[1]
EVARSSUAQ - EN SÆRPRÆGET GRØNLANDSK
KVINDESKIKKELSE
Af kolonibestyrer Hans Jacobi
JlLnhver, der blot har haft nogen forbindelse med Jakobshavn i tiden indtil omkring
1950, kan næppe have undgået at stifte bekendtskab med Evarssuaq, denne robuste,
firskårne skikkelse og særegne karakteristiske fremtoning, der på mange måder førte
en tilværelse, der var så helt forskellig fra folks i almindelighed.
Eva optrådte altid i mandfolketøj. Hun var såvel sommer som vinter iført et par
lange sælskindsbukser, stukket ned i et par svære vandskindskamikker. Det var især
disse bukser, der i så høj grad fremhævede hendes karakteristiske firskårenhed. Som
overtøj benyttede hun hele året rundt en mandfolkeanorak med hætte, syet af butik-
kens grove bomuldstøj. Om vinteren bar hun tillige en hjemmestrikket hue af tvivl-
som farve trukket godt ned over ørerne, men ellers gik hun barhovedet med sine grå,
strittende hårtjavser som en glorie om det furede, vejrbidte ansigt. Hendes øjne var
rødrandede og betændte og løb ustandselig i vand som følge af forårets stærke sol
og vinterens isnende vind; hendes syn var i lighed med alle ældre menneskers meget
svækket, men trods disse alderdomstegn, var der et eget liv og spil i hendes øjne, når
man talte med hende.
I sine yngre dage hørte en hundepisk med til hendes påklædning, men da gigten
gjorde hendes ben svage, blev den ombyttet med en svær knortekæp, som hun støt-
tede sig til under sin vraltende, foroverbøjede gang, knuget af mange års slid og slæb.
Første gang, jeg mødte Eva, var i 1933, hvor hun endnu havde en rest af sin ung-
doms spændstighed i behold; hun kom svingende med en lokumsspand i den ene
hånd og pisken - den uundværlige for at holde hundene på afstand - i den anden. På
sine ældre dage måtte Eva således tage til takke med noget lettere arbejde, og hun
havde derfor fået privilegium på at tømme stedets dasser, ikke egentlig noget ind-
bringende eller behageligt job, men det betød dog en eksistensmulighed for en enlig og
yderst nøjsom kvinde. Der fandtes iøvrigt ikke det arbejde, der var for ringe for Eva;
men der kom desværre også den dag, hvor selv dette arbejde blev hende for strengt, og
27
[2]
hun måtte derfor til sidst klare sig med det lidet, en alderdomsunderstøttelse den
gang beløb sig til, og hvadjværre var, hun^måtte opgive sin selvstændige husførelse i
sit eget lille hus, som hun i en årrække havde delt med sin søster, og affinde sig med
et hjørne i et i forvejen overfyldt hus, hvor husejeren fristet af udsigterne til en fast
månedlig indtægt tog Eva i huset.
Det var en stor dag for Eva, når hun den første i hver måned, i ren anorak stil-
lede på kontoret for at få udbetalt sin alderdomsunderstøttelse, og hun følte det som
en særlig begunstigelse, når hun ved samme lejlighed kunne aflægge mig et besøg;
hun nød at få lov til at sætte sig, at få ild på en stor cigar og så fortælle om gamle
dage, der var altid en eller anden episode i hendes lange, omtumlede tilværelse, som
kunne uddybes noget mere; kontoret var dejligt varmt — det havde ingen hast med at
komme hjem. En måned kunne være lang, og selvfølgelig blev der ofte lavvande i hen-
des knapt tildelte midler, således at en vis svaghed for cigarer, måske hendes eneste
luksus, fik hende til at komme „blot for at sige god dag," og når hun så havde siddet
lidt, fik hun en seddel med til butiksbestyreren, der efter aftale udleverede hende en
stor cigar, og så gik Eva stolt ned af vejen med cigarrøgen bølgende efter sig.
