[1]
ESKIMOKULTUREN V
Af museumsinspektør, dr. scient. Helge Larsen
Det eskimoiske samfund og den åndelige kultur.
JN år jeg har lagt hovedvægten på eskimoernes materielle kultur, er det, fordi det er
den side af kulturen, der har nået den højeste udvikling. Det er i og for sig natur-
ligt, når man tænker på de krav, der stilles til den menneskelige opfindsomhed og
tekniske dygtighed for i det hele taget at kunne eksistere under arktiske naturforhold.
Når det eskimoiske samfund, som jeg nævnte i indledningen, er blevet stående på et
meget lavt stade, skyldes det sikkert eskimoernes hårde kamp for tilværelsen, men
hertil kommer deres lands uhyre udstrækning og den fåtallige befolkning.
Nogen form for statsdannelse har der aldrig været, og man kan endog ikke, som
hos mange andre naturfolk, tale om stammer. De regner sig nok for ét folk; det
fremgår af, at alle eskimoer kalder sig „inuit", mennesker, underforstået at andre
folk, de er kommet i berøring med, ikke er mennesker, men derudover føler de sig
ikke hørende sammen. Der er naturligvis et vist sammenhold mellem bopladsfæller.
De kalder sig efter stedets navn med tilføjelse af endelsen „miut", der kan oversæt-
tes ved „de der bor", ligesom københavnere er de, der bor i København. Men flytter
de og slår sig ned for længere tid et andet sted, antager de dette steds navn. Den
omflyttende tilværelse har naturligvis også i høj grad været medvirkende til, at der
ikke har kunnet danne sig noget fasttømret samfund.
Det eskimoiske samfund har heller ikke nogen politisk organisation eller noget
overhoved. Alle er lige. Alle har de samme rettigheder — og de samme pligter, nem-
lig at sørge for deres familie. De eneste, der eventuelt ses ned på, er de, der forsøm-
mer denne pligt. Til gengæld respekteres dygtige fangere, og er der én, der særlig
udmærker sig ved sin dygtighed eller klogskab, følger man gerne hans råd, men
man er ikke forpligtet til det. I virkeligheden er han en slags leder i det lille sam-
fund, men han er ikke udnævnt til det, og hans lederstilling går ikke i arv til hans søn.
I den vestlige del af eskimoområdet, i Alaska og på Aleuterne, er der undtagelser
fra denne regel, men det skyldes påvirkning fra de syd for boende nordvestkyst-
312
[2]
Netsili/i-k*uinde med sine to mænd.
Foto: 5. Thule Ekspedition
indianere og er derfor ikke rigtig eskimoisk. Stillehavseskimoerne og aleuterne hav-
de f. eks. høvdinge, hvis værdighed gik i arv, og hvis familier blev betragtet som en
slags adel; så var der de menige medlemmer af samfundet og, nederst på rangsti-
gen, slaver. Det skyldes også påvirkning fra nordvestkysten, når det over store dele
af Alaska var skik at samle vældige forråd af skind og andre kostbarheder og skæn-
ke det hele bort ved en stor fest, hvis eneste formål var at skaffe sig selv anseelse.
Længere nordpå i Alaska, hvor hvalfangsten var hovederhvervet, var der, som jeg
har nævnt tidligere, en klassedeling i bådejere, „umialit", og de der arbejdede for
dem. Endelig var der i de fleste eskimosamfund en person, der spillede en særlig
rolle og til tider havde en ikke ringe magt, og det var åndemaneren, som jeg skal
komme tilbage til om lidt.
Det eneste helt faste i det eskimoiske samfund er den snævre familie, d. v. s. mand,
kone og børn, hvortil også regnes adopterede børn. Adoptering er uhyre almindeligt
hos eskimoerne, og de adopterede børn er ligestillede med de børn, der er født i
ægteskabet. Til denne familiekerne er knyttet først nærmere slægtninge og, med lø-
sere bånd, fjernere slægtninge og sidst bopladsfællerne.
