overvældende, at det lille menneske, som opholder sig her, klart sættes på plads som det ubetydelige og intetsigende fnug, han er. Ingen steder er luften så ren og klar som her. Ingen ste- der oplever man lyset og dets trylleri som her, de mange rige nuancer mellem lys og skygge, farvesymfonierne på himlen, på isen og sneen. Og rigtig tindrende måneskin, som omskaber perioder af mørketiden til et mystisk ferige både dag og nat, kendte man først her. De flere døgn lange hvalrosjagter i fuldmåne glemmer jeg aldrig. Dette distrikt har jeg under årstidernes skiftende forhold gennemrejst fra Inuar- figssuaq i nord til Kap Melville i syd. Alle bopladser, hvert hus og hvert eneste menneske er besøgt og undersøgt. Rejserne foregik kun med hundeslæde og var for- uden at være en embedspligt den vidunderligste sport i verden. Kørslen foregik næ- sten udelukkende på havis eller indlandsis. Begge steder findes slemme revner og spalter, og her må slæden kunne nå over som bro, derfor er den meget lang. Man kører heroppe også med meget store læs, og der rejses meget — både på jagt- og for- nøjelsesture, og endelig skifter man alt efter fangstmulighederne hyppigt boplads. Så kører man af sted med hele familien og alt, hvad man ejer. Også af den grund skal slæden være stor, den trækkes af 12-20 hunde. Hundene er som regel vel- fodrede, og de voksne hunde er altid bundne. En slæderejse heroppe i godt vejr i den lyse tid er vel nok klimaks af al skønheds- oplevelse. Alene det at se de glade hunde med halerne lige i vejret og de lange, røde, dampende tunger fare af sted hen over den blåhvide flade, fylder én med glæde. Alene det lille, spæde slædespor, man trækker hen over de gigantiske ismarker, giver en egen poetisk og rig oplevelse, og så kommer jo hele farvespillet i isbjerge og skruninger, man passerer, ikke mindst i Melvillebugten. Og oppe bag kystfjeldene indlandsisen, som navnlig under den lavtstående midnatssols stråler antager de sar- teste lysrosa toner. Isfjeldene kaster lange, blåviolette skygger og antager selv de ejendommeligste nuancer I blåt og grønt, og deres besynderlige former sætter ret fan- tasien i sving. Men det er ikke altid idyl. Det kan være så bidende koldt, at man ikke har øje for alt det skønne, men trods sine velholdte kamikker, bjørnebukser, rensdyrpels og gode vanter må løbe ved siden af slæden for at holde varmen. Og det kan ligefrem være uhyggeligt at rejse i mørketiden: Man mente, at man kørte på god is, men pludselig vil hundene ikke længere, og når man står af slæden og går frem og kikker efter, forstår man det, for der er åbent vand forude. Man 250 [3] „Sværdfisken" for anker i hannen 'ved Knud Rasmussens Thule (kl. 1,30 nat). Foto: Aage Gilberg må så prøve at finde ind til land og over de revner, der altid findes ved isfoden. Nogle hunde dratter i vandet, og måske går man selv samme vej, men man er næppe kommet op igen, før vandet er blevet til tusinder af små, fine istapper, som man børster af skindtøjet med sit piskeskaft. Man aser frem over stenet land med kun meget lidt sne. Der står gnister om mederne, når man skurrer mod stenene. Slæden sidder fast, og man må af og rokke den løs. Pludseligt hænger man og dingler på randen af en kløft, man ikke har bemærket i mørket. Hundene er standset, men det er nær gået galt. På havisen kører man - og da ganske særligt i mørketiden - lige langs kysten, dels for at orientere sig og dels for at kunne komme i læ i tilfælde af storm. Stormene, som ofte kan stige til orkaner, kommer ganske pludseligt. En snesky farer ud over kystfjeldene, og straks efter er alt ét eneste hvirvlende hvidt. Det er frygtelig koldt, og man kan næsten intet se. Vi var en gang fire slæder på rejse, der i en sådan situa- tion søgte ly i en lille klippehule. Det føg stærkt derind, men vi lukkede den med store sneblokke. I to døgn kunne vi ikke få næsen udenfor. Heldigvis havde vi godt med frossen hvalros, skibskiks og the med os. Vi trampede et leje i sneen, sov, snak- kede og lo og forrettede de nødvendige ærinder i tæt klynge, mænd og kvinder imel- lem hinanden. Isen, vi havde kørt på, blev brudt op af orkanen, mens vi tætnede 251 [4] indgangen til hulen. Vi glædede os over at have klaret denne kritiske situation. Til- fredsheden med og rigdommen ved livet understreges af sådanne oplevelser. Kørsel på indlandsisen er anstrengende og spændende. Gang på gang falder man i forundring over, hvad disse fantastiske slædehunde kan præstere i spring over bræ- spalter, at de kan trække den tunge slæde op ad sådanne hældninger, at de kan slæbe bagefter og bremse under nedfarten. Man blev efterhånden halvkammerat med dem. Mage til dyr traf man aldrig. På de almindelige mindre rejser kom man som regel i hus efter et par døgns for- løb, på de lange kunne der gå mere end en uge. Men under alle omstændigheder er det en vidunderlig afslutning på en slæderejse at komme i hus. Folkene har set os på lang afstand ude på isen og har skyndt sig at sætte kødgryderne over spæklampen og står nu på isfoden og modtager os med muntre tilråb. Træt, sulten og forfrossen kryber man gennem den lange husgang ind i det lille jordhus — hjemme ville man kalde