[1] TIKIUSSAQ - DEN GRØNLANDSKE BLÅKLOKKE Af professor, dr. phil. Tyge W. Eocher Jl/r der nogen mere yndefuld blomst end den grønlandske blåklokke? Den danske blåklokke er også fin og romantisk, især virker den sådan en sen oktoberdag, når den trodser efterårsvejret og står og blomstrer og leger sommer. Men den grønlandske har større blomster, og de er ofte enlige. Når man opdager sådan en stor, fin, blå blomst, som sidder og nikker i vinden på en lille plante, ensom i gruset højt til fjelds, sker der noget inde i en. Store mandfolk bliver sentimentale og bøjer sig ned for at betragte det lille mirakel. Det, der vækker følelsen, er kontrasten mellem det barske fjeld, det skarpe grus og så sådan en lille fyr, hvis krone ligner en balkjole hos en ung pige. Nå - nok om romantikken. Videnskaben har længe tumlet med, hvad den grønlandske blåklokke egentlig er for en art. Er den blot en variant af den, vi har i Danmark, Campanula rotitndifolla L., eller en selvstændig art, eller dækker det grønlandske folkenavn tikiussåq over flere arter? Problemerne er endnu ikke alle løst, men vi er netop nu rykket et godt skridt frem mod deres løsning. Der kan altså fortælles en del nyt om den grønland- ske blåklokke. Vi må først gå tilbage til grønlandsforskningens gamle dage. Den mærkelige mi- neralog, K. L. Giesecke (født ca. 1761), der begyndte som skuespiller i Wien og vist nok skrev tekst til Mozarts „Tryllefløjten" og endte som professor i Dublin, fandt på sin mineralogiske rejse i Vestgrønland en blåklokke, som var énblomstret. Den sendte han til en tysk systematiker ved navn Vest, der i 1819 beskrev den som en ny art: Campanula gieseckiana. Uheldigvis kan man i dag ikke finde Gieseckes originale plante, ej heller dens findested, men af beskrivelsen fremgår det, at den havde ret små blomster, der var enlige. Giesecke har måske studset over en lille fjeld- form med enlige blomster og presset den, fordi den så fremmedartet ud. Af forskel- lige grunde gik Campanula gieseckiana i glemmebogen. I Johan Langes udførlige Conspeclus Flor ae Groenlandicae (1880) gøres der opmærksom på blåklokkens store variation, men det grønlandske materiale ordnes som tre varieteter af Campanula rotitndifolia, altså af den danske blåklokke. Langes autoritet var stor. En østrigsk 3°5 [2] dame, J. Witasek, brugte ganske vist navnet C. gieseckiana i et større værk om blå- klokkerne i 1902, men danske forskere blev ved med at regne den grønlandske blå- klokke til samme art som den danske. Diskussionen fik tilført nyt stof i 1883, hvor en svensk botaniker, Aug. Berlin, under et kort besøg ved Angmagssalik („Kung Oskars Hamn") opdagede en blå- klokke, som han fandt så mærkelig, at den efter hans skøn måtte være en ny art. Året efter, i 1884, beskrev Berlin sin klokkeblomst under navnet Campanula groen- landica. Men den fik på en måde samme skæbne som Gieseckes klokkeblomst, for den blev kritiseret, misforstået og endte i forglemmelse. Det, der udmærker Angmagssa- likblåklokken, er dens store, åbne blomst og de abnormt brede stængelblade, der sidder samlet nær stængelens grund. Alle anerkendte, at de af Berlin indsamlede eksemplarer var meget afvigende, menjnan mente at kunne finde så mange og så jævne overgange til de sædvanlige grønlandske blåklokker, at det var umuligt at op- retholde C. groenlandica som en selvstændig art. Det næste, der skete, skyldtes igen de østgrønlandske blåklokkers mærkelige ud- seende og store variation. Forfatteren af nærværende artikel fik som student chancen som botaniker på Scoresbysundkommiteens 2. Østgrønlandsekspedition i 1932 under ledelse af Ejnar Mikkelsen. Han havde i modsætning til sine forgængere flasker med sig med fikseringsvædsker, og da han opdagede, hvor afvigende og forskellig- artede blåklokkerne så ud i Østgrønland, nippede han blomsterknopper af planterne og kom dem ned i små glas med fikseringsvædske for derved senere at kunne studere planternes kromosomer. Det viste sig, at østgrønlandske blåklokker med små, oftest enlige blomster havde 34 kromosomer, medens de storblomstrede havde 68, det sam- me antal som var kendt for den danske blåklokke. Kromosomer er som bekendt mi- kroskopiske legemer inde i cellekernerne, og de indeholder de arvelige egenskaber hos organismerne. En forskel i antal af kromosomer er derfor en vigtig opdagelse og kan ofte føre til en langt bedre forståelse af en arts eller artsgruppes slægtskabsforhold og systematik. Sådan gik det også med den grønlandske blåklokke. Vi er nu i stand til at dele materialet i to systematiske enheder svarende til de to kromosomtal. Det er ikke let at afgøre om de to enheder er arter eller underarter, men det er også mindre væsent- ligt. Det er dog nok rigtigst at se på dem som underarter af samme art, for de er ikke lette at afgrænse fra hinanden. Det værste problem er og bliver, om denne grønlandske art er den samme som den, der findes i Danmark. Her er der kun en mulighed for at løse problemet: Dyrkning under ens ydre kår af grønlandske og danske blåklokker. Sådanne dyrkningsforsøg har været i gang gennem flere år på universitetets forsøgsområde ved Tåstrup og de har bestyrket den opfattelse, at den grønlandske blåklokke er en selvstændig art. Dyr- 306 [3] Blåklokken danner en tat blomstereng mellem klipperne