[1] GENSYN MED SCORESBYSUND Af cand. mag. Torben Andersen IN år man har haft lejlighed til at gæste Scoresbysund-kolonien, undrer man sig såre ved at læse i løjtnant Carl Ryders beretning fra hans expedition til Østgrønland i 1891-92. Han nævner således under den 9. april 1892, hvor påfaldende frodigt lan- det mellem Hare- og Rypefjord, i den inderste del af Scoresbysund, tager sig ud selv ved vintertid: „Stedet var meget frodigt og den bidende Vind, som jævnlig blæste ud fra Bræen, havde feget meget af Sneen bort, saa at endog den bare Sten paa sine Ste- der stak frem paa Toppen af Fjældkullerne. Blaabærlyng og Pilekrat stod knæhøjt under Sneen i Lavninger, og vi fandt saa meget Brænde i Form af Birke- og Pile- stammer, at vi kunde koge vor Mad derved og spare vor Sprit. Som Prøve hjem- bragte vi et Par Stammer af Tykkelse som en Mands Arm, de tykkeste Stammer af Dværgbirk, som hidtil ere kjendte." Rejsende, der har besøgt Østgrønlands yderkyst — f. eks. ved Scoresbysund-kolo- nien —, er altid blevet slået af dens barskhed, som understreges af plantelivets ringe udvikling eller endog fuldstændige fravær. Da jeg første gang besøgte Grønland, var den første plads jeg så Kap Tobin i Scoresbysund-fjordens munding, og det umid- delbare indtryk, jeg fik af denne lokalitet, var som af en stor sten- og grusbunke. Vegetation manglede næsten fuldstændig, og dyrelivet var kun repræsenteret ved den del, der er knyttet til havet: måge- og alkefuglene fra fuglefjeldene ved Kap Brew- ster og Liverpool-kysten og sæler; landjorden syntes ganske øde. Det var derfor med ikke ringe forventninger, jeg i sommeren 1958 atter fik mu- lighed for at rejse til Østgrønland og endda til de samme egne — den indre del af Scoresbysund — som Ryder besøgte i slutningen af forrige århundrede, og fra hvis rejseberetning det ovenstående citat er hentet. En sammenligning mellem naturforhol- dene i den vidtstrakte Scoresbysundfjords yderste — kystnære - egne og områderne i bunden af fjorden ind mod indlandsisen, ville utvivlsomt være særdeles interessant. Den direkte anledning til denne rejse var, at jeg fik lejlighed til at deltage i ama- nuensis Chr. Vibes moskusokseundersøgelser, der i 1958 omfattede området fra Ella-ø i nord ned til den indre del af Scoresbysund i syd. Hovedmålet for expedi- 353 [2] tionen var naturligvis at undersøge moskusoksens biologi og bestandens størrelse. Af rent praktiske grunde blev arbejdet udført i forbindelse med dr. Lauge Kochs Østgrønlandsexpedition, som stillede udrustning og flyvemaskiner til rådighed. Disse maskiner er af uvurderlig betydning for videnskabelig forskning i disse egne. Tids- røvende og besværlige rejser svinder ind til få timers behagelig sight-seeing over nogle af verdens skønneste egne, og helt nye arbejdsområder åbnes for videnskabe- lig forskning. Af de 4 pladser vi besøgte i en kortere periode, var kun den ene — ved Rypefjord — direkte tilgængelig fra søsiden; de øvrige 3 lå langt inde i land ved søer, hvor de små Norseman-maskiner kunne finde landingspladser. Den ene lokalitet — på Charcots Land (der er nøjere beskrevet af cand. mag. Ulrik Røen i februar- nummeret 1959) — ville være utilgængelig for ethvert andet transportmiddel end netop flyvemaskinen, skjult som landet er bag den isfyldte Nordvestfjord og bræ- erne i bunden af denne. Med flyver opnås nu en helt anderledes intensiv udnyttelse af den korte sommer, end det tidligere har været muligt. Som ovenfor nævnt var undersøgelserne koncentreret omkring de indre dele af Seoresbysund-fjordkomplekset, hvor det ved hjælp af overflyvninger af moskusokse- terrænerne var muligt at danne sig et skøn over bestandens størrelse. Desuden til- bragte vi som nævnt kortere perioder på 4 pladser i Scoresbysund, hvorved vi fik mu- lighed for at kontrollere de ved hjælp af flyvemaskinen indvundne resultater. Ved siden af vor hovedopgave med undersøgelse af moskusokserne blev der og- så tid til at orientere sig om naturforholdene i almindelighed på de pladser, hvor vi slog lejr, selvom vor interesse og opmærksomhed naturligvis specielt rettede sig mod dyreverdenen. Den mest interessante af de lokaliteter, vi besøgte i Scoresbysund, var Rypefjord, hvor dr. Koch havde planlagt oprettelsen af en basislejr for de geologiske undersø- gelser i den indre del af fjordkomplekset. Også set fra et zoologisk synspunkt var valget af denne plads til lejr særdeles heldigt, idet der her fandtes en lang række landskabstyper koncentreret indenfor et begrænset område. Vor lejr i Rypefjord var placeret i gneisterrænet ved fjordens sydvestlige pynt. Landskabet minder dér ganske om Sydvestgrønland: nøgne, isskurede stenheller og i lavningerne søer og moser, hvor der rører sig et rigt fugleliv. Længere mod vest og nordvest består grunden af røde, porøse sandsten, og overfladen var dér langt mere udjævnet — udstrakte, svagt hæl- dende sletter uden en sø eller mose var karakteristisk for sandstensegnene. I overensstemmelse med Ryders iagttagelser fandtes i gneisterrænet i beskyttede lavninger, hvor der var læ for de udtørrende vinde, og hvor fugtigheden samlede sig, en yppig vegetation af birk og pil, af hvilke sidstnævnte kunne danne buskadser af indtil 75 cm's højde. I disse fandt magister Vibe den iøvrigt langt sydligere ud- bredte Engpiber, der på østkysten kun kendes ynglende i Angmagssalik-distriktet, og 354 [3] Vue fra 'vor lejrplads