[1] ESKIMO KULTUREN IV Af museumsinspektør, dr. scient. Helge Larsen JTor eskimoernes tilpasning til kulden er boligen naturligvis af lige så stor betydning for en eksistens i arktiske egne som en varm klædedragt. Da hustyperne varierer fra sted til sted og har ændret sig op gennem tiderne, skal jeg indskrænke mig til at om- tale nogle af de for eskimoerne mest karakteristiske boligtyper. Men først vil jeg gerne slå fast, at når jeg taler om hustyper, tænker jeg kun på de oprindelige og ser ganske bort fra de træhuse, som de fleste eskimoer nu bor i, og som skyldes på- virkning fra vor kultur. Det samme gælder iøvrigt en meget stor del af de kulturele- menter, jeg allerede har omtalt og vil omtale. Der var meget få eskimoer, der benyttede den samme bolig året rundt. Det hæn- ger dels sammen med eskimoernes omflyttende tilværelse i forbindelse med fangsten, men skyldes også, at deres boliger ikke er lige velegnet til beboelse både sommer og vinter. De to hovedboligtyper er sommerteltet og vinterhuset. Så snart sneen er smeltet af, flytter de fleste eskimoer ud af de mørke og i sommertiden klamme vin- terhuse og lever hele sommeren i telt. Fælles for eskimoernes telte er, at teltdugen er af skind, men ellers varierer de i form og konstruktion. Det kuppelformede telt hos Nunamiut, indlandseskimoerne i Alaska, er sikkert den ældste og fortjener ikke alene som følge deraf en mere udførlig omtale, men også fordi det kuppelformede telt antagelig er forløberen for en af eskimoernes mest geniale opfindelser, snehu- set. Skelettet i det kuppelformede telt består af lange, smækre, afbarkede pilegrene, der er opstillet i en kreds og bøjet ind mod midten. Om sommeren er dette skelet dækket af et lag sammensyede, afhårede renskind, og om vinteren — for i modsæt- ning til andre eskimoer benytter Nunamiut også telt om vinteren — er der under dette endnu et lag renskind med hårlaget på, og over det hele dynges et tykt lag sne. Sneen fryser snart sammen og danner en hård skal, som kan blive stående, når telt- dugen og stængerne fjernes. Tilbage står en kuppelformet snehytte, som senere forbi- passerende kan benytte til overnatning. Det er højst sandsynligt, at det er oprindelsen til snehuset, der er opbygget af sneblokke, men det skal jeg komme tilbage til om 273 [2] lidt. Om det kuppelformede telt skal jeg blot tilføje, at det er forsynet med en dør af bjørne- eller rensdyrskind, et vindue af tarmskind, og at gulvet er belagt med et tykt lag af pilekviste, ovenpå hvilke der ligger renskind. Nunamiut benytter også til tider en anden telttype, et højt, kegleformet telt, der minder om indianernes tipi; også det er dækket med renskind. Det kegleformede telt kendes også hos Centraleskimoerne, men her og især længere østpå — i Grønland — træffer vi en helt anden telttype. Det er i Grønland dækket af sælskind, som regel to lag, og så består skelettet af en høj dørramme, til hvis overligger der læner sig et antal lange stænger, hvorved teltet bliver lavloftet bagtil. Iler er briksen anbragt. Den er dækket af skind, og på den ikke alene sover man, her sidder man også om dagen, konen ved sin gryde eller beskæftiget med skindarbejder, mens manden sys- ler med sit. Vinduer findes ikke, men et blødt lys trænger ind gennem det tynde tarm- skinds-dørforhæng. Det er ikke alene, fordi vinterhuset kan være et ubehageligt op- holdssted om sommeren, at eskimoen foretrækker teltet, det har også den praktiske grund, at han ikke er stedbunden, men kan flytte sin familie derhen, hvor fangsten eller fiskeriet erfaringsmæssigt er bedst på det pågældende tidspunkt. Anderledes stiller det sig om vinteren, hvor antallet af fangstmuligheder er mindre, hvorfor de fleste eskimoer slår sig ned ved den bedst mulige fangstplads, hvor de — så vidt naturforholdene tillader det — har deres mere eller mindre perma- nente bolig, vinterhuset. En undtagelse herfra danner Centraleskimoerne, der slet ikke har nogen permanent bolig, men som hele vinteren bor i snehus. Da snehuset som nævnt er en af eskimoernes mest geniale opfindelser, en af dem vor kultur har overtaget uændret, idet der f. eks. er amerikanske soldater, der, som et led i deres træning, lærer at bygge snehuse efter eskimoisk mønster, vil vi begynde med det. Antagelig skyldes det især vittighedstegnerne, men en kendsgerning er det, at man- ge mennesker er af den opfattelse, at alle eskimoer bor i snehuse, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at slå fast, at kun en meget lille del af eskimoerne, højst 15 % har snehuset som eneste vinterbolig, mens det f. eks. i Grønland kun har været benyttet som rejse- og