Ægteskabet er det normale for en voksen eskimo og er næsten en nødvendighed
for at kunne klare sig, for som jeg tidligere har nævnt, er det ikke nok, at en mand
3*3
[3]
er ert dygtig fanger, han må også have en kone til at tilberede skind, sy dragter og
holde dem vedlige. En enlig mand eller kvinde er derfor ilde stedt, hvis han eller hun
ikke kan finde en familie at slutte sig til. En mand gifter sig som regel, når han kan
fange nok til at forsørge en familie, en pige normalt efter pubertetens indtræden, men
sommetider før. Der er ingen ægteskabsregler, bortset fra at de unge ikke må være
for nær beslægtede, og det er som regel kærlighed, der er det afgørende, selvom for-
ældrene ofte hjælper lidt til for at få partiet istand. Bruderov forekommer, men er
ikke velset, i særdeleshed ikke hvis det er en gift kvinde, der røves. Er det en stærk
og hensynsløs mand, der gør det, og det er det som regel, finder man sig imidlertid
ofte i det for at bevare roen i det lille samfund. Det var slet ikke ualmindeligt, at en
mand havde to koner, men sjældent flere. Jeg må hertil bemærke, at det kunne være
nødvendigt for en mand at have to koner; en storfanger f.eks. kunne fange så me-
get, at een kone ikke kunne overkomme at tilberede fangsten, og man kender også eks-
empler på, at en kone, der var gammel eller svag, bad sin mand tage en kone til, fordi
hun ikke selv kunne klare sine pligter. Det er mere sjældent, at en kvinde har to eller
flere mænd, men det var ikke ualmindeligt hos en gruppe af centraleskimoerne, hvor
der var mangel på kvinder. Grunden til kvindemangelen var, at man der i særlig grad
praktiserede den barbariske skik at dræbe nyfødte pigebørn, fordi man havde svært
ved at skaffe føden til en stor familie. At det var pigerne, det gik ud over, hænger
sammen med, at drenge hos eskimoerne er mere værdsatte end piger.
Man kan ellers ikke sige, at kvindens stilling i samfundet er dårlig. En mand tager
ofte sin kone med på råd, og der er ligesom hos os ægteskaber, hvor det er konen,
der træffer afgørelserne. Der er dog eet punkt, på hvilket den eskimoiske kvindes stil-
ling adskiller sig væsentligt fra f. eks. en dansk, og det er, at manden har ret til at låne
sin kone ud til en anden mand. Det er ikke en ret, han benytter sig af i almindelighed,
men der kan gives situationer, hvor han finder det nødvendigt eller hensigtsmæssigt.
Kvinder er nødvendige på rejser for at holde dragten og særlig støvlerne lorden, og er
en bopladsfælles kone f. eks. af sygdom forhindret i at ledsage sin mand, kan en anden
mand tilbyde sin kone som rejseledsagerske. Ved at udlåne sin kone til en anden styr-
kede man også sit venskab med ham og kunne regne med hans støtte ved en anden lej-
lighed. Den i gamle beretninger fra Grønland omtalte konebytning i større målestok
må heller ikke tages som et udslag af en særlig løs kønsmoral, for den havde sit prak-
tiske formål nemlig at forvirre de onde magter, af hvilke samfundet følte sig truet.
Til slut skal jeg om ægteskabet lige sige, at det indgåes uden nogen form for ceremo-
nier, og at det opløses lige så let. Hvis to ægtefolk opdager, at de ikke går i spand
sammen, eller de ikke kan få børn, går de hver til sit og prøver måske flere ægte-
skaber, inden de slår sig til ro. Ægteskabet holder dog som regel, når der er kommet
børn.
[4]
Trommedans i anledning af hvalfangstens afslutning i Point Hope, Alaska.      ° °'           Kamey
Eskimoernes ganske enkle samfundsordning giver dem en frihed, som ikke overgåes
af noget andet folk i verden. Udover forpligtelserne overfor familien lægger sam-
fundet ingen bånd på dem. De kan flytte, hvorhen de vil, og når de vil, og de kan slå
sig ned og blive optaget i hvilket som helst andet eskimoisk samfund. Ingen vil be-
stride deres ret til at fange, hvor de vil, for fangstdyrene tilhører ingen eller dem
allesammen. Slutter de sig til et lille samfund følger dog visse forpligtelser med,
nemlig at de af større fangstdyr må afgive ganske bestemte dele til bopladsfællerne,
ligesom det også er velset og almindeligt, at man er rundhåndet og giver fangst-
parter af mindre fangstdyr, særlig til dem der af skæbnens ugunst ikke har noget.