I sine yngre år var Eva en lang årrække knyttet til sygehuset, hvor hun helt alene
udførte alt det til denne virksomhed henhørende pige- og karlearbejde, hvilket be-
tød, at hun klarede rengøring, madlavning, brødbagning, hun passede kakkelovnene
og slæbte selv kullene den lange vej fra udhandlingsstedet, hun kørte efter vand med
sit eget hundespand i den hårdeste vinterkulde eller bar det på sin ryg i et åg lang-
vejsfra på sommerdage, og hun skaffede også en del af den proviant, sygehuset
skulle bruge, ved egen fangst, idet hun ved siden af det krævende arbejde også fik
tid til at sætte sælgarn, som hun måtte tilse efter en lang arbejdsdag, men som hun-
dekusk var hun selv de dygtigste mandfolk jævnbyrdig, og alle måtte med beundring
erkende hendes evne til at håndtere en hundepisk samt tage den stejle vandbakke
med to tønder på slæden, medens andre kun magtede én. Eva ønskede såvidt muligt
at klare sig selv uden hjælp, også når hun på lige fod med byens mandlige fangere
og fiskere tog på haj- eller hellefiskfiskeri på vinterens is. Hun plejede at være
den, der startede tidligst om morgenen, og var det blæsende og bidende koldt, slog
hun blot en sæk over hoved og skuldre, og når hun så kom hjem om aftenen med sin
fangst, som ingenlunde var den ringeste, stod der en hvid em af fortættet varme om-
kring hende, som følge af det tempo, hun arbejdede i.
Da indhandlingen af hellefisk en overgang steg ganske betydeligt, og der derfor
krævedes en ret stor arbejderstab til at rense og salte fisken, var det Eva, der førte
an og med sit sædvanlige gode humør lededeL dette arbejde. Fisken blev den gang
behandlet fra en ponton, der var anbragt ude i havnen, og hvortil de, der arbejdede
med fiskebehandlingen, blev sejlet ud i en pram ved navn „Arnarquagssaq" (Den
28
[3]
Tranbreending ved vintertid, tegnet af Hans Jacobi.
gamle kælling), og her havde Eva sin faste plads agter, et tegn på den anseelse, hun
nød. Opstod der uoverensstemmelser eller misforståelser af nogen art, var det altid
Eva, der mæglede og fik tingene til at glide, hende havde man ubetinget tillid til, og
man ville aldrig finde på at gå mod hendes afgørelse.
I ældre tider, før oliefabrikken i København blev oprettet, blev al indhandlet spæk
smeltet til tran ved kolonierne, ligesom denne fremgangsmåde blev bibeholdt for al det
spæk, der ikke var frisk nok til nedsaltning, herunder ådselspæk. Arbejdet i forbindelse
med trankogningen hørte til de meget ubehagelige, og det kunne derfor i perioder være
vanskeligt at få den fornødne arbejdskraft hertil; men Eva gik ikke af vejen for den
slags ubehageligheder, og i en årrække var det derfor hende, der ledede dette lidet
misundelsesværdige og langt fra renlige job. Klokken seks om morgenen stillede hun
i strålende humør med sine folk, og ofte med en sang blev arbejdsholdet sejlet over
til tranbrænderiet, der af hensyn til omgivelserne var placeret på den anden side af
havnen. Arbejdet var ret anstrengende, idet det krævede kræfter at håndtere de tunge
spæktønder, slå dem op og lange de mere eller mindre ildelugtende spækstykker op i
29
[4]
trankedlen. Her blev spækket smeltet til tran under udvikling af en ulidelig stank,
som til stadighed fyldte rummet og klæbede ved folkenes tøj, ja, denne gennemtræn-
gende odeur hang i den grad ved de stakkels mennesker, at man ikke kunne udholde
at være i deres nærhed, og de måtte vandre omkring som en flok spedalske. Arbejdet
var ikke slut med, at spækket var kogt til tran, nu skulle trannet ved hjælp af store
øsere på lange stager hældes fra kedlen over i store klaringskar, inden det endelig
derfra blev hældt på de tønder, der afskibedes til Danmark. Det var under dette ar-
bejde, at en af hjælperne fik overbalance og styrtede i trankedlen, der til alt held var
afsvalet, og som sædvanlig var det Eva, der som situationens herre sprang ned i
trannen og fik bjerget sin uheldige kollega op.
Under krigen blev man af omstændighederne tvunget til at genoptage trankognin-
gen, men da de gamle bygninger i mellemtiden var blevet for brøstfældige, måtte ar-
bejdet foregå i fri luft, hvilket naturligvis var meget behageligt på sommerdage,
men kogningen kunne desværre ikke indstilles, fordi det blev vinter og stærk kulde —
atter måtte man ty til Eva, der trods sin fremskredne alder, og på trods af vejr og
vind, mørke og bitterlig kulde, gennemførte et hårdt og krævende arbejde, hvor
yngre sandsynligvis havde meldt pas. For at kunne få sig en nødvendig opstrammer
under dette trælse arbejde, havde Eva altid en gammel, sodet thekedel stående di-
rekte i fyret i trankedlen, og hver gang arbejdet levnede tid, halede hun sin kedel ud
af gløderne og fik sig en varmende, styrkende tår af noget, der sikkert forlængst
havde mistet enhver lighed med the, derefter fik hun ild på sin uundværlige cigar-
stump, og så var Eva i stand til at trodse selv vejrgudernes ondeste påhit.