det en hule, men her synes man, det repræsenterer alt, hvad man kan ønske sig af komfort og hygge. Det er velventileret, som regel rent og med dejlige skind på briksen, bedre og hyggeligere end mangt et langt dyrere træhus. Der lugter så dejligt derinde af kogt sælkød, og der hænger fin frossen narhvalhud til tøning. Tæn- derne løber i vand, mens man hjælpes af med pels og kamikker, og ens kolde, øde- lagte tæer bringes til live af omsorgsfulde hænder —måske hjulpet af en blød, varm mave. Det som måske varmer og glæder allermest, er dog det enestående, oprig- tige, strålende smil, som ustandseligt spiller i disse menneskers kønne, sorte, mandel- formede øjne. Disse smil, der aldrig helt forsvinder — selv ikke i de mest alvorlige og farlige situationer — har taget fast plads i min erindring, så jeg endnu kan glæde mig over dem. Hvor man dog nød måltidet, der nu fulgte. Ingen kan koge kød som en polar- eskimokvinde, ingen kan servere det med en så fuldendt charme — de fine, små hæn- der med graciøse bevægelser, som en balletdanserinde kunne misunde, og så er hun iført den mest kvindelige dragt, man kan tænke sig: De lange, hvide kamikker, der når helt op til lårroden, hvor strømpens bjørnehårsbesætning når sammen med den tilsvarende kantning på polarrævebukserne, den rene farvestrålende anorak, halsdu- gen — og så hovedet på sned, det skælmske smil, og det lange, sortblanke hår sat op i en koket sløjfe. Jo, smuk og elskværdig servering betyder meget for fordøjelsen — det lærte jeg allerede i skolen. Og jeg skal love for, at her heller ikke bliver holdt igen på madlysten, heller ikke, da turen kommer til mattaq'en. Jeg har boet mange nætter i sådanne huse og spist flere hundrede måltider hos eskimoerne, sæl, hvalros, isbjørn, hare, ræv, hund, fugle, værdifulde indvolde — kogt eller råt. Godt smagte det, og alt, hvad man havde brug for, indeholdt det. De første dage var vi vel nok noget forsigtige og tilbageholdne, men det varede ikke 252 [5] Inutaq i pinse snit på strandbredden ved Siorapaluk. Foto: Aage Gilbcrg [6] længe, før vi levede på samme måde i vor egen husholdning og prøvede på at gøre os lige så uafhængige af butikken, som eskimoerne var med hensyn til madvarer. Og nu i Mariager spiser vi sammen med unger og gæster lige så ofte sæl og hval som mange i Grønland — der er intet, der som lugt og smag kalder erindringerne frem, og det er skønne minder, som dukker op under disse måltider. Vi mindes talrige fødselsdagsselskaber, barnedåb, bryllup og ganske almindelige små selskaber — som da vi første gang fik hvalroshjerte og var fire om at dele et, det blev over l kg til hver. Eller vi kommer til at tænke på de gange, vi virkelig oplevede at sulte, f. eks. da vi nogle stykker på rejse sammen i den nordlige del af distriktet var kørt vild i tåge og sne og efterhånden ikke havde andet end the i et par dage — og så kom ned til havisen og fik sæl, da kunne ingen af os vente på kogning, men stillede den vær- ste sult med varm råkost, men vi spiste derefter med korte mellemrum masser af kogt kød, og vi blev alle meget glade. En af eskimoerne gav den kosteligste forestil- ling, talte og dansede trommedans som en række af vore fælles venner ville have gjort det. Vi blev næsten syge af latter, en Peter Kitter kunne ikke have gjort det mere fremragende. Sådan lå vi over i telt under snestorm i to døgn og spiste kød, snakkede, fortalte historier, imiterede og sov og lo og lo. Livet var dejligt. Under sådanne forhold og betingelser levede polareskimoerne i deres skønne om- råde på Grønlands nordvestlige hjørne, da vi boede hos dem. Fra den første dag, vi mødte dem, imponerede de os — nej, det er nok rigtigere at sige, at vi nærede ærbødighed for dem og beundrede dem. Man lagde straks mær- ke til deres velklædthed. Ingen indhandlede skind, før familiens eget behov var dæk- ket. Senere erfarede vi, at de i det hele taget havde en høj hygiejnisk standard. De vaskede hænder før og efter et måltid, og på de lange rejser gjorde de ofte os til skamme ved i 30—40 graders kulde at vaske sig i sneen, før de rettede an og spiste, og opvask blev der under de primitive og vanskelige forhold heller ikke sløset med. Tuberkulosen var jo en dominerende lidelse og fordrede effektiv smittebekæmpelse. Her var eskimoerne helt med i alle gode bestræbelser. Man spyttede ikke på gulvet, man hostede ikke hinanden i hovedet, slikkede ikke på fingre, når man skulle se i bøger og blade, og man gjorde selv opmærksom på, at service skulle skoides, hvis man var mistænkt for at fejle noget. Man kunne således indtage et måltid i et eski- mohus med større tryghed end i mangen en restauration i en storby. Nu er det selvfølgelig klart, at eskimoerne ikke selv har fundet på disse hensigts- mæssige, hygiejniske foranstaltninger, men de har vist forståelse og samarbejdsvilje, når de har fået de nødvendige oplysninger og henstillinger — først af Knud Ras- mussen og Peter Freuchen, og siden jif de læger, som ansattes i Thuledistriktet, og her skal særligt pioneren Mogens Holm nævnes. Præsterne har også været betyde- lige medhjælpere i dette arbejde — også i min tid lod vi præsten i tilslutning til en [7] ftf