Det gør man gerne, for fangstlykken kan hurtigt skifte, så man selv en dag vil være
glad for at få et stykke kød af naboen. Der kan også være en anden grund til at være
gavmild. En Alaska-eskimo gav mig engang noget sællever, som han nægtede at mod-
tage betaling for med den begrundelse, at jeg jo ikke selv kunne fange sæler, og fangst-
dyrene havde ikke noget imod at lade sig fange af en mand, der var gavmild og
tænkte på dem, der ingentig havde.
Vil man have del i udbyttet af fællesjagter eller fiskeri, der kræver bygning af spær-
ringer af forskellig art, må man naturligvis også være med til at holde dem vedlige.
De betragtes som fælleseje; derimod holder eskimoerne meget strengt på deres ejen-
315
[5]
domsret til personlige ting. Manden ejer sine fangstredskaber, konen sin kniv, sysager
og smykker, og børnene deres legetøj, og det kunne f. eks. ikke falde en mand ind at
sælge nogle af konens eller børnenes ejendele uden at spørge dem. Efterlades noget
ude i terrænet, f. eks. et stykke drivtømmer, som en mand har halet op på land, kan
det ligge i årevis, uden at nogen rører det. Tyveri er som følge deraf en forbrydelse,
som er praktisk talt ukendt blandt eskimoerne. Når forbrydelser forekommer, drejer
det sig som regel om mord eller beskyldning for trolddomskunster. Eskimoernes reak-
tion mod sådanne forbrydelser er ganske interessant. Går det for vidt, beslutter bo-
placlsfællerne sig til at skaffe sig af med synderen, enten ved at forvise ham fra
bopladsen eller ved at slå ham ihjel. I begge tilfælde er det ikke gjort for at straffe
forbryderen, men for at fjerne årsagen til uroen og genoprette de normale tilstande
på bopladsen.
Det er også dette ønske, der ligger bag de især fra Østgrønland så kendte retsop-
gør mellem to stridende parter, der bestod l, at de, stående overfor hinanden, skif-
tedes til at smæde den anden i sange, de selv havde digtet. Den, der opnåede at gøre
den anden latterlig i tilskuernes øjne, havde vundet, uanset om han i stridsspørgs-
målet havde retten på sin side. Man havde opnået, hvad man ville, nemlig at få gen-
oprettet freden på bopladsen.
Som akkompagnement til sangen benyttedes den for alle eskimoer karakteristiske
tambourinlignende tromme, eskimoernes eneste musikinstrument. Eskimoerne er fest-
glade og lader sjældent nogen lejlighed til at feste gå fra sig, særlig om vinteren,
hvor kulde, mørke og snestorm ofte tvinger dem til at holde sig indendørs i flere
dage i træk. Så kommer trommen frem, og til trommens taktfaste slag danses og syn-
ges, til de ikke orker mere. En anden form for underholdning var sagnfortælling. I
de lange, mørke vinteraftener samledes man om en gammel mand eller kvinde, der
havde den særlige evne at kunne huske og genfortælle de gamle sagn. Der var kun
én måde at fortælle en historie på, nemlig den fra forfædrene nedarvede, og tilhø-
rerne forventede at høre den på den måde. Da de fleste som regel kendte handlin-
gen, var spændingsmomentet underordnet; nydelsen bestod i genoplevelsen af de
kendte vendinger, tonefaldet og de bevægelser, der var nødvendige for at illustrere
fortællingen. Da eskimoerne ingen skreven litteratur har, ligger der i deres sagnskat
et overordentlig rigt kildemateriale til belysning af deres mentalitet, livsopfattelse
og til dels deres historie. De mange heltesagn fortæller om storfangere og deres be-
drifter, og selvom de er meget stærkt overdrevne, kan man af dem lære, hvilke mand-
lige egenskaber eskimoerne respekterer, og hvilken betydelig stilling den dygtige fan-
ger indtager i det eskimoiske samfund. En anden betydningsfuld person, der gang
på gang omtales i sagnene, er åndemaneren, angakoq'en, gennem hvis virksomhed
man får et indblik i eskimoernes religiøse forestillinger.
316
[6]
Bådejer, umialik, uddeler hvalhud, mattak,
ved festen i anledning af hvalfangstens afslutning i Point Hope, Alaska.
Foto: F. G. Rainey
[7]
Den eneste måde, hvorpå eskimoerne har kunnet danne sig en livsopfattelse, er
ved de erfaringer, de efterhånden har erhvervet sig. Disse erfaringer kan stamme
fra dem selv, fra de normale omgivelser og fra det usædvanlige eller overnaturlige.