På sådanne vinterdage, når nordenstormen hylede, kunne tranbrændingen udvise
det mest fantastiske skue, forårsaget af snefoget i forening med emmen og den fede
røg fra den varme tran, der yderligere fik et rødligt skær fra trankecllens ildsted;
når man så i denne mosebryg skimtede Evas firskårne skikkelse, kunne fantasien
nemt få et skær af det overnaturlige.
Trods Evas noget dystre udseende var hun ualmindelig afholdt af byens børn,
men de kunne ikke rigtigt forlige sig med den kendsgerning, at hun var kvinde, og ad-
skillige af datidens børn har gentagne gange spurgt deres mødre, om Eva alligevel
ikke var en mand, da de ikke kunne forestille sig, at der skjulte sig en kvinde bag
mandfolkef remtoningen.
En af de smukke, gamle grønlandske skikke, som med nytiden er ved at forsvin-
de, og som sikkert nu kun opretholdes ved udsteder og bopladser, er julens salme-
sang foran husene. I gamle dage var dette spontane udtryk for juleglæde en ufor-
glemmelig oplevelse, og her i Jakobshavn var det naturligt den sangglade Eva, tier
med sit overskud af glæde førte an og travede rundt fra hus til hus hele julenat i spid-
sen for den syngende ungdom.
30
[5]
De gamle bygninger ved tranbrænderiet i Jakobshavn, tegnet af Hans Jacobl.
Udover, at Evas tilværelse havde formet sig en del anderledes end grønlandske
kvindfolks i al almindelighed, havde jeg aldrig tænkt, at der muligvis var noget dun-
kelt i hendes fortid, som helst skulle forties; ja måske havde jeg hørt en enkelt an-
tydning, men Eva var så umiddelbar og hjertelig i sin tillid til os og så elskelig i sit
væsen, at man umuligt ville tro noget ondt eller uhæderligt om hende. Først i anled-
ning af kongebesøget fik jeg nys om, at hun virkelig havde nogle ungdomssynder,
og det gik til på følgende måde: Ved tilrettelæggelse af arrangementet, da man
skulle modtage majestæterne i 1952, var man ganske klar over, at vi ikke i Jakobs-
havn kunne hamle op med de mange storstilede arrangementer, andre byer havde isce-
nesat, hvorfor vi foruden den traditionelle travetur til Holmens Bakke med udsigt over
isf jorden og besøg ved den ældgamle boplads Sermermiut, blandt andet havde fundet
på at placere byens ældste i en lang række, lidt beskedent tilbagetrukket fra ankomst-
broen, således at man, efter at velkomsttalerne og præsentationen af byens honora-
tiores var overstået, fik ført Kongen og Dronningen hen til stolerækken med de
31
[6]
gamle, der på denne måde fik anledning til at hilse på og tale med Majestæterne.
Eva, der på dette tidspunkt havde fejret sin 80 års fødselsdag, var naturligvis
anbragt midt blandt disse gamle mennesker. Alle var mødt i deres fine mørke
tøj, mandfolkene i deres sorte fest-anorakker, men heller ikke ved denne lejlighed
svigtede Eva sine skindbukser, selvom hun i dagens anledning var trukket i sort
mandfolke-anorak. Blandt de gamle herskede der naturligvis en lykkelig forvent-
ningsfuld stemning, og ingen blev da heller skuffede. Kongen og i særdeleshed Dron-
ningen gav sig elskeligt uhyre god tid til at sludre med hver enkelt, og Eva især; hun
måtte fortælle, hvad hun huskede fra kongebesøget i 1921. Dronningen spurgte til
hendes alder og helbred, og Evas øjne strålede af taknemlighed, og en ekstra tåre
banede sig af glæde vej ned ad kinden.
Først bagefter, da glædesrusen havde lagt sig, og hverdagen atter var begyndt,
kom det frem, at Evas placering i højsædet ikke var faldet i god jord hos præste-
skabet. Og med forargelsen kom også grunden til Evas forkærlighed for mandfol-
ketøj for en dag. Allerede dengang var der næppe mange, der kendte grunden, og de
fleste gættede sikkert på, at det var en naturlig følge af, at hun altid havde udført
mandfolkearbejde — og at det simpelthen var praktisk.
