[1] EN FORÅRSREJSE I ANGMAGSSALIK-DISTRIKTET Af stud. mag. Erik Hjortenberg .Foråret er overalt i Nord- og Østgrønland de store slæderejsers tid, hvor alle, der har lyst og lejlighed til det, spænder hundene for og tager ud i den grønlandske fjeld- verden; og hvad enten de har kørt slæde i mange år, eller det er deres første tur, er de en oplevelse rigere, når de vender tilbage. Man behøver ikke nødvendigvis at deltage i en langvarig ekspedition for at opleve spændende ting; efterfølgende artikel har til hensigt at fortælle om de oplevelser, jeg havde på en fire dages tur. Endnu husker jeg tydeligt den 19. maj 1952 kl. 3 om morgenen; det øsregner, men jeg vil ikke gå glip af en slædetur af den grund, og nu har jeg netop fri til den 22. maj, hvor det er aftalen, at elektriker R. Ring og kok V. Larsen skal hente mig i Tine- teqilaq (udtales Dideridar). Jeg starter ud ad slædesporet mod nord hen over fjor- den, isen er fast og god, og regnen danner vandpytter hist og her. Hundenes tempo er hurtig skridtgang eller løb, men pludselig slår de over i konstant galop; jeg bliver så overrasket, at jeg taber pisken, „ai-ai" siger jeg til hundene, der modvilligt stand- ser, jeg farer tilbage efter pisken, og såsnart jeg igen har fat i slæden, fortsætter det vanvittige tempo, 30-40 km i timen, og jeg sidder og tænker på, at bliver det sådan ved, kan jeg hurtigt nå Tineteqilaq. Pludselig standser hundene imidlertid, og slæden fortsætter frem imellem og forbi dyrene, der hugger i sig af nogle gamle laks, som en anden slæde har tabt på isen. Jeg lader dem spise i fred og trækker slæden tilbage. Efter at de er færdige, er farten noget mindre. Jeg er udstyret til at klare en hel- dagsregn med lange søstøvler og regnfrakke; men nu holder det op med at regne, solen skinner, og jeg smider en del af tøjet på slæden. Op over land er sneen meget blød på grund af regnen, jeg sidder roligt på slæden, men nu går det kun langsomt frem, og såsnart det går opad, må jeg stå af. Der er fem hunde for slæden, Bamse og dens fire hvalpe fra maj 1951, det er et spand, jeg har i fællesskab med radiosondeassistent Reindel. Mens hundene slider sig frem gennem den bløde sne, går jeg flere steder på snebare strækninger og nyder at have fast grund under fødderne og at se de brune klipper, de 329 [2] gule og hvide lavpuder, det grønne mos og alle de grønne skud, der vælder frem. Hundene foretrækker ligesom jeg at gå på de snebare pletter og har svært ved at forståj hvorfor jeg hele tiden dirigerer dem udenom. Jeg kommer gennem en slugt, hvor den gamle slædevej er forvandlet til en ri- vende elv, langs hvis bred jeg kører frem til en lang smal sø, der er dækket med ej tykt lag blød sne. Her går det meget langsomt frem; jeg kan dog sidde på slæden, men må af og til give Bølle et rap med pisken, når den glemmer at give sit bidrag til træk- kraften. Efter at den har fået et par rap er det senere tilstrækkeligt at råbe dens n ivn i en streng tone. Når jeg engang imellem sidder mageligt og betragter det smukke .if- vekslende fjeldpanorama, slapper den også af; men lige så snart, jeg råber „Bølle", kigger den sig forskrækket tilbage, farer frem i skaglen og trækker igen et stykke tid. De andre hunde har en medfødt glæde ved at lægge sig hårdt i selen, og behøver in- gen hårde ord. Den sidste halvdel af slædevejen fører overen 15 km lang og 600 m høj snebræ. Det meste af vejen her kører jeg i tåge, men kommer pludselig ud og kan igennem et hul i skyerne se helt ned til bopladsen ved Sermilikf jorden. Enkelte af de flotte toppe øst for bræen dukker op for en kort tid og forsvinder igen i skyerne; eftersom jeg flere gange før har set landskabet i godt vejr, er det interessant at se, hvordan det tager sig ud nu, hvor skyformationer af forskellig slags er med til at give det karakter. Sneen under nedturen er meget blødere end den har været på opturen, og mange steder må jeg af for at hjælpe slæden igang; nedturen bliver derved mere anstren- gende, men ganske vist hurtigere end opturen. Fra bræen kommer jeg ned gennem et kupéret terræn, hvor mange store kampesten rager op gennem sneen. Herfra videre ad det fint tilkørte spor over sundet til Tineteqilaq. Denne boplads ligger på en halvø mellem den store Sermilikf jord og det sund, der adskiller Angmagssalik-øen fra fastlandet, bopladsen har ca. 100 indbyggere, og slæderuten fra byen Angmagssalik er ca 50 km lang. Ved min ankomst er det blevet snevejr, og der er ingen folk på isen. Det er der- for helt uventet, jeg dukker op over bakkekammen ved bopladsen. Jeg plejer altid at bo hos kateketen Jakob, når jeg er i Tineteqilaq, men han er for øjeblikket rejst nord på med familie og alle ejendele. Imidlertid ved jeg, at jeger velkommen til at bo hos en fanger Masanite, som bor i en net lille jordhytte