fangsthytte. T Grønland er det i dag kun Thule-eskimoerne, der kan bygge snehuse. Det geniale ved snehuset er, at der til opførelsen kun kræves sne af passende kon- sistens samt en bredbladet kniv, der i gamle dage som regel var af hvalben. Det siger sig selv, at det er af overordentlig stor betydning for et folk, der om vinteren er hen- vist til at transportere alle deres ejendele på en hundeslæde, og som af fangstmæs- sige grunde må skifte opholdssted, at det eneste, de behøver at tage med for at skaffe sig tag over hovedet, er en snekniv. Centraleskimoerne, der er eksperterne på sne- husbygningens område, har ydermere en såkaldt snesøger, en stok med hvilken de undersøger, om sneen har den rette hårdhedsgrad. Indenfor en cirkel, hvis diame- 274 [3] Centraleskimoiske snehuse. Foto: 5. Thule ekspedition ter afhænger af, hvor stort man ønsker huset, udskæres med snekniven rektangu- lære blokke, der stilles side om side i en kreds udenom, og hvis overside er skåret til således, at der dannes en opstigende spiral, hvis diameter bliver mindre og mindre, indtil der tilsidst kun er et hul tilbage, som lukkes med en enkelt blok. Hele opfø- relsen tager en time eller to, alt efter størrelsen, men så er huset også forsynet med en dør i siden og et vindue lavet af en skive klar ferskvandsis. Indvendig optager hovedbriksen, der dækkes med skind, størstedelen af rummet, men endvidere er der 275 [4] som regel en eller to sidebrikse til lampen og andet husgeråd. Centraleskimoerne bygger tit flere hytter ved siden af og forbundne med hinanden, således at man kan tale om et helt snehuskompleks. Det kan være beboet af en enklet storfamilie eller af flere familier, og det har den fordel, at man kan besøge hinanden uden at måtte ud i kulden, og man kan have særlige oplags- og forrådsrum. Hvor varmt er der så i så- dan et snehus? Ja, ret mange grader over frysepunktet kan man naturligvis ikke kom- me, for så smelter det, men det er alligevel betydelig bedre end de 40-50 graders frost udenfor. Der kan næppe være tvivl om, at det snedækkede kuppeltelt er forlø- beren for snehuset, og at det antagelig er opstået i Centraleskimoernes område, hvor manglen på træ til a f stivning ha r fremtvunget denne geniale løsning på boligproblemet. At dette ikke er den eneste løsning ser man deraf, at der i det samme område findes ruiner af permanente huse bygget af sten, hvalben og græstørv. Disse ruiner blev før- ste gang grundigt undersøgt og tydet af den danske arkæolog, dr.Therkel Mathiassen, som medlem af den af Knud Rasmussen ledede 5. Thule Ekspedition, der i begyndel- sen af tyverne foretog de grundlæggende og mest omfattende etnografiske og arkæo- logiske undersøgelser i disse egne. Therkel Mathiassen påviste, at disse ruiner stam- mede fra en fra Centraleskimoernes afvigende form for eskimokultur, Thule-kultu- ren, der nu er forsvundet fra dette område.Thule-kulturens folkkunne sandsynligvis ikke bygge snehuse, da de for en 7-800 år siden fra Alaska bredte sig ind over det nordligste Canada; de lærte det ganske vist af eskimoer, der allerede boede der, og benyttede antagelig snehuse som fangst og rejsehytter, men en nødvendighed for dem var det ikke. Deres økonomi var nemlig ikke —som Centraleskimoernes—baseret ude- lukkende på sælfangst, rensdyrjagt og fiskeri, men de havde yderligere et erhverv, der gav dem ikke alene et solidt eksistensgrundlag, men også materiale til husbygning, nemlig hvalfangsten. I de store hvalers meterlange underkæber og ribben har eski- moerne det, som det især skorter på i træ-fattige egne, nemlig materiale til tagkon- struktionen. Thule-kulturens huse havde nok oprindelig en afrundet grundplan, og den form bibeholdtes enkelte steder op til ret sen tid, men såvel i Alaska som i Grøn- land afløstes den af et firkantet hus, der dog i princippet ikke adskilte sig fra det runde. Karakteristisk for denne husform, der engang har været udbredt fra Bering Strædet til Østgrønland, er det, at huset som regel er mere eller mindre nedgravet i jorden, ofte ind i en skråning og sjældent ret langt fra stranden. Græstørv indgår næsten altid som en vigtig bestanddel i væggene, der iøvrigt kan bestå af træ, som mange steder i Alaska, eller af sten og hvalben i træfattige egne som f. eks. Grøn- land. For at komme ind i huset må man krybe gennem en 3-4 m lang, lav husgang, hvis bund som regel ligger betydelig under husets gulv. Der er så enten et højt trin fra husgangen op til gulvet, eller husgangen fortsætter et stykke ind under gulvet, hvor der er et hul, man kan kravle op igennem. Fordelen ved den forsænkede husgang 276 [5] Udgravet ruin af