Men jeg fik efterhånden følgende forklaring:
Eva havde fået flere børn uden for ægteskabet, hvilket den gang blev betragtet
som noget højst umoralsk, noget man absolut ikke kunne tolerere, og som satte den
uheldige aldeles uden for folks gode omdømme. Nu var der beklageligvis yderligere
den omstændighed ved sagen, at de fleste
af børnene døde umiddelbart efter føds-
len, hvilket ikke kunne undgå at vække
mistanke om, at Eva, om ikke direkte, så
muligvis indirekte, eventuelt ved misrøgt,
selv var skyld i, at børnene ikke levede
længe efter fødslen. Eva måtte stille hos
forstanderskabet — datidens kredsret —
som offentligt udtrykte deres allehøjeste
misbilligelse af fruentimmerets umoralske
vandel, og da man den gang, ligesom til
dels idag, kun havde begrænsede mulig-
heder for s traf tildeling, idømte man hen-
de, som en særlig raffineret bod, pligt
til altid at bære mandfolkebukser, og Eva
tog denne dom så bogstaveligt til efter-
retning, at hun aldrig siden iførte sig kvin-                                Evarssuaq.
[7]
De gamle trankedler, tegnet af Hans Jacobi.
deklæder, ligesom der ikke var det mandfolkearbejde, der var for anstrengende el-
ler hårdt til, at hun ikke kunne påtage sig det.
Eva havde iøvrigt en overgang været gift med en enkemand, Pavia Eliassen. I dette
ægteskab fik hun sin eneste legale datter, og den eneste af alle hendes børn, der over-
levede spædalderen, men desværre fik denne datter ikke lov til at videreføre Evas sær-
prægede gener, idet hun døde under en operation for en svulst i en alder af ca. 19 år.
Om Evas nøjagtige alder herskede der en del tvivl; de der efter hendes egen opgi-
velse skulle være jævnaldrende med hende, erindrede i det mindste ikke at have gået
til præst eller være blevet konfirmeret sammen med hende, men hun må være født
omkring 1872, i hvert fald fejrede vi hendes 80 års fødselsdag i forsommeren 1952,
i hvilken anledning vi havde arrangeret en mindre indsamling, så hun ubekymret
kunne fejre dagen på tilbørlig vis. Der var sørget for kul, så der var dejlig varmt i
huset, der var kaffe og kringle og lagkage, hvorpå tallet 80 var dekorativt anbragt
med lyserød glasur, der var et par flasker vin, og cigarer ikke at forglemme. Eva
nød at kunne tage imod gratulanter i massevis med stedets prominente personer i
spidsen, uden at skulle bekymre sig om traktementet.
Det nye alderdomshjem i Jakobshavn levede Eva ikke længe nok til at opleve her,
hvor beboerne har eget værelse, centralvarme, bad, renligholdelse, vask og regelmæs-
33
[8]
sige og solide måltider. Men det er slet ikke sikkert, at hun, der hele livet igennem
havde ført en så slidsom, hård og yderst nøjsom tilværelse, havde kunnet omstille sig
til sådan et luksusliv. En sen efterårsdag i 1953 sov Eva stille hen i en alder af 81.
Hun blev begravet på en af disse skønne dagej hvor solen står meget lavt, og dens
sidste blege stråler føles med et særligt vemod, fordi de varsler begyndelsen til mør-
ketid og vinter. Vinden var strid og kold og trængte gennem marv og ben, men der
var alligevel mange, der trodsede kulden og fulgte Eva den lange vej til hendes sid-
ste hvilested, som et bevis på det venskab, de nærede til hende.
Og endnu i mange år vil man huske denne eyigglade skikkelse for hendes mærke-
lige firskårenhed, hendes særegne påklædning, hendes arbejdsomhed og frygtløshed
over for selv det hårdeste job, men først og fremmest for hendes godhed og uselviske
hjælpsomhed. De gamle, der fulgte hende til graven, var enige om, at var der no-
gen, der havde gjort sig fortjent til at komme i himlen, så var det Evarssuaq, og at
hun uden tvivl færdedes deroppe, stadig iført sine karakteristiske sælskindsbukser og
dampende på en cigar af størrelse og aroma, som hun aldrig oplevede hernede.
34[9]