sammen med sin kone og sin lille dreng, Anders. Hundene lader sig kun meget modvilligt drive forbi kateketens hus, hvor de ple- jer at blive spændt fra, og videre gennem et virvar af gangstier hen til Masanite's jordhytte, som ligger i den anden ende af bopladsen. Jeg spænder hundene fra, og på grønlændernes forlangende stikker jeg det ene forben på hver hund op i halsbåndet; så kan de nemlig ikke grave køddepoter op af 330 [3] forfatteren på sltederejse, bemærk bremseto.._ » ** ..As** ff.A^ « Fiskeplads nær Kungmiut. Vedjiskehullet ses en tynd elastisk pind, hiiis små bevægelser afslører, om der er bid i den anden ende af den joo m lange line. tiske forhold, at ved byen Angmagssalik kræver det 126 dage at fange fem hajer fra fem fiskehuller. Under besøget klarer vejret op, og jeg får lyst til at køre en tur med mine hunde. Ingen i Helgas hytte vil afsted nordpå lige nu, men Harald, en meget driftig, gam- mel fanger vil gerne nordpå for at fiske laks; jeg kender hverken stedet eller vejen, men det gør Harald til fuldkommenhed. Vi er hurtigt startklare, Harald forrest med syv fine hunde, dernæst jeg selv, og tilsidst endnu en slæde med en 17-års pige, Hansine, og hendes 12-årige lillebror, Masanite, som allerede er en fin slædekusk; de har kun fire hunde for slæden. Det klarer mere og mere op undervejs, først kører vi 10 km på fin havis på Tineteqilaq-sundet, dernæst op over land ind i en lang dal, som skærer sig igennem fjeldformationer, der er op til 1400 m høje; vejen går ret mod nord, og dalen er en af de mange, typiske u-formede gletscherdale fra istiden; hvad der er under 500 m er pænt afrundet af isen, men det, der ligger over denne højde, er et vildt fjeldland- skab med sylespidse tinder og stejle afgrunde. Heraf kan man slutte, at isen på disse steder gennem en længere tidsperiode har haft en tykkelse på ca. 500 meter. 333 [6] Sneen er temmelig blød på grund af tøvejret, og det går kun langsomt frem. Op ad bakke må vi alle af slæderne, og det er da en stor hjælp at kunne holde i slædens opstander, så kan man lettere få fødderne op af de undertiden meget dybe fodspor. Jeg må beundre den lille Masanite, thi han forstår at få hundene til helt at lade være med at bytte pladser og slipper herved for at rede skagler ud; dette sker ellers ved at løsne det slyngestik, hvormed skaglerne er fæstet til slæden. Jeg synes nu, mine hunde frit skal have lov til at bytte pladser, for det er en ringe ulejlighed at rede skagler ud nogle få gange om dagen, men et stort besvær at lære hundene at holde deres pladser. Efter ialt 30 kilometers kørsel når vi frem til laksestedet; det er på en sø nær det sted, hvor denne finder afløb gennem en elv. Elven er isfri, men ejendommeligt nok er søisen tyk og solid overalt langs kanten til det åbne vand. Det er nu blevet skyfrit og vindstille. I sneen er der skrevet følgende store nyhed: „Petrus 20. maj kilaluar- pok",hvilket betyder: Petrus har fanget narhval den 20. maj. Vi beslutter os til at aflægge Petrus et besøg, men vil dog først vente, til sneen senere på aftenen bliver fast. Når det er skyfrit, kan man nemlig på denne årstid være 100 % sikker på hård nattefrost, men til gengæld store varmegrader de steder, hvor solen får lov til at skinne. Vi spænder hundene fra og kører vore slæder hen til iskanten og smider pilkene ud. Om aftenen er der ikke mange laks her, så fangsten er ikke imponerende, på to timer fanger Masanite én, Harald én, men vi andre ingen. Solen er nu gået om bag fjeldet, og ovenpå tøsneen har der dannet sig en skorpe så tyk, at den kan bære hundene og en slæde, men ikke en mand til fods. Vi suser derfor videre nordpå, slæden gør næsten ingen modstand, og hundene er helt ellevilde over, at det nu går så let. Opad bakken går det temmelig langsomt, men dog hur- tigere end man selv kan gå; thi står man af, synker man ustandselig igennem skorpen og kan næsten ikke komme frem. Vi når ud til Sermilik-fjorden med hundene i strakt galop hele tiden. I selve fjor- den er isen brudt op; men imellem kystens indskæringer er der fin is at køre på. Lidt længere mod nord kører vi op på land og udover en højderyg til spidsen af et næs ude i vandet. Herude ligger forårs- og sommerfangstpladsen Paornakajit, og der bor for øje- blikket to familier fra Tineteqilaq i hver sit telt. I det ene bor Petrus med kone og tre små, søde børn, og dem tager vi ind hos. Klokken er halvto om natten, og når undtages et par af børnene er alle gået til ro. Sammenligner man med danske forhold, er det ejendommeligt at se børnene lege midt om natten, men heroppe får de en vir- kelig fri opdragelse, og ingen ville drømme om at lægge dem i seng, hvis de hellere vil blive oppe. Børnene får lov til at gøre, hvad de har lyst til, og det kan måske 334 [7] • « B, * f ' '.' ' ^ t?V?^e På *uej o