Fra sig selv har de erfaringen om tilstedeværelsen af en sjæl, for når de i drømme
f. eks. kunne foretage lange rejser, mens legemet i virkeligheden lå på briksen, måtte
det være sjælen, der rejste. Blev et menneske sygt, var det efter deres mening sjæ-
len, der havde taget skade eller var blevet røvet, og det var åndemanerens opgave
at hele den eller bringe den tilbage. Døde et menneske, var det kun legemet, man
lagde i graven, sjælen levede videre som en ånd. Da de troede på et liv efter døden,
hvor i hvert fald de gode og dygtige fik det mindst lige så godt, som de havde haft
det på jorden, var de ikke bange for at dø. De tog døden som en naturlig overgang
fra en tilværelse til en anden. For at hjælpe de døde i den anden tilværelse gav man
dem ofte nogle af deres ejendele med i graven, manden fik fangstredskaber, kvin-
den sysager og småbørn sommetider et hundehoved, for at hunden kunne vise den
lille og uerfarne vej til sjælenes land.
Også dyrene havde en sjæl, for efter eskimoernes opfattelse var dyrene ikke væ-
sensforskellige fra menneskene, og de kunne, når de ville, optræde i menneskeskik-
kelse, hvad mange af sagnene beretter om. Ligesom mennesker og dyr levede efter
eskimoernes opfattelse også den omgivende natur, ikke alene planter, stene, jord, is
og vand, men selv begreber som latter, gråd og søvn levede. Alt levende havde efter
eskimoernes mening en „ejer", inua, der kommer af muk, menneske, og betyder „dets
menneske", det levede altså, ligesom mennesket lever. Ting og begreber havde der-
imod ingen sjæl.
Der var endnu en faktor i eskimoernes oprindelige religion, og det var en mystisk
magt, som de kaldte sila, og som omtrent kan oversættes med „det som er overalt
udenfor". Alt det usædvanlige, der hændte dem, eller som skete omkring dem, uden
at de kunne forklare, hvorfor det skete, blev tilskrevet sila. Da den var allevegne og
gennemtrængte hele deres tilværelse, var den en meget farlig magt, som man måtte
gøre alt for ikke at fortørne. Men da mennesket er svagt og forstår så lidt af, hvad
der foregår omkring det, må det gøre alt, hvad der står i dets magt, for at beskytte
sig selv. Blandt de forholdsregler, man kunne træffe, var f. eks. at overholde visse
taburegler, d. v. s. forbud mod at gøre visse ting, eller man kunne beskytte sig selv
mod overnaturlige magter ved at bruge amuletter eller trylleformularer .
Svigtede alt andet, havde man endnu en udvej, nemlig at søge råd hos den sted-
lige åndemaner, angakoq. Han kunne ved fremmaning af sine hjælpeånder, som
kunne være afdødes eller dyrs ånder eller en inua, afværge ulykker, finde bortkomne,
bringe godt vejr og, som sagt, helbrede syge, en slags læge og præst i én person. Han
kunne også skaffe god fangst, men så måtte han, i hvert fald hos de fleste kysteski-
3l8
[8]
Amuletbælte fra Netsilik-Eskimoerne.
inoer, foretage en farefuld rejse til sødyrenes moder, der lever på havets bund og
hersker over alle sødyrene. Dårlig fangst skyldes, at menneskenes synder har sat sig
som skarn i hendes hår, og i vrede herover tilbageholder hun fangstdyrene, og først
når åndemaneren har været nede og renset hendes hår, giver hun dem fri igen.
I det hele taget måtte man stå sig godt med fangstdyrene, der selv var herrer over,
om de ville lade sig fange eller ej. Jeg nævnede før, at de ikke havde noget imod at
blive fanget af gode og gavmilde mennesker, men de satte også pris på at blive fan-
get med smukke redskaber. Det er sikkert grunden til, at i hvert fald Alaska-eski-
moerne og grønlænderne gjorde sig megen umage med fremstillingen af deres fangst-
redskaber, bl. a. forsynede dem med smukke ornamenter, og det er et spørgsmål, om
ikke hensynet til fangstdyrene har været drivkraften bag en væsentlig del af eskimo-
ernes mange smukke kunstneriske frembringelser i hvalrostand og træ.
